Copy

- Turneringer -

April 2017

Turneringer i april
13.04 - 17.04 Nordic Open
29.4. Åbent KBgK Klubmesterskab


Kommende turneringer
11.5 - 17.6: Pokalturneringen 2017
10.6. 3kamp for 2mandshold 2017 Alt udsolgt! 
17.6 Pokalfinale + pokalpot
12. 8. Svendborg Open 
19.-20.8 DM Mixed Doubles 
25.-27.8. Malmø Open
31.8. Holdturneringsstart 
2.9. BG 1/2 Marathon Alt udsolgt! 
28.-29.10. Individuel DM kvalifikation i Øst og Vest 
18.-19.11. Individuel DM og DM i speedbackgammon 

Pist... Vi mangler en formand

Af Taus Bøytler

Som altid afholdes det årlige landsråd i forbindelse med Nordic Open. Landsrådet 2017 afholdes lørdag den 15. april kl. 10 på Radisson Blue Hotel. Og der er lagt op til lidt af en gyser: Det er efterhånden en gammel nyhed, at jeg selv stopper i bestyrelsen, og at der derfor skal findes en ny formand.

Det er nok heller ikke gået ubemærket hen, at ingen i skrivende har sagt, at de ønsker formandsposten. Hov, skal vi lige tage den en ekstra gang, for ja, du læste rigtigt: Ingen ønsker at være formand for DBgF. Det er, for at sige det mildt, et kæmpe problem.

Fra den nuværende bestyrelse træder jeg selv ud, mens Lene Espersen er valgt for perioden 2016-2017. De sidste to bestyrelsesmedlemmer, Michael Nielsen og Heidi Munk Andersen, stiller begge op til bestyrelsen igen. Heldigvis.

Tre nye folk stiller op til bestyrelsen
Derudover er det mig en stor glæde at kunne præsentere hele tre personer, der stiller op til bestyrelsen som menige medlemmer: Jan Larsen, Erik Sørensen og Khosrow Jafehvand.

Til landsrådet skal vi have fundet to bestyrelsesmedlemmer, der sidder i perioden 2017-2018, og tre bestyrelsesmedlemmer, der sidder i perioden 2017-2019.

Men vigtigst af alt: Vi skal have fundet en ny formand. Vil det lykkes? Eller er vi på vej mod at dreje nøglen om i forbundet? Følg udviklingen her i nyhedsbrevet.

KBgK vinder HT 2016/2017

Af Taus Bøytler

Øverst: KBgK´s Danmarksmesterhold. Fra venstre: Thomas Kristensen, Mads Peter Andersen, Peter-Michael Valeur Bosse, Hallur Jon Bluhme Sævarsson og Morten Marx.
 
Københavns Backgammonklub kan i det næste år kalde sig Danmarksmestre for hold efter en yderst dramatisk afslutning på elitedivisions Final Four-stævne, der blev afviklet sideløbende med afslutningsturneringen øst på Bryggeri Skovlyst lørdag den 18. marts 2017.

To 1-3 nederlag til KBgK
KBgK gik ind til slutspillet som førerhold, men efter at have tabt 1-3 til Team Casino Munkebjerg i slutspillets første runde, hvor Temple samtidig spillede 2-2 mod Soirée Dansante, var der pres på.

I anden runde tabte KBgK 1-3 til Soirée Dansante, og da Team Casino Munkebjerg og Temple samtidig spillede 2-2, kunne alle fire hold spille for at blive Danmarksmestre i den tredje og altafgørende runde. Stillingen inden sidste runde så ud som følger:



Efter en masse blod, sved, tårer, og okkulte sekvenser stod det klart, at Danmarksmesterskabet for hold 2016/2017 ville blive afgjort på det bræt, hvor landsholdsspilleren Mads Peter Andersen fra KBgK dystede mod Thomas Niebling fra Temple. På dette tidspunkt førte KBgK 2-1.

Flash back
Men hov, lad os lige springe et år tilbage i tiden: For da vi den 12. marts 2016 skulle kåre Danmarksmestrene for hold 2015/2016, blev mesterskabet afgjort, da Rasmus G. Hansen, kendt og frygtet som Rulle Ralle, leverede lidt af et comeback og vandt fra 10-16 til 17 mod netop Mads Peter Andersen. Sejren sikrede Lødigt guldet og forviste KBgK til andenpladsen.

Mads Peter sikrede KBgK guldet
Og så tilbage til nutiden. Eller i hvert fald til den 18. marts 2017. For det lignede længe, at Mads Peter Andersen for andet år i træk ville bringe sig foran med 16-10 på det bræt, der skulle afgøre placeringen af guldmedaljerne. Om han ville kunne have stået for dette historiske pres på sine skuldre, finder vi aldrig ud af, for foran 14-10 vandt den stærke KBgK-spiller en doblet gammon til matchsejr og københavnske guldmedaljer.

I slutspillet anden tredjerundekamp vandt Soirée Dansante 3-1 over Team Casino Munkebjerg, og sikrede sig dermed et sæt sølvmedaljer foran Temple, der blev forvist til tredjepladsen.

Klaus Switon tabte tre kampe - og blev topscorer
Topscorer i elitedivisionen blev Klaus Switon fra Temple, der efter at have tabt tre ud af tre kampe i slutspillet, endte på 16-9. Bedste spiller til de tre runder i finalestævnet blev Vladimir Stokic fra Temple, der vandt alle sine tre kampe, hvilket gik ud over
Peter-Michael Valeur Bosse (KBgK), Lars Trabolt (Team Casino Munkebjerg) og Michael Weile (Soirée Dansante).

Resultater fra Elitedivisionen 2016/2017
1. KBgK (+ 8, 31 point)
2. Soirée Dansante (+7, 30 point)
3. Temple (+7, 28 point)

Topscorerlisten i eliten
1. Klaus Switon, Temple 16 9
2. Jess Danielsen, Casino Copenhagen Backgammon 15 6
3. Mads Peter Andersen,  KBgK 15 10

Christian Skjæran er begejstret for, at KBgK vandt guld i holdturneringen

Af Taus Bøytler

Christian Skjæran er altid mand for et festligt kostume.
Så lykkedes det endelig for KBgK at vinde guld i holdturneringen. Nyhedsbrevet har fanget Christian Skjæran, der er formand i KBgK til en snak om den flotte sejr, klubbens hjemmebane og andre spændende ting.

Så lykkedes det endelig for KBgK at vinde guld i holdturneringen. Hvad er din umiddelbare reaktion?

Christian:
"Jeg er meget glad på klubbens og på spillernes vegne. Normalt fejrer vi diverse oprykninger og placeringer med bobler, og det har da ekstra fedt i år med den guldmedalje, vi har jagtet i nogle år.  Det har krævet meget blod, sved og tårer fra drengene og med den store føring, der blev oparbejdet frem mod slutspillet, så synes jeg, det var SÅ fortjent at den holdt hele vejen hjem!"

Hvad betyder guldet for klubbens selvforståelse?

Christian:
"Vi har jo altid været en bred klub, som har forsøgt at have plads til og aktiviteter for både elite, talent og hygge-spillere, så det er da rart at se medaljer komme i hus. Vi har før vundet pokalturneringen og fået sekundære placeringer / medaljer i eliten, men guldet i eliten er nu det største for hold.

Det har været et langt sejt træk, der startede for små 10 år siden, da vi over et par år lavede en stor uddannelsesindsats med "Kedde" og det løftede en del talentspillere den gang. Det har vores to stærkeste hold haft gavn af siden. Der var jo et par år hvor vi måtte splitte ud i to klubber, da andetholdet rykkede op - og i år var det såmænd lige ved igen.
"

KBgK er uden sammenligning landets største klub, men er der en grænse for, hvor mange medlemmer I kan rumme?

Christian:
"Antallet af medlemmer skal være passende i forhold til de lokaler, en klub kan skaffe. Vi har været glade for lokalerne tæt på Valby station, men tiden har desværre stået stille, og skakklubben, vi har lejet lokalerne af, gør ikke meget for at modernisere.

Vi har det fint med vores nuværende størrelse på 6 holdturneringshold - da vi var oppe på 8-9 hold, var det svært at få plads til det hele. Det er heller ikke givet, at KBgK forbliver en stor åben klub for evigt
."

En uge før holdturneringen 2016/2017 startede, fandt I ud af, at I alligevel ikke kunne være på jeres nye hjemmebane, hvilke naturligvis medførte nogle store udfordringer. Har I styr på, hvor I kommer til at have hjemmebane i sæsonen 2017/2018?

