Copy
Nyhedsbrev fra Ny Veteranknallert Klub
Se nyhedsbrevet i din browser
Nyhedsbrev
FEBRUAR 2015

Fortsat vokseværk

Ny Veteranknallert Klub fortsætter med at vokse - dog ikke i samme tempo som i klubbens første par måneder. Siden sidste nyhedsbrev sidst i januar er medlemslisten udvidet med yderligere syv nye medlemmer. Listen omfatter dermed 85 navne fordelt på 72 medlemsnumre; 11 husstandsmedlemskaber og 61 personlige.
Hjerteligt velkommen til I nye medlemmer. Vi glæder os til at se jer, og vi håber, at I får fuldt udbytte af jeres medlemskab.
mvh  bestyrelsen

Emaljeplader med klublogo i produktion

Gammeldags håndværk til de gamle knallerter

Vi har endnu ingen billeder af de emaljeplader med Ny Veteranknallert Klubs logo, som er i produktion - indtil videre må vi nøjes med at kigge på billedet af farvepulveret, som håndblandes til pladerne. Emalje-logo-pladerne bliver 16 cm bredde og 5,5 cm høje - og får dermed en størrelse, der lige passer til montering bag på knallerten. Pladen vil se ud, som logoet i toppen af nyhedsbrevet.
Det forventes, at salgsprisen pr. plade bliver knap 200 kr. - men da fabrikationen er håndarbejde fra ende til anden, kan de blive enten lidt dyrere eller lidt billigere. Vi håber det sidste bliver tilfældet.

Forhåndsreservering af plader
De færdige plader forventes klar sidst i marts -  50 stk. i alt.
Ved du allerede nu, at du vil have en plade, kan du - uforpligtende - forhåndsreservere den ved at sende en mail med besked til info@nyvk.dk
Der arbejdes også på at få lavet monteringsbeslag, der kan tilkøbes. Beslagene laves dog først, når emaljepladerne er modtaget fra fabrikken.
Vi opdaterer med en nyhed på hjemmesiden under nyheder på www.nyvk.dk/nyheder, når pladerne i løbet af marts er modtaget fra fabrikken.

Ny Veteranknallert Klub i spalterne

Veteranposten udkom umiddelbart efter sidste nyhedsbrev med en helsides omtale af Ny Veteranknallert Klub og klubbens to initiativtagere, Viggo Olesen og Jesper Jensen.
I Knallertjournalens første blad i år bydes den nye klub også velkommen og i bladet Aktiv Knallert Forum, som udgives af Veteranknallert Klubben Aktiv, er store dele af vores aktivitetskalender taget med.
Vi takker for spaltepladsen og interessen for vores aktiviteter.

NYVK-medlem tidligt på færde - klar til Mossø Open

Carsten V. Hansen, medlem af Ny Veteranknallert Klub, tog søndag 22. februar forskud på årets knallertglæder med en tur på Ejer Bavnehøj. Den nyrestaurerede Puch skinner jo, så den er tæt på at blænde medtrafikanterne. Meeeeen - koldt var det, selv om solen skinnede, indrømmer Carsten V. Hansen i opdateringen, som han delte på NYVKs Facebookside. Men nu ved han, at Puch'en kan klare toppen, så han må siges at være klar til NYVKs nye og åbne veteranknallert løb 13. juni: Mossø Open.

Mossø Open med mulighed for frokost
Og når vi nu lige er ved Mossø Open, så kan vi allerede nu afsløre, at Pandekage-Vognen fra Silkeborg leverer friskbagte, fyldte madpandekager under frokoststoppet ved Klostermølle. Frokosten bliver en tilkøbsmulighed for deltagerne. De nærmere detaljer vil fremgå af hjemmesiden senest først i maj.

Plakater på arbejde

Som omtalt i tidligere nyhedsbreve har vi fået fremstillet plakater i A3 størrelse (størrelsen svarer til en dobbelt A4). Dermed er plakaterne ikke større end de for det meste fint kan indpasses på opslagstavler rundt omkring - som her på teknisk skole, Learnmark, i Horsens.

