Copy
Flere veje frem (Illustration: VARC)
View this email in your browser

Der er flere veje til Ladegårds Å

Efter forundersøgelserne blev færdige i juni og viste en overraskende dyr pris, var det forståeligt, at politikerne spurgte sig selv, hvordan man kunne gøre projektet billigere. Borgmester Morten Kabell og andre foreslog, at man kunne starte med at nedrive Bispeengbuen og det har vi støttet herfra.

Det er i imidlertid blevet klart for os, at det ikke er den eneste vej frem. I vores forsøg på at få støtte til at nedrive Bispeengbuen, har vi været i kontakt med de folketingsmedlemmer, der var til vores valgmøde ved sidste valg.

Nogle af politikerne tænker anderledes omkring mulighederne. Hvis man ser projektet som en investering i fremtiden, og ikke blot som nogle penge der skal (for)bruges, så kan det i stedet give mening at øge ambitionerne og udvide projektet.

Hvis projektet tænkes større og får sammenhæng til den øvrige trafikplanlægning i Hovedstadsområdet, så vil der umiddelbart være nogle helt andre muligheder for at skabe værdi for samfundet og dermed finansiering af projektet.

Transportministeren

Til Folkemødet mødte vi Transportminister Hans Chr. Smidt og vi var glade for at blive inviteret ind til ham i Transportministeriet for at fremlægge vores tanker. I september var vi inde til møde sammen med vores lokale folketingsmedlem Jan E. Jørgensen (V). Vores opfattelse af mødet er, at både Jan E. Jørgensen og Transportminister Hans Chr. Smidt var belevne og nysgerrige i forhold til de forskellige løsninger.

Hvad der nu skal ske og hvilken retning projektet går er i høj grad op til politikerne og vi vil ikke komme ind på detaljerne her.

Giv ikke op nu

Vores budskab til jer å-støtter er, at I ikke skal give op nu. Å-projektet antager nye former, men det lever videre. Næste år er der kommunalvalg (og måske også folketingsvalg), og det er vigtigt at vi viser, at vi ønsker det her. Vi vil bede jer om at få jeres venner og bekendte ind og underskrive på www.ladegaardsaaen.dk og så være aktive i forhold til jeres politikere. 

Og så en tak til de aktive i Å-pak, som hjælper med at lave illustrationer, gennemgå tekniske dokumenter og skrive. Illustrationen ovenfor er lavet af en beboer på Ågade.

Venlig hilsen,
Åbn Åen-projektet hos Miljøpunkt Nørrebro

 

Copyright © 2016 Miljøpunkt Nørrebro, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list