Christian:
"Det var rigtigt bittert, at den aftale ikke holdt, og vi har siden været på jagt efter nye lokaler igen. En ny aftale andetsteds, men en renovering kommer lidt på tværs nu. Så lige nu ligner det, vi starter sæsonen op med de nuværende hjemmebaner, og at vi så måske skifter sidst på året. Dette vil vi diskutere med vores medlemmer på generalforsamlingen 29/4."

Absalon Backgammonklub nyder stor tilslutning til deres ugentlige caféturneringer, og klubben regner med at stille med op til fire hold i holdturneringen i sæsonen 2017/2018. Hvilke råd vil du som formand for KBgK give Absalon med på vejen?  

Christian: "
Det er dejligt at se Absalon Backgammon komme så godt fra start - lige som vi så Vesterbro Backgammon Klub for et par år siden. Jeg har altid sagt, at det vil være bedst for det storkøbenhavnsk område at få 5-8 større klubber, hvor der er noget kritisk masse og et par ildsjæle hvert sted.

Jeg tror en god klubstørrelse er 35-50 medlemmer - det giver mulighed for at have flere hold, måske etablere noget undervisning osv. Det er også vigtigt, at det ikke bliver så stort, at man ikke kender hinanden. Et råd til Absalon vil være at lave et par utraditionelle medlemsarrangementer. Sammenholdet i KBgK blev bla. bygget op via vores årlige weekend-tur i en spejderhytte, hvor vi så blandt andet spillede klubmesterskab.
"

Horsens og Rulle Marie sejrede
i afslutningsturneringerne

Af Taus Bøytler

Øverst til højre: Vinderholdet fra Horsens, fra venstre: Michael Nielsen, Jørgen Mohr Poulsen, Kenneth Olesen og Brian Viholdt.

Nederst: Vinderholdet fra Rulle Marie, fra venstre: Andreas Christensen, Lars Paabel, Mads Paabel og Gert K. Nielsen.

Fotos: Ulrik Andersen

 
Traditionen tro var alle de hold, på tværs af alle rækker i holdturneringen, der ikke havde kvalificeret sig til Final Four-stævnet for de bedste hold i elitedivisionen, inviteret til at deltage i to afslutningsturneringer.

Horsens vandt i vest
Afslutningsturneringen i vest blev afholdt i Odense, hvor syv hold deltog. Horsens vandt for andet år i træk, og stjernespilleren Jørgen Mohr Poulsen har sendt følgende kommentar:

"Vi gentog bedriften fra sidste år. Vi var ikke overbevisende i de indledende runder. Vandt tre kampe 2-1 og fik høvl af Svendborg. Anderledes fint gik det i semifinalen og finalen, hvor vi vandt to gange 3-0 over Odense 1 og Svendborg."

... Og Rulle Marie vandt i øst
Afslutningsturneringen i øst blev afviklet på Skovlyst Bryggeri samtidig med de afgørende kampe i elitedivisionen. 33 hold deltog, og turneringen blev vundet af Rulle Marie, der også er forsvarende pokalmestre. Mads Paabøl Jensen, der er kaptajn for Rulle Marie, har sendt følgende beretning:

"Vi er selvfølgelig glade og stolte. Det er meget cool at være både regerende pokalmestre for hold og vindere af afslutningsturneringen. En slags "double"?
 
Det er selvfølgelig ingenting i sammenligning med et Danmarksmesterskab for hold. Et stort tillykke til KBgK for den flotte præstation. Det er ganske enkelt helt fortjent.
 
Overskriften for sejren må være, at det var gennembruddet for vores nye mand Gert Nielsen. Han leverede 5 sejre og indkasserede kun et enkelt nederlag. Rigtig stærkt af ham. Gert er afløseren for Jess Danielsen. Det er ingen hemmelighed, at det var lidt af en bet at miste Jess til casinodrengene (Team Casino Copenhagen, red.). Udover at være gammonmiljøets mest sympatiske fyr, så var Jess også vores bedste mand. Vi var derfor lidt bekymrede for, hvordan det skulle gå os. Men det er jo gået fint. To turneringssejre og en midterplacering i Eliten. Casinodrengene kan så takke Jess for, at de ikke rykkede ned fra Eliten...
 
