Copy

Silkeborg - september 2016

Kære Nyhedsbrevslæsere

Det er uanstændigt længe siden, at jeg har kommunikeret via mit NB netværk. Det skyldes langt for det meste, at jeg - og mange andre - kommunikerer meget mere på Facebook nu, hvor det er muligt at lægge info og ikke mindst smagsprøver på musikken op. Nu samler jeg op på alle jer, der holder af min musik, fordi I skal vide, at det nu endelig er muligt at købe al den nye musik.

Jeg fyldte 60 år her i sommer, og jeg har brugt de sidste par år på at lave en ny udgivelse, som jeg kan krydre dette skarpe hjørne med. Den er nu klar, og den kan bestilles ved at maile navn og adresse til mig - kristianlilholt@gmail.com - så får i betalings info, og jeg sender.

2016 udgivelsen indeholder 21 nye indspilninger hvoraf de 19 er original ny musik.
Der er et album med nye sange, og et album med ny instrumentalmusik. På instrumental albummet er der også 2 nye indspilninger af henholdsvis ‘Love On A Hillside’ og ‘Coincidance’.

Der er faktisk også et instrumental nummer på albummet med sange. De 9 af sangene er på dansk, og der er en enkelt på engelsk. Instrumentalnummeret ‘Going To Durham’ leder os fra alle de danske sange over Nordsøen til den Nordengelske by Durham, hvor den engelske sang ‘Birdman’ foregår. Det er et dejligt stykke ‘middelaldermusik’, smukt fremført af Michala Petri og Cecillie Hyldgaard på altblokfløjte og cello.

Begge album er nedfældet i en 40 siders hardback bog, som måler 27 x 19 cm. Som i de gamle vinyldage har det været muligt at give hvert stykke musik en lækker illustration og tilføje små informerende historier og kommentarer. Jeg synes bogen er blevet meget vellykket takket være grafiker Martin Radmer, som bl.a i sin tid lavede det meget æstetiske originale ‘Coincidance’ artwork.



Jeg ønsker jer de bedste stunder i selskab med den nye musik. Jeg véd, at mange af jer er rigtig, rigtig glade for, at jeg for første gang i 16 år igen udgiver noget nyt instrumentalmusik. Jeg ved ikke, hvorfor det ikke sker før nu, men nu har jeg været i den zone igen, og det har været super fedt. Jeg har ‘prøvekørt’ albummet med mig selv, og jeg er meget tilfreds. Jeg havde en kongestund på Samsø for et par uger siden, hvor jeg satte mig i den dybe hvilestol med benene oppe på det store runde bord lavet af bananblade, kiggede ud over havet og lyttede det samlede instrumental album igennem et par gange på et godt anlæg - med rødvin og snacks indenfor behagelig rækkevidde.
Glæd jer til I kan gøre det samme. Det virker. På den måde oplevede jeg en slags KUR UDEN ORD helt for mig selv.

Vi ses derude i musiklandet
Hvis I er på Facebook, så find og like min musikside - https://www.facebook.com/kristianlilholt/ - så vil I blive mere jævnligt opdateret omkring mine aktiviteter og tiltag.

De bedste hilsner
Kristian

 

Copyright © 2016 Kristian Lilholt, All rights reserved.

Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list