Copy

NYHEDSBREV                    

Juni 2015

Aabenraa Havn - meget mere end en erhvervshavn
 
Første halvdel af 2015 er ved at være et overstået kapitel og ifølge kalenderen er det sommer, selvom vejret kunne tyde på noget andet. Vores førsteprioritet er selvfølgelig servicering af kunder og skibe, herudover arbejder vi fortsat på udvikling af Aabenraa Havn, så vi forbliver et vigtigt transportknudepunkt og samtidig skaber arbejdspladser og understøtter velfærden og erhvervslivet i lokalområdet.
Et tilfredsstillende regnskab er blevet godkendt, vi har haft politikkerbesøg for at øge opmærksomheden om Aabenraa Havn, ruinerne på Kilen 15 er blevet revet ned og så har vi effektiviseret vores maskinpark, hvor vi har udskiftet 2 traktorer og en ældre minilæsser til 2 nye minilæssere, der har større anvendelsesmuligheder på havnen . Det er blot nogle af de ting der er foregået i løbet af årets første 6 måneder.
 

Vi spår allerede nu en travl sensommer. Skibslisten og det gods der skal håndteres over kaj har vi endnu ikke kendskab til, men at dømme ud fra de seneste par ugers omsætning, så tyder det på, at der er ved at komme yderligere gang i aktiviteterne, hvorfor vi forventer et højt aktivitetsniveau de kommende måneder.

At vi er mere end en erhvervshavn viser eventkalenderen, der byder på mange spændende arrangementer på havnen, hvor borgerne er mere end velkomne. Musikken vil brage ud af højtalerne, når vi den 22. august forvandler en stor del af Ro-Ro terminalen til koncertplads, når vi holder Open Air med Rasmus Seebach, Jokeren og Ankerstjerne. Weekenden efter, den 29. og 30. august, står den i KC1855s tegn, hvor vi byder velkommen til en folkefest på Gammelhavn med flotte træskibe og mange sjove aktiviteter for både børn og voksne. Det hele sluttes af fredag den 4. september med et besøg af Regentsparret, som vi byder velkommen til Aabenraa, når Kongeskibet Dannebrog lægger til i Gammelhavn i forbindelse med sommertogten 2015.
Aabenraa Havn ønsker alle en rigtig god sommer, og vi håber selvfølgelig, at vi ses til arrangementerne på havnen.

 

Politikerbesøg

Aabenraa Havn har haft besøg af folketingspolitikerne Kristian Pihl Lorentzen (V) og Jesper Petersen (A).

Under deres besøg fik begge politikere et meget positivt indtryk af Aabenraa Havn, samt forståelsen af, hvor stor en betydning havnen har for lokalområdet idet mange arbejdspladser i området er afhængige af Aabenraa Havn. Endvidere blev især Kristian Pihl Lorentzen meget positiv overrasket, da han stiftede bekendtskab med Valmont SM i Hjordkær, som med over 700 ansatte producerer emner til offshore-branchen. Indtil besøget på havnen, så havde han opfattelsen af, at det hovedsageligt var Esbjerg og Brande, der havde produktion til offshore-branchen.


Netop offshore-branchen og herunder vindmølleindustrien blev drøftet, da disse brancher er meget afhængige af gode adgangsforhold til havnene for at kunne opretholde deres markedsførende position og i det hele taget for at kunne fastholde en produktion i Danmark. Dette hænger sammen med Havnepakke 3, hvor Aabenraa har et projekt som omhandler en videreførelse af Løgumklostervej via Cimbriagrunden over til Gasværksvej. Projektet vil have stor betydning for en fortsat udvikling af Aabenraa Havn samt de tilhørende industrier, og herunder muligheden for at bl.a. Valmont SM kan fortsætte deres positive udvikling.

Således kunne begge politikere tage oplyste og med ny viden fra Aabenraa med retning mod København, hvor de forhåbentlig fremover vil sætte Aabenraa Havns ønsker højt på deres prioriteringsliste.
 

Regnskab 2014

Aabenraa Havn har netop fået godkendt sit regnskab for 2014, hvilket var yderst tilfredsstillende med et resultat på 4,7 mio.kr. ud af en omsætning på 27 mio.kr.

Resultatet er hovedsageligt skabt af de kunder, der har haft omsætning over kaj i 2014, og således har vi i 2014 igen sat rekord i omsætning af fast bulk/projektgods med 1,35 mio. tons, hvilket er den højeste omsætning af disse godstyper i havnens historie.
 

Idet alle andre varegrupper end flydende bulk har haft fremgang, har det medført ekstra aktivitet inden for især de pladskrævende godstyper, hvilket har betydet, at der har været en høj efterspørgsel på plads og i juli 2014 kunne vi meddele, at alle kajarealer var lejet ud.
Kajarealerne har nærmest været udnyttet til bristepunktet og takket være en rigtig god dialog både mellem havnen og kunderne, men også de enkelte kunder imellem, er det lykkedes at få plads til alle.