Vi havde ikke de store forventninger til turneringen. Vi kunne kun lige stille hold. To mand var helt forhindret i at deltage: Morten og Friis, og to andre Lars og Andreas kunne kun være med noget af tiden. Men som kaptajn insisterede jeg på vores deltagelse. Det er trods alt sjældent, at en turnering afholdes i ens baghave... (jeg bor 3 minutter på cykel fra Skovlyst).
 
Vi var selvfølgelig heldige i afslutningsturneringen, som man altid skal være i en turnering med så kompakt et format. To 3-0 sejre over hhv. The Jokers og Supertyrene var en god start. Så kom vi ned på jorden med 0-3 mod Familien Nemesis. Skæbnen ville, at vi skulle møde casinodrengene i sidste kamp. Mindst 2-1 skulle der formentlig til for begge hold for videre avancement.
Mik gjorde kort proces mod Mads. Men Andreas "Dex" (Christensen, red.) slog Steen, og Gert slog Karsten i to tætte kampe. (tak for at sætte Jess på bænken ...)
 
Der var flere hold med 8 sejre, men korrektionen faldt ud til vores fordel.
 
I semifinalen mødte vi KBgK 2. Her gjorde Gert kort proces mod Bjørn, og Mads fulgte hurtigt op mod Mogens. Så gjorde det intet, at Dex tabte til Christian. I finalen skulle vi igen møde The Jokers, som havde ordnet Familien Nemesis. Her gjorde Dex igen kort proces. Gert og Mads endte begge i DMP. Gert vandt og igen gjorde det så ikke så meget, at Mads tabte den sidste.
 
Det var således en meget heldig og effektiv allokering af vores sejre og nederlag som lå til grund for turneringssejren.
 
Nu ser vi frem til titelforsvaret af pokalen...
"

Gert K. Nielsen vandt de fleste af sine kampe til afslutningsturneringen:

Lise Nielsen vinder DM for damer
- og Mads Peter Andersen er en tøsedreng!

Af Rikke Kragh og Sanne Birch

Øverst fra venstre: Michael Weile, Mads Peter Andersen, Tommy Kean og Jørgen Larsen.

Nederst fra venstre: Sanne Birch, Lise Nielsen, Heidi Munk Andersen og Tina Møller Weile.

Fotos: Morten Knudsen, The Weiles.
Lørdag d. 1 april 2017 var dagen, hvor 33 kvinder valgte at møde op på Vesterbro i håb om 12 timer senere at kunne kåres til danmarksmester. Efter 4 runders monrad var de 8 kvinder fundet, som skulle spille kvartfinaler.

Et par timer senere trak Lise Nielsen det længste strå i en spændende finale mod Heidi Munk Andersen, og kan nu kalde sig danmarksmester. Stort tillykke og godt spillet, de damer.

Resultater DM for damer 2017 (33)
Vinder 2295 Lise Nielsen
Finalist 9021 Heidi Munk Andersen
Semifinalist 3868 Tina Møller Weile
Semifinalist 3772 Sanne Birch

Lise Nielsen gik ubesejret gennem DM for Damer:



Mændene mødte traditionen tro op for at dyste om titlen årets tøsedreng. Her løb Mads Peter med sejren, da han bagud 3-5/9 mod Michael Weile tryllede en doblet backgammon frem. Tillykke til jer begge.

Resultater årets tøsedreng 2017 (32)
Vinder 2174 Mads Peter Andersen
Finalist 7591 Michael Weile
Vinder af consolation 14 Tommy Kean
Runner up consolation 18798 Jørgen Larsen

Kæmpe tak til skønne Birgit for lækker mad og tak til Vesterbro BgK for endnu engang at lægge lokaler til.
Turneringslederne takker for en dejlig dag med god ro og orden.

Playoffs 2017

Af Allan Christensen

Playoffs i Ringsted, Odense og Hvidovre d. 29.04.17
Der er en god, lang tradition for playoffs i Dansk Backgammon Forbund. Udover at det er en spændende måde at afslutte holdturneringen på, har det også den praktiske funktion, at det er nemt at finde ud af hvilke hold, der er berettiget til oprykning, hvis hold længere oppe i systemet trækker sig.

Playoff 1
Playoff 1 spilles mellem Hatten (nr. 10 i Elitedivisionen) og Ringsted (nr. 3 i 1. division). Ringsted var også i 2014/15-sæsonen i playoff 1, hvor de var millimeter fra at besejre Familien Nemesis. Først efter 2-2 og en konsultationskamp, hvor Familien Nemesis var temmelig heldige til sidst, måtte Ringsted strække gevær. Nu håber den superaktive midtsjællandske klub at kunne tage revanche. Kampen spilles d. 29. april i Ringsteds nye lokaler på Odinsvej.

