Kære læser
Det er blevet oktober og dermed tid til endnu en opdatering fra diverse fronter. I dette nyhedsbrev får du en godtepose af udvalgte artikler fra diverse medier, der har krydset kontorets bord. Her er både marxistisk inspirerede beretninger fra arbejderkampen i Indien, samt samme lands ratificering af Klimaaftalen fra Paris, men også meninger og indsigter fra hjemfronten, som den at danskerne hellere vil give gaver end at arbejde frivilligt (den sidste del kender vi alt for godt her på Østerbro). En artikel fra Greenpeace kampagnechef Julie Koch kunne til gengæld højne moralen igen, når der argumenteres for at statsstøtte giver mindre frihed i arbejdet - og at der er en uvurderlig styrke i at skaffe egne midler som Svalerne gør, selvom det kræver at man passer meget på pengene.
Mange hilsner
Morten Frederiksen
Indhold:
150 millioner strejker i Indien - af Vijay Prashad
Indien tilslutter sig klimaaftalen - af Lise Gade Toppenberg
Danskerne vil hellere give gaver end arbejde frivilligt
Greenpeace: Statsstøtte giver mindre frihed - af Julie Koch
Analyse: Grundlæggende svækkelse af dansk bistand - af Jesper Søe
Vi søger: Frivillig butiksassistent og frivillig chauffør
KOMMENTAR: 150 millioner arbejdere nedlagde arbejdet, men medierne fortsætter deres tavshed, skriver indisk professor og forfatter. »Klassekampen er ikke fagforeningernes eller arbejdernes opfindelse. Det er et faktum for arbejdskraften i det kapitalistiske system.«
AF VIJAY PRASHAD
Faglige ledere er tilbageholdende med at sætte tal på, hvor mange, der nedlagde arbejdet den 2. september 2016. De kan ganske enkelt ikke komme et præcist tal.
Men de siger, at strejken – den 17. generalstrejke siden Indien begyndte sin nye økonomiske politik i 1991 – har været den største nogensinde.
De etablerede medier – som ikke bryder sig om strejker – skrev, at antallet af strejkende oversteg de anslåede 150 millioner. Flere aviser anslog, at 180 millioner havde nedlagt arbejdet. Hvis det er sandt, så er der tale om den største generalstrejke i historien.
Og alligevel har den ikke fået meget opmærksomhed i medierne. Nogle få forsidehistorier og endnu færre billeder af demonstrerende arbejdere foran de øde fabrikker og banker, teplantager og busstationer.
Enkelte journalisters interesse kan kun sjældent bryde igennem den mur af kynisme, som ejerne af medierne står for og den kultur, de ønsker at fremme. For dem er arbejderkamp en besværlighed i hverdagen.
Det er meget bedre for den etablerede presse at fremstille en strejke som en forstyrrelse, som en plage for borgerne, som øjensynligt lever adskilt fra arbejderne.
Det er middelklassens vrede, som definerer dækningen af en strejke, ikke de problemer, som får arbejderne til at gå i ud en dybtfølt og vanskelig aktion.
Strejken bliver behandlet som et levn fra fortiden og ikke som et nødvendigt redskab for arbejderne til at gøre opmærksom på deres frustrationer og håb. De røde flag, deres slogans og taler – de bliver fremstillet med forlegenhed.
Det er som om, at det at lukke øjnene for dem på en eller anden måde skulle få dem til at forsvinde. Afsavn
Et førende internationalt firma for rådgivning til erhvervslivet skrev for få år siden, at 680 millioner indere lider afsavn. Disse mennesker, halvdelen af Indiens befolkning, mangler basale livsfornødenheder såsom mad, energi, drikkevand, sanitet, sundhedspleje, uddannelse og social sikkerhed.
De fleste indiske arbejdere og bønder er blandt dem, der lider afsavn.
90 procent af Indiens arbejdere er i den uformelle sektor, hvor beskyttelsen på arbejdspladsen er minimal, og hvor retten til faglig organisering er praktisk talt ikkeeksisterende. Disse arbejdere er ikke ligegyldige i forhold til Indiens vækst-dagsorden.
I 2002 beregnede den Nationale Arbejdskommission, at den primære kilde til fremtidigt arbejde for alle indere ville være i den uformelle sektor, som allerede producerede over halvdelen af BNP.
Fremtiden for Indiens arbejdskraft er altså uformel med sporadiske rettigheder, der har til formål at forebygge de mest groteske krænkelser af menneskelig værdighed.
Et fremtidshåb for den indiske arbejder er ganske enkelt ikke på dagsordenen i Indiens nuværende system.
