Copy
Her finder du billeder, film og historier fra Epos. Husk at du kan afmelde dette nyhedsbrev ved at klikke 'unsubscribe' nederst i mailen. Nyhedsbrevet udsendes ca. 4 gange om året og er også tilgængeligt på Epos' hjemmeside under 'nyheder'.
View this email in your browser
Kære modtager af Epos' nyhedsbrev
Her får du vores nytårs-nyhedsbrev med nyheder og historier, film og billeder fra de sidste tre måneder. Overskrifterne i dette nyhedsbrev er:
  • Elever vandt lego-pris i robotkonkurrence
  • Se filmen fra temaforløbet Terra Incognita
  • Se film og fotos fra campen i efterårsferien
  • Mads Lund kåret som 'månedens danske fortæller'
  • Cosplayere deltog i catwalk i Sønderborg
  • Epos og fagforeningen er blevet enige om inspiratorers ansættelsesforhold.
  • Grønnere varmesystem er klar til det nye år
  • Velkommen til vores nye tysklærer, Trine Agergaard

Begivenheder:
  • 11. januar: Efterskolernes Aften
  • 13-17 februar: Epos camp i vinterferien
  • 9. marts kl. 19: Foredrag og sangaften med Erik Sommer
  • 11. marts: Gammel elevdag.
  • 20. april kl. 19: Generalforsamling for skolekredsen.
  • 12-14 maj: Cospos camp - rollespilscamp med særligt fokus på cosplay.
  • 3-7 juli: Fantasmos rollespilscamp.

Deadline:
  • 4. januar: Ansøgningsfrist for elever der ønsker at blive 2. års elever

NB: Hvis du ikke ser billederne i dette nyhedsbrev anbefaler vi, at du klikker på 'tillad billeder' øverst i mailen.
Elever vandt lego-pris i robotkonkurrence
I starten af November deltog fire epoeter og Mia Lilliendahl i First Lego League. Det er en alsidig konkurrence, som blandt andet handler om at bygge og programmere robotter, og om at udtænke teknologiske løsninger på hverdagens problemer. Vores lille gruppe hårdtarbejdende deltagere vandt forskerprisen og samarbejdsprisen. Vi har lavet en lille håndholdt film om turen, som du kan se herunder.
Epoeterne vandt forskerprisen og samarbejdsprisen i turneringen First Lego League.
Se filmen fra temaforløbet Terra Incognita
For nylig fik vi færdiggjort filmen fra et af efterårets første temaforløb 'Terra Incognita'. Det kryptiske latinske navn betyder 'den ukendte jord'. Det henviser til, at eleverne spiller adelige videnskabsfolk fra en magisk parallelverden, som gennem en portal er kommet til den virkelige jord (Terra Incognita) for at studere den.
I timerne lærer eleverne færdigheder, som de skal bruge som led i deres ekspedition. Mellem timerne foregår der et spil om kærlighed, intriger, giftermål og prestige, da eleverne er inddelt i fire adelige - og stolte - familier, som kæmper med og mod hinanden om anseelse. Dueller i matematik/matemagi er også en del af dette spil.
Universet blev så levende og fængende, at eleverne valgte at arrangere deres egne fortsættelser af spillet nogle af aftenerne i deres fritid.
Se filmen fra temaforløbet herunder.
Temaforløbet Terra Incognita foregår i et Steampunk univers: En parallelverden der minder om det victorianske England, hvor dampmaskinerne og andre teknologiske vidundere netop har gjort deres indtog.
Se film og fotos fra campen i efterårsferien
I efterårsferien holdt vi Epos camp for kommende elever og andre unge, som kunne tænke sig at opleve, hvad Epos står for. Om formiddagene var der faglig undervisning tilsat elementer af leg og spil. Om eftermiddagene var der valgfag som cosplay-værksted, fortælling og liverollespil, og om aftenen var der 'åbent udbud' hvor både deltagere og arrangører kunne udbyde aktiviteter som f.eks. teatersport, brætspil, werewolf eller rollespil. 
Under campen havde vi besøg af fotograf Marie Ravn, og herunder kan du se nogle af de portrætfotos hun tog, samt to små film.
Næste Epos camp er i vinterferien 13-17 februar.
Epos Camp - camp for rollespillere og cosplayere
En film om, hvorfor man tager afsted på Epos camp
Epos Camp - rollespilscamp på Efterskolen Epos
Stemningsfilm fra et af liverollespillene på Epos campen.

Mads Lund kåret som månedens danske fortæller
Dansklærer Mads Lund er blevet kåret til Månedens Fortæller af foreningen 'Fortællere i Danmark'. -Velfortjent ifølge Mads' kolleger på Epos. Her på efterskolen får vi glæde af Mads' fortælleevner både når han selv optræder, og når han gennem valgfag og åbne fortælleaftener skaber rum for elevernes egne fortællinger - både livsfortællinger og hjemmedigtede historier. Herunder er et uddrag af den tekst, man kan finde på fortællerforeningens hjemmeside om Mads:

Hvorfor blev du fortæller?