2014 har vist, at vi har pladsproblemer, og at såfremt der kommer yderligere vækst på Aabenraa Havn, vil det være netop den manglende plads, der kan være en begrænsning i forhold til udvikling af havnen og skabelse af flere arbejdspladser i kommunen.

Virksomhedspræsentation:
Brødr. Ewers A/S


Brødr. Ewers er totalleverandør af grovvarer og følgeprodukter til landbruget. Med en historisk baggrund i det sønderjyske, er Brødr. Ewers stærkt repræsenteret i Syd- og Sønderjylland og med 2 foderfabrikker og 10 afdelinger, er virksomheden så godt som landsdækkende. Herudover er der også kunder i Nordtyskland, hvorfor Ewerslastbilerne kan ses syd for grænsen. 

Handel med korn og foderstof på ærlig vis - det var målsætningen, da Brødr. Ewers blev startet for mere end 160 år siden. En målsætning der har gjort firmaet til en af Danmarks største privatejede korn- og foderstofforretninger, hvor familien Ewers i fem generationer har siddet ved roret i det gamle familiefirma.
Brødr. Ewers vision om at være landmandens foretrukne samarbejdspartner nu og i fremtiden samt deres stærke værdigrundlag gør dem til en attraktiv samhandelspartner for deres kunder og en spændende arbejdsplads for deres medarbejdere. Service er en vigtig faktor for virksomheden og deres yderst høje serviceniveau samt det at den tætte kontakt med kunderne, er noget kunderne sætter pris på.
Den 1/5 2015 overtog Brødr. Ewers HC Handelscenter, Venslev A/S på Sjælland og realiserede dermed en vigtig del af strategien om, at blive en større aktør på det sjællandske og dermed det danske grovvaremarked. HC Handelscenter er i besiddelse af nogle tidssvarende anlægsfaciliteter, der giver muligheder for at udvikle virksomheden yderligere og virksomheden har en årlig omsætning på cirka 300.000 mio. kroner.

Brødr. Ewers er en havnerelateret virksomhed og på havnen i Aabenraa ejer de 2 moderne fabrikker, der er gearet til nutidens krav til kvalitetsprodukter. Fabrikkerne koster omkring 150 millioner kroner og kan lave cirka 500 forskellige fodertyper til alle salgs dyrehold. Der er ansat 22 personer på fabrikken, som spænder fra lager- og produktionsmedarbejdere til smede og så også fabrikschefen, Henning Andersen, der står for den daglige drift. Herudover er der tilknyttet 30 lastbilchauffører, der i de gul/grønne lastbiler sørger for, at foderet kommer fra fabrikken til landmanden fra dag til dag.
Placeringen på havnen er en nødvendighed idet alle råvarerne der indgår i foderet, ankommer med skib. Aabenraa havn er ideel for en virksomhed som Ewers, idet de har alle produkterne samlet ét sted og strategisk ligger godt ift. motorvejen, hvilket gør det nemmere at transportere råvarerne ud til kunderne. Råvarerne der indgår i foderet, fx rugpiller, sojaskrå og solsikkekerner, bliver typisk sejlet fra f.eks. Baltikum til Aabenraa, losset og kørt ind i de haller der er til rådighed. Når landmandens bestilling er modtaget, så hentes råvarerne ind på enten fabrik 1 eller 2. At det kan flyttes internt og altid er til rådighed på havnen, er en fleksibel fordel der er med til at højne effektiviteten og som få foderproducenter har.    

Brødr. Ewers ordreafdeling, som ligger på hovedkontoret i Sønderborg, er bindeleddet mellem kunderne og fabrikken på Aabenraa Havn. Når en landmand afgiver bestilling inden kl 12:00, får han det som første læs den efterfølgende dag. Brødr. Ewers er kendt for deres nærmest punktlige levering, som er med til at understøtte deres vision om at være landmandens foretrukne samarbejdspartner. Ordrerne bliver fordelt ud på lastbilerne og sorteret efter område og hvornår på dagen det skal bruges. Med denne opdeling, har man en stor fleksibilitet ift. hvor man sender lastbiler hen og med hvilke produkter.  Der føres en streng kontrol med virksomheden idet den hører til under kategorien fødevarevirksomheden. De fleste forbinder en foderstoffabrik med skidt, støv og larm – og sådan var det også engang. I dagens Danmark er der skrappe kriterier til en foderstofsfabrik, både iht. hvilke produkter man må køre med i hvilke lastbiler, hvor ofte der skal gøres rent på fabrikken og hvor meget støj der må være. 