Udsalg af statslige værdier
Premierminister Narendra Modi, som endnu engang tog afsted på sin uendelige verdensturne, tog ikke hensyn til disse arbejdere.
Hans mål er at øge Indiens vækstrate, som – hvis man ser på hans praksis som førsteminister i delstaten Gujarat – kan opnås med kannibal-metoder i forhold til arbejderrettigheder og de fattigdoms levevilkår.
Udsalg af statslige værdier, lukrative aftaler med det private erhvervsliv og åbne døre for direkte udenlandske investeringer er de mekanismer, som skal øge væksten.
Ingen af disse strategier, hvilket selv den Internationale Valutafond anerkender, vil føre til social lighed. Denne vej til vækst fører til større ulighed, mindre magt til arbejderne og flere afsavn.
Klassekamp
Kun fire procent af den indiske arbejdskraft står i fagforening. Hvis disse fagforeninger begrænsede deres kamp til alene at forsvare deres spinkle rettigheder, ville de stå endnu svagere.
Fagforeningernes styrke er blevet svækket alvorligt, siden den indiske økonomi blev liberaliseret i 1991, med domme i Højesteret mod fagforeningsdemokrati, og i kraft af konkurrencen fra globaliseringen, som sætter indiske arbejdere op mod arbejdere i andre lande.
Det er de indiske fagforeningers store fortjeneste, at de – i forskelligt tempo - har taget sig af arbejds- og livsbetingelserne for arbejdere og bønder i den uformelle sektor.
Fagforeningers styrke kan kun vokse, hvis de gør det, som de har gjort – nemlig at orientere sig mod den enorme masse af uformelle arbejdere og bønder, og få dem trukket ind i klassekampen og den faglige kultur.
Klassekampen er ikke fagforeningernes eller arbejdernes opfindelse. Det er et faktum for arbejdskraften i det kapitalistiske system.
Kapitalisten, som køber arbejdskraften af arbejderen, prøver at gøre arbejdskraften så effektiv og produktiv som mulig.
Kapitalisten beholder overskuddet fra denne produktivitet, og sender arbejderen til bage til slummen om natten, hvor han på en eller anden måde får energi til at komme tilbage næste dag. Det er dette pres for at blive mere produktiv og give gevinsten fra deres produktivitet til kapitalisten, som er essensen i klassekampen.
Når arbejderen ønsker en større bid af kagen, lytter kapitalisten ikke. Det er strejken – en opfindelse fra det 19. århundrede – som giver arbejderen en stemme til at gå ind i klassekampen på en bevidst made.
Den første strejke i Indien var i april-maj 1862, da jernbanearbejderne fra Howrah Railway Station strejkede for retten til en 8 timers arbejdsdag.
De besværligheder, som strejken skaber for middelklassen, må vejes op i forhold til de daglige »besværligheder«, som arbejderne må udholde, når deres ekstra produktivitet bliver taget af kapitalisterne.
Disse jernbanearbejdere fra 1862 ønskede ikke et uendeligt skift på 10 timer, som ødelagde deres liv.
Deres strejke gav dem mulighed for at sige: Vi vil ikke arbejdere mere end 8 timer.
Kritikere af strejkevåbnet vil sige, at der findes andre måder til at give sin mening tilkende. Men der er ikke blevet anvist nogen anden vej for arbejderen, som hverken havde den politiske magt til lobbyarbejde, eller den økonomiske magt til at styre medierne.
Fra Gujarat til Kerala
Arbejdere i Narendra Modis hjemstat Gujarat bakkede op om strejken i stort tal, fra 70.000 børnepassere og skolemadspersonale til havnearbejdere i Bhavnagar, tekstilarbejdere i Tamil Nadu og bilarbejdere i Karnataka lukkede deres fabrikker.
Bank- og forsikringsfolk sluttede sig til væveri- og minearbejdere, mens transportarbejdere over hele landet besluttede sig for at stå udenfor deres bus- eller latbilgarager.
Kommunistiske fagforeninger gik sammen med andre fagforeninger for at sikre den bredest mulige mobilisering.
Hver lokal fagforening i denne strejke havde sine egne krav, sine egne problemer og frustrationer. Men det, som samlede og skabte bredde blandt millioner af arbejdere, kredsede omkring demokrati på arbejdspladsen, en større del af kagen og kravet om et mindre giftigt socialt landskab.
Ignoreret af regeringen
Gennem fagforeningerne rejste arbejderne deres 12 krav til regeringen, som ignorerede dem.
I sidste øjeblik, da det så ud til, at strejken ville få stor opbakning, forsøgte regeringen at give små indrømmelser. Det var ikke nok. Det var, som fagforeningerne sagde, en fornærmelse.
