Copy
 
 

Nyt fra DI´s bestyrelse

 

Kære læser,  
 
En lang vinter er overstået, og foråret trænger sig på. Bestyrelsen har siden generalforsamlingen i november haft travlt med den bredere pensel og de lidt større tanker om udviklingen af vores forening.
 

Vedtægter
Siden april 2014 har en arbejdsgruppe nedsat af bestyrelsen haft flere møder for at se på DI’s vedtægter, og mere specifikt på kontingent- og medlemsstrukturen. Det er gået op for os, at vores forening simpelthen er vokset ud af de nuværende vedtægter.

 
Udover at arbejdsgruppen har kigget på forskellige kontingent- og medlemsstrukturer, så har bestyrelsen sideløbende drøftet en hel masse andre vedtægtsforhold, fx forhold omkring klageudvalg, kompetencefordelingen mellem komite og bestyrelse, immaterielle rettigheder, nedsættelse af udvalg, valgprocedure, doping og anden hestevelfærd.     
 
Analysen i arbejdsgruppen og drøftelserne i bestyrelsen er afsluttet i april måned, og der ligger et færdigt samlet oplæg til bestyrelsesmødet i maj. I juni-nummeret af TÖLT bringes et diskussionsoplæg, og der vil blive tale om så stor en involvering af alle vores medlemmer, som det er os muligt. Bestyrelsen vil sikre, at alle medlemmerne har mulighed for at komme med bemærkninger til hvert enkelt vedtægtsforhold, før sommeren er slut. Herefter vil bestyrelsen præsentere et endeligt oplæg forud for generalforsamlingen den 21. november. Der bliver tale om et sæt helt nye vedtægter.
 
FEIF
I både januar og februar har der været konferencer i FEIF, hvor Danmark har været vært, og som har krævet en hel del forarbejde for de involverede komiteer. FEIF er et afgørende forum for udveksling af meninger om både sport, avl og politik. Vi er i Danmark stolte af den position, vi har i det internationale samarbejde. Danmark har stor indflydelse i FEIF, som vi skal tage vare på og pleje bedst muligt. Vi har i den forbindelse også et forbilledligt samarbejde med vores nordiske kollegaer.
 
St. Hippolyt
Det var med stor glæde, at DI indgik en ny hovedsponsoraftale med foderfirmaet St. Hippolyt i midten af marts måned. Korrekt fodring er vigtigt for vores heste, og med det høje faglige niveau, som St. Hippolyt er eksponent for, så det er en aftale vi forventer os en del af.
 
TREC
Bestyrelsen har givet grønt lys for et budget for TREC, som betyder, at der nu er sat midler af til udarbejdelse af reglement, uddannelse af dommere, baneskitser, indkøb af materiel mv, og det hele sluttende med et eller to TREC stævner i efteråret. Det første dommerkursus har fundet sted på Hedeland, hvor 10 danske dommeraspiranter blev undervist af to svenske dommere, som er godkendt af FITE til at gennemføre dommeruddannelser. Ved udgangen af maj skulle dommeruddannelserne været afsluttet. Det danske reglement er også langt, så FITE-TREC i Danmark er rigtig godt på vej. FITE-TREC vil være åbne for andre hesteracer. På den måde blive udbuddet af stævner større til gavn for alle.
 
Ridemærker
Der har været nedsat en arbejdsgruppe under uddannelsesudvalget, som har endevendt DI’s nuværende – og er man enige om utidssvarende – ridemærker. Gruppen har foreslået, at der bliver udarbejdet nogle helt nye ridemærkekurser. Det forslag støtter bestyrelsen, og glæder sig over, at der er medlemmer som arbejder konstruktivt og fremadrettet med nye ridemærker/diplomer. I løbet af Aktivitetsugen på Kompedal vil et nyt mærke blev testet af, og erfaringerne og tilbagemeldingerne herfra vil danne grundlag for en endelig beslutning om et eller flere fremtidige DI-ridemærker.   
 
Chipmærkning
Bestyrelsen har besluttet at indføre et gebyr på de skemaer, som udsendes til dyrlægerne i forbindelse med en chipmærkning. Det har vi fået stor kritik for fra avler side. Gebyret er indført fordi bestyrelsen hele tiden har fokus på at sikre lavest mulige priser for alle sekretariatets arbejdsopgaver – ikke kun på stambogskontoret. Som hovedregel har de indsendte skemaer fra dyrlægerne været i orden, men en del har betydet rigtig mange arbejdstimer og i nogle tilfælde også nye besøg og udarbejdelsen af nye skemaer. Det er ikke noget som bestyrelsen har fundet på ud af den blå luft. Dyrlægerne har betalt for skemaer i mange år ved chipmærkning af de store heste.
 
I al den snak om priser, så er vi meget tilfredse med, at Stambogskontoret har holdt alle sine priser på et uændret niveau bortset fra det indførte gebyr på skemaerne til dyrlægerne. Seges har måttet forhøje sine priser for stambogsføringen med i gennemsnit 8,6 % i år.
 
Hedeland
Bestyrelsen har også fået kritik for, at der ingen kåringer bliver på Sjælland i år. Den faglige beslutning blev taget af avlskomiteen, og det har bestyrelsen måttet tage til efterretning, men vi vil gerne gøre det bedre end det. Derfor har bestyrelsen nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til renovering og udvikling af Hedeland. Vi opfordrer alle de sjællandske klubber til at melde sig under fanerne, så vi kan komme i gang med projektet hurtigst muligt. Tovholder i projektet er næstformand John V. Hansen.
 
DAKA
I ny og næ bliver bestyrelsen kontaktet af en af vores medlemmer, som fortæller os nogle ting, som vi i første række har svært ved at tro på. En af de situationer var da vi hørte, at DAKA havde indført nogle nye priser på afhentning af døde heste, som var voldsomt meget højere end hidtil. DI har et godt samarbejde med Landscenteret for Heste, som nu hedder Seges, og de kunne fortælle, at det var rigtigt nok. Prisen kan i visse tilfælde nå op over 10.000 kr. for afhentning af en død hest. Seges har skrevet til både konkurrence-styrelse og fødevareministeriet om den helt urimelige prispolitik, og DI håber, at der kommer noget ud af de anstrengelser. Vi har holdt møde med Seges herom, og følger tæt op på sagen. 
 
VM
Den 3. august sker der noget i Herning! VM er over os, og det er et stort arrangement med et budget på 21 mio. kr. VM afholdes i fællesskab af de 6 nordiske lande, og det har være utroligt spændende af følge udviklingen i planlægningen af stævnet fra sin spæde (og lidt nervøse) start og til nu, hvor der er en klar og ansvarsbevidst nordisk organisation, som arbejder hårdt for sagen. Det er et arrangement, som har betydet mange møder og timers diskussion i bestyrelsen – også selvom DI og sekretariatet jo ikke direkte er involveret i VM. Dog er det DI’s sekretariat, som varetager den økonomiske side af sagen, herunder i relation til SKAT, forsikringsforhold mv.
 
I øjeblikket er der solgt for over 7 mio. kr. stande og billetter, som er bestilt via e-mail. Den 2. maj åbner billetsalget på sporti.dk. Can you hear the beat?
 
Samarbejdet med Dansk Ride Forbund
Til vores store forundring valgte DRF pludseligt at opsige vores 27-årige associeringsaftale den 1. april. DRF angiver ”samarbejdsproblemer” specielt omkring TREC som hovedårsagen. Bestyrelsen har flere gange opfordret DRF til helt konkret at specificere de omtalte problemer, men har intet svar fået. Vi finder, at det er grundløst at tale om samarbejdsproblemer, og forstår ikke, hvorfor DRF fremsætter ultimative krav på et så specifikt og lille område som TREC, for så samtidigt at sætte alle øvrige samarbejdsrelationer over styr.
 
Der er LANGT vigtigere ting at finde fælles enighed om, såsom Transportreglerne, Hesteloven, Hestevelfærd, Doping, Adgang til naturen, Frivillighedspolitik og så videre.
 
DI har indmeldt sig i FITE (som oversat betyder den internationale organisation for hesteturisme) af flere årsager, og TREC er kun en af dem. FITE dækker for eksempel også over aktiviteter som trials, høhoteller, adgang til naturen og anden hesteturisme, samt Working Equitation. Det er alt sammen gode og spændende aktiviteter for naturrytteren, og det vil vi gerne øge vores fokus på i de kommende år. 
 
Hvor vi lander i forhold til DRF ved vi ikke for øjeblikket, for der skal som bekendt to til at danse tango. I sidste uge havde vi møde med Danmarks Idrætsforbund om vores muligheder, og bestyrelsen drøfter i øjeblikket de videre forhandlinger. Da vi er i løbende dialog med flere parter, så har vi svært ved at informere mere præcist ud lige netop nu, men i løbet af en uges tid eller to forventer vi, at der ligger en køreplan klar, og så vil vi igen udsende noget information herom.
 
Der kan læses meget mere om sagen omkring associeringsaftalen på DI’s hjemmeside, www.islandshest.dk eller på facebook.
 
Facebook
Der har været en livlig debat på Facebook i den senere tid, blandt andet om sagen med Dansk Ride Forbund. Det har virkelig været noget som mange medlemmer har fulgt med i, og der har været mange gode og konkrete spørgsmål. Hidtil har det været bestyrelsens politik ikke at bruge ressourcer på at besvare facebook-indlæg. Det er imidlertid en politik, som bestyrelsen i øjeblikket overvejer at bløde op på – for i højere grad at besvare medlemmers berettigede og gode spørgsmål. Så det ændrer vi måske snart på.   
 
Henvendelser til bestyrelsen
Skulle der være ting som du ønsker at vide noget mere konkret om, så send gerne en mail til sekretariat@islandshest.dk
 
Nu ser vi frem til de kommende kåringer og de store stævner.
 
God sommer!