Copy

 
Åbn denne email i din browser

Nyhedsbrev nr. 46 fra Frivilligcenter Fredensborg

Invitation til Julefrokostkomsammen

 
Frivilligcenter Fredensborg tager initiativ til, at alle foreninger og deres frivillige med ægtefælle mødes til fælles hygge.  Vi laver en fælles buffet, så medbring derfor en lille ret til cirka 4 personer, dine egne drikkevarer og en lille ting til pakkeleg. Frivilligcentret sørger for brød, kaffe og lidt sødt til.

Vi glæder os til at se rigtig mange – giv invitationen videre til andre frivillige i din forening.

De bedste julehilsener
Frivilligcenter Fredensborg
Bestyrelsen

Tid og sted: Torsdag den 10. december 2015 kl. 18.00 i Frivilligcentret Teglgårdsvej 423 A, Humlebæk.
Tak for et festligt jubilæum
 

Fredag den 5. november fejrede Frivilligcenter Fredensborg 5 års jubilæum med et hus fyldt til randen. Borgmesteren indledte med en tale med stor ros til frivilligcenteret og det, huset har opnået de sidste 5 år. Daglig leder Vera gav en særlig og meget stor tak til de frivillige, som virkelig løfter huset. Intet her kunne lade sig gøre uden dem.
Der var også foredrag af Jonas Norgaard Mortensen, forfatteren bag blandt andet Det Fælles Bedste, om personalisme, der tager udgangspunkt i den gode relation mellem mennesker som værende afgørende for det gode, engagerede liv og det gode samfund.
 
Tusind tak til alle jer, der kom og fejrede os. Og tusind tak for de mange fine blomster, gaver og taler.
Jonas Norgaard Mortensen om personalisme


Jonas Norgaard Mortensen har skrevet bogen 'Det fælles bedste'. Det er en introduktion til personalisme, som er et glemt, men gyldent menneskesyn, der forsøger at indkredse, hvad et menneske egentlig er. Personalismen har været en stor inspirationskilde for Martin Luther King, Desmond Tutu og andre store skikkelser i nyere historie.
I bogen peger Jonas Norgaard Mortensen på en alternativ måde at tænke politik og samfund på ved gennem personalismen at fremlægge et menneskesyn, der indkredser, hvad et menneske er og tager de sociale og samfundsmæssige konsekvenser af det. 
 
Læs mere om Jonas og køb Det Fælles Bedste på hans hjemmeside.
Nyt: Den Sociale Netværksgruppe i Humlebæk
 

 
Den nye ’Sociale Netværksgruppe i Humlebæk’ har som mål at skabe samvær for borgere i Humlebæk. Det kan være nytilflyttere til byen, der gerne vil møde nye mennesker lokalt. Eller det kan være borgere, der mangler nye mennesker i sin hverdag.
 
I gruppen vil der blive arbejdet på at skabe netværk gennem udflugter, mindfulness, gåture, fælles madaftener, hygge omkring højtiderne og meget andet.
 
Alle er velkomne.
 
For yderligere oplysning: Vera Wetlesen, Frivilligcenter Fredensborg, telefon:
30 28 40 85 eller mail: admin@frivilligcenterfredensborg.dk
 
Tid og sted: Gruppen mødes første gang torsdag den 26. november 2015 kl. 19.00 i Frivilligcenter Fredensborg Teglgårdsvej 423 A, Humlebæk.
’Madkassen’ – maduddeling til udsatte borgere



Madkassen slog dørene op første gang den 23. november og har herefter åbent for maduddeling mandag, onsdag og fredag i tidsrummet kl. 17.00 – 18.00.
 
Madkassen er et nyt projekt, hvis formål er at hjælpe udsatte borgere som har svært ved at få pengene til at slå til. I samarbejde med lokale virksomheder indsamles overskudsmad, som senere uddeles til borgere med særligt behov. De fødevarer, der uddeles, er varer, som er tæt på eller har overskredet udløbsdatoen, eller som ikke kan sælges pga. stødt emballage.
 