Der er ingen forventning om, at strejken i sig selv skulle føre til væsentlige indrømmelser fra regeringen. Som bekendt ændrede regeringen ikke sin arbejder-fjendske politik efter sidste års strejke med 150 millioner deltagere.
I stedet satte Narendra Modis regering yderligere gang i »arbejdsmarkeds-reformene« – nemlig at svække fagbevægelsen og gøre det nemmere at fyre de ansatte efter forgodtbefindende.
Strejken fortæller, at Indiens arbejdere fortsat er aktive i klassekampen.
Frygt for fattigdom er blevet til virkelighed
De har ikke overgivet sig til »virkeligheden«.
I 1991, da regeringen besluttede at åbne økonomien i den globale kapitals turbulente interesse, gjorde arbejderne oprør.
I august 1992 gik tekstilarbejderne i Bombay på gaden i deres undertøj – de erklærede, at den nye orden ville efterlade dem i en ynkelig fattigdom. Deres symbolske optræden er den virkelighed, vi ser i dag. Vijay Prashad er professor i internationale studier på Trinity College i Hartford, Connecticut, og forfatter til 18 bøger, blandt andet Arab Spring, Libyan Winter (AK Press, 2012), The Poorer Nations: A Possible History of the Global South (Verso, 2013) og The Death of a Nation and the Future of the Arab Revolution (University of California Press, 2016).
Premierminister Narendra Modi ved den indiske pavillon under COP 21 i Paris
Wikimedia Commons
Indien – en af verdens største udledere af skadelige drivhusgasser – har netop tilsluttet sig den globale klimaaftale, Paris-aftalen. Indien underskriver som det 62. land, og aftalen er dermed meget tæt på at træde i kraft.
3. oktober 2016 – Søndag blev en ny milepæn for den globale indsats mod temperaturstigninger og klimaforandringer, da Indien som det 62. land godkendte den fælles klimaaftale. Indiens premierminister, Narendra Modis, ministerråd underskrev aftalen den 2. oktober 2016, der er samtidig er 147-års jubilæet for Mahatma Gandhis fødselsdag.
Med Indiens officielle ratificering, kom Paris-aftalen et godt stykke tættere på at kunne træde i kraft. De i alt 62 underskrivere tegner sig for i alt 51,89% af udledningen af drivhusgasser på globalt plan.
Paris-aftalen, der udspringer af forhandlingerne under klimatopmødet, COP21, i Paris sidste år, stiller både krav til udviklede og såkaldte udviklingslande om at sætte nye ambitiøse mål for en grønnere dagsorden og at modvirke den globale temperaturstigning.
Temperaturstigningerne vurderes at være årsag til højere vandstande og ændrede vejrforhold verden over, hvilket har en betydelig indflydelse på blandt andet fødevareproduktion, adgang til ressourcer og forekomsten af naturkatastrofer.
Ambitiøs 2030-klimaplan
Paris-aftalen kræver, at verdens lande skal præsentere nationale handleplaner, der kan begrænse opvarmningen og holde temperaturstigningerne til under 2 grader over det præ-industrielle niveau, som det lyder i aftalen.
Indien har blandt andet sat som mål, at mindst 40% af deres produktion af elektricitet skal komme fra vedvarende energi i 2030. For at kunne levere dette, vil landet installere hele 175 gigawatt vedvarende energi – primært sol- og vindenergi – inden 2022 for at kunne genere mere bæredygtig energi til landets borgere.
Både det internationale energiagentur, IEA, og forskningsinstituttet World Resources Institute har tidligerevurderet Indiens energiplan til at være enormt ambitiøs, når det nuværende niveau og kapacitet tages i betragtning, og de stiller spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er muligt at opfylde den.
De anerkender dog samtidig, at landet tager konkrete og målrettede skridt for at opnå en forbedring af energiforbruget.
Dette inkluderer blandt andet opførelsen af nye, store solanlæg i den kommende årrække samt flere forbedringer af elnetværket, så det er gearet til håndtere inklusionen af vedvarende energi.
En kamp om finansiering
En ting er dog sikkert – det vil kræve en massiv økonomisk investering at komme i mål for Indien. Premierminister Modi har fremsagt et behov om 2,5 billioner dollars, hvis landet skal nå dets klimamål. Indien ligger dermed i den absolutte top, når det kommer til regningen for klimainvesteringerne.
Indien forventer dermed ikke overraskende en massiv investering udefra samt tilførslen af ny teknologi, som kan hjælpe landet på vej i gennemførelsen af den ambitiøse handleplan.
Indien har længe været en af de mest markante stemmer for udviklingslandene i diskussionen om, hvem der bærer den økonomiske byrde for at gennemføre Paris-aftalen.
