Copy

- Turneringer -

Januar 2017

Turneringer i januar
7. 1. Satellit til intermediate Munkebjerg 2017 i Ringsted 
7.1. RINGSTED Satellit MPT Backgammon 2017 
14.1. VESTERBRO satellit MPT Backgammon 2017 
14.1. ÅRHUS satellit MPT Backgammon 2017 
16.1. SVENDBORG satellit MPT Backgammon 2017

Kommende turneringer
17.-19. 2. 2017 MPT Backgammon 2017 

25.-27.8. 2017 Malmö Open 2017 

Årets spiller 2016

Af Taus Bøytler

2015 var et godt år for Lars Nielsen, der blandt andet blev danmarksmester og sikrede sig titlen som årets backgammonspiller 
Nu skal vi til det igen: Vi skal have kåret årets backgammonspiller. I det nyhedsbrev, der udkom i december 2015, annoncerede den daværende bestyrelse nogle kriterier, der automatisk ville udløse en nominering til titlen som årets spiller. Hele otte spillere klarede et af disse krav og er derfor selvskrevne til listen, hvor de får følgeskab af Khosrow Jafehvand, der også har haft et godt år. 

Men hvordan kan jeg stemme, tænker du måske, kære læser. Svaret finder du efter oversigten over de ni kandidater, der her præsenteres i alfabetisk rækkefølge: 

Kandidater til titlen som årets backgammonspiller 2016

Khosrow Jafehvand 
Nr. 1 på ranglisten 
Nr. 3 i elitedivisionen 2015/2016 
Semifinalist MPT Backgammon 2016 
Vinder Århus Open 2016 
Semifinalist Pokalturneringen 2016 

Klaus Switon 
Over 1.300 i rating 
Vinder Champions League 
Runner up Advanced Nordic Open

Mads Peter Andersen 
3. botnorm 
Runner up DM for hold 2015/2016 
Vinder af speedturneringen til Svendborg Open 
Runner up Gratis Turnering til Copenhagen Christmas Tournament 2016 

Michael Larsen 
3. botnorm 
Vinder af EM for hold 2016 
Nummer 2 til XG Masters 2016 

Michael Nielsen 
GM-titel 
1. botnorm 
Vinder MPT Backgammon 2016 

Michael Weile 
GM-titel 
Runner up, Nordic Open 2016 
Vinder consen XG Masters 2016 

Peter Friberg 
GM-titel 
3. botnorm 
Vinder EM for hold 2016 
Vinder elitedivisionen for hold 2015/2016 
Runner up MPT Backgammon 2016 
Runner up DM 

Rasmus G. Hansen 
GM-titel 
Vinder elitedivisionen for hold 2015/2016 
Over 1.300 i rating 
Nr. 1 på ranglisten 
Semifinalist Copenhagen Christmas Tournament 2016 

Steen Grønbech 
SGM-titel 
Vinder af 3 kamp for tomandshold version 3 (med Birgitte Nissen) 
Vinder af EM for hold 2016 
Vinder af XG Masters 2016 
Vinder af DM 2016 
Vinder 1st Merit Open i Dubrovnik 
Runner up i Champions League 2016 

Hvordan stemmer man så? 
Du kan benytte én af følgende to måder til at afgive din stemme. 

Send din stemme via mail 
Send en mail til info@dbgf.dk senest den 31. marts 2017, hvor du skriver "Årets spiller 2016" i emnefeltet. I mailen angiver du, hvilke spillere du vil give henholdsvis 3, 2 og 1 point. Den spiller, der får flest point bliver årets backgammonspiller 2016. Du kan for eksempel skrive sådan her: 

3 point: Fætter Højben 
2 point: Lars Larsen 
1 point: Carl-Mar Møller 

Husk at angive dit navn og dit medlemsnummer af DBgF. 

Stem i forbindelse med Nordic Open 2017 
Til Nordic vil der være en postkasse, hvor du kan udfylde og aflevere de stemmesedler, der vil blive produceret til lejligheden. Også her kan du afgive 3, 2 og 1 point. Folk, der vælger denne metode skal også oplyse deres navn og DBgF-medlemsnummer. 

Det er kun medlemmer af DBgF, der kan stemme og hvert medlem kan kun stemme én gang. Du kan altså ikke både sende en mail og stemme til Nordic Open.

Vinderen vil blive offentliggjort i forbindelse med præmieoverrækkelsen til Nordic Open 2017. 

