Copy
Nyt om naturlige hormoner
Se denne email i din browser

NYHEDSBREV

I DETTE NYHEDSBREV

1. Hvad skal vi med en landsforening?
2. Medlemskab er blevet gratis
3. Ny forskning

PÅ NETTET

GRUPPEN "Naturlige hormoner"
LFNH's webside

Hvad skal vi med en landsforening?

AF ANETTE OG JENS-OLE PAULIN

Som det nok vil være mange bekendt, så er denne forening blevet startet af os to, Anette og Jens-Ole, som har skrevet bogen ”Naturlig hormonterapi – du har et valg!” I bogen giver vi for første gang på dansk et overblik over den viden og forskning, der findes om bioidentiske hormoner. Vi beskriver også de principper, som ligger til grund for en behandling med bioidentiske hormoner – først og fremmest princippet om at give, hvad der mangler. Dermed håber vi også at bidrage til, at debatten ikke reduceres til et spørgsmål om ”for eller imod bioidentiske hormoner”, sådan som den indtil nu har haft en tendens til. Det handler om at bruge den samlede viden om, hvordan bioidentiske hormoner spiller sammen – og ikke mindst de positive resultater, der er opnået med denne viden – resultater, som entydigt gør denne behandling langt mere sikker end den nuværende.
 
Men hvorfor nøjes vi ikke med at skrive bogen? Hvorfor mener vi, at der er behov for en forening? Det gør vi hovedsageligt af to grunde.
For det første er der brug for en forening, der afspejler et helhedssyn på sygdomsbehandling. Den slags foreninger er der ikke mange af i dette land. De fleste sygdomme har en forening. De såkaldte patientforeninger. Men patientforeninger bliver dannet ud fra et fællesskab omkring en enkelt sygdom. Ingen patientforeninger går ud med et budskab om, at sygdomme hænger sammen. Det er synd og skam, fordi det ikke harmonerer med det helhedssyn på patienten, som der ofte slås til lyd for, også i sundhedsvæsnet. Hvis vi ønsker et helhedssyn på behandlingen, kan det ikke nytte noget, at alle patientforeninger definerer sig selv ud fra en enkelt, afgrænset sygdom. Nogen må repræsentere det budskab, at tingene hænger sammen inde i vores krop, og der må skabes patientforeninger baseret på den holdning.
Princippet om at bruge naturlige hormoner omfatter mange sygdomme og lidelser, og forskningen i naturlige hormoner har vist klare fordele inden for så forskellige sygdomme som sklerose, lupus, lavt stofskifte og endometriose.
I en ideel verden skulle disse patientforeninger altså gå sammen og skabe en fælles platform, der kunne forlange mere opmærksomhed omkring naturlige hormoner. Men det sker næppe, for de er ikke selv opmærksomme på denne forskning.
Fordelene ved naturlige hormoner er da også så omfattende, at de passende kan gøre krav på at få deres helt egen forening – ikke mindst fordi de gode resultater konstant er i fare for at blive glemt og stuvet af vejen neden under de milliarder af dollars, som medicinalfirmaerne bruger på at promovere de syntetiske hormoner.
LFNH er vores forsøg på at skabe en sådan fælles platform. En platform, som henvender sig til enhver, der – uanset om de er patient eller ej – kan se værdien i at bruge naturlige hormoner som et led i et helhedssyn på sygdomsbehandling.
At der er brug for en sådan platform, er der slet ingen tvivl om. Den forskning, der findes i bioidentiske hormoner, er for størstedelen uafhængig forskning, finansieret af offentlige midler eller fonde, der er uafhængige af medicinalindustrien. Det er forskning, som bliver publiceret i anerkendte tidsskrifter, men derefter bliver den for en stor del ignoreret. Der følger ikke penge med til at udbrede resultaterne til læger og behandlere i det danske sundhedsvæsen – i modsætning til den forskning, som udføres af medicinalindustrien. Her følger der milliarder med til markedsføringen. Der er brug for en uafhængig platform til at formidle den uafhængige forskning, og LFNH er et meget beskedent – men indtil videre også det eneste – bidrag til denne formidling.
 
Den anden grund til, at vi har stiftet LFNH, er, at vi forudser modstand.
Al erfaring viser, at den modstand meget vel kan komme – før eller senere.
Vi har for kort tid siden set det i praksis, da Sundhedsstyrelsen opdagede, at patienter med lavt stofskifte i stigende grad ønskede – og fik udskrevet – Thyroid fra deres læge. Da forbruget af Thyroid steg, svarede Sundhedsstyrelsen med at gøre det sværere at få udskrevet Thyroid. Det er selvfølgelig kun en stakket frist, for man kan ikke i længden ignorere den forskning, der viser, at Thyroid og kombinationsbehandlinger med T3 og T4 er den bedste behandling til en lang række stofskiftepatienter, men det vidner om, at den første reaktion ofte er: ”Få nedlagt et forbud!” ”Få det stoppet omgående!” Og her spiller det ikke mindst en rolle, at medicinalindustrien har milliarder i klemme.
I øjeblikket arbejder medicinalindustrien i høj grad ved hjælp af ”repressiv tolerance” her i landet – eller det, man kunne kalde ”skjult modstand”. Det går i alt væsentligt ud på at plante misinformation. At skabe tvivl, hvor der ingen tvivl er. At lade som om, man går ind for den bedst mulige behandling og ”selvfølgelig ikke har noget som helst imod bioidentiske hormoner, hvis altså bare de virkede, hvad de altså desværre ikke gør” og andet i den stil. Og lade som om den videnskabelige evidens ikke eksisterer. Det har været let for dem indtil nu, fordi næsten ingen har kendt denne forskning i Danmark. Men det bliver ikke let for dem i fremtiden.
 
