Copy
Nyhedsbrev, AB Blågårdsgade 29, 29A-E
View this email in your browser

Nyhedsbrev august 2016

Kære andelshavere

Der har været halvtomt i ABF de sidste mange uger, men nu virker det som om, de fleste er vendt hjem fra ferie. Bestyrelsen holdt sæsonens første møde i onsdags – og der er masser af aktiviteter på bedding.

Vi har endnu ikke fået endeligt svar fra Københavns Kommune om støtte til det store tag- og renoveringsprojekt. Det er virkeligt frustrerende, da kommunens egen frist var udgangen af juni. Bestyrelsen har besluttet at se på muligheder, som vi selv finansierer 100%. Målet er at få nyt beslutningsforslag på en ekstraordinær generalforsamling i slutningen af efteråret, så vi kan projektere, udbyde og sætte byggeri i gang i løbet af 2017. Hvis kommunen overraskende melder sig med nogle millioner har vi en ny situation – og så tager vi den derfra.

Selvom taget lækker og skal skiftes, behøver resten af ejendommen dog ikke at sande til.

Vaskeriet fungerer lige nu som opbevaring for folks vaskede og ikke-vaskede tøj. Cyklerne hober sig op, en uautoriseret storskraldsløsning har udviklet sig i portene og ved siden af nedgangen til kælderen i baggården, barnevognsrummet har så mange støvede barnevogne, der ikke er blevet rørt i årevis, at ingen småbørnsfamilier har glæde af det.

Så bered dig – her kommer årets opsang (med billeder):

Cykler:
Simon og Rasmus vil i løbet af uge 33 (15. - 21. august) mærke alle cykler i gården, cykelkælderen og cykelværkstedet med tape/snor, som falder af, når man bruger cyklen. Cykler der ikke er blevet rørt inden fredag den 9/9, vil blive fjernet. I første omgang bliver de samlet og gemt nogle uger – herefter beder vi kommunen køre dem væk sammen med de gamle cykler, som pt. fylder op i  cykelværkstedet. Der er brug for ekstra hænder, den dag den store udskillelse foregår, der kommer mail ud/opslag op. Hvis du arbejder på en gammel cykel, så mærk den, så den ikke ryger ud. Hvis din gamle cykel skal kasseres, så træk den over på genbrugsstationen i Gartnergade.

Barnevogne:
Når vi alligevel har gang i mærkningstapen, vil klap- og barnevogne og stort legetøj, som står i det store rum til venstre, lige når man går ind i cykelkælderen, også blive gennemgået. Hvis du gerne vil gemme din fine barnevogn til børnebørnene, så klap den sammen og sæt den på loftet. Det samme gælder ikke-aktive kælke, sæbekassebiler, små cykler etc. Rummet er til andelsforeningens børnefamilier – dem der har børn nu eller nogen lige på trapperne.

Vaskeri:
Vaskeriet er ikke et udvidet klæde- og linnedskab for lejlighederne. Bordet over tørretumblerne er ikke en opbevaringsplads. Der ligger rullemadrasser, lagner, maskinfulde, der aldrig er hængt til tørre, krøllet og tumblet tøj. Og der er ingen plads til at lægge sammen, når man har bestilt maskinerne. Stativer, som er i stykker, bliver parkeret i kælderen. De skal ud i affaldscontaineren til metal. Marie, som er ansvarlig for drift af vaskeri – men ikke for at rydde op – køber nye, når de gamle er væk. Det tager to-tre dage for tøj at tørre i begge rum, men ofte bliver tøjet hængende meget længere – det er efterhånden mere regel end undtagelse, at man skal tage tøj ned for at få plads til nyvasket tøj. Og bordene især i rummet til stort tøj er lige nu pakket med håndklæder og sengetøj. Vores rengøringsfolk opgiver ofte at vaske gulv og tørre af, de kan simpelthen ikke komme til.

Hæng dit/jeres tøj op og fjern det, når det er tørt. Eller køb en vaskemaskine, hvis fællesvaskeri ikke er noget for dig/Jer.

Storskrald:
Respekt for at du gerne vil give andre mulighed for at overtage din gamle videoafspiller, køleskab eller reol. Sådan en dejlig mulighed findes på genbrugsstationen som ifølge googlemaps ligger nøjagtig 300 meter fra vores port i Gartnergade 8-14. Der er åbent tirsdag og torsdag fra 12 – 18, og lørdag 10 – 16. Der kan du også komme af med plader, brædder og andet skrammel som pt. bliver smidt udenfor skralderummet. Har du allerede sat noget der, bedes du bringe det over på genbrugsstationen. Gårdlauget råder over en trækvogn, som du kan låne nøgle til. Spørg bestyrelsen.

Ps: synes du, at beboerne i vores egen forening skal have glæde af dine gamle ting, så tag et billede og hæng sedler op i opgangene - eller brug vores udmærkede intranet (link: http://www.blaagaard29.dk/b29/login.php). Så får du oven i købet båret herlighederne ned, hvis nogen måtte være interesseret. Portene og skralderum må ikke bruges til byttecentral eller ”gratis afhentning”.

Opbevaring på for- og bagtrapper:
På vores for- og bagtrapper er nogle repos’er ved at udvikle sig til lagerplads: Der står fx flasker, (bygge)-affald, flyttekasser, stiger og meget andet. I vedtægterne står der: “Af færdsels- og brand- sikkerhedsgrunde er det strengt forbudt at henstille ting fx affald, kasser, byggemateriale o.lign. på trapperne, dette gælder både for- og bagtrapper. Endvidere er parkering af barnevogne, cykler og henstilling af diverse ting i opgangen ikke tilladt”.

Puha - så er der vist ikke mere at være sur over. Bortset fra augustvejret :)

Og til slut lidt om det hyggelige emne kloak og rotter:

Bestyrelsen sætter forundersøgelse i gang mhp. at tjekke kloakkerne i løbet af en måneds tid. Vi kender ikke kloakkernes tilstand, men vil gerne sikre, at de er i god stand eller bliver det, fordi rotter åbenbart trives i udrangerede kloakrør.

Stor kærlig hilsen bestyrelsen

Copyright © 2016 AB Blågårdsgade 29, 29A-E, All rights reserved.


unsubscribe from this list    update subscription preferences 

Email Marketing Powered by MailChimp