Det er vigtigt at huske, at vi taler om en generation, hvor mobiltelefonen næsten er blevet en del af deres krop. De unge er en slags cyborgs, som altid er i kontakt med deres virtuelle venner.
Forklaringen er, at unge ofte har mobilen på lydløs og vibration. Men hvor ældre generationer typisk sætter telefonen på lydløs, fordi vi ikke vil forstyrres, er logikken lige modsat for de unge: De vil nemlig være helt sikre på, de altid lægger mærke til, hvis der er nogen, der vil dem noget. Det kan man kun på én måde: ved at sætte sin telefon på lydløs og vibration og have den et sted, i lommen eller i hånden, så man mærker, når den bevæger sig.
Mobiltelefonen – den ultimative nøgle til de unges daglige liv, sociale samvær og viden om verden – fungerer kun, hvis den rører ved kroppen hele tiden. Det betyder samtidig, at digitale henvendelser er meget nærværende, også fysisk og taktilt: En telefon, som vibrerer i lommen påvirker kroppen på samme måde som en finger, der prikker på skulderen.
De ældre generationer forstår det ikke altid. For ældre er det vigtigt, at du er til stede, dér hvor du er. Nogle gange oplever du måske at stå ansigt til ansigt over for en ung kollega, en elev eller dit barn, som læser en besked på sin telefon. Men inden du himler op om, hvor uhøfligt det er, og nu skal de unge altså lære at være nærværende, skal du forstå, at den situation, du skal sammenligne det med, er, at du står og taler med en person, som bliver prikket på skulderen. Derfor kan de ikke bare vente med at svare på en sms.
Via mobiltelefonen har de unge gjort sig uafhængige af rummet – de behøver ikke længere være samme sted for at være sammen. Derfor betyder det fysiske rum, det fysiske nærvær ikke så meget for unge. Til gengæld er de blevet forpligtede på tiden. Vi har simpelthen at gøre med en generation af mennesker, hvor det er vigtigere at være til tide end at være til stede.
I mine studier kalder jeg fænomenet ”tilTIDEværelse”. Og det er et helt centralt begreb.
Jeg uddyber problemstillingen i et interview med Danmarks Radio og i en kronik i Bergens Tidende i Norge.
Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte mig for spørgsmål og uddybning.
|