Brødr. Ewers ejes i dag af brødrene Claus Ewers og Hans Otto Ewers og selskabet har cirka 140 ansatte og en forventet omsætning på 1,5-1,6 mia. kroner i 2015. De råder over en lagerkapacitet på 180.000 tons og har 2 fabrikker med en årlig foderproduktion på cirka 300.000 tons.

 

Pladskrævende aktiviteter

Aabenraa Havn råder over nogle attraktive arealer i kommunen, og det stiller krav til os i forhold til at sikre den bedste udnyttelse af arealerne.

I dagligdagen arbejder alle på havnen for at sikre aktiviteter, der kan afstedkomme den højeste udnyttelse af de faciliteter, som vi har til rådighed. På denne måde er vi med til at skabe flere arbejdspladser i kommunen og dermed øge beskæftigelsen.

Disse attraktive arealer kan anvendes til forskellige og måske lidt atypiske og  mere pladskrævende aktiviteter. I 2014 brugte vi bl.a. arealerne til udskibning af vindmøller, men det kan også være mange andre aktiviteter, som kræver meget plads i en kortere periode. Fælles for disse projekter er, at de medfører beskæftigelse og har en forholdsvis høj økonomisk omsætning både for kunden, men også for havnen.

De såkaldte projektpladser, som netop skal sikre, at vi har mulighed for at modtage og håndtere disse specielle og enkeltstående projekter  kan i perioder godt stå tomme, og det er der også budgetteret med. Set udefra, kan det virke besynderligt, at havnen efterspørger mere plads, når man råder over nogle store og tomme arealer. Men, det er afgørende vigtigt for både havnen og for havnens kunder, at vi har disse arealer til rådighed. Har vi ikke det, så kan det være ekstra udfordrende at tiltrække nogle af ovenstående opgaver, hvilket kan medføre tab af allerede eksisterende arbejdspladser i kommunen.

Vi ønsker dog ikke, at disse pladser bare skal stå tomme når vi ikke har planlagte projekter, og derfor er vi åbne over for, at både foreninger og andre kan benytte disse pladser, så de kan komme borgerne til gavn. Det kunne fx ses i forbindelse med dyrskuet, hvor der var parkering på havnen. Det kommer også til at ske, når der den 22. august er Open Air koncert med bl.a. Rasmus Seebach.

Aabenraa Havn på de sociale medier

Undrer du dig nogen gange over, hvad vi får tiden til at gå med på Aabenraa Havn? Hvilket skib der ligger i Nyhavn? Hvorfor kranerne kører fra en kaj til en anden?
Hvis det er nogle af de spørgsmål du sidder med, så synes godt om os på Facebook, så du løbende kan følge med og blive klogere på aktiviteterne på havnen. Du kan finde os på www.facebook.com/aabenraahavn og vi gør hvad vi kan, for at give både kunder, samarbejdspartnere og borgere et indblik i, hvilken type virksomhed vi er og hvad vi egentlig laver.
På app’en Instagram har vi en profil med navnet aabenraahavn og her deler vi mange flotte billeder.

 

Havnedirektør, Henrik Thykjær:

Aabenraa Havn og havnens kunder sætter utrolig stor pris på vores naboer og borgerne i kommunen. Vi ved også, at det ikke alle steder er blevet positivt modtaget, at vi er blevet pålagt at ISPS-sikre vores arealer, hvilket betyder, at det nu ikke længere er muligt at komme helt tæt på skibene og de aktiviteter, der følger med ved losning eller lastning.

Men vi kan til gengæld sørge for at åbne havnen, når der er mulighed for det. Det er lige netop hvad vi gør i forbindelse med koncert på havnen, Kongelig Classic og Regentparrets besøg. Her får alle mulighed for at komme ned på havnen, og få nogle dejlige maritime oplevelser.

Bestyrelsesformand Erwin Andresen har ordet:

Jeg er glad for, at vi med de forestående arrangementer på Aabenraa Havn giver borgerne en mulighed for komme tæt på havnen og drage nytte af havnens arealer.

Jeg mener, at havnens vigtigste opgave er at skabe vækst og velfærd i kommunen. Dette gør vi ved, at sikre de rette faciliteter for vores kunder, hvorved de kan udvikle deres forretning. Når vi så samtidig kan kombinere det, at vi har en travl og driftig erhvervshavn med nogle kulturelle arrangementer, der kan komme borgerne til gavn, så synes jeg, at vi lykkedes med at binde havnen og byen tættere sammen.


 
This is a Text Block. Use this to provide text...
Copyright © 2014, Aabenraa Havn, All rights reserved.


        


unsubscribe from this list    update subscription preferences 


Aabenraa Havn - Mellemvej 25 - DK-6200 Aabenraa
Telefon: +45 74 62 25 14 - port@aabenraaport.dk

 
                  www.aabenraaport.dk