Copy
Kære medlem

ABF afslutter året med at tage hul på nogle af det nye års emner, blandt andet ved at offentliggøre aktiviteterne i den nye kursussæson, der begynder i slutningen af januar.

En ny overdragelsesaftale ser dagens lys, Hostrups Haves konkursbegæring har sat gang i mediedebatten om andelsboligforeninger, og så er der en servicemeddelelse til alle de foreninger, der stadig har en foreningshjemmeside gennem ABF's tidligere samarbejdspartner BoligWeb.

God læselyst!

Ny fælles overdragelsesaftale

ABF har i samarbejde med en række organisationer indgået et samarbejde om en ny fælles overdragelsesaftale i forbindelse med køb og salg af andelsboliger.

Foreningens bestyrelser udarbejder i dag en overdragelsesaftale, men hvis der er mægler inde over handlen suppleres overdragelsen af en omfattende købsaftale, mægleren udfylder.

Det har medført stor forvirring ude i foreningerne og har medført en del dobbeltarbejde, at der er to aftaler, der skal udfyldes ved salg, siger ABF-direktør Jan Hansen.

- Fra ABF’s side har vi ment, at ejendomsmæglernes købsaftale har været for omfattende, og den nuværende overdragelsesaftale har i praksis vist sig at have for mange huller. Vi er derfor nu i fællesskab nået frem til én fælles aftale, som skal erstatte begge tidligere aftaler. Det er en aftale, som lever op til alle de krav, som lovgivningen stiller, men som samtidig er mindre omfattende end mæglernes hidtidige købsaftale.

Overdragelsesaftalen kommer ifølge ABF-direktøren også til at øge forbrugersikkerheden for både sælger og køber:

- Denne aftale vil styrke samarbejdet mellem andelsboligforening, administrator og ejendomsmægler og forhåbentlig vil det medføre et mere gnidningsløst forløb lige fra det øjeblik, hvor andelshaveren melder ud, at hun gerne vil sælge sin andel, til sagen kan afsluttes, siger Jan Hansen.

ABF udbyder i foråret 2017 kurser om den ny overdragelsesaftale, og den nye overdragelsesaftale kommer til at ligge på ABF’s hjemmeside i starten af 2017 som et skrivbart dokument, man frit kan downloade.

Igen mediefokus på nødlidende foreninger

Da andelsboligforeningen Hostrups Have blev begæret konkurs af Nykredit den 9. december, gav det anledning til stor bekymring på vegne af andelsboligforeningerne i hele landet. En konkurs betyder betragtelige økonomiske tab for andelsboligforeningens beboere samt de banker og realkreditinstitutter, der har ydet lån til foreningen. Så der er absolut ingen vindere, når det ender med konkurs.

Kunne konkurs have været undgået i Hostrups Haves tilfælde? Der er ingen tvivl om, at foreningernes økonomi ikke hang sammen, og en genopretning af økonomien ville være en forudsætning for at få en levedygtig forening både på den korte og lange bane. Det har ikke været muligt at frembringe løsninger i drøftelser mellem foreningerne på den ene side og kreditinstitutterne på den anden side.

Men ABF har gentagne gange efterlyst større velvillighed hos kreditinstitutterne til at finde løsninger sammen med beboerne. Det har vi gjort, fordi vi mener, at kreditinstitutterne bærer en stor del af ansvaret for, at foreningerne er endt som nødlidende.

Bør man som andelsboligforening være bekymret over den seneste udvikling? Nej og det er vigtigt, at slå fast, at langt størstedelen af landets andelsboligforeninger har en sund økonomi – selvom foreninger naturligvis også føler sig presset i hverdagen med stigende udgifter og forøgelse af gebyrer og bidragssats.

Hvis en forening får en tom bolig, og boligen ikke kan sælges, skal foreningen naturligvis være yderst agtpågivende. Og i de tilfælde opfordrer vi foreningen til at kontakte ABF’s økonomer i sekretariatet.

Desværre kan medieomtalen af enkelte nødlidende foreningers økonomi betyde usikkerhed og utryghed blandt andelshavere og potentielle købere i også alle andre foreninger med en ellers sund økonomi

Derfor har ABF igennem de senere år set det som sin vigtigste opgave, at få genskabt trygheden blandt andelshavere og potentielle købere, dels ved større gennemsigtighed dels ved skærpelse af kravene ved stiftelse af private andelsboligforeninger.

Og straks i det nye år er der aftalt møde med regeringens nye erhvervsminister Brian Mikkelsen, hvor ABF vil drøfte videre tiltag.

De gamle foreningshjemmesider lukker

ABF lancerede i sommeren 2013 et tilbud om foreningshjemmesider i samarbejde med BoligWeb. Desværre måtte BoligWeb erklære sig konkurs. Alle foreningshjemmesider, der er oprettet gennem BoligWeb, vil blive lukket ned den 31. januar, så de foreninger der stadig har en BoligWeb-side, skal huske at få gemt al materiale, som ikke må gå tabt inden udgangen af januar. 

ABF lancerede i november 2016 et nyt tilbud om foreningshjemmesider.

Glædelig jul fra ABF!

ABF ønsker alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår! En stor tak skal lyde for året, der er gået.

Sekretariatet holder lukket fra og med den 23. december og er tilbage igen mandag den 2. januar kl. 9.

 

        
Du modtager dette nyhedsbrev, fordi du er medlem af ABF. Afmeld nyhedsbrev