Copy
Billeder, film og nyt fra de første måneder af årgang 2016-17
View this email in your browser
Kære modtager af Epos' nyhedsbrev
Her får du efterårets nyhedsbrev med nyheder og historier, film og billeder fra de første måneder af 'årgang 2'. Overskrifterne er:
  • Meget positiv efterårsevaluering
  • Velkomsttale til årgang 2
  • 'Mine første uger på Epos' -blogindlæg
  • Film om temaforløbet Arternes Parlament
  • Epos fik sølvmærket i økologi
  • Følg Epos på instagram
  • Epoeter lavede film om tur til Comic Con Copenhagen
  • Temaforløb om journalistik og menneskerettigheder
  • Tak for denne gang til Mia og Daniel
  • God fart på indskrivningerne til årgang 3
  • Nye investeringer: Fysiklokale, pillefyr og isolering
  • Kommende camps

NB: Hvis du ikke automatisk ser billederne og filmene, som er indsat i dette nyhedsbrev, så anbefaler vi, at du trykker på det lille link øverst for at aktivere billeder og film. Alternativt kan du åbne nyhedsbrevet via vores hjemmeside under 'nyheder'.

 
Meget positiv efterårsevaluering
Fredag inden efterårsferien samledes epoeterne i teatersalen for at evaluere deres første to måneder på Epos. Alle udfyldte blandt andet et spørgeskema om deres oplevelse af året indtil nu, og svarene er meget positive at læse.
Til udsagnet 'Jeg er gladere for at gå på Epos end jeg var for at gå på min tidligere skole' erklærede hele 75% sig 'meget enig', 18% 'enig' og 7% svarede 'hverken/eller'. Ingen tilkendegav, at de var mindre glade for at gå på Epos end på deres tidligere skole.
Til udsagnet 'Jeg føler at jeg lærer mere på Epos end jeg gjorde på min tidligere skole' erklærede 18% sig 'meget enige', 55% var 'enige', 23% svarede 'hverken eller' og kun 5% mente, at de lærte mere på deres gamle skole.  

Svarene bekræfter det billede vi har af nogle meget engagerede og positive elever, som går energisk til undervisningen, og som er gode til at støtte og give plads til hinanden i fritiden.

Efter at have udfyldt evalueringsskemaerne afsluttede vi efterårsafrundingen men en aktivitet, som epoeterne kalder 'egosedler': Alle skriver deres navn på et stort A3 ark som man lægger på gulvet, og herefter går alle rundt og skriver venlige hilsener eller værdsættende kommentarer på hinandens sedler. Der blev delt mange gode ord, og alle kunne tage på ferie med et kulørt ark fyldt med påskønnelser.
 
Velkomsttale til årgang 2
For to måneder siden samledes det nye elevhold, deres forældre og Epos' medarbejdere ('eposofferne') i teatersalen for at indlede det nye år. Her er forstanderens velkomsttale til den nye årgang:
 

Kære elever, kære epoeter

Med jer til Epos medbragte I i dag en fortryllende bog. Jeg har ikke skrevet den på jeres pakkeliste, for jeg vidste, at I ville medbringe den uanset hvad. Det er ikke en bog der findes i papirsform, og den eksisterer faktisk slet ikke i denne dimension, men I kan alligevel se for jer, at I har bogen hos jer lige nu. Måske er den indbundet i læder, og måske er skriften på forsiden kunstfærdigt snirklet.

Og når du læser de snirklede bogstaver kan du se at der på forsiden står: Min fortælling om Epos.

Og nedenunder står dit navn – eller måske dit kunstnernavn eller dit hemmelige navn.

Det spændende ved denne bog er, at når du åbner den, så vil du opdage noget besynderligt: Siderne i bogen er tomme. Eller det vil sige: Helt tomme er de ikke, for der er nogle overskrifter hist og her.

Måske er der en overskrift der hedder ’eventyret begynder’. Måske er der en overskrift, der hedder ’venskaber knyttes’. Det kan også være der er en overskrift der hedder ’den mørke regnvejrsdag’, eller ’min store udfordring – og historien om, hvordan jeg overvandt den’.

Men ud over nogle overskrifter, så er siderne blanke, for det er dig, der skal skabe fortællingen.

Fortællinger kommer i mange former – fra et japansk Haiku digt på 17 stavelser til en TV serie med rigtigt mange afsnit. Men den fortælling, som du nu kommer til at skabe, bliver længere og mere episk end selv den længste TV serie. Karaktererne i din fortælling kommer til at være mere virkelige, interessante og komplekse end i nogen film, du nogensinde har set. Og selvom der kommer til at være en rød tråd i fortællingen, så kommer der også til at være en masse sideplots og små sidehistorier, du kan gå på opdagelse i.

Fortællingens genre kan bedst sammenlignes med et rollespil. Det bliver det som man i rollespilsjargon ville kalde et 10 måneder langt ’fully immersive live action roleplay’...

Læs hele talen her
Velkomsttalen til de nye epoeter.
'Mine første uger på Epos' - blogindlæg
Mathias Gissel - epoet årgang 2 - har skrevet dette blogindlæg om, hvordan det var at starte på Epos:

"Da jeg først så på skolen, fik jeg et helt forkert indtryk af hvordan timerne foregår. Jeg troede at de første timer på dagen var ligesom den normale folkeskole og at eftermiddagen bød på en smule rollespil. Men sådan var det slet ikke. Det var bedre!

For det første var der også rollespil i de første timer om formiddagen, som er egentlige fagtimer. I engelsk har vi f.eks. prøvet at være vampyrer, som skulle optages i en kult.  Så har vi kigget på forskellige korte tekster og digte i dansk, hvor vi også har spillet improvisationsteater med scener fra teksterne. Vi har kigget på atomkraftværker og bomber i fysik.

Og der er kun gået tre 3 uger!

Om eftermiddagen har vi temauger, der bliver undervist som rollespil og læringsforløb. Lige nu har vi “Arternes Parlament”, hvor vi alle er ambassadører for nogle forskellige dyr og planter. Det er både sjovt og lærerigt.

Inden frokost har vi nogle forskellige ting vi skal. Enten skal vi lave noget fysisk aktivt eller også skal vi gøre rent. Og det kan godt være, at det virker dødssygt at rydde op, men det er faktisk ret hyggeligt og det er kun to gange om ugen!

De andre dage har vi svedblok, som er idræt med forskellige temaer.

Om mandagen er der valgfag og lektiecafe. Valgfagene skifter, så man både kan vælge fortælling, teater, selvforsvar, fysik og andre ting."
Læs hele blogindlægget her

Film om temaforløbet Arternes Parlament
Hvordan ville verden se ud, hvis den var styret af ræve, hugorme og birketræer? Hvilke lovforslag ville en løvfrø argumentere for?
Denne type spørgsmål havde vi mulighed for at stille i læringsrollespillet Arternes Parlament, som vi spillede i August. Her udforskede vi en verden, hvor demokratiet omfattede alle dyre- og plantearter. Eleverne spillede rollen som “ambassadører” for hver sin art. Gennem leg og research, debat og samarbejde var opgaven, at få sin arts politiske interesser ført ud i livet.
Vi har fået lavet en film, som giver et godt indtryk af stemningen i temaforløbet. Du kan se den herunder eller på vores hjemmeside, hvor vi har samlet et par håndfulde film om livet og undervisningen på Epos.
En ny film om temaforløbet 'Terra Incognita' er på trapperne, og vil blive delt på facebook og på vores hjemmeside.
Temaforløbet Arternes Parlament (klik på billedet for at se filmen)
Epos fik sølvmærket i økologi
Epos blev den tredje efterskole i Danmark, som fik sølvmærket i økologi. Hermed kan vi glæde os over, at maden indeholder mindst 60% økologiske råvarer. Bæredygtighed har fra starten været en del af vores værdigrundlag, og det giver sig også udslag på andre områder end kosten. Vi har nemlig tilmeldt os ’Vild med vilje’ programmet som går ud på, at vi hen over sommerhalvåret lader en stor del af vores græsarealer stå uberørt hen. Det betyder, at vores udendørsarealer snarere ligner en vild eng end en veltrimmet græsplæne. Det er godt for områdets dyreliv – blandt andet sommerfuglene. Det lidt utæmmede engområde mener vi også passer godt til en efterskole, som går op i rollespil og magiske fortællinger.
Tre elever hjælper Epos’ bæredygtighedsboss Nina med at gøre Efterskolen Epos grønnere. De kalder sig EBOS’erne hvilket står for: Epos’ Bæredygtig Omstillings Sheriffer.
Følg Epos på instagram
Epos er kommet på det sociale medie Instagram, som især bruges til at dele billeder. Profilen hedder Epos Cosplay, og her kan du bl.a. se billeder af epoeternes kostumer og rekvisitter. Se et par eksempler herunder eller følg linket.
https://www.instagram.com/eposcosplay/
Epoeter lavede film om tur til Comic Con Copenhagen
For et par uger siden deltog en gruppe epoeter i Comic Con Copenhagen, som er en af nordens største popkultur begivenheder. Mikkel har sammen med Haru og Tazu lavet denne lille film om deres tur.
Epoeter på tur til Comic Con Copenhagen (klik på billedet for at se filmen)
Temaforløb om journalistik og menneskerettigheder
I ugen op til efterårsferien har eleverne beskæftiget sig med menneskerettigheder, og har blandt andet studeret det russiske valg. Eleverne har været delt op i to grupper som skulle være journalister fra henholdsvis den statsejede avis Komsomolskaja Pravda og den uafhængige avis Novaja Gazeta. Det har været et forløb om samfundsforhold, politik og om, hvilken rolle medierne spiller i forhold til menneskerettigheder og politiske processer.
Forløbsleder Mia Lilliendahl som Moskalkova - den russiske ombudsmand for menneskerettigheder - sammen med temaforløbets lærere, i rollerne som redaktører for henholdsvis den statsejede og den uafhængige russiske avis.
Som led i temaforløbet om menneskerettigheder har eleverne også spillet det prisbelønnede computerspil Peacemaker, som handler om at skabe fred mellem Israel og Palestina. I filmklippet herunder forklarer Mathias, hvordan spillet fungerer.
I computerspillet Peacemaker skal man lede enten Israel eller Palestina, og forsøge at skabe fred i mellemøsten (klik på billedet for at se filmen)
Tak for denne gang til Mia og Daniel
To af vores deltidsansatte medarbejdere – Mia Lilliendahl og Daniel Jones – har fået fuldtidsarbejde andetsteds, og forlader Epos i løbet af Oktober. Daniel har i sensommeren modtaget sin Ph.d. grad, og har nu fået arbejde på Madagaskar, hvor han vil bringe sin specialiserede viden i spil i forhold til at udvikle programmer, der skal begrænse spredningen af HIV.
Mia har fået et attraktivt arbejde som projektleder i Sønderborg kommune, hvor hun skal være med til at organisere events og kulturelle arrangementer.

Begge vil fortsat være en indirekte del af livet på Epos. -Daniel fordi hans partner Nina bor og arbejder på Epos. Mia fordi hun for nylig har fået fondsmidler til et historieformidlingsprojekt på Sønderborg slot, som Epos bliver en del af, og som Mia skal være med til at udvikle.

Det er med vemod at vi siger farvel til to gode kolleger. Vi tror også, at mange mennesker kommer til at få glæde af Mias og Daniels talenter, der hvor deres karrierevej nu fører dem hen.
God fart på indskrivningerne til årgang 3
Vi havde omkring 120 gæster fra hele landet, da vi holdt Efterskolernes Dag søndag d. 25. September. I dagene umiddelbart efter nåede vi op på over 40 såkaldte 'trin 1 indskrivninger' hvilket er rekord i forhold til de to foregående år. - I året før årgang 1 nåede vi først de 40 indskrivninger i starten i december, og endte alligevel med næsten fuldt hus (67/70 elever) da skolen åbnede i august.
Hvis indskrivningerne i år fortsætter i samme høje tempo, må vi altså anbefale, at man reserverer plads til årgang 2017-18 i god tid.
Anna 'Haru' Madsen var en af de epoeter, som viste gæsterne rundt på Efterskolernes Dag.
Nye investeringer: Fysiklokale, pillefyr og isolering
Hen over sommeren har vi fået etableret et nyt og topmoderne fysik/naturfagslokale i et rum, som tidligere har været værksted. Det nye lokale giver gode rammer for undervisningen og betyder også, at vores naturfagslærer Martin Kindberg har kunnet udbyde det populære valgfag 'blærede fysikforsøg', hvor eleverne kan prøve kræfter med forsøg, som går lidt ud over det normale folkeskolepensum.
Desuden forventer vi i nær fremtid at modtage godkendelse fra kommunen i forhold til at igangsætte et større energirenoveringsarbejde: Skolens gamle gasfyr vil vi udskifte med et mere miljørigtigt pillefyr, og de gamle varmerør skal udskiftes med nye, velisolerede rør. Investeringerne i energirenovrering kommer til at beløbe sig på over en million kroner, og er finansieret delvist af Epos' overskud og delvist af et lån fra Sønderborg kommune. Alt efter hvor kolde de kommende vintre bliver, vil investeringerne tjene sig hjem på 5-10 år.
På Epos er vi priviligerede at råde over en meget stor bygningsmasse, og det er rart at vi allerede nu er i stand til at foretage investeringer som gør, at bygningerne er 'up to date', og kan bringes optimalt i spil. 
 
Det nye naturfagslokale bliver både brugt til obligatorisk undervisning og til valgfaget 'blærede fysikforsøg'
Kommende camps

EPOS CAMPS (for kommende elever): Her i efterårsferien holder vi Epos Camp for omkring 40 kommende elever, som derved får en smagsprøve på deres kommende skole. På campen vil deltagerne prøve, hvad det vil sige at lære gennem leg og spil, og de vil få mulighed for at melde sig på kreative workshops som 'Sminke, sår & zombier', Live-rollespil, Teater og Improvisation og Bliv en god spilleder. Næste mulighed for at komme på Epos Camp bliver i vinterferien (uge 7), og tilmeldingen åbner inden udgangen af denne måned.

NYTÅRSCAMP: Vi holder nytårscamp 28/12-2/1. Campen er for gamle elever og for gamle Fantasmos camp deltagere (dog kun campdeltagere, som har afsluttet 9. klasse.) Læs mere her: https://www.facebook.com/events/1845322865687911/
 

Tak for din interesse i Efterskolen Epos, og hav en god efterårsferie!

Bedste hilsener,

Mathias Granum, forstander
Copyright © 2016 Efterskolen Epos, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list

Email Marketing Powered by Mailchimp