Indien og en række andre udviklingslande gjorde det klart under forhandlingerne på COP21, at de rigeste lande både historisk set er mest ansvarlige for klimaforandringerne og at de også har mest råderum til at justere forbruget og nedbringe udledningen af drivhusgasser.
Det tyder da også allerede på, at finansiering af Paris-aftalen bliver et af de helt store omdrejningspunkter for dette års klimakonference COP22, der finder sted i Marrakech til november.
Danskerne vil hellere give gaver end arbejde frivilligt
Danskerne er mere tilbøjelige til at spytte i indsamlingsbøsserne ved de store indsamlinger eller til at støtte foreninger direkte over betalingsservice. Men samtidig kniber det med tiden til at gøre en indsats i skolebestyrelsen, melde sig som træner i fodboldklubben eller være besøgsven for en ensom pensionist.
Hovedbudskabet i et nyt forskningsprojekt er, at vi arbejder mindre frivilligt end tidligere. Til gengæld giver vi flere penge til landsindsamlinger og velgørende organisationer.
Det fremgår af et nyt såkaldt alternativt nationalregnskab fra en gruppe forskere på Roskilde Universitet, som i en kraftanstrengelse af en statistisk øvelse har gennemtrawlet økonomien i den samlede danske nonprofit-sektor.
Det er anden gang i historien, at et forskerteam kortlægger de økonomiske aktiviteter i fonde, foreninger og organisationer samt selvejende institutioner. Og selvom den samlede økonomi i sektoren ikke har udviklet sig siden første nedslag, er der sket store bevægelser under overfladen.
I 2004 var hver tredje dansker engageret i frivilligt arbejde. Det billede er det samme i 2012, men nu lægger hver enkelt frivillig færre timer i løbet af året – nemlig 118 mod tidligere 126 – viser forskernes opgørelse.
”Det er ikke nogen stor, markant tilbagegang per person, men når man regner det samlede antal timer ud, så er det faktisk en væsentlig nedgang, der er sket,” siger Thomas P. Boje, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.
Han peger på en udvikling, der er foregået sideløbende med, at antallet af frivillige arbejdstimer er faldet; nemlig at danskerne nu giver langt mere til landsindsamlinger og humanitære, sociale og tilsvarende velgørende foreninger.
I 2003 lå værdien af danskernes bidrag på lidt over tre milliarder kroner. I 2012 var tallet steget til næsten 6,5 milliarder – altså mere end en fordobling.
”Kort sammenfattet, så giver danskerne større beløb til indsamlinger og nonprofit-sektoren i stedet for at lægge frivillige arbejdstimer,” siger Thomas Boje.
(artiklen fortsætter under tabellerne)
Hvem tjener mest på pengegaver og indsamling?
Nonprofitsektorens indtjening fra pengegaver i mio. kr.
Børnefamilierne er pressede
Årsagen til udviklingen er at finde på arbejdsmarkedet, mener professoren.
”Vi presses på arbejdsmarkedet, og der stilles større krav. Det er tydeligt, at der er sket en udvikling, sådan at man simpelthen ikke har den samme tid eller de samme kræfter til at engagere sig så meget i det frivillige arbejde,” siger Thomas Boje.
Han peger på, at de store fald i det frivillige engagement er sket hos børnefamilierne, der klassisk er meget aktive på skole- og fritidsområdet – og ikke mindst blandt danskere med lange uddannelser.
”Folk med langvarige uddannelser havde i gennemsnit 20 timers frivillighed om måneden i 2004. De har 13 timer i gennemsnit om måneden i 2012. Det er jo en markant nedgang,” siger Thomas Boje.
(artiklen fortsætter under tabellerne)
Størrelsen på de forskellige typer organisationer
Hvilke har flest frivillige – omregnet til heltidsansatte?
Organisationstype
Antal beskæftigede i 2013 + antal ulønnede i 2012
1.
Kultur og fritid
68.024
2.
Uddannelse
61.110
3.
Socialforsorg
38.954
4.
Bolig og lokalsamfund
23.938
5.
Branche og faglige organisationer
19.055
6.
Religion
12628
7.
Andet
11753
8.
Internationale organisationer
4597
9.
Sundhed
4133
10.
Politik, rådgivning og bistand
3890
11.
Miljø og natur
1007
12.
Filantropi
-
Flere ansatte, færre frivillige
Oversigt over professionalisering af organisationer
Procentuel ændring i lønnede ansatte fra 2003-2013
Procentuel ændring i ulønnede ansatte fra 2004-2012
Miljø og natur
140 %
-67 %
Religion
76 %
67 %
Bolig og lokalsamfund
59 %
25 %
Kultur og fritid
41 %
Internationale organisationer
39 %
-44 %
Uddannelse mv.