Jeg blev fortæller, fordi jeg spillede en hel masse rollespil, da jeg var ganske ung. Rollespil er interaktive fortællinger, som spillerne skaber sammen. Dengang blev jeg optaget af, at spillerne i fællesskab kunne skabe en fortælling, som var mere fantastisk, kompleks og interessant, end den enkelte kunne digte på egen hånd. Senere blev jeg medlem af Odense Fortællekreds og blev fuldstændig forelsket i kunstformen.

Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?

Jeg elsker den måde, man – både som publikum, men sandelig også som fortæller – kan blive suget helt ind i en historie, ind i en anden verden og derefter ”vågne op”, når fortællingen slutter. Og bagefter er verden en lille smule forandret. Fordi man har oplevet fortællingens iboende visdom, som et sløret skær, man ikke rigtig kan forklare.

Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling?

Jeg bruger fortællingen på mange niveauer i mit arbejde som lærer på Efterskolen Epos. Dels fordi vi underviser gennem læringsrollespil, som altid har en meget stærk narrativ ramme, og dels fordi jeg underviser i fortælling på skolen. På skolen afholder vi fortælle-aftner, hvor eleverne skaber eller fortæller deres egne fortællinger. Fortælling er et umådeligt kraftfuldt redskab i arbejdet med de unge mennesker, - den kan lukke op for deres fantasi og lade dem opleve, at deres egne selvskabte indre verdner er fantastiske!

Læs resten af interviewet.

Mads Lund holder ugentlige fortælleaftener på Epos, hvor både elever og lærere møder op for at høre - eller dele - en historie.
Cosplayere deltog i catwalk i Sønderborg

I december deltog cosplayere fra Epos i catwalk i Det Sønderjyske Hus for at være med til at skabe interesse om børneteaterfestivallen i April. Tidligere Epos-lærer Mia Lilliendahl er en af de primære arrangører af børneteaterfestivallen, og vi er glade for at vi på denne måde har gode muligheder for at fortsætte samarbejdet med Mia. Herunder er et par billeder fra arrangementet.

Se også Sønderborg Nyts billeder.

Epos og fagforeningen er blevet enige om inspiratorers ansættelsesforhold
Frie Skolers Lærerforening (FSL) og Epos har været i dialog om, hvordan overenskomsten skal fortolkes når det gælder den jobfunktion vi kalder 'unge inspiratorer', og som på andre efterskoler bliver kaldt for voluntører. På Epos bliver inspiratorer aflønnet som lærere når de udfører lærerarbejde som for eksempel at udbyde valgfag eller vikariere i den faglige undervisning.
Sagens kerne har været inspiratorernes deltagelse i skolens fritidsliv: Vi er nu blevet enige om, at når en inspirator skemalægges til for eksempel at afholde et rollespil eller en anden fritidsaktivitet med elever om aftenen, så skal dette også betragtes som lærerarbejde og aflønnes derefter. Inspiratorerne må derudover gerne vælge at deltage på frivillig basis i skolens fritidsliv, og gøre brug af skolens tilbud og faciliteter. -De bor også på skolen.
Vi er glade for at vi kunne blive enige med FSL om nogle gode rammer for inspiratorernes arbejde på Epos, og vi sætter stor pris på  at have unge inspiratorer på Epos, da vi oplever, at det bidrager med noget særligt til livet og stemningen på skolen. Samtidig er det vores indtryk, at mange unge ser det som en spændende mulighed at tilbringe et halvt eller et helt år med at få noget erhvervserfaring hos os inden de f.eks. tager deres videregående uddannelse.  
Læs efterskoleforeningens  og FSLs tekster om de præciserede rammer vedr. voluntører/inspiratorer.

 
Tv. Tobias Poulsen, epoet. Th. Anton Storm, inspirator
Grønnere varmesystem er klar til det nye år

Når eleverne kommer tilbage til Epos efter nytår er det til en skole, som ikke længere er opvarmet med et forældet gasfyr, men med et energieffektivt pillefyr. Det er vores til dato største grønne investering, -og faktisk den største investering i det hele taget i Epos’ levetid, ud over selve købet af skolens bygninger.
Det nye varmesystem er bygget op som en såkaldt kaskadeløsning med flere uafhængige pillefyr, hvilket muliggør at energiforbruget kan køres ned på et minimum i sommerperioden. Desuden er det tænkt ind, at systemet skal kunne udvides med solfangere, ligesom det kan forbindes med en elektronisk vejrudsigt for løbende at justere varmeproduktionen efter behovet. Den gamle rørføring er også blevet udskiftet med topisolerede varmerør. Vi er meget glade for, at vi hermed kan tage et stort skridt i forhold til at gøre Epos grønnere.