Som det er nu, er modstanden mod bioidentisk hormonterapi altså ikke særlig synlig her i landet – men det er forskningen heller ikke. Jo mere synlig, forskningen bliver og jo mere opmærksomhed, den skaber, des mere kan vi regne med, at modstanden vil blive tilsvarende skærpet. Hvordan kunne det f.eks. tænkes at foregå?
Ja, som det er nu, kan man f.eks. lovligt købe progesteron og østriol over internettet til eget forbrug – ifølge reglerne i England. Men vi har forgæves ledt efter danske regler. Så vidt vi kan se, findes der slet ingen formulerede regler om dette her i dansk lovgivning. Og et af de midler, som modstanderne kan tage i brug, er at kræve et forbud, som kan forhindre folk i at købe progesteron.
I forbindelse med bogen oprettede vi en gruppe på Facebook – en gruppe for alle, der er interesserede i at udveksle erfaringer om brugen af naturlige hormoner. Den er vokset støt i løbet af året og har i skrivende stund over 800 medlemmer. Mange af disse har oplevet væsentlige forbedringer af helbred og livskvalitet med små tilskud af naturligt progesteron og/eller østriol. De vil ikke fratages denne mulighed, og de vil protestere, hvis nogen forsøger på det. Men hvor skal de gå hen med deres protest? Politikerne er ikke vant til at lytte til ”en Facebook-gruppe”. LFNH er ment som den platform, der kan stille krav om at tage naturlige hormoner alvorligt. I Danmark har vi tradition for foreninger, og vi tror, at mange har den holdning, at en forening som udgangspunkt har ret til at blive hørt.
Så vi tror, at LFNH kan komme til at spille en meget vigtig rolle, den dag der for alvor kommer fokus på fordelene ved naturlige hormoner. For så er der milliarder på spil i tabt indtjening til medicinalfirmaerne, og det vil de næppe finde sig i uden kamp. Vi tror altså ikke blot, at der er noget at kæmpe for. Der bliver også noget at kæmpe imod.
Vi har brugt det forløbne år på at få informationer ud til først og fremmest dem, der selv har problemerne inde på livet og kan have gavn af naturlige hormoner. Modsat hvad man måske skulle forvente, når man har udgivet en bog, har vi dog ikke gjort alt, hvad vi kunne, for at få opmærksomhed. Vi mener faktisk, at man kan gå for hurtigt frem. Det handler om at få skabt et godt fundament, så man er rustet til at klare den modstand, som vi mener vil komme på et tidspunkt, når ikke mindst Sundhedsstyrelsen får øje på dette budskab. Så er det godt, at mange mennesker kan bakke op, f.eks. fordi de har oplevet fordelene ved naturlige hormoner på deres egen krop. Og så er det godt at have en platform som LFNH.
 
Vi har som sagt brugt tid på at få budskabet ud på forskellig vis, mest via internettet, men også med en halv times udsendelse på DK4, ligesom vi har haft nok at gøre med at svare på henvendelser fra hundredevis af kvinder, som ønsker at komme i gang med at bruge naturlige hormoner.
Vi har lavet en blog, hvor vi skriver om naturlige hormoner:
naturligehormoner.blogspot.dk
Der kan du også tilmelde dig vores personlige nyhedsbrev, hvis du endnu ikke abonnerer på det - udfyld skemaet, der befinder sig i højre kolonne.
Bogen har fået sin egen Facebook-side:
https://www.facebook.com/naturlighormonterapi
På Facebook befinder sig også gruppen ”Naturlige hormoner”, hvor man kan udveksle erfaringer:
https://www.facebook.com/groups/476243909099948/
 

Medlemskab er blevet gratis

AF ANETTE OG JENS-OLE PAULIN

Vi har besluttet, at medlemskab af foreningen skal være gratis. Det gælder også for 2014, ikke mindst fordi vi har haft foreningen på ”stand-by” i år. Den dag, der for alvor bliver brug for LFNH (se ovenstående artikel), gælder det om at have så mange medlemmer som muligt, og pengene må så komme i anden række.
Hvis der er brug for penge, må de komme som donationer. De 50 kroner, som er blevet betalt i kontingent for 2014, kan du derfor få refunderet – send blot en mail inden årets udgang med angivelse af dit kontonr. til: info@biohormoner.dk. Du kan også vælge at betragte beløbet som en donation til foreningen, og det håber vi selvfølgelig, at du vil. Vi arbejder ulønnet, men vi har dog brug for penge til at holde webside og domæne kørende. Vi forudser også, at LFNH får brug for at komme på banen i 2015.
Vist giver det os ikke en formue, der kan hamle op med medicinalfirmaernes. Men vi tror heller ikke, vi får brug for at matche deres milliardbudgetter. Hvorfor ikke? Fordi vi har forskningen på vores side. Det har medicinalfirmaerne ikke.

Ny forskning

 

Naturlige hormoner mod sklerose - artikel på bloggen
Naturlige hormoner mod epilepsi - artikel på bloggen

Der er også godt nyt om behandling af brystkræft. Et nyligt forsøg foretaget af Center for Excellence in Cancer Research i Texas viser, at naturlige hormoner kan bekæmpe brystkræft mere effektivt end den konventionelle behandling med aromatase-hæmmere - og at de kan gøre det uden de bivirkninger, som aromatase-hæmmerne har. Vi vil skrive mere om dette senere - her er foreløbig et link til selve afhandlingen:
The role of hormones and aromatase inhibitors on breast tumor growth and general health in a postmenopausal mouse model
- og et interview med forsøgslederen, der fortæller om resultaterne.
Copyright © 2014 Landsforeningen for bedre hormonbehandling, All rights reserved.


afmeld dette nyhedsbrev    opdatér dine indstillinger

Email Marketing Powered by Mailchimp