Der er plakater på lager, så giv lyd, hvis du har en god ide til, hvor du evt. kunne sætte én eller flere op.
Send gerne en mail med besked til info@nyvk.dk eller kontakt formand Viggo Olesen på tlf. 40 25 55 23

Knallertsamling til salg på net-auktion

Det sker oftere og oftere, at hele knallertsamlinger sættes på auktion og sælges stykvis. Således er der lige nu en større samling på net-auktion hos Lauritz.com - men også enkelt-knallerter sættes på auktion som denne NSU. For knallert-interesserede er der masser af billeder at kigge på af knallerterne, der lige nu er under hammeren. Og for nysgerrige, er det jo altid sjovt at følge med i buddene og evt. konstatere, hvad "guldet" i egen garage er værd i handel og vandel.
Se hele rækken af knallerter til salg på Lauritz.com - Klik her...

Fire ledige pladser tilbage

Mangler du stadig at "skrue" lidt på klenodiet, inden sæsonen starter, så er chancen der til vores "Skruedag" lørdag 21. marts. Arrangementet er forbeholdt medlemmer, og der er kun fire ledige pladser tilbage. Læs mere om skruedagen og tilmelding på hjemmesiden:
Klik her...

Åbningsløb 26. april

NYVKs åbningsløb bliver et besøg hos Vestjysk Veteranknallert Klub og deltagelse i deres løb. Vi takker for VVKs gæstfrihed og glæder os til løbet. I NYVK koordinerer vi fælles tilmelding for de medlemmer, der vil med og fælles kørsel. Læs mere på vores hjemmeside: Klik her...

NYVK-medlem modtog Puch Klubs præmie

Lørdag 14. februar modtog Ole Brejning præmien, som han vandt i Puch Klubs julekonkurrence. Overdragelsen foregik hos formand for NYVK Viggo Olesen, der 24. december udtrak vinderen blandt Puch Klubs medlemmer.
At vinderen, der også er medlem af Ny Veteranknallert Klub, var en glad mand vidner billederne fra dagen om.
Læs mere og se flere billeder - Klik her...

Advarsel! - Ny tidrøver på internettet...

Guldgrube for nostalgikere fra 500 arkiver

Over 500 danske arkiver har i fællesskab og med økonomisk støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond gjort en del af arkivmaterialet tilgængeligt på internettet. Hele herligheden findes på arkiv.dk. Dyk i dybet og find guldklumper af billeder og dokumenter, der supplerer knallerthistorien. Der kommer løbende flere dokumenter online på arkivet, der er en sand guldgrube for nostalgikere.
Men pas på - tiden kan pludselig forsvinde, når du først er kommet i gang.

Tilfældigt valgte smagsprøver
Billederne herunder er tilfældigt udvalgte eksempler fra arkiv.dk.
Klik på det enkelte billede for at se det direkte i arkiv-databasen.

Øverst til venstre - herunder - er taget i cykelhandler Jakob Christiansens forretning i Tønder 1964. Foto: Gabs. Kilde: Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune

Nederst til venstre: Radexi Autocyklers nedlagte fabrik på Skanderbogvej i Viby, Aarhus, 1971. Foto: Ukendt. Kilde: Viby Lokalhistoriske Arkiv.

Nederst til højre: Knallerter ved Skanderborg Station 1974. Foto: Peter Stenstrup Holm. Kilde: Skanderborg Historiske Arkiv


Siden sidst på hjemmesiden

Både kalenderen og nyhederne på hjemmesiden opdateres løbende. Efterhånden som arrangementerne nærmer sig, kan der være ændringer mht. tidspunkter mv.
På nyhedssiden kan der ligge nyheder, som ikke nødvendigvis kommer med i nyhedsbrevet. Og det er heller ikke alt fra nyhedsbrevet, der kommer på hjemmesiden under menupunket "Nyheder".
Siden sidste nyhedsbrev er afholdte arrangementer blandt andet omtalt på hjemmesiden og til flere af nyhederne er der links til omfattende billedgallerier:

På gensyn

Vi gør her til slut opmærksom på, at vi i bestyrelsen altid gerne hører fra jer, hvis I har ideer, input eller andet på hjerte. Telefonnumre og kontaktformular finder du på hjemmesiden under menupunktet: "Kontakt"

mvh bestyrelsen
 

Kommentarer til Nyhedsbrevet?

Har du kommentarer til nyhedsbrevet eller indholdet på hjemmesiden, så send gerne en e-mail med besked til info@nyvk.dk
Facebook
Facebook
Hjemmeside
Hjemmeside
Email
Email
Copyright © 2015 Ny Veteranknallert Klub

Email Marketing Powered by Mailchimp