8 %
11 %
Andet
-3 %
37 %
Branche og faglige org.
-19 %
-63 5%
Socialforsorg
-25 %
-4 %
Politik, rådgivning og bistand
-59 %
-46 %
Sundhed
-76 %
-9 %
Der er en stor stigning i organisationer der vedrører miljø og natur, religion, bolig og lokalsamfund samt internationale organisationer. For både organisationer inden for miljø og natur samt internationale organisationer sker der en professionalisering.
50 milliarder om året
Det er anden gang, professoren gør status over økonomien i nonprofit-sektoren. Første gang målte og vejede han sektorens økonomiske aktiviteter i 2003 og kom frem til, at de samlede nonprofitable aktiviteter dengang tilførte værdier på 36,7 milliarder kroner til samfundet – svarende til 2,6 procent af det danske bruttonationalprodukt.
I dag er værditilvæksten steget til 50,5 milliarder, men andelen af BNP er den samme: 2,7 procent.
Opgør man ikke bare, hvor meget værdi nonprofit-sektoren skaber for samfundet, men sektorens samlede indtægter, er tallet mere end dobbelt så højt, nemlig lidt over 124 milliarder kroner – svarende til 6,6 procent af bruttonationalproduktet.
Det er vigtig viden, mener Thomas Boje ikke overraskende.
”Du kan ikke forstå, hvordan samfundet hænger sammen, hvis du kun har staten og markedet med. Der er en hel masse organisationer, som udgør det kit, der sikrer sammenhængskraften i vores samfund. Og det er af stor betydning,” siger han.
Han påpeger, at civilsamfundet fylder meget i Danmark – sammenlignet med en del andre lande, og at økonomien i nonprofit-sektoren, målt som udgifter i forhold til BNP, er større end i for eksempel vores nordiske nabolande.
Indvandrere bidrager også
Og så er der en ting, der i særlig grad har overrasket professoren: De ikke-vestlige indvandrere bidrager omtrent lige så meget som danskerne til økonomien i nonprofit-sektoren. Men de gør det på en anden måde.
”De arbejder mindre frivilligt i formelle organisationer, og de giver mindre i donationer. Til gengæld giver de mere i økonomisk støtte – for eksempel fra børn til forældre,” fortæller Thomas Boje.
I gennemsnit svarer danskernes frivillige indsats til godt 30.000 kroner per år, når man fordeler den samlede værdi af frivilligt arbejde, uformel hjælp og pengegaver på alle danskere i befolkningen. Til sammenligning yder de ikke-vestlige indvandrere i Danmark i gennemsnit for lidt over 25.000 kroner.
”Det, synes jeg, sådan set er værd at bemærke, når man tænker på, at de ikke-vestlige indvandrere gennemsnitligt har væsentlige færre økonomiske ressourcer end andre dele af befolkningen,” siger Thomas Boje.
Forleden sad jeg til et møde med en lang række andre ngo'er. I to timer talte vi om en ansøgning om midler. Hvad ønskede det relevante ministerium? Hvad kunne vi skrive for at vise, at vi skam ville gøre som ønsket? Og hvad ville nu være strategisk smart for senere hen måske at få flere penge? Det eneste, vi næsten ikke talte om, var, hvad vi egentlig ønskede at udrette.
I lang tid var den slags møder dagligdag for mig. Ja, jeg vil endda gå så langt som at sige, at jeg var blevet rigtig god til at bidrage til den slags diskussioner. Jeg følte, at jeg forstod "spillet" og forholdsvis let kunne se, hvordan vi som ngo skulle manøvrere i det. Og jeg nød faktisk den strategiske udfordring, det også var.
Efter en årrække i organisationer som Red Barnet, Dansk Ungdoms Fællesråd og Mellemfolkeligt Samvirke, der er afhængig af statslige og EU-finanser, er noget af det mest anderledes i min relativt nye stilling som kampagnechef for Greenpeace i Danmark, at det udelukkende er almindelige mennesker og et fåtal af fonde, der leverer grundlaget for det arbejde, vi laver.
For dermed ændrer samtalen sig markant. Det afgørende bliver nemlig, om en given sag eller kampagne giver mening for mig, mine kolleger og for de mennesker, som har givet os mandat til at skabe forandringer i fællesskab.
