Copy

MULDs NYHEDSBREV #20

28. april 2015

Det er såtid og Muld er fuld af håb.
Fuglene pipper og spirene pipler frem. Ikke at alt er idel lykke,
men lad os bare remse nogle fremskridt og gode resultater op: 

 

Læs nyhedsbrevet i din browser

Åben gård

Sådan så her ud til åben gård den 5. april.
Billederne er taget af Rasmus Lange.
Vi holder åben gård den første søndag i hver måned, undtagen i september i år. Til åben gård kan man æde sig tyk og fed i en gedigen frokost, man kan nøjes med en enkelt ret eller en kop kaffe, eller man kan bare komme og glo. Her er ingen tvang og alle er velkomne. Sidste gang kom der 100 gæster, og for hver åben gård vokser procentdelen af folk vi ikke kender på forhånd. Det var ellers også hyggeligt dengang åben gård nærmest lignende en privat fest, hvor vi kunne hænge ud med vores venner.
På søndag holder vi åben gård igen mellem 12 og 17.
Kl. 15.30 fortæller Ane om projektet Muld som ambassadør for den spiselige biodiversitet. Man behøver ikke at melde sig til, der er plads til alle, og det er gratis at deltage.

 

Såtid

Muld er endnu ikke vanvittig biodivers, men vi arbejder på sagen.  Hver dag sår vi lidt mere. 
I efteråret satte vi 11 forskellige sorter hvidløg, og de er nu adskilt af små striber valske bønner/hestebønner af sorten Nekrassow.
Bælgene bliver grønne og bønnerne/frøene sorte.
'ea 2014' betyder egen avl 2014.

Yndlingspost

Der er intet som at få post der rasler. Her er der frø i hjemmefoldede poser fra en frøsamler i Humlebæk. Han bygger også de sirligste insekthoteller, fletter flotte bønnestativer i pil og er i det hele taget ferm.
Vores ven i Kobe har sendt os japanske frø. Hun har oversat dyrkningsvejledningerne bag på poserne, og garneret med fine pædagogiske tegninger og serveringsforslag.
Hvis du også vil have raslende post skulle du overveje at melde dig ind i Foreningen Frøsamlerne. Man er også velkommen selvom man ikke skulle være kunsthåndværker eller sirlig.


 

Væksttunnellen

Væksttunnellen er færdig og taget i brug. Vi driver skalotteløg og forspirer kål, løg, sommerblomster og andre gode sager herinde. Indtil videre på jorden, men forhåbentlig snart på et 1,8 x 8,5 meter bord.
Når nætterne bliver mildere, kommer nogle af vores 500 tomatplanter herud at bo. Indtil videre står de overalt hvor der kommer lidt sol ind i privaten.
Som man kan se på de øverste billeder, fik vi masser af hjælp til at sætte dugen fast på skelettet. Det var der også brug for. Da dugen var trukket over buerne, men ikke sat fast endnu, virkede det som et gigantisk sejl, og Ane, der stod og holdt fast i en side, lettede lige lidt fra jorden da vinden tog fat.

Drivhus

For at det ikke skal være løgn, er vores drivhus også blevet færdigt. Det er bygget af elementer fra et gammelt industridrivhus, og det er perfekt!
Men stadig lidt tomt. På billedet ses bl.a. vores elskede wwoofer, Freya fra Dresden, der arbejder et par måneder på gården for kost og logi. I maj kommer Emma fra San Fransisco og i juni Tsumugi fra Osaka. God plan.

 

Muld-middag

Den 10. april holdt vi vores første af sandsynligvis mange Muld-middage. Temaet var lam og Jens lavede et utal af retter med alle tænkelige udskæringer af lam. Undervejs blev der serveret en vegetarret baseret på det lammet spiste, mens det levede. Foderkorn og bladbede bl.a. Høet gav smag til bouillonen og fisket op bagefter, så gæsterne slap for at gumle i det.
Næste Muld-middag er lørdag den 9. maj kl 18.30, hvor vin-dealeren Helge Sidor fortæller om og skænker af Compagniets økologiske og biodynamiske sortiment. Læs mere på vores hjemmeside
(http://muldpaanettet.dk/nyt/muld_starter_ny_tradition_muld_middagen.html) og tilmeld dig på ane@muldpaanettet.dk.

Økologisk æstetik

Da vi ledte efter et sted til Muld, kiggede vi på mange hundrede gårde på Midtsjælland, der var til salg på nettet. Og vi tog ud og så på nogenogtyve gårde, som så gode ud, før vi besluttede os for denne gård. Det tog to år og masser af forestillingsevne og tålmodighed. I starten var vi nok mere kritiske end sidenhen, f.eks. faldt en gård straks i unåde, hvis den havde blanke tegl eller søjler ved indgangspartiet. Så var det bare ud til højre, og videre til næste annonce. Men efterhånden som tiden gik, blev vi heldigvis mere large, ligesom vores geografiske søgeområde blev større og budgettet sat op. De tre ting tilsammen sendte os til Vipperød, hvor vi nu bor med uopslidelige blanke tegl, og prøver at få det hele til at se lidt mere frodigt og mindre prangende ud.

Instagram

Husk at man kan følge livet på Muld på Instagram.
Vi hedder @mulddamgaarden. Her ses et instagram fra en dag hvor vi sammenlignede to sorter skalotteløg,
vi dyrkede sidste år, hhv. klon 17 og 26 fra Århus Universitets klonsamling i Aarslev. Klon 26 vandt.

Muld i pressen

Familien Muld var portrætteret i sidste nummer af DLGs magasin, Land & Fritid. I maj skal I holde øje med Økologisk Landsforenings magasin, Økologisk og PØ's blad, der hedder Praktisk Økologi, lige som foreningen selv.

Vi er ikke imponerede over stilklængden på disse forårsbebudere. Vi håber I har bedre held med jeres tulipaner.

Sofoto: Rasmus Lange

Copyright © 2015 MULD ApS, All rights reserved.


unsubscribe from this list    update subscription preferences 

Email Marketing Powered by Mailchimp