Copy
Nyhedsbrev fra Efterskolen Epos, juli 2016
View this email in your browser
Kære modtagere af Epos’ nyhedsbrev
Nu er Efterskolen Epos’ første leveår vel afrundet. Det har været et intenst, meningsfuldt og lærerigt år. Eleverne har i dette år kastet sig ud i en ny måde at lære på, og prøveresultaterne viser, at selv om undervisningen har været utraditionel, så har eleverne klaret sig rigtig godt – også til de traditionelle prøver.  
Vi medarbejdere har lært mindst lige så meget af dette år, som eleverne har, og vi ser frem til at bygge videre på disse erfaringer, når vi starter igen efter sommerferien.
Herunder kan du se overskrifterne i dette nyhedsbrev:
 
  • Afskedstale til årgang 1
  • Udtalelser om skoleåret fra forældre og elever
  • Billeder fra studietur til College of Wizardry
  • P4 besøgte os under rollespilscamp
  • Epos har designet rollespil om Martin Luther
  • Bygningerne blev plejet på arbejdsweekend
Forstanderens afskedstale til årgang 1

Kære Epoeter
I dag er der en fortælling som slutter. Vi har sammen haft et år med mange fortællinger og mange eventyr. I har spillet rollerne som ambassadører for en art. I har spillet rollerne som adelige videnskabsmænd og -kvinder fra ’The exhaulted kingdom of Albion’. I har spillet rollerne som trolddoms-elever på et Hogwarts-inspireret slot.  Og I har deltaget i mange andre spil og fortællinger i løbet af året.
Men neden under alle de små spil, så har vi også været i gang med et større rollespil i år. Det er et rollespil hvor jeg har spillet rollen som forstander på en efterskole. På mit karakterark stod der blandt andet, at jeg skulle arbejde for, at vi som ny skole hele tiden lærte af vores erfaringer. Nogen har spillet rollen som forældre til et barn på efterskole. På deres karakterark stod der blandt andet, at de skulle prøve at undvære deres barn for en tid, men også at de skulle være der for at støtte jer i modgang og heppe på jer, når det gik godt. Nogle har spillet rollerne som medarbejdere og lærere på Epos. På deres karakterark stod der blandt andet, at de skulle skabe en legende måde at undervise jer på, og at de skulle afslutte året med at spille et spil med jer der hedder ’eksamensspillet’…
Og I har så, indtil i dag, spillet rollen som elever på Efterskolen Epos. På jeres karakterark stod der, at I skulle gribe alle de muligheder som dukkede op. Der stod at I skulle prøve ting af, lave så mange nyttige og interessante fejl som muligt, og lære af fejlene. Der stod at I skulle opbygge et stærkt fællesskab, at I skulle være der for hinanden, og at I skulle lære om jer selv ved at spejle jer i hinanden. Og der stod at I skulle gribe chancerne for at optjene XP og stige i level, både fagligt og menneskeligt.
Det har været vores roller i år og indtil i dag.
Men i dag når vi er færdige med den her ceremoni, så træder vi alle ud af de roller, som vi nu har spillet i et år. Jeg vil tillade mig – i hvert fald for en stund – ikke at være forstander for Efterskolen Epos. Lærerne vil for en stund ikke være lærere på Efterskolen Epos. Og I vil ikke længere være elever på Efterskolen Epos.
I kender måske følelsen af, at når en fortælling slutter, så kan der opstå et tomt rum. F.eks. når man har læst sidste side i en bog eller en bogserie, som har gjort et stort indtryk på en. Eller når man gennemfører et computerspil som har haft en god fortælling, som man har levet sig ind i. Eller når man afslutter en længere rollespilskampagne og træder ud af en karakter, som man har nydt at spille.
Sådan et tomrum kan også opstå når man afslutter et efterskoleår. Det interessante er, at sådan et tomrum nogle gange kan være et mulighedernes rum. For når man træder ud af en rolle man har haft længe, så har man chancen for at spørge sig selv: ”Hvem er jeg nu?”.
Måske kan vi sige at om lidt, når vi ikke længere er medarbejdere og elever på Epos, så er vi i stedet for alle i samme båd som opdagelsesrejsende på vej igennem den mystiske og magiske fortælling der hedder livet. En fortælling som vi i år har fået lov til at dele ét kapitel af med hinanden.
Når I nu snart forlader Epos så håber jeg, at noget af det I tager med jer er, at I kan være med til at skrive jeres eget livs fortælling. I ved fra I år, at I kan gå ind og ud af roller, så I ved at I har stor frihed til at vælge hvilke roller I vil spille i jeres eget liv, og hvilke typer af fællesskaber I vil skabe sammen med andre. I år har I også fået erfaringer med at skabe spil, og I har lært noget om at hvis man ændrer lidt på reglerne og spildynamikkerne så kan man skabe helt nye oplevelser for sig selv og andre. Det er en vigtig indsigt som jeg håber I vil tage med jer og bruge fremover. Når man får blik for at vi er stand til at ændre på de fortællinger, vi er en del af, så kan det frigive en masse kreativitet. Læs resten af talen
Udtalelser om skoleåret fra forældre og elever
Til dimissionen på skoleårets sidste dag havde vi en stund hvor mikrofonen var åben. Alle medarbejdere fik lejlighed til at sige nogle ord til eleverne, og de elever der havde lyst, kunne rejse sig og tale til den fyldte sal, som både rummede med-elever, ansatte og forældre. Rigtigt mange greb denne mulighed, og der blev både fældet tårer og grint undervejs.
Efterfølgende er der både forældre og elever, som også har givet os nogle ord med på vejen på skrift. Vi har samlet et lille udvalg af udtalelser på vores hjemmeside, og du kan læse et enkelt eksempel her:

