Copy

MULDs NYHEDSBREV #23

27. juli 2015

Vi starter en veritabel koncertrække, prøver at lære af vores erfaringer, kaster perler for svin og lader os interviewe.

 

Læs nyhedsbrevet i din browser

Hvad snakker vi om?

Man kunne nok klare sig med mindre knoldgaltetand end vi har her i fire rækker midt i billedet. Det er heller ikke strengt nødvendigt at dyrke 40 sorter bælgfrugter. Og dyrker vi virkelig rød amaranth, som vi ikke kunne drømme om at spise, bare fordi den minder os om den sjove tid hvor Restaurant Relæ købte alle vores uspiseligt bitre blade? Og hvad med havrerod? Har den en fremtid i Mulds muld?
Lige nu står marken og strutter så godt den kan, trods den rekordkølige sommer, og vi snakker en del om hvad vi vil have mere af, og hvad vi vil have mindre af næste år, og hvor det skal gro. 

 

Vi har boet her to år nu, og to års erfaring på en gård er måske en del, men det er også ingenting. De to dyrkningssæsoner har været vidt forskellige med knasende tørke og hede sidste år, mod dejlig meget regn men ikke megen varme i år. Kartoflerne var dårlige sidste år og gode i år. Hvad fortæller det os? At vi laver bedre og bedre kartofler for hvert år jorden bliver dyrket, eller at det afhænger af vejret og dermed er helt tilfældigt? Det kommer der en del blabla ud af, og eftersom vi nødigt lytter til andres råd, men helst gør os vore egne erfaringer, også enkelte omveje, uheld, fejl om du vil, men også nogle gode genveje og heldige lykketræf.
Hvad enten vi bliver klogere eller bare overtroiske er vi langsomt på vej ind i den videnskab som er landmandens, og som vi ikke var så heldige at lære af vores forældre, sådan som fortidens landmænd lærte faget.

Nyt håb i kålrækkerne

Alle de små kålplanter (grønkål, hvidkål, rødkål, savoykål, broccoli, rosenkål, glaskål ..) vi satte ud i første omgang blev ædt med det samme af duer, vist nok. Så måtte vi så på ny, og selvom det er rimelig besværligt at sætte net i større skala, ville vi ikke risikere at miste næste hold småplanter også.
Her ser man Paula og Betty, der har sommerferie og derfor har været slæbt lidt med på arbejde.

Grisene mæsker sig i Mikkeller øl

Vores små grise der skal spises den 6. september på Restaurant Amass til The Big Pig Out, bliver fedet op med manér. Til dagligt får de det samme som de andre grise: Kraftfoder, kværnet byg og rødbeder årgang 2014, men nu hvor vi nærmer os slagtedatoen, skal de have det ekstra godt. Derfor får de øl og mask fra Mikkeller, hvis øl skal drikkes sammen med svineretterne på Amass. Og det er ikke en hvilken som helst øl de får. Det er små flasker med lak på toppen og priser på over 100 kr pr styk. Det skal retfærdigvis siges at øllet er et fejlbehæftet bryg, men hvor godt tager det sig ikke ud når de tilsyneladende dyre dråber hældes i truget med rund hånd. Griseprojektet er yderst veldokumenteret, og vi har jævnligt besøg af både tekstforfatter, illustrator, fotograf, filmfotograf og professionelle trendsættere der tilsammen kan piske stemningen op til den store dag. Deres billeder af verdens mest attråværdige øl i grisestien skal nok gøre indtryk hos ølentusiasterne.

Instagram

Instagram er kvadratiske øjebliksbilleder, evt tilsat en lille tekst, som folk deler via deres smart phone (Ane er så god til at kommunikere med de ældre generationer). Muld er som sagt på Instagram og sender dagligt eller hver anden dagligt billeder fra gården ud i verden. Her ses et lille udpluk af Mulds Instagramaktivitet i juli: Pamela Wagner kartofler, Anes fingre efter hun har ordnet de 150 tomatplanter, kalkunerne på deres yndlingstag og Dybdahl jordbær.
@mulddamgaarden får jævnt hen flere og flere følgere fra hele verden, imorges havde vi 668, men kl 15 skete der noget spændende. René Redzepi (152.000 følgere) begyndte at følge os. Det gik ikke ubemærket hen og vi fik straks 18 nye følgere. Sådan virker de sociale medier dynamisk og til vores fordel.

Muld er pletvis vidåben for interesserede

Der er åben gård igen på søndag kl 12-17, hvor man kan smage det bedste vores lille landbrug har at byde på lige nu. Man behøver selvfølgelig ikke at spise (men så går man glip), man kan også bare hænge ud som man lyster og se hvordan det står til med planter og dyr, eller smage vores læskende hjemmebryg, hyldeschorle.

Den 15. august kl 18.30 holder vi Muld-middag med efterfølgende koncert med Maria Kynne Trio. Den aften indvier vi Mulds sal som koncertsted, og hvor kan det kun blive skønt med Maria Kynne ved mikrofonen, udsigt til marken, øl i glasset, god mad i maven og flinke folk hele vejen rundt. Der er stadig lidt pladser til middagen, men man kan også spise hjemmefra og komme til koncerttid.

Middag og koncert koster 400,-, koncert alene koster 100,-
Alle Muld-middage kræver tilmelding til ane@muldpaanettet.dk senest mandagen inden middagen.


Første søndag i september springer vi åben gård over for første gang siden vi startede for to år siden. Vi skal nemlig spise gris og drikke øl på Amass, og hvis I også dukker op der er det bare dejligt.
Dagen inden, den 5. september er Ane på Food Festval i Århus for at holde oplæg sammen med chefgartneren fra River Cottage, Will Livingstone. De vil tale om den dyrkede biodiversitet og måske vove sig ud i noget om landbrugets fremtid.

Lørdag den 12. september er der Muld-middag igen, sandsynligvis startende med en lille koncert kl 17, vi må se. Og sidenhen, lørdag den 14. november holder vi Muld-middag med koncert kl 17 med bratchisten Iben Bramsnæs Teilmann og pianisten Neel Bramsnæs Teilmann (jep, de er søskende).

Hvis man ønsker at abonnere på Mulds koncerter må man endelig sige til, så udtænker vi et fordelagtigt klippekortssystem eller noget.

 

Kager til sidste åbne gård, et bemærkelsesværdigt Dybdahl jordbær,
en aubergineblomst og en håndfuld parisienne-gulerødder.
I øvrigt er jordbærsæsonen (omsider) ved at klinge af. Vi har plukket langt over 100 kg af sorterne Sonata, Honey-eye og Dybdahl. De er blevet spist som de var og i kager, og så er der kogt saft, kompot, marmelade og frosset ned. Et stort arbejde, som vi heldigvis har fået hjælp til af søde venner.
I juli har vi holdt tre ugers wwoofer-pause, men nu er de tilbage for at arbejde for kost og logi: Alice og Miffy fra Taiwan flyttede ind i dag, Tsumugi, som arbejdede her i juni kommer tilbage på lørdag. Så alle tre kan man møde på søndag til åben gård, og det anbefaler vi .

Lars Bjerregaard skrev en fin artikel om Muld i weekendens Information og i morgen er der en artikel om os i NordVestNyt, vores lokale dagblad. For nogle uger siden var der en artikel om os i Økologisk, som er Økologisk Landsforenings glittede magasin. Vi takker for god presse!

Copyright © 2015 MULD ApS, All rights reserved.


unsubscribe from this list    update subscription preferences 

Email Marketing Powered by Mailchimp