Copy
Nyheder, synspunkter, viden og trends - til dig og din virksomhed
View this email in your browser

Ny formand for bestyrelsen i VisitAalborg

VisitAalborg har fået ny bestyrelsesformand. Den tidligere formand, Jens-Christian Schmidt, overlod på generalforsamlingen d. 6. april roret til Claus Christensen efter 13 år på posten. 

Claus Christensen afløser Jens-Christian Schmidt, der har været bestyrelsesformand i VisitAalborg i de seneste 13 år. I denne periode har VisitAalborg haft en bestyrelsesformand, hvis støtte og drivkraft har bidraget væsentligt til virksomhedens strategiske udvikling og transformation.
Claus Christensen og Jens-Christian Schmidt

Denne stærke udvikling vil den nye formand videreføre og udvikle yderligere i en verden, hvor nye samarbejdsformer og digitaliseringen står centralt for det videre arbejde.

Den nye bestyrelsesformand har en baggrund i industrien og han vil bruge sit mangeårige arbejde i adskillige bestyrelser på at katalysere et godt og åbent samarbejde i bestyrelsen. Samtidig vil den nye formand sikre, at VisitAalborg sætter organisationens stærke kompetencer bedst muligt i spil til både egne aktiviteter og i relation til organisationens gode samarbejdspartnere såvel regionalt som nationalt.

VisitAalborg glæder sig til samarbejdet og byder den nye formand velkommen.

VisitAalborgs bestyrelse ser således ud:
Claus Christensen (formand)
Leif Sondrup (næstformand)
Karen Melson
Ulla Manstrup
Anne Honoré Østergaard (udpeget af byrådet)
Thomas Fisker (udpeget af byrådet)
Poul Erik Thinggaard
Per Nielsen

Du kan finde beretningen for 2016 ved at klikke her:

Konference: Integrating Tourism and Business 2017 – ITaB2017

I VisitAalborg glæder vi os allerede til november, hvor vi introducerer en konference med internationalt udsyn under navnet Integrating Tourism and Business2017 forkortet ITaB2017. 

Konferencen bliver den første af sin slags og er tænkt som en årlig tilbagevendende begivenhed, der samler aktører inden for turisme og erhvervslivet. Dermed bliver konferencen en anledning til at mødes og drøfte aktuelle problemstillinger på tværs af regionale og nationale skel. 

Dette års tema er New Directions and Trends. Oplægsholderne kommer blandt andet fra Canada, Israel og Belgien, og de vil hver især bibringe os ny viden og skæve tanker. 

Til daglig arbejder oplægsholderne med så forskellige fagområder som mobildata, søgemaskiner, start-ups og udvikling af apps, fremtidens turisme og mobilisering af lokalbefolkningen i markedsføring.

SAVE THE DATE: 1. NOVEMBER 2017

Vi glæder os til at kunne fortælle mere i næste nyhedsbrev, men sæt allerede nu kryds i kalenderen hele dagen onsdag d. 1. november.

Succesfuldt sommerhusmøde i Hou

Ikke færre end 453 sommerhusejere valgte at takke ja til en invitation fra VisitAalborg palmesøndag morgen kl. 9.30. Formålet med mødet var at informere sommerhusejerne om muligheder, fordele etc. ved at udleje sit sommerhus. Antallet af sommerhuse til udlejning i områderne ved Hals, Hou og Egense ligger væsentligt under andre sommerhusområder i Danmark og Nordjylland. Ved at få flere sommerhuse til udlejning på markedet gives grobund for flere turister til området. En af VisitAalborgs fornemste opgaver er at tiltrække flere turister, sikre en øget omsætning og flere arbejdspladser. Derfor er vi hamrende glade for den flotte interesse og tilstrømning til mødet. 

På dagen kunne sommerhusejerne samtidig få en snak med 5 forskellige sommerhusudlejningsbureauer samt høre om tilskud til blandt andet energiforbedringer og endelig lidt om det forventede indhold i den nye planlov. En rigtig god dag, som vi helt sikkert vil gentage i fremtiden.

