Copy

Helsinge Nord nyheder #1 / status og proces

View this email in your browser

Kære Helsinge Nord-interesserede. 
Du får denne email, fordi du har henvendt dig til Gribskov Kommune med interesse for vores nye byudviklingsområde Helsinge Nord. Vi vil gerne holde dig orienteret om udviklingen.

Temaet for dette nyhedsbrev er at opdatere jer om status og fortælle om processen hen mod at kunne bygge og bo i Helsinge Nord.

Vi ville naturligvis meget gerne kunne fortælle jer præcis, hvornår vi kan sætte grunde til salg, hvad de kommer til at koste samt hvad og hvordan man kan bygge i området. Men der er vi desværre ikke helt endnu.

Byudvikling på bar mark er en lang proces
Byudvikling er noget der tager tid. Der skal være et modent marked. Der skal være handlevillighed og opbakning. Der skal være interesserede borgere. Og der skal være tid til at lave gode og kvalificerede planer for udviklingen. Planer som oftest udarbejdes sideløbende og som skal spille sammen – og det giver mange ender der skal mødes og gå op.

Nu ved vi, hvor byudviklingen starter – en etapeplan er på plads
Den 19. juni besluttede byrådet i Gribskov Kommune at sætte gang i de næste aktiviteter, der skal være med til at sikre realiseringen af Helsinge Nord. Det betyder, at vi nu ved, hvor byudviklingen skal starte.

Etapeplanen har udpeget det sydøstlige hjørne som startstedet. Her er der tale om ca. 10 hektar, som skal blive det første udbyggede boligområde i Helsinge Nord. Der er plads til ca. 160 boliger fordeltpå ca fem klynger i landskabet.

Hvad er næste skridt?
Før man kan bygge i Helsinge Nord, skal der foretages en arkæologisk udgravning. Vi forventer at arkæologerne går i gang i første etapeområde i efteråret 2017.

I mens arkæologerne er i gang, arbejder vi på rådhuset med at skabe rammerne om udviklingen af bydelen. Der arbejdes primært på to ting: En rammelokalplan for hele Helsinge Nord og en mere detaljeret plan for, hvordan den konkrete udvikling og byggemodning skal ske i området.

Hvad er en rammelokalplan?
Rammelokalplanen er en plan, der skal sikre at vi kan styre den samlede udvikling i området. Rammelokalplanen skal disponere områdets arealer efter, hvor der skal ligge boliger, veje, stier og naturområder.

Rammelokalplanen er ikke byggeretsgivende, men sætter alene rammerne for et videre arbejde med de byggeretsgivende lokalplaner. Rammelokalplanen forventes at blive sendt i høring vinteren 2018.

FAKTA - Helsinge Nord er Gribskov Kommunes nye bydel. Den eksisterer ikke endnu, men den er godt på vej. I efteråret 2016 blev der afholdt en arkitektkonkurrence, som med vinderforslaget fra team EFFEKT arkitekter fik sat en flot og ambitiøs helhedsplan for området. Visionen er at skabe en bydel med afsæt i cirkulær-økonomiske tanker om bæredygtighed, fællesskaber, varierede boliger og spiselige landskaber. Klik her for at se helhedsplanen.

Helsinge Nord ligger med det kommende trinbræt i tæt forbindelse med Hillerød-Tisvilde-strækningen og resten af Sjælland. Helsinge Nord placerer sig attraktivt, tæt på Helsinge by, skoler, gymnasium, kultur- og fritidsaktiviteter, børnehave og centralt i vores naturskønne kommune.
Besøg hjemmesiden og følg med i udviklingen
www.gribskov.dk/helsingenord

Vil du vide mere om Helsinge Nord? Kontakt os gerne

Projektleder Anne Møller / amlar@gribskov.dk
Kommunikationsansvarlig Soffia Steen Snorradóttir / sssgu@gribskov.dk
Copyright © 2017 Helsinge Nord, All rights reserved.

 unsubscribe from this list.

Email Marketing Powered by Mailchimp