Investeringen på ca. 1,5 millioner kr. vil ifølge beregningerne kunne tjene sig selv hjem på under 10 år. Projektet er finansieret delvist af Epos' eget overskud og delvist af et lån fra Sønderborg kommune, som har den ambitiøse målsætning at være en CO2 neutral kommune fra år 2029.

Epos' pedel David Mills er projektleder for omlægningen til den nye varmeløsning.
Stenene, som fremkom under gravearbejdet, da de nye varmerør skulle lægges, er flyttet ned til skolens vådområde. Her bidrager de som habitat for et mangfoldigere dyreliv som led i Epos' 'vild med vilje' projekt.
Velkommen til vores nye tysklærer Trine Agergaard
I december holdt vi ansættelsessamtaler med ansøgerne til vores tysklærerstilling, og vi er glade for at vi i starten af Januar kan byde Trine Agergaard velkommen til Epos. Trine er studerende på Den Frie Lærerskole i Ollerup, og vil tage sin lange praktik på Epos. Det betyder, at Trine er på Epos frem til sommerferien, hvorefter hun vil færdiggøre sine studier på lærerskolen.
Trines linjefag er Tysk, dansk, musik og religion, og hendes interesser inkluderer korsang og fortælling. Hun starter på Epos i en 24 timers stilling, og vil ud over tyskundervisningen deltage i skolens støttearbejde, have aften- og weekendtilsyn med mere.
Vi er glade for vores samarbejde med Den Frie Lærerskole i Ollerup, som deler flere pædagogiske værdier med Epos, blandt andet interessen for fortælling og den levende mundtlige formidling. Vi er i gang med at etablere et fast samarbejde om at tage imod praktikanter derfra, og tror det kan være til stor gensidig gavn.
Vi glæder os til samarbejdet med Trine!
Datoer og begivenheder
Herunder er et udvalg af nogle af de kommende aktiviteter på Epos. Listen er ikke komplet, så forældre til nuværende elever henviser vi til kalenderen for skoleåret.

11. januar: Efterskolernes Aften
På Efterskolernes Aften kan man få en rundvisning og en snak med elever og lærere. Man er velkommen når som helst i tidsrummet 18-21. Kender du en ung som du tror kunne få et fantastisk år på Epos, så fortæl dem gerne om dette arrangement - for eksempel ved at videresende dette nyhedsbrev. Se facebookbegivenheden.

13-17 februar: Epos camp i vinterferien
For unge der kunne tænke sig at få en smagsprøve på Epos. Tilmeldingsfrist: 31. januar. Læs mere eller besøg facebookbegivenheden hvor man f.eks. kan arrangere fælles transport.

9. marts kl. 19: Foredrag og sangaften med Erik Sommer
'Den, der synger, er aldrig alene…' er et højskoleforedrag med sange, anekdoter og fortællinger om poesi, begivenheder og mennesker. Højskolesangbogen er en samling værdifulde beskrivelser af, hvad der er væsentligt, og som har værdi for os som mennesker og folk.
Erik Sommer var højskolelærer på Danebod Højskole i fem år indtil 1989. Her dannede han sammen med sin kone, Lise Sommer, folkeensemblet ”Katten i Sækken”.
Erik Sommer er kendt for sine mange dejlige melodier til bl.a. højskolesangbogen og salmebogen, og er en efterspurgt foredragsholder.

11. marts: Gammel elevdag
Gensynsdag for gamle elever: Gense Epos, dine med-epoeter og dine lærere. Mere info følger.

20. april kl. 19: Generalforsamling for skolekredsen
Indkaldelse med dagsorden og mere information følger. Vi kunne godt tænke os at have en forælder til en elev/kommende elev repræsenteret i bestyrelsen, f.eks. som suppleant, så denne mulighed må man gerne begynde at overveje. Kontakt evt. skolens forstander eller bestyrelsesformand, hvis du ønsker at høre mere om bestyrelsesarbejdet.

12-14 maj: Cospos camp
Cospos camp er en camp med særligt fokus på cosplay. Rollespillere er også velkomne. Der vil være aktiviteter som photoshoots, live- og bordrollespil, sminkeworkshops mm. Læs mere.

3-7 juli: Fantasmos rollespilscamp
En camp med fokus på rollespil. Cosplayere og andre, der har kunne tænke sig at kaste sig ud i rollespil for første gang, er også meget velkomne. Læs mere

Deadline

4. januar: Ansøgningsfrist for elever der ønsker at blive 2.
års elever

Vi har udsendt en besked via Viggo/intranettet til alle nuværende elever og deres forældre om mulighederne for at blive 2. års elev. Læs mere
Tak for din interesse i Efterskolen Epos, og:

Godt nytår!

Mathias Granum
Epos' 'terminsprøve-fe' som bringer eleverne lykke når de skal til prøver...
Copyright © 2016 Efterskolen Epos, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list

Email Marketing Powered by Mailchimp