"I august 2015 kørte jeg min datter fra København til Epos efterskole, for at gå i 10. klasse. Hun var nervøs og… Ja bange… “Jamen jeg kender jo ikke nogen…”
Og nej, det gjorde hun ikke. Men her 10 måneder efter har hun fået 70 nye venner for livet. 70 nye venner som gennem 10 måneder har elsket, respekteret og accepteret min datter som hun er. Det er nemlig præcis hvad en stor del af Epos handler om. At respektere alle eksistenser.
Ud over 70 nye venner, har min datter mødt en flok ildsjæle. En flok varme og rummelige lærere, som har sat en enorm ære i, at være der for alle eleverne. Hvad enten det har handlet om faglige eller personlige udfordringer.
I dag har jeg hentet min datter fra Epos. Da jeg for 10 måneder forlod hende grædende og usikker i Epos’ smukke have, var det en ganske anderledes oplevelse end i dag.
I dag mødte jeg en stolt, mere moden, mere selvsikker og langt mere kærlig datter.
Hun græd godt nok også denne gang, men denne gang var det glædestårer blandet med tårer af tristhed over at slutte på Epos og sige farvel og på gensyn til hendes 70 nye venner og lærere.
Og lige én ting til: Hun holdt en lille kort tale for alle elever og forældre. Det er DET der gør Epos til noget ganske særligt: MOD!"

