Copy
 
 
Formand for bestyrelsen Mie Trolle taler ved generalforsamlingen i 2013. Foto: Kari Baklund


Nyhedsbrev fra bestyrelsen – august 2016
 
Klageafgørelser
Klage- og Ordensudvalget (KOU) var en nyskabelse på generalforsamlingen i 2015. Udvalget behandler sager, der vedrører forståelse, efterlevelse eller administration af DI’s love, regler, reglementer mv. De nærmere retningslinjer for Udvalgets arbejde kan ses på hjemmesiden.

KOU traf den 22. august afgørelse i 3 klagesager.

Klagen over Sportskomitéens (SK) tildeling af tænkepause til en sportsdommer medførte en ophævelse af den pålagte tænkepause, da den fandtes at være pålagt i strid med god sagsbehandlingsskik. KOU fandt, at den konkrete tænkepause var at sidestille med en karantæne og retningslinjerne herfor, og afgjorde i øvrigt, at navnets offentliggørelse på hjemmesiden ikke fandtes at være et brud på persondataloven.

KOU har IKKE taget stilling til sagens indhold, altså om en tænkepause/karantæne var berettiget eller ej.  

Bestyrelsen har noteret sig KOU’s afgørelse.

I de næste dage – og der er en 4 ugers frist - vil SK tage beslutning om de vil anke sagen til en højere instans, som så vil blive Danmarks Idræts Forbunds Appeludvalg.

Formand i DI Mie Trolle udtaler: ”Jeg er rigtig ked af denne sag – som hverken for de pågældende dommere eller for de frivillige i Sportskomiteen har været særlig behagelig. Jeg vil nu alligevel tillade mig at bemærke, at sagerne jo netop har vist, at det var den helt rigtige beslutning at få stablet et uafhængigt klageudvalg på benene. Tidligere blev den slags sager dysset ned, og hvis ikke det lykkedes, så var det ofte sådan, at klagen blev behandlet i selv samme komite, som det forhold, som der blev klaget over, henhørte. Så jeg er glad for at Klageudvalget har gjort deres arbejde, og så må vi jo stå til mål for at vi også i ny og næ vil få afgørelser imod os. Vi er nødt til at erkende, at det er vejen frem. ”

Mie Trolle fortsætter: ”Flere har udtrykt kritik af, at jeg eller den øvrige bestyrelse ikke i tide har grebet ind, men det er nu sådan, at komiteerne har bemyndigelse til så at sige at handle på egen hånd, og det hverken kan eller skal den øvrige bestyrelse have ansvar for. Ellers så fratager vi jo komiteerne deres ansvar, og så ender vi i en situation, hvor det er bestyrelsen som skal indblandes, hver gang der er noget, som der skal besluttes om. Det ønsker vi ikke. ”
 
Information fra bestyrelsesmøderne
Foreningens økonomi Med to måneder tilbage af regnskabsåret ser det ud til, at Foreningen kommer ud med det forventede overskud. Stort set alle betydelige udgiftsposter er holdt inden for budgettet – det gælder også for Avlskomiteens område på trods af den store nedgang i antallet af fremstillede heste til årets kåringer. Årets flotte og velafviklede DM har givet et pænt overskud, men da det sendes videre til Projekt Hedeland, så ender også DM på budget, nemlig nul kroner. 

SekretariatetSekretariatet har i de sidste par måneder været ramt af to langtidssygemeldinger, og det har givet lidt belastninger på sekretariatet i en periode, som samtidigt var ferie-periode. Henvendelser til sekretariatet har derfor krævet lidt lang sagsbehandling, men det burde nu være et overstået kapitel.

Private aktører Bestyrelsen har besluttet at stable event-aftaler på plads med alle private aktører, som vi ser tilbyder sig som stævne- og show-arrangører. Bestyrelsen støtter alle i at få så mange arrangementer som muligt til glæde for vores heste og vores sport, men ønsker at det sker under forhold, som Foreningen kan stå inde for, fx i forhold til hestevelfærd og fairplay. Der bliver også et økonomisk element i en event-aftale. Det er ikke rimeligt, at det er DI som skal betale for uddannelsen af dommerne, vedligehold og ændringer i reglementet, administration af ranglisterne og lignende, som private aktører så efterfølgende kan bruge kvit og frit, ligesom det må være rimeligt at alle officials fx ved at de er dækket af de kollektive forsikringer, hvis der sker uheld. De første aftaler er allerede på plads, og resten vil følge i de næste måneder. 

TÖLT / Hjemmeside og FacebookSom det tidligere er meldt ud, så ændres udgivelsen af TÖLT fra 10 numre pr. år til fremover 6 numre. Frekvensen ændres fra september nummeret. Antallet af sider vil samtidigt blive forøget, men siderne vil i mindre grad være medlemsinformationer, propositioner, adresselister og lignende – de vil fremover fremtræde i kortere form og med henvisninger til DI’s hjemmeside og arrangørernes egne hjemmesider.

Bestyrelsen har samtidigt besluttet at tildele en deltidsstilling til en væsentlig forøgelse af indsatsen på hjemmesiden og Facebook – idet medlemsinformationerne så i højere grad vil fremgå her. Det vil der komme nærmere information om på hjemmesiden i de næste uger.

Generalforsamling i Fredericia lørdag den 26. november Husk at sætte kryds i kalenderen denne dag. Om formiddagen vil der være indlæg fra Friluftsrådet om hvordan man bedst rekrutterer og fastholder de frivillige i klubben, samt fra SEGES om de sidste ændringer på lovgivningsområdet for heste, transport mv. Deadline for modtagelse af vedtægtsforslag fra medlemmerne er den 15. september ved fremsendelse til formanden. Indkaldelsen til generalforsamlingen vil ske på Foreningens hjemmeside i god tid, og tilmelding vil ske via Sporti. Vi håber at se rigtig mange af jer.  

Med venlig hilsen og ønske om en god weekend
Bestyrelsen
v/Mie Trolle  
 
 
 
 
 
 
   
 






This email was sent to <<Din emailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Islandshesteforening · Vilhelmsborg · Bedervej 101 · Maarslet 8330 · Denmark

Email Marketing Powered by MailChimp