|
Fyrre år efter Anden verdenskrig opsøgte Svetlana Aleksijevitj i 1985 kvinder og mænd, der var børn i Sovjetunionen under Anden verdenskrig. Hun bad dem tænke tilbage på den tid og fortælle om krigens gru og vanvid.
Bogen indeholder hundrede fortællinger om børn i krig, og deres vidnesbyrd og beretninger er dybt personlige historier. Svetlana Aleksijevitj siger selv: "Jeg bad dem om en eneste ting: at mindes deres barnlige ord. Deres barnlige følelser. At vende tilbage til den tid, hvor de stadig var engle. For jeg vidste: Dette kan ikke fortælles med andre ord."
"Aleksijevitj karakteriserer sig selv som ”et menneskeligt øre”. Hun er med egne ord på jagt efter ”det rystede menneske”, det menneske der bag hverdagens facade og banaliteter slås med sin egen og omgivelsernes historie," skriver Flemming Rose i sit forord til bogen og citerer hendes nobelforelæsning:
”Når jeg spadserer ned ad gaden og opfanger ord, sætninger og udbrud, tænker jeg altid: Hvor mange romaner forsvinder ikke uden at efterlade sig spor! Forsvinder ud i mørket. Vi har ikke været i stand til at indfange den menneskelige samtale i litteraturen. Vi sætter ikke pris på den. Vi er ikke overrasket eller begejstret over den. Men den fascinerer mig, og jeg er blevet fanget af den. Jeg elsker, hvordan mennesker taler. Jeg elsker den enkelte menneskestemme. Den er min største kærlighed og lidenskab.”
|