Fra forvaltning til frihed
I Greenpeace bruger vi ikke tid og kræfter på at tilpasse vores arbejde i forhold til nye politiske vinde, der påvirker administrationen af midler, nye forvaltningstunge retningslinjer eller nye muligheder for finansiering. Vi bruger i stedet tiden på at diskutere de store problemer herhjemme og i verden, hvordan vi som organisation skal udvikle os, og hvordan vi kan bidrage til at skabe de forandringer, vi oplever som nødvendige ud fra et miljøfagligt og videnskabeligt grundlag.
Også for på den mest effektive måde at anvende de bidrag, som vores støttemedlemmer betror til os – i manges tilfælde endda ud af en SU, folkepension eller beskeden løn.
Jeg har aldrig før i mit arbejdsliv brugt mindre tid på detaljerede ansøgninger, afrapporteringer i lange baner samt timeregistrering og -budgettering, som konstant er en tidskrævende udfordring, fordi virkeligheden altid ændrer sig. Også selvom Greenpeace (naturligvis) har sit eget bureaukrati i lighed velsagtens med alle internationale organisationer.
Mindre komfortabelt
Selvom jeg er gået fra forvaltningstunge lederstillinger til en mere kreativ chefstilling i Greenpeace, er der som antydet en naturlig fællesnævner: vi står til ansvar over for vores donorer. Daværende udviklingsminister Søren Pind (V) annoncerede på et tidspunkt, at hvis ngo'erne blev bedre til at vise resultater, ville han gerne slække på rapporteringskravene. Men nye ministre kom til, og gennem årene er kravene blevet større.
Jeg kan til gengæld i dag glæde mig over, at de mennesker, der udgør grundlaget for Greenpeaces arbejde, generelt ikke ønsker alenlange, tunge afrapporteringer, men gerne vil have konkrete resultater, eksempelvis formidlet på sociale medier og i emails.
Er alt så bare meget bedre uden statslig finansiering? Tja, det er i hvert fald mindre komfortabelt. Vi passer ekstremt godt på pengene, og vores økonomiske adfærd er konservativ. Lønnen er lavere end i mange andre ngo'er, per diem det samme, og på rejser bor vi som udgangspunkt på deleværelser på vandrehjem eller de billigst mulige alternativer. For det er ganske almindelige menneskers penge, vi forvalter. Det giver mening.
Venstre-regeringen og blå blok har fundamentalt svækket Danmarks traditionelle langsigtede, fattigdomsorienterede u-landsvirke. Nogenlunde sådan konkluderer en ny analyse fra Timbuktu-fonden om dansk bistand på baggrund af regeringens finanslovsforslag for 2017.
Venstre-regeringen lancerede sit forslag til finanslov for 2017 under overskrifter om flere penge til udvikling og til humanitær bistand. Den nye analyse med titlen “Et skridt frem, men efter to skridt tilbage” afdækker, at de glade budskaber ikke fortæller hele historien.
Bistanden til Afrika rasler ned og store og små danske NGOer aner ikke om der overhovedet er penge til dem fra 2018, for til den tid har regeirngen sagt aftalerne med dem op. Samtidig udsultes FN-systemet, som nu er nede på en rekordlav andel af de danske u-landsmidler, selv om flere af de selvsamme organisationer i FN-familien er udset til at lodse verdenssamfundet frem mod de ambitiøse mål i dagsorden 2030.
Analysen er tillige gennemført, fordi det de seneste år er blevet sværere og sværere at gennemskue, hvad der rent faktisk sker med dansk udviklingsbistand i takt med, at de indviklede opgørelsesmetoder for bistanden ændres, og regeringens entydige fokus på de positive budskaber øges, hedder det.
Tilsidesatte folketingsflertal
HVOR fast et greb regeringen holder i milliardsparekniven, kom dog frem med al tydelighed, da et flertal i Folketinget før jul 2015 vedtog et beslutningsforslag, der halverede regeringens besparelser på u-landsbistanden i fjor.
Det skete ved at føre 1,4 udaf 2,7 milliarder sparede u-landskroner tilbage til bistanden, så den holdt sig oppe på 0,8 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) mod regeringens erklærede ønske om at hugge den ned til 0,7 pct.
Regeringens reaktion? Ja, den nægtede simpelt hen at efterkomme folketingsflertallet, fordi der teknisk set var tale om et beslutningsforlslag og ikke et egentligt lovforslag. Det affødte harmdirrende protester, men til ingen nytte – se https://globalnyt.dk/content/stor-vrede-i-udenrigsudvalget-over-blive-ti...
Derfor kan det næppe undre, at selvsamme regering udnytter mulighederne for at finansiere så meget som muligt af flygtningeudgifterne over bistanden. For det første har den Dansk Folkeparti som en væsentlig del af sit parlamentariske grundlag og for det andet står denne hensigt indskrevet i blå bloks finanslovsaftale for 2016.
Der står direkte, at mulighederne skal udnyttes til “det yderste” i forhold til nogle regler fra OECD bistandskomite (DAC) i Paris. Disse regler er som Timbuktu-rapporten også nævner “flere år gamle og meget uklare”.
Dette har angiveligt kostet bstanden flere hundrede millioner kroner, men er altså helt i tråd med regeringens politik.
Danmarks omdømme på spil
I sommer konkluderede OECD DAC i sin gennemgang af det danske udviklingssamarbejde, at de voldsomme besparelser på udviklingsbistanden kombineret med Danmarks massive brug af bistanden til at modtage flygtninge truer det enestående, internationale omdømme, Danmark har opbygget gennem årtier.
Her er sammensætningen af bistanden under opbrud. FN er f.eks. rent ud sagt ved at blive kørt ud på et sidespor efter at have udgjort et centralt element i dansk u-landsvirke i årtier.
Som FN-forbundet skriver i sit høringssvar om udenrigsminister Kristian Jensens (V) nye udviklingsstrategi:
Fraregner man bistanden via EU og ser på resten af den multilaterale bistand, der primært kanaliseres via FN, er den multilaterale bistand faldet fra 32 pct. i 2004 til kun 11 pct. i 2015.
Det er uholdbart, at man 'udsulter' den del af det multilaterale system, som skal sikre, at vi når verdensmålene og realiserer en bæredygtig udvikling, anfører forbundet og fortsætter:.
Det er helt i orden, at bistanden via EU tilgodeses, men det må ikke ske på bekostning af den globale indsats, som netop er vejen til at sikre universelle løsninger, hvor både rige og fattige lande samarbejder - se hele indlægget på
Nu skal man ikke tro, at dette er sket ved en tilfæidghed. Som Venstres udenrigs- og u-landsordfører, Michael Aastrup-Jensen, sagde på et debatmøde i Ulandsfagligt Selskab forleden i København:
”Det er ikke et mål i sig selv at opnå status i FN. Derfor reducerer vi bidragene i form af frie midler til de store organisationer og fokuserer på de områder, Danmark prioriterer”. Se mere på
Med andre ord: Gode karakterer og penge til de organisationer Venstre kan lide (allerede Uffe Ellemann-Jensen var inde på det samme som udenrigsminister) og sparekniv eller slet ingen ting til resten.
Samme most til NGOerne
De frivillige og private organisationer i u-landsarbejdet – de såkaldte NGOer – skal tilsyneladende snart have samme most.
For det første påviser Timbuktu-rapporten, at de omfattende besparelser, de har været udsat for i 2015 og16, nu gøres permanente, selv om ledende Venstrefolk tidligere har været inde på, at de er midlertidige.
For det andet skal støtten til de danske NGOer ifølge Michael Aastrup-Jensen og andre fremtrædende Venstremænd i højere grad gives ”i samspil med regeringens overordnede strategi.”
Timbuktu-analysens forfatter, den kendte u-landsjournalist Jesper Heldgaard, skriver karsk herom:
“O kr. Det er hvad der står ud for store organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Røde Kors i finanslovsforslaget fra 2018 og frem. Forklaringen er, at aftalerne med alle 17 rammeorganisationer (med særligt tæt samarbejde med Danida, red.) opsiges med udgangen af 2017.”
“I stedet vil udenrigsmiisteiret igennem en åben ansøgningsrunde afgøre hvlke organisationer, der fra 2018 og fremefter skal have partnerskabsaftaler (rammeaftaler) med udenrigsministeriet. Ingen af de organisationer, der hidtil har haft flerårige aftaler om at modtage mellem syv og 100 mio. kr. fra Danida, aner altså, hvad fremtiden byder på fra 2018”.
Udenrigsminister Kristian Jensen har dog allerede givet et vink om, hvem der er i kridthuset og ikke- se mere på
Analysen anerkender, at regeringen vil skærpe den danske indsats på nogle områder, men dokumenterer også konsekvenserne af, at Venstre vil fastholde den samlede danske udviklingsbistand inden for en ramme, der er på sit laveste niveau siden 1980 - altså i næsten 40 år - nemlig på de blot 0,7 pct. af Danmarks BNI.
Og det på et tidspunkt, da danskerne er rigere end nogensinde og eksempelvis ifølge de seneste tal fra Nationalbankem puger penge i stigende mængde. I snit har ung som gammel sparet 140.900 kr, op i banken; det svarer til 806,5 milliarder i samlet indlån i pengeinstitutterne i august.
Og for det ikke skal være løgn har danskernes samlede aktieudbytte her i 2016 kurs mod at lande på omkring 55 milliarder kroner. Mere end tre gange så meget som den totale danske bistand til verdens u-lande.
Så råd har vi nok. Men den førte politik går ikke desto mindre hårdt ud over flere af de områder, hvor Danmark tidligere har markeret sig stærkt, som også OECD DAC fremhævede: Fattigdomsorienteringen, den multilaterale bistand og klimaet.
Noget af det, der rammes allerhårdest – trods Venstres løfter om det modsatte – er dansk bistand til Afrika. Den er allerede næsten halveret fra 2011 til 2015, og faldet vil fortsætte de næste fem år, hvis forslaget til finanslov vedtages, som det ligger nu.
I 2015 kom der mellem 80.000 og 150.000 fattigdoms-flygtninge op gennem Sahara – og kæmpelandet Niger.
Eksempelvis får netop Niger, der p.t. ganske enkelt er verdens allerfattigste nation, 360 mio. kr. fra Danmark i årene fra 2017 til 2021, og det er ganske andre toner, end der ellers har lydt fra Venstre og Danida.
Danmark har historisk høstet international anerkendelse for at rette sin udviklingsbistand mod verdens fattigste og mest udsatte lande.
I OECDs seneste gennemgang af vor bistand her i 2016, roses Danmark for at yde 0,26 pct. af sit BNI til denne gruppe af lande, der kategoriseres af FN som mindst udviklede.
Det er langt over de andre giverlande i OECD, der har et gennemsnit nede på 0,09 pct. Men Venstre-regeringen lægger nu op til en permanent lavere ambition for fattigdomsorienteringen. I sit udkast til en ny udviklingsstrategi foreslås det, at Danmarks bistand til de mindst udviklede lande skal udgøre 0,2 pct. af BNI.
I kredsen af partnerlande for dansk bistand optræder dog indtil videre LDC-landene Afghanistan, Bangladesh og Burma (Myanmar) i Asien og Burkina Faso, Mali, Niger, Uganda og Tanzania i Afrika. Dertil kommer et rimeligt stort bistands- og humanitært engagement i lande som Etiopien, Somalia og Sydsudan.
Så er der kulturen – eller er der….
Lige til sidst skal det med, att den vigtige kulturelle dimension i udviklingssamarbejdet nivelleres ned til nul.
I 2015 besluttede regeringen at lukke Center for Kultur og Udvikling (CKU) i København, som havde plejet de kulturelle bånd til verdens u-lande og arrangeret de store Images-festivaler. CKU var oprettet i 1998 og modtog 40-50 mio. om året til drift og aktiviteter.
Centret lukker helt ved udgangen af 2016. Trods udsagn om det modsatte er der i finanslovsforslaget for 2017 afsat et rundt nul på posten for kulturelt samarbejde i årene frem.
Og i Venstre-regeringens udkast til en ny udviklingsstrategi er kultur ikke nævnt et eneste sted på de 30 sider, fremgår det af Timbuktu-fondens seneste analyse.
Frivillig butiksassistent Vores Fair Trade og genbrugsbutik på Århusgade i København Ø søger frivillige til at stå i butikken. Er det noget for dig? Se mere og søg stillingen via linket her.
Vi søger en frivillig chauffør / ”flyttemand” til afhentning af loppemarkedseffekter for U-landsforeningen Svalernes loppemarked på Nattergalevej 6. Svalerne kører selv ud og afhenter diverse loppemarkedseffekter, og i den forbindelse har vi brug for frivillige chauffører, der har lyst til at hjælpe til. Det kræver IKKE lastbilkørekort, men blot almindeligt kørekort at køre vores kassevogn. Se mere og søg stillingen her.
CISU indkalder til møde om puljernes nye form
CISUs bestyrelse og sekretariat inviterer alle interesserede medlemsorganisationer til møde om puljerne den 24. og 25. oktober.
Det sker som led i arbejdet med at reformere CISUs puljer. Puljerne bliver normalt gennemgået og opdateret hver fjerde år, og netop nu er det særligt relevant, fordi rammebetingelserne er blevet ændret.
Betingelserne er især ændret af Danidas udviklingsstrategi og af færre penge i puljerne. Derfor vil ændringerne nok være mere omfattende end normalt i forbindelse med revision af retningslinjerne.
På mødet vil vi se på, hvordan puljerne skal tilpasse de fremtidige bevillingsrammer og vilkår til de betydelige ændringer i konteksten, der har betydning for CISUs og medlemsorganisationernes arbejde. Det gælder for eksempel de aktuelle forslag til udviklingspolitisk strategi og finanslov 2017, der blandt andet indeholder forslag til en omlægning af Civilsamfundsstøtten. Forslagene går blandt andet på forankring og forenkling.