Nordjyske Møder

Med økonomisk støtte fra Vækstforum realiseres nu en tværregional erhvervsturismeindsats over for det danske marked. Nordjyske Møder, som projektet er døbt, er et bredt salgs- og markedsføringssamarbejde mellem fire nordjyske destinationer, som skal promovere Nordjylland som mødedestination over for danske mødekøbere og derved øge antallet af danske møder i Nordjylland betragteligt hen over de kommende år.

Fælles nordjysk markedsføringsindsats på det nationale marked
Med projekt Nordjyske Møder pustes der nyt liv i erhvervsturismeindsatsen på det nationale marked. Projektets partnere er, udover VisitAalborg, VisitVesthimmerland, Vækst Jammerbugt og Turisthus Nord samt 20-25 nordjyske mødevirksomheder på tværs af destinationerne med interesse og potentiale inden for møder og konferencer.

GoBoat – ny oplevelse på Limfjorden

I juni 2016 havde vi fornøjelsen af at møde en af københavnerdrengene bag GoBoat på en konference på Madeira. Cathrine inviterede GoBoat til Aalborg i september, hvor hun og Lars Bo fra RIB-IT gav en tur på Limfjorden og præsenterede Aalborg fra søsiden i håb om at lokke GoBoat-folkene til at etablere sig på havnefronten i Aalborg. Nu glæder vi os til den 29. april, hvor alle kan booke en tur på fjorden og være kaptajn i egen GoBoat for en stund.

Ny TuristService i Hals

Med Påsken starter turistsæsonen på Aalborg Kyst og vi har opstart på den nye TuristService i Hals, som er at finde på Hals Bibliotek, Østergade 2, Hals.

Her kan gæster i området hente brochurer alle dage kl. 8-21. I den betjente åbningstid (mandag og torsdag kl. 14-18, tirsdag og fredag kl. 10-15, samt lørdag kl. 10-13) kan de få service og få svar på spørgsmål. Hvis gæsterne har brug for bibliotekets faciliteter såsom pc og printer, kan de kan komme ind på sundhedskort uden for åbningstiden. Udenlandske gæster kan blive oprettet ved fremvisning af legitimation.

Udover Hals Bibliotek vil der være ubemandede spots i Dagli Brugsen Hou, Super Brugsen Hals, Netferie samt Motel Egense Strand. Her kan vores gæster finde de vigtigste lokale brochurer. Sidst men ikke mindst er der InfoCenter på Lille Vildmosecentret.

Hotelstatistik og overnatningstal

Alle overnatninger og hotelovernatninger, februar 2017
Der er stigninger i antallet af overnatninger i februar 2017. I Aalborg er antallet af overnatninger på alle overnatningsformer steget med 3,3 procent, mens antallet af hotelovernatninger er steget med 2,7 procent. I Aarhus er tallene henholdsvis 6,5 procent for alle overnatninger og 7,6 procent for hotelovernatninger. I København er antallet af overnatninger på alle overnatningsformer steget med 1,8 procent og 2,5 procent for hotelovernatninger. I hele landet er antallet af alle overnatninger steget 0,9 procent og antallet af hotelovernatninger er steget med 1,7 procent.
Kilde: Danmarks Statistik
Belægningsprocent, marts 2017
Der er flotte stigninger i belægningsprocenten. I Aalborg steg den 6,6 procent. Også i Aarhus måles der en flot stigning, her på 13,0 procent. I København steg den med 6,2 procent når marts 2017 sammenlignes med marts 2016.
Kilde: Benchmarking Alliance
Gennemsnitspris, marts 2017
Der måles en stigning i gennemsnitsprisen når man sammenligner med marts sidste år. I Aalborg er fremgangen på 2,8 procent, mens den i Aarhus og København er på henholdsvis 4,5 procent og 7,9 procent.
Kilde: Benchmarking Alliance

Giv gerne respons...

Vi håber, du finder indholdet i VisitAalborg Business relevant. Har du ønsker til emner, kommentarer eller andet - så sig endelig til. Du er velkommen til at skrive direkte til os:
Direktør: Rasmus Jerver: rasmusjerver@aalborg.dk
Convention Manager: Hanne Kristiansen: hk@aalborg.dk
Chef for Markedskommunikation: Jeppe Klitgaard Stricker: jst@aalborg.dk
Copyright © 2017 Destination Nord, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list