Copy
Kan man KØBE sig til ro i sjælen? Få et svar i årets musical på Hørby Efterskole.
Se mailen forkert ud? Klik her

Luthers alene

Der er kommet ny besætning på Performance-teamet på Hørby Efterskole, men også et nyt team, der har besluttet at fortsætte den mere end 30 år lange tradition på skolen med, at der hvert forår laves en musical sammen med musik- og dramaeleverne.

'Luthers alene' hedder årets forestilling, som tager udgangspunkt i det, at en ung kvinde ved navn Augusta Verum er rejst til byen Patriam, hvor hun vil søge arbejde hos 'Partiet'. Her møder hun Borgmester Tempo, der sidder solidt på magten, og når bysbørnene har ondt i sindet - og det har de tit - har han råd for det! De kan nemlig KØBE sig til ro i sjælen... Men kan det nu være rigtigt?

Som forestillingens titel antyder, så er inspirationen til årets musical hentet fra fejringen af 500 året for reformationen. Performance-teamet stiller spørgsmålet, om vi stadig kan bruge den gamle historie til noget i Danmark, og i forestillingen spoles tiden frem for at søge svar på, hvordan Martin Luthers tanker og handlinger kunne se ud i et nutidigt perspektiv.

Besøg os på Hørby Efterskole og få i musicalen svar på bl.a.: Kan Facebook mobilisere borgerne i Patriam? Får Borgmester Tempo sit nye rådhus? Kommer Augusta Verum til at passe ind hos 'Partiet'? Er Martin Luther håbløst forældet?

Forestillingen spiller på Hørby Scenen onsdag den 5. april, torsdag den 6. april og fredag den 7. april - hvor alle forestillinger begynder kl. 1930. Herudover kan man også i år opleve Hørby Efterskoles forestilling på det nye Vendsyssel Teater, hvor eleverne opfører 'Luthers alene' tirsdag den 11. april kl. 1930.


Med venlig hilsen

Mogens Vestergård Pedersen
Forstander

Hørby i sneen

Geilo - nærmere bestemt Slaatta Skisenter - blev i år rammen om Hørby Efterskoles skirejse. Dagali Hotel var igen det faste bosted, men grundet meget lidt snefald på Dagalifjell, var det lille skiområde i byen ikke i drift, og gruppen fra Hørby måtte derfor i Nillebusserne, hver dag tage turen frem og tilbage til Geilo, hvor der både var masser af sne og rigtig mange fine løyper til de ski-ivrige elever. På bakkerne ved Geilo kunne enhver finde en løype, der passede til niveauet og de personlige evner enten på board eller ski. 

Fællesskabet har en stor plads på Hørby Efterskoles skirejser. Skolen vælger således, at have eleverne indkvarteret på hotel eller vandrehjem, så fællesoplevelserne ikke bare hører skibakken til, men også kan trækkes med ind på fællesområderne, hvor spil, snak og samvær giver indhold til timerne efter skiløbet. Et af højdepunkterne i den forbindelse er den fælles afslutning, hvor dagens begivenheder oprulles til fælles morskab.

Se flere billeder fra skiløbet i Geilo på Hørby Efterskoles Facebookprofil.
 

Horsemanship hos dyrlægen

Eleverne fra det lille valgfag Horsemanship, der ellers holder til på rideskolen Dansbjerg en god kilometer fra Hørby Efterskole, brugte en vintereftermiddag på at besøge Dyrlægerne i Lendum. En af eleverne - Marie Wirring - havde taget sin egen springpony Kimmie med, som fik filet/raspet/tjekket tænder hos den ene af de to dyrlæger, der arbejder i Lendum. 

Først blev ponyen gjort klar til at få taget en 'haltheds'-undersøgelse med Lameness Locator (der er et sensor-baseret system, der ved hjælp af en særlig software kan relatere væsentlige dele af et bevægelsesmønster og udforme resultatet som en grafik og nogle simple talværdier).

Dyrlægen fortalte bl.a. også om røntgenbilledet, der blevet taget af ponyen, og eleverne fik en lærerig eftermiddag hos dyrlægerne Mette og Elisabeth i Lendum, og et kig ind i en verden, som man også skal være fortrolig med, når man arbejder med små eller store heste - og måske endda er så heldig at have sin egen pony.

BESØG HØRBY EFTERSKOLES HJEMMESIDE
Copyright © 2017 Hørby Efterskole.

Opdatér dine oplysninger eller afmeld

Email Marketing Powered by Mailchimp