Copy
Vis denne e-mail i din browser

Hvor meget ville du kunne nå, hvis du gjorde en målrettet indsats?

Søndag aften skete der noget, der på ét øjeblik fik mig op af stolen og gjorde mig i stand til at nå 3 vigtige opgaver på under halvanden time. Til trods for, at jeg egentlig allerede havde bestemt mig til at holde fri resten af dagen.
 
Men før jeg fortæller historien, vil jeg gerne understrege: Mit mål med det her nyhedsbrev er ikke, at du skal presse dig selv hårdere eller at du skal forsøge at nå mere, end du allerede gør. Jeg anbefaler heller ikke, at du skal knokle 18 timer i døgnet. Jeg er ikke fortaler for, at livet skal være en hård kamp eller at du skal arbejde i weekenden.
 
I stedet håber jeg, at min historie kan inspirere dig til at overveje, om du med en målrettet indsats lige her og nu ville kunne få klaret en opgave eller to, så du med god samvittighed kan holde fri og slappe af bagefter.
 
Men tilbage til min historie…
 
Søndag aften ringede min mor for at høre, om det ville passe mig, hvis hun kom på besøg senere samme aften og tog hjem igen tirsdag. I stedet for vores oprindelige plan, som gik ud på, at hun ville komme forbi mandag aften eller i løbet af tirsdagen.
 
Det krævede en kort tænkepause, mens jeg hurtigt overvejede, hvordan det ville påvirke min planer for de næste dage. Dels for at vurdere, om jeg stadig ville kunne nå de ting, jeg havde planlagt (jeg havde et møde mandag morgen og skal afholde webinar tirsdag aften og onsdag morgen). Dels for at vurdere, om jeg ville kunne være mentalt til stede og slappe af og snakke med hende – eller om jeg ville være nødt til at arbejde en stor del af tiden og/eller om jeg ville risikere at have mine tanker andetsteds undervejs.
 
Mit svar til hende blev: ”Ja, kom endelig forbi. Det kunne være hyggeligt. Men jeg skal til møde mandag morgen og bliver måske nødt til at bruge lidt tid på forberedelse af mine webinarer i løbet af mandagen. Er det OK for dig?”
 
Fra 0-til-100 på 10 sekunder
I samme øjeblik, jeg havde lagt røret på, gik den kreative og planlæggende del af min hjerne i gang med at arbejde. Det gik nemlig op for mig, at jeg sandsynligvis ville kunne nå de vigtigste af mandagens opgaver inden hun ankom, hvis blot jeg gik i gang med dem straks.
 
Så det gjorde jeg!
 
Jeg rejste mig straks, gik ind til computeren og med laserskarpt fokus fik jeg set mine noter til webinaret igennem, tilrettet datoer på et par sider på mit websitet og tilrettet et par ting på mine slides. Plus jeg fik kigget min to do-liste for mandag igennem og udskudt alt det, der ikke for alvor var vigtigt. Plus jeg fik forberedt en mail med praktiske informationer om webinaret, så den var klar til at blive sendt ud mandag.
 
Fordi jeg var fuldstændig skarp på mine prioriteter (hvor den vigtigste var, at jeg gerne ville tilbringe kvalitetstid med min mor og derfor gerne ville have så få ting på min to do-liste som muligt mandag), så lykkedes det mig på halvanden time at få lavet størstedelen af de opgaver, jeg havde planlagt for næste dag. Og at udskyde alle dem, der ikke for alvor var vigtige.
 
Så da min mor ankom, var jeg glad og afslappet i stand til at nyde aftenen med hende. Og jeg har var i stand til at holde størstedelen af mandagen fri (bortset fra mødet om morgenen). Meget tilfredsstillende!
 
