Copy

Kære medlemmer


Så er et nyt semester i gang på Afdelingen for Filosofi og Idehistorie på Aarhus Universitet, og det betyder også masser af aktivitet i Filibid.

Siden I hørte fra os sidst, har vi bl.a. afholdt første Filosofisk Sammenkomst i Filibid-regi og vi har fået udarbejdet et professionelt logo - tjek det ud ovenfor, motivet skulle gerne ringe et par klokker hos en ægte filosof. 

Derudover er vi nu klar til at præsentere jer for første del af vores elektroniske kandidat- og alumnenetværk og vi har budt velkommen til en ny årgang af kandidatstuderende.

Læs om alt dette og flere nye initiativer nedenfor og husk at Filibid altid er der for jer! Så hvis du har en god idé til et nyt Filibid-initiativ, har brug for hjælp til et nyt projekt, eller blot vil bidrage med ris eller ros, er vi altid være glade for at høre fra dig på kontakt@filibid.dk

Med venlige og filosofiske hilsner
Anne Engedal, formand

Filosofi i Verden


Dette efterår lancerer Filibid et nyt og spændende initiativ - Filosofi i Verden. Projektet søger at gøre netop det navnet siger: at sende filosofien ud i verden.

Det gør vi ved at sende filosofistuderende med en passion ud på gymnasier og overtage undervisningen for en dag. Målet er at vise eleverne, gennem konkrete filosofiske projekter med udgangspunkt i skæve hverdagsfænomener, at filosofi findes og virker overalt, også i den virkelige virkelighed. 

Vi har holdt ansøgningsrunde henover sommeren og dette efterår er vi rigtig stolte af at kunne sende de kandidatstuderende Kasper Vestrup, Kristian Alberto Lykke Cobos og Glenda Hannibal ud at tale om robotter og ontologi, superhelte, ISIS og etik på tre østjyske gymnasier.

Følg med i Filosofi i Verden og tjek projekterne ud her






 

Filibid-netværk på LinkedIn

 

Så er alumne-alumne netværket en realitet!

Som ønsket på generalforsamlingen, har bestyrelsen sat sig for at finde den bedst mulige måde at bygge bro mellem filosofistudiets mange alumner i dagligdagen mellem generalforsamlinger.
Filibid-netværket på LinkedIn er en mulighed for netop det: at komme i kontakt med hinanden, alumne til alumne, og måske endda kandidat til alumne. 

På netværkssiden kan du vende filosofiske problemstillinger fra dagligdagen med ligesindede alumner, starte en digital læseklub eller finde den perfekte filosofi-kandidat til et job. Så skynd dig på LinkedIn om meld dig til netværket her

 
Færdige kandidater hyldes og begaves med en klassisk AU-kop

Filosofisk Sammenkomst 2014

 

Traditionen tro blev der torsdag i introugen den 25-29. August afholdt årsfest for medarbejdere og studerende på Filosofi på AU.
I år var alt dog ikke helt ved det gamle, for dette år var første gang, Filibid stod som vært.

Filosofisk Sammenkomst løb derfor af stablen i ny og rebootet version. De 120 deltagende forskere og studerende kunne f.eks. høre lektor og afdelingsleder Thomas Schwarz Wentzer give en ’state of the union’-tale i ægte tysk fodboldkommentatorstil, blive taget med ind i en gennemsnitlig studenteruge af årets studentertalere Lars Petrat-Meyer og Amalie Ringsø Hansen og hylde et udpluk af dette års færdige kandidater.

Med det største underviserfremmøde og det mest fyldte dansegulv i mands minde, tøver vi ikke med at kalde aftenen en succes.


Se flere billeder fra festen her

Færdige kandidater hyldes og begaves med en klassisk AU-kop

Kandidatintroduktion 2014


Dette studieår starter der flere nye kandidatstuderende på filosofi på AU, end det er set meget længe. Hele 32 har valgt at læse videre på kandidaten på AU, heraf næsten en tredjedel tilrejsende fra det store udland.

Filibid var med til at byde dem velkommen, som medarrangør af kandidatintrougen. Det var tre dage med symposium, introduktion til kandidatens 4 tematiske spor, oplæg fra ældre kandidatstuderende, struktur- og kompetenceafklaring og generel hygge. Som selvfølgelig mundede ud i dans til Filosofisk Sammenkomst torsdag aften

Filibid siger endnu engang hjerteligt velkommen til vores nye medlemmer fra den nye årgang - I kan se mere om, hvad I kan bruge os til her

 


 

Hold øje med dette den næste tid...


De kommende måneder bliver ligeså travle i Filibid, som tiden siden generalforsamlingen. Her er et lille udpluk af ting, du kan holde øje med:


Fagspecifikt CV-kursus og kompetenceafklaring


Alle humanistiske studier påstår at træne analytiske evner, overblik over komplicerede tekster og generel viden. Men hvordan får du formuleret i dit CV, at du som filosofiuddannet har ganske særlige kompetencer, der gør dig endnu mere velegnet til jobbet?

Det kan du finde ud af i november, når Filibid afholder fagspecifikt CV-kursus og kompetenceafviklingsseminar. Seminaret er åbent for alle - både alumner, der søger fuldtidsarbejde og studerende på jagt efter studiejobs.

Hør mere i næste nyhedsbrev i starten af november.

 

Filibid-netværk vol. 2


Udover linkedIn-portalen barsler Filibid med en alumne-studerende netværk på vores hjemmeside. Netværket skal forbinde alumner, der stiller sig til rådighed til alt fra en snak over en kop kaffe til en praktikplads, med kandidatstuderende der søger kontakt til verden udenfor universitetet.

Følg med på vores hjemmeside og hør mere nyt i årets sidste nyhedsbrev.

 

Kalenderen er opdateret med filo-arrangementer


Vores kalenderen på hjemmesiden er nu opdateret med datoer for efterårets åbne arrangementer på Afdelingen for Filosofi og Idéhistorie, såsom Idealismekred og Justus Hartnack Forelæsning.

Husk at du nemt kan synkronisere kalenderen med din egen lige her - så går du ikke glip af noget.
Copyright © 2014 Filibid - Kandidat- og alumneforening for filosofi på Aarhus Universitet, All rights reserved.


unsubscribe from this list    update subscription preferences 

Email Marketing Powered by Mailchimp