Michael Laursen, far til epoet årgang 1

 
Billeder fra studieturen til College of Wizardry
Når man læser elevernes evaluering af skoleåret kan man se, at et af årets højdepunkter var forårets studietur, hvor vi bl.a. boede på et polsk slot og spillede live-rollespillet College of Wizardry. Slottet var indrettet i Harry Potter stil, og gennem flere dage var elever og lærere fordybet i rollerne som studerende og ansatte på et trolddomsakademi i et magisk parallelunivers. Spillet var designet af det danske firma Rollespilsfabrikken, som har stor erfaring med at afholde denne type events. Se billeder fra turen på vores hjemmeside eller se et par eksempler herunder. I løbet af sensommeren kommer der også en film fra turen, som vi lægger ud på vores hjemmeside og deler på facebook.
P4 besøgte os under rollespilscamp
Sidste skoledags afsked blev til et hurtigt gensyn for flere af vores elevers vedkommende. Et par håndfulde epoeter valgte nemlig at komme tilbage igen allerede efter en uge, da vi holdt Fantasmos rollespilscamp i starten af juli. Campen var først og fremmest for elever der går i 7-9 klasse, heraf mange kommende elever til både årgang 2, 3 og 4. Men vores ’årgang 1-ere’ deltog som hjælpere og spilledere, og dermed blev der bygget bro mellem årgangene. Vi er glade for, at vores elever gerne vil komme tilbage til Epos, og at sidste skoledags ’farvel’ for de fleste bliver et ’på snarligt gensyn’. Efter sommerferien igangsætter vi en månedlig rollespilskampagne hvor både nuværende, ’gamle’ og kommende elever kan deltage, og vi holder også camps og arrangementer der specifikt er rettet mod ældre deltagere og tidligere elever.
Under sommerens camp fik vi besøg af P4 som interviewede campleder Mads Lund og deltager Rebecca Visbech Carlsen til direkte radio. Det kom der to fine indslag ud af, og de kan høres her:
Campleder Mads Lund i P4
Deltager Rebecca Carlsen i P4 (der er lidt musik inden indslaget går i gang)
Se billeder fra campen
Det kryptiske fortællerollespil 'Det halve kongerige', hvor spillerne på skift fortæller deres version af historien om kongerigets tilstand. Prinsessen må til sidst afgøre, hvilken af historierne hun vil tro på...  
En scene fra liverollespillet 'Estros i flammer'. Spillet bliver til en kampagne, som vil blive afholdt en weekend om måneden fremover - og gæster er velkomne. Datoer følger. 
Epos har designet rollespil om Martin Luther
I 2017 er det 500 år siden at Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg og dermed satte gang i reformationen. Vi på Epos har taget forskud på markeringen af denne historiske begivenhed ved at designe et læringsrollespil om emnet. Spillet er målrettet konfirmander, så hvis du kender en progressiv præst der kunne være interesseret i at give sine konfirmander en legende indføring i et af historiens helt store vendepunkter, så del gerne dette med dem!
Her er et uddrag af spilbeskrivelsen:
”Spillet handler om tvivl og uenighed indenfor den samme trosretning. Konfirmanderne vil spille fiktive munke og nonner, der får til opgave at indsamle et bevismateriale på Martin Luther. Til det formål skal de tale med samtidige personer såsom afladshandleren, bogtrykkeren, kardinalen – og Fanden selv! Konfirmanderne vil opleve en katolsk messe, fremstiling af fjerpenne, samt bogtrykker-kunst som i 1500-tallet. Spillet kan afsluttes med at konfirmanderne selv afhører en ung Martin Luther.
Vi sigter efter at opnå følgende med spillet:
– At eleverne får noget almenviden om Luther, idet der gribes fat om nøglescener i hans liv.
– At eleverne får en oplevelse af at se deres egen tro udefra, idet de indtager rollen som munke og nonner.
– At give renæssancen en relation til konfirmandernes egen samtid. Afladshandleren som “facer”, bogtrykkeren som datidens IT-nørd, kardinalen som mere forretningsmand end præst.”

Spillet kan køres for op til omkring 100 konfirmander af gangen, og har allerede været testkørt med succes. Læs mere om spillet her.
Læringsrollespillet På Sporet af Martin Luther er indtil videre blevet afholdt med konfirmander fra Lindevang Kirke i København. 
Bygningerne blev plejet på arbejdsweekend
Den 10-11 Juli deltog omkring 40 voksne og børn i arbejdsweekend, hvor vi plejede skolens bygninger og arealer. Der deltog tidligere Epos elever og tidligere elever fra Danebod Højskoles tid, som, sammen med deres børn, var på Epos for at holde familiehøjskole. Desuden deltog naboer, bestyrelsesmedlemmer, familie og medarbejdere. Der er blevet malet, ryddet op, tætnet vinduer, luget ukrudt, sorteret telte, stablet brænde, repareret lamper og meget mere.
Vi fik rigtig meget fra hånden, og der blev også tid til en snak undervejs og til strandture og brætspil efter arbejdet var slut. Vi planlægger at holde en arbejdsdag igen til efteråret (mere info følger) og to arbejdsdage igen i sommerferien næste år.
Få et indtryk på billederne herunder, og se flere billeder her.
Tak for din interesse i Efterskolen Epos, og fortsat god sommer!
 
Kærlig hilsen
Mathias Granum, forstander
 
Afmelding af nyhedsbrev: Husk at du til hver en tid kan afmelde dette nyhedsbrev ved at klikke ’unsubscribe from this list’ herunder.
Epoeter og medarbejdere årgang 1. Tak for i år!
Copyright © 2016 Efterskolen Epos, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list

Email Marketing Powered by Mailchimp