Madkassen mangler frivillige, så hvis du har lyst til at være med til at søsætte vores første uddelingssted i Humlebæk, så kontakt projektkoordinator Mette Fredsted, Frivilligcenter Fredensborg, tlf. 30 36 07 90.
Sjov og leg for hele familien i Humlebæk
 

 
En ny familiecafé, Sjov og leg for hele familien i Humlebæk, er ved at se dagens lys i Frivilligcenter Fredensborg. Familiecaféen har byens børn i fokus, så de kan lære hinanden at kende udenfor institutionerne og hygge sig på kryds og tværs.
 
I anledning af julen åbner caféen naturligvis med julehygge. Kom og vær med til at pynte brunkager og muffins, klippe og klistre julehjerter- og stjerner, lytte til julemusik, lave flotte og sjove juledekorationer og meget andet. På dagen bliver der serveret kaffe, te, æbleskiver og frugt, men tag gerne en madpakke med til den værste sult.
 
Se mere på hjemmesiden.
 
Tid og sted: Søndag den 13. december 2015 kl. 10.00-13.00 i Frivilligcenter Fredensborg, Teglgårdsvej 423A, 3050 Humlebæk.
 
Tilmelding: Alle er velkomne, men man bedes tilmelde sig senest den 10. december på sms til Carol: 234 56 234.
Kursus: Den svære samtale
 


Mange mennesker med stress- og kriseproblemer henvender sig til landets frivillige
hjælpetilbud i håb om at blive set, hørt og forstået. De frivillige står klar med
medmenneskelig støtte og rådgivning, men ind i mellem kan selv de dygtigste frivillige komme til kort overfor mennesker med store og komplekse problemer. De medmenneskelige samtaler kommer under pres, og de frivillige kommer i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre.
 
Center for Beredskabspsykologi har sammen med foreningen Rådgivning på Tværs sammensat et kursus, der går i dybden med de svære samtaler, så alle kan håndtere samtalerne og samtidig bevare overblikket.
 
Kurset løber over to dage, og der vil blive serveret en let anretning kl. 16.30.
 
Se programmet på hjemmesiden.
 
Tid og sted: Onsdag den 6. og torsdag den 7. januar 2016 i Frivilligcenter Fredensborg, Teglgårdsvej 423 A, 3050 Humlebæk. Begge dage kl. 17.00 til 21.00.
 
Tilmelding: Senest søndag den 20. december 2015 til Bente Thomsen, formand For Gratis Rådgivning: formand@raadgivningfredensborg.dk. Det er gratis at deltage, men ved udeblivelse opkræves 100 kr. Pladserne er begrænsede og fordeles efter først til mølle princippet.
Vil du være frivillig hos Børns Voksenvenner?



Siden 1990 har Børns Voksenvenner etableret venskaber mellem ressourcestærke voksne og børn fra 6-7 års alderen og opefter - børn som har brug for mere voksenkontakt end den, de oplever i dagligdagen. Børns Voksenvenner oplever et stigende behov, så hvis du lyst til at være en del af et matcherteam, der laver venskaber for livet, kontakt venligst Lasse Lynæs enten via tlf. 28 26 92 74 eller skriv til lasselynaes@hotmail.com

Næste deadline

Deadline for næste nyhedsbrev er fredag den 8. januar 2016.
 
Indlæg sendes til Pia Dyregaard: pia@dyregaard.dk. Husk venligst at tilknyttede fotos, bomærker eller tegninger skal medsendes som billedfiler.
 
Tilmelding til nyhedsbrevet sker på Frivilligcenter Fredensborgs hjemmeside.

Facebookside
Facebookside
Hjemmeside
Hjemmeside
Email
Email
Frivilligcenter Fredensborg
Teglgårdsvej 423A 3450 Humlebæk 

afmeld dig nyhedsbrevet