Så hvad var det lige, der skete for mig?
Der skete adskillige ting, da jeg fløj op af stolen:

  1. Mit fokus blev knivskarpt ifht. at vurdere, hvad der var vigtigt vs. mindre vigtigt.
  2. Jeg oplevede pludselig at have et positivt tidspres, som gav mig motivation og som styrkede mit fokus (min indre dialog var: ”hvis jeg når alt det her på halvanden time, så kan jeg holde fri i morgen”).
  3. Min hjerne gik i ”action mode” og i stedet for at tøve eller overveje eller dvæle, så gik jeg direkte i gang med at få tingene gjort.

Du vil muligvis genkende disse reaktioner fra pludseligt opståede krisesituationer eller hvis en hasteopgave lander på dit bord.
 
For selv om den udløsende faktor (at min mor meldte sin ankomst tidligere) ikke på nogen måde kan betegnes som en ”krisesituation”, så var min reaktion på mange måder den samme: At det hjalp mig til at gå i ”action mode” og gøre en målrettet indsats. For lige pludselig gik opgaverne fra at være vigtige (men ikke lige her-og-nu) til at være vigtige og at være det lige her-og-nu. Og så er det tit meget nemmere at handle.
 
Men der var ikke tale om en automatreaktion fra min side.
 
Der var tale om et bevidst valg om at handle – en beslutning, som jeg traf ud fra en lynhurtig prioritering, estimering og vurdering af de opgaver, jeg havde planlagt at gøre næste dag. Og hvor min konklusion var, at det ville give mig mest ro og glæde at klare de vigtigste opgaver før min mor ankom.
 
Og hvordan kan du så bruge det?
Jeg anbefaler ikke, at du skaber reelle eller kunstige krisesituationer for dig selv. Det er vigtigt for mig at præcisere.
 
Mit mål er derimod, at du overvejer, om du lige her-og-nu har en opgave, som du med en målrettet indsats ville kunne tage et ordentlig ryk på, hvis du fokuserede 100% på denne ene opgave de næste 1-2 timer.
 
Hvis du allerede ved, hvilket område, du med fordel kunne gøre en målrettet indsats inden for, så er det bare at gå i gang. Tag fat på den ene ting. Hold snuden i sporet og afhold dig fra at tjekke mail, sociale medier osv. indtil du har fået taget et ordentligt ryk på opgaven. Sæt dig selv under et positivt tidspres. Gå i ”action mode” og få noget fra hånden.
 
Men hvad nu, hvis du ikke kan komme i gang?
Hvis ikke du er klar til at gå i gang, så prøv at overveje: Hvad er det, der holder dig tilbage? Er opgaven for overvældende, så bryd den ned i mindre bidder.
 
Eller er din to do-liste alt for lang, så ryd den for alt uvæsentlig (eller endnu bedre: læg den væk og koncentrér dig de næste timer om den ene opgave, du har i tankerne).
 
Eller bliver du fx hele tiden forstyrret af e-mails, der tikker ind? Så kan du overveje at melde dig til mit webinar om effektive mailvaner. Det foregår i aften, tirsdag d. 25/8, kl. 20:30 og igen onsdag d. 26/8 kl. 9:30. Så du skal ikke vente for længe med at melde dig til.

Eller har du tendens til at udskyde og lave overspringshandlinger? Så meld dig til mit webinar om overspringshandlinger. Du har tre chancer i næste uge, henholdsvis onsdag d. 2/9 kl. 16 eller 20:30 og igen torsdag d. 3/9 kl. 9:30. Men lad nu være med at udskyde beslutningen eller at lave overspringshandlinger for at undgå at deltage. Træf en beslutning og meld dig til i dag. Uanset hvad: Beslut dig for at gøre en målrettet indsats på én opgave i dag. Brug en halv time, en hel time eller en halv dag på den. Og nyd, hvor meget du kan få fra hånden, når du fokuserer og kun gør én ting i en periode.


Mange hilsner
Kim Hornung
Specialist i personlig effektivitet
www.kimhornung.dk

 

Share
Tweet
Share
Forward
Copyright © 2015 Kim Hornung


Afmeld dig fra nyhedsbrevet    Ret din e-mailadresse