Hædersprisen 2016

Af Taus Bøytler

Louisa Dahlin Friberg fik hædersprisen i både 2014 og 2015 og er også indstillet til prisen i 2016
Dansk Backgammon Forbund nyder stor gavn af en lang række ildsjæle, der gør en stor frivillig indsats for at skabe liv, glæde og aktivitet i forbundet. Medlemmerne har indstillet 10 personer som kandidater til at vinde Hædersprisen 2016. Du kan se, hvordan du kan stemme efter gennemgangen af de 10 personer, der her præsenteres i alfabetisk rækkefølge: 

Birgit Jørgensen 
Birgit er en af VbgK's ildsjæle, der i kulisserne sørger for, at alle deltagere får superb behandling. Hendes mad er uovertræffelig og til priser, hvor alle kan være med. Eneste anke må være, at hun gør det SÅ GODT, at hun tilbringer FOR MEGET tid i køkkenet, således at hendes smil og latter mangler over brættet 

Henrik Bang 
Jeg synes, at Henrik Bang skal have prisen. 
Han har formået endnu engang, at stable den bedste og største endagsturnering i Danmark på benene, og i år var der 130 deltagere. 
Den turnering og det han har arbejdet på med henblik på turneringen, i løbet af året burde være et sikkert kandidatur til Hædersprisen 2016. 
Han er jo i sig selv grunden til, at der kommer så mange mennesker til hans JULETURNERING, og antallet har været støt voksende. 
The Big Bang ;-)

Henrik Biering 
Jeg vil gerne indstille Henrik Biering på grund af hans omfattende og vedvarende arbejde i Absalon Backgammonklub, hvor han har været med til at skabe en tiltrængt opmærksom omkring backgammon for nye, potentielle medlemmer.

Karsten Bredahl 
Karsten har i 2016 stået i spidsen for en lang række turneringer og fået dem til at vokse ud over det sædvanlige gennem god markedsføring. Derved har han været med til at skabe værdi for medlemmerne i DBgF. Karsten har alene stået for Sommercuppen, Champions League, Uefa cuppen og især XGM (XG Masters, red.), som nok er den mest krævende turnering at køre uden sammenligning. Styringen af disse turneringer har været snorlige og resultatformidlingen ligeså. At han så har haft overskud til at opsætte streaming fra alle finalerne, er bare endnu en ting som gør turneringerne til noget specielt for både deltagere og andre DBgF-medlemmer, som kan følge dem hjemme fra stuerne. Kæmpe arbejdsindsats af Karsten, som fortjener et skulderklap og ros.

Louisa Dahlin Friberg 
Jeg indstiller Louisa Friberg til hædersprisen for hendes store arbejde i TU. Hun har haft styr på tingene og formår altid at besvare de mest håbløse henvendelser på en altid professionel måde. 

Mikael Stenstrup 
Jeg indstiller Mikael Stenstrup for hans store indsats ift. turneringer, skolen og VBgK. 

Michael Weile 
Landsholdstræneren, der førte det danske landshold til succes og endnu en EM-titel. Bag ethvert stærkt hold står en stærk kaptajn ved roret, og Hr. Weile viser vejen bedre end nogen anden. Han er en fantastisk ambassadør for Backgammon-Danmark og hans indsats og timer lagt bør ikke undervurderes. 

Ringsted Backgammon Klub ved formand Lars Nielsen 
Jeg vil gerne indstille Ringsted Backgammon Klub ved formand Lars Nielsen. 
Begrundelse: efter 10 år i klubbens hyggelige lokaler, er det nu sidste sæson i de lokaler (en epoke slutter men en ny starter :-) ).
Klubben har gennem alle årene formået at få en masse nye spillere ind i miljøet og samtidig tage sig tid til dem. 
"Samle" gamle spillere op. 
Have et miljø, hvor der er plads til alle. 
Arrangere en masse turneringer. 
Deltager flittigt i andres turneringer. 
Og ikke mindst, altid sat hyggen som det vigtigste. 
Dette var den korte version :-) 

Steen Grønbech 
Steen har i mange år, og også i 2016, været hovedarrangøren bag årligt tilbagevendende Nordic Open og Gibraltar Open. Sammen med sit staff har han skabt unikke rammer for uforglemmelige backgammon-øjeblikke, fantastisk nærmest 24-7-service, til glæde for alle os håbefulde spillere. Han har plantet Danmark solidt på backgammon-verdenskortet og hans turneringer tiltrækker mange inden- og udenlandske stjernespillere. 

Taus Bøytler 
Jeg vil gerne indstille Taus Bøytler til at modtage prisen for hans store arbejde i forbundet, og for altid at være der. 
Taus er en del af den gruppe, der laver et kæmpe offline arbejde, altså de ting der kræver opmærksomhed, men som ingen ser eller ved der skal gøres. 
Der er altid en masse offline arbejde uanset hvad man har med at gøre, men dette ser medlemmet ikke med det blotte øje. 
En anden grund er det altid veludførte nyhedsbrev, som glæder rigtigt mange spillere, og dette er