Playoff 2
Playoff 2 spilles mellem de tre toere fra 2. division: Lad Terningerne Tale, Ringsted III og Lødigt II samt Svendborg (Nr. 10 i 1. division). Disse hold spiller alle mod alle for at afgøre hvilket af de fire hold, der må spille i 1. division i næste sæson. Kampene spilles d. 29. april i Odense, hvor Odense Chang venligst har udlånt deres lokaler.

Playoff 3
Playoff 3 spilles mellem de to tiere fra 2. division: Darwin's Descendants og Tyrefægterne samt nr. 3 fra 3. division Øst A, KBgK VI og nr. 4 fra 3. division Øst B, Vesterbro BgK IV. Grunden til, at vesterbroholdet er kvalificeret til denne playoff, er, at vinderne fra deres division, CAS Team, har anmodet at forblive i 3. division, hvilket de har fået lov til. Disse hold spiller også alle mod alle og de to bedste kvalificerer sig til næste sæson 2. division. Kampene spilles d. 27. og 29. april i Hvidovre Curling Club.

 

Interview med Klaus Rydeng

Af Taus Bøytler

Øverst: Klaus Rydeng (th) dyster mod Frederik Bentler under Nordic Open 2008
De tidligere Danmarksmestre fra Roskilde er nu rykket ned i 2. division. Nyhedsbrevet har mødt Klaus Rydeng, holdkaptajn for Roskilde, til en snak om, hvordan det kunne ske.

En forfærdelig sæson endte med, at I rykkede ned fra 1. division. Hvad gik galt?

Klaus: "
Vi havde ikke en eneste sejr i hele 2016 - helt sygt:("

Regner du med, at I kommer til at vinde 2. division overlegent i næste sæson?

Klaus: "
Det kan være svært at rykke op fra 2. division, så vi ser på det, og ellers hygger vi bare med Nemo:)"

I sæsonen 2005/2006 blev Roskilde Danmarksmestre for hold. Hvordan husker du tilbage på den oplevelse?

Klaus:
"På det tidspunkt var vi nok lidt undervurderet, men vi havde faktisk et rigtig godt hold. Og det er jo altid godt for sammenholdet at vinde lidt."

Der går rygter om, at Roskilde senere i 2017 vil være vært for en større
speedbackgammonturnering. Kan du røbe lidt mere for nyhedsbrevets nysgerrige læsere?


Klaus:
"Det kan jeg ikke, for jeg tror kun, det er Peter Lego, der ved noget om det måske?"

Hvem er efter din mening den største personlighed i Roskilde Backgammonklubs historie?

Klaus:
"Der er mange. Vi har flere Danmarksmestre, og så har vi fået Peer, som satte RBgK i gang igen. Det er for øvrigt hans restaurant, Pipers hus, vi spiller på - så husk der er god mad, når man skal helt til Roskilde og spille:)"

Slutstillingen i 1. division, hvor Roskilde sluttede som på en delt 11. plads:

Jens Ostermann-Petersen: "Jeg er bare ude på at udstille XG som en kedelig fætter:)"

Af Taus Bøytler

Øverst: Jens Ostermann-Petersen (tv) spiller mod Kim Salomonsen
Nederst: XG og en redobling.
Mand mod maskine. Ja, så bliver setuppet vel ikke mere klassisk, og diskussionen om, hvem der er bedst, er altid aktuel. Den 7. marts 2017 postede Jens Ostermann-Petersen, der i den netop afsluttede holdturnering vandt bronze med Temple, et indlæg på debatten, hvor han foreslog, at XG (Extreme Gammon - et analyseprogram til backgammon, red.) stiller op til Nordic Open.

Men hvad er dog pointen bag dette vanvittige forslag? Og hvem er egentlig bedst i opgøret mellem manden (m/k) og maskinen. Nyhedsbrevet har mødt Jens Ostermann-Petersen til en snak om XG, den menneskelige hjerne, TV 2 Lorry med videre. 

Hvad skulle pointen være i at lade XG stille op til Nordic Open?

Jens: "Nu er XG jo en faktor, man er nødt til at forholde sig til i vores lille backgammonverden. Til Nordic Open kommer de bedste spillere i verden. Jeg synes, at det vil være interessant at måle XG mod de bedste. Lad den stille op i alle rækker. Eksponeringen er stor og vil medføre heftige diskussioner.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er lidt træt af at blive dunket i hovedet med, at ’sådan spiller XG’. Som om XG er det endelige svar på alle spørgsmål inden for backgammon. Jeg har lige læst, at den menneskelige hjerne er 30 gange så kraftfuld som den kraftigste computer! Så brug, hvad du har ved hånden (hovedet). XG har flere indbyggede fejl.

Eksempelvis; hvis du ifølge XG ikke dobler i en given situation, hvor du ’skal’, giver den dig fejl, hver gang du ’glemmer’ det. Det medfører, at XG-spillere tilegner sig en vane med at doble for tidligt for at undgå en højere PR (performance rating, red.) . Det er jo himmelråbende forkert! Den vane tager du med i din backgammon-opdragelse og sidder den først fast, er den svær at fralægge sig. Men lad den stille op, det giver gode historier.
"

Du har meldt op, at der ligger en masse gode historier i projektet. Kan du komme med nogle eksempler?

Jens: "Det er jo lidt et klassisk setup med maskinen mod mennesket. Jeg tror, at der vil blive analyseret i dybden på kryds og tværs, uanset udfaldet.

Jeg kan levende se historien for mig i TV 2 Lorry, dækket og rapporteret af Taus Bøytler ...klip og stemningsbilleder fra ’maskinen’ mod mennesket:)
Hvem vil ikke gerne være den, der slog maskinen ud
?:)"

Du nævner i tråden på debatten, at hvis XG stiller op i diverse turneringer, vil der med tiden blive samlet så mange kampe, at man vil få et retvisende billede af dens reelle styrke. Hvad tror du, det retvisende billede vil vise?

Jens: "Den vil sikkert ligge i toppen af spillere i verden, men ikke overbevisende, lidt ligesom XG-nørderne herhjemme. Med tiden kan XG’s svagheder blive udstillet og rettet. Det vil gøre XG stærkere, men aldrig perfekt:)"

Kunne man tage tanken videre og oprette et hold med fire XG-profiler, som man lader deltage i holdturneringen?

Jens: "Hvorfor ikke? Jeg tror bare ikke, at nogen orker administrere det. Det er kun nu, mens XG har nyhedens interesse, at nogen gider bruge tid på det. Tak til Thomas Tenland for at stille op:)"

XG kommer aldrig for sent, holder aldrig tissepauser, har aldrig en lille skid på, har aldrig kikset tøj på, brokker sig aldrig over, hvor heldig modstanderen er, og brænder aldrig sammen på debatten og facebook. Bliver det ikke lidt kedeligt på sigt, hvis DBgF´s mantra skal være ”mere xg, færre mennesker”?

Jens: "Helt enig, jeg er bare ud på at udstille XG som en kedelig fætter:)

For mig personligt har backgammon bidraget til en masse fantastiske oplevelser og en måde at komme bag facaden på folk. Den oplevelse synes jeg også andre skal have, og ikke bare møde spillere, der ifører sig høretelefoner for at lukke virkeligheden ude!

For mig handler backgammon dybest set om viljen til sejr. Dem, der vinder i backgammon vinder, fordi de vil vinde. Hen ad vejen bliver man så også bedre til at flytte brikkerne. Det er vores rangliste et udtryk for, og jeg mener vort landshold bør afspejle dette forhold.

Altså landsholdsudtagelse på baggrund af ranglisten. Det skal være en gulerod, som er synlig for alle. Landsholdet skal ikke være en lille lukket klub for dem, der spiller med XG. Det er efter min opfattelse en stor misforståelse og ikke noget, der fremmer backgammon i Danmark
"

DBgFs platforme

Følg os på W E B S I T E T
Skriv til os på E M A I L
Følg os på F A C E B O O K
BLIV MEDLEM AF DBGF
Nyhedsbrevets redaktion
Taus Bøytler (redaktør)
Lene Espersen (design og layout)
Copyright © *|2015|* *|LIST:DBgFs  Nyhedsliste|*, All rights reserved.

Frameld dig dette nyhedsbrev    Opdatér dine oplysniger






This email was sent to <<Emailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Backgammon Forbund · Backgammonvej 66 · København V 1600 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp