Copy
Nyhedsbrev nr. 8  december 2016
Se nyhedsmail i browser

 

Luciapiger i Andreasskolens SFO


Finanslov 2017
Nu kender vi de nye takster

Med finanslovsforliget kom koblingsprocenten tilbage på de 75 %, som har været det stabile grundlag for de frie grundskolers økonomi fra 1995 til og med 2010. Det betyder, at tilskuddet i 2017 vil blive 1.090 kr. højere pr. elev end tilskuddet ville have været ved en koblingsprocent på 73 %.

Friskolerne har udarbejdet en ny version af tilskudsberegneren som skolerne kan anvende til at beregne et skøn over skolens tilskud i 2017, samt reguleringen af tilskuddet i 2016. Tilskudsberegneren er tilgængelig på vores hjemmeside.

Fra oprindeligt forslag til endelige takster
I det oprindelige finanslovsforslag fra august måned steg tilskudstaksterne med knap 2.900 kr. pr. elev fra 2016 til 2017. 

Baggrunden for denne stigning var, at gennemsnitsudgiften pr. elev i folkeskolen steg fra 2013 til 2014, som er grundlaget for beregningen af tilskuddet til de frie grundskoler i 2017.

Samlet set er effekten af den forhøjede koblingsprocent og de forøgede udgifter i folkeskolen, at det gennemsnitlige driftstilskud i 2017 vil være 46.304 kr. pr. elev, (mod 42.320 kr. i 2016), svarende til en stigning på 3.984 kr. Tager man højde for løn- og prisstigningen fra 2016 til 2017 vil den reelle stigning naturligvis være lidt mindre.

Fald i tilskuddet til specialundervisning 
Tidslen i blomsterbedet er et brat fald i tilskuddet til specialundervisning. Taksterne falder ca. 11,5 % i forhold til 2016 - og ligger dermed næsten 18 % lavere end de takster, der blev annonceret i finanslovsforslaget i august måned. 

Årsagen til denne voldsomme nedgang er, at der pr. 5. september blev anmeldt langt flere elever som specialundervisningselever end forventet. Samtidig har der ikke været fælles vilje til at forøge den afsnørede pulje til specialundervisning i takt med det stigende antal specialundervisningselever.

Taksterne til SFO og bygningstilskud er uændrede, ligesom bevillingerne til vikarkassen, befordring og fripladser er uændrede i forhold til finanslovsforslaget fra august måned.

Vi skal understrege, at der er tale om et lovforslag, som forventes vedtaget uændret af Folketinget den 15. december. 

Nye stramninger på tilsynet

Folketinget har vedtaget ændringerne af friskolelovens tilsynsbestemmelser, som har været til behandling henover efteråret.

Vi har forsøgt gennem alle kanaler at få indflydelse på udformningen, men i praksis var det meget vanskeligt at få indflydelse på lovforslaget. Det skyldes først og fremmest, at forslaget hvilede på et politisk forlig, som regeringen indgik i forbindelse med de såkaldte ”imam-forhandlinger”. Indholdet i sådanne forlig er så godt som umuligt at ændre i forbindelse med, at de udmøntes i lovgivning.
Loven træder i kraft 1. januar 2017, men de nye bestemmelser om habilitetskrav og funktionsperioder for tilsynsførende træder først i kraft 1. januar 2018. 

Hvad betyder loven så for friskolerne?
Med lovændringen er formålsparagraffen i friskoleloven ændret med tilføjelsen af et krav om at styrke elevernes demokratiske dannelse. Den nye § 1, stk. 2, 2. punktum lyder pr. 1. januar 2017:

"Skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene."

Tilsynserklæringen skal rumme flere oplysninger
Fremover skal erklæringen indeholde oplysninger om donationer. Det gælder både større enkeltdonationer og om summen af donationer, samt om giverne. Erklæringen skal oplyse ”hvorvidt skolen i det foregående regnskabsår har modtaget en eller flere donationer fra samme donator, der tilsammen overstiger 20.000 kr. ekskl. moms” – er det tilfældet skal givers navn og adresse samt beløb oplyses. Endvidere skal tilsynserklæringen ”indeholde oplysninger om den samlede størrelse af alle donationer og om størrelsen af hver enkel anonym donation på mere end 20.000 kr. ekskl. moms”

Tilsynsførendes erklæring bygger på, at tilsynsførende har krav på at få forelagt de oplysninger vedkommende beder om. Erklæringen vil således bygge på oplysninger skolen og skolens revisor kan fremlægge for den tilsynsførende.

Årsrapporten skal fremover indeholde tilsvarende oplysninger – hvordan det skal udformes ved vi først, når det nye paradigme/regnskabsmodel som skal gælde fra og med regnskabsåret 2017 foreligger.

På et tidspunkt skal tilsynserklæringer afgives i elektronisk form. I 2017 er der afsnøret 2 millioner kroner af bevillingen til de frie grundskoler, som ministeriet blandt andet skal bruge til at udvikle et digitalt format for tilsynserklæringen.

Skærpede krav for valg af tilsynsførende
Fra 1. januar 2018 træder de regler om, hvem der kan vælges som tilsynsførende, og hvor lang tid de kan vælges for i kraft.

Valgperioden nedsættes til maksimalt 2 år, fra de nuværende 4 år. Den tilsynsførende kan genvælges, men kan højst fungere som tilsynsførende på skolen i højst 6 år inden for en periode på 11 år.

En tilsynsførende kan fremover kun være tilsynsførende ved højst 5 skoler.  

En person kan ikke vælges som tilsynsførende for en skole, hvis pågældende inden for de seneste 5 år har været elev på skolen eller gift eller nært beslægtet med en elev på skolen. Samme begrænsning gælder, hvis pågældende
1) har tilhørt forældrekredsen eller
2) været medlem af bestyrelsen, eller
3) været ansat på skolen, eller
4) været bestyrelsesmedlem på en anden fri grundskole, hvis skolens ansatte eller bestyrelsesmedlemmer fører tilsyn med denne anden tilsynsførende, eller været gift med eller nært beslægtet med personer som er nævnt ovenfor som punkt 1-4. 

Undervisningsministeriet opretter et nyt register over tilsynsførende med henblik på at kunne følge overholdelsen af de nye regler om begrænsede funktionsperioder.

Uddannelsen til certificeret tilsynsførende ændres, således at der fremover vil være et særligt modul med fokus på tilsynet med frihed- og folkestyrekravet i friskoleloven.

Ændrede bekendtgørelser
Vedtagelsen vil blive fulgt op af ændrede bekendtgørelser om certificering af tilsynsførende og om ministeriets udførelse af det skærpede tilsyn. Friskoleforeningerne har haft mulighed for at kommentere udkast til ændringerne af bekendtgørelserne.

De meget omtalte bestemmelser om, at ministeriets tilsynsførende i forbindelse med et skærpet tilsyn for eksempel kan overvære forældremøder og bestyrelsesmøder og kan tale med elever, uden at disse har krav på en bisidder, er ikke færdige og indgår i de nye, kommende bekendtgørelser. 

Vi vender tilbage med mere information, når bekendtgørelserne foreligger. 

Regeringsgrundlaget og friskolerne

Den nye trekløverregering har syn for at friskolerne skal være et godt og stærkt alternativ til folkeskolen

I Regeringsgrundlaget d. 27. november 2016 hedder det:
De frie grundskoler er et alternativ til folkeskolen og udgør en vigtig del af det danske skolesystem. De er med til at skabe et mangfoldigt uddannelsessystem, hvor forældre kan vælge et skoletilbud med f.eks. et særligt pædagogisk eller værdimæssigt fokus, samtidig med at undervisningen skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Tilskuddet til de frie grundskoler er hævet på både finansloven for 2016 og efterfølgende finansloven for 2017. Regeringen ønsker at hæve tilskuddet yderligere.
 
Regeringen vil derudover ved en målrettet forhøjelse af koblingsprocenten forbedre de frie grundskolers ressourcer til elever med særlige behov.

Nyt fra Kontoret

Ny regnskabsbekendtgørelse
De velkendte regnskabsmodeller fra regnskabsbekendtgørelsen er fortid, når årsrapporten for 2017 skal udarbejdes ultimo 2017.
I den nye regnskabsbekendtgørelse af 23. november 2016 slettes 22 bilag, som fx hoved- og nøgletal, pengestrømsanalyse, resultatopgørelse m.v. Fremover vil kravene til regnskabsopstillingen m.v. fremgå af paradigmer, som vil blive lagt ud på nettet på http://www.stukuvm.dk
Den nye regnskabsbekendtgørelse træder i kraft 1. januar 2017 og har virkning for regnskabet for 2017. Regnskabet for 2016 skal aflægges efter de samme regler som blev anvendt i 2015. De nye paradigmer er endnu ikke at finde på ministeriets hjemmeside.
Hent regnskabsbekendtgørelsen https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=184962


"Født af Ånden!"

Det vælter ind med julegaver på kontoret, så vi igen i år får fyldte maver og fyldte skabe med gaver. Men historien om Gud, der lod sig føde som et barn har et helt andet sigte. Jesus siger, at ligesom han blev født, så må vi fødes på ny (joh 3). Målet for os er ikke at leve det perfekte liv med den perfekte jul, men at være født af Ånden og leve i julen og i dagligdagen i den virkelighed som barnet i krybben åbenbarede for os.

Glædelig jul til jer alle.

Jette Vibe Filbert       Torben Mathiesen      Hans Jørgen Hansen
 

Kalender

2017

16. januar                      Dialogmøde i Hillerød
17. januar                      Dialogmøde i Holstebro
19. januar                      Dialogmøde i Agerskov
19.-20. januar                SFO-, børnehave og vuggestue-lederkursus
28. februar                     Lederkursus i Nyborg
9.-10. marts                   Bibliotekarernes internatkursus
11. marts                       Generalforsamling Nyborg Strand
28. marts                       Pedeltræf i Aulum
31. marts                       Skoleledermøde Øst på Davidskolen
4. april                           Skoleledermøde Vest på Jakobskolen, Århus






This email was sent to <<E-mail adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Foreningen af Kristne Friskoler · Bytorvet 7, 1. th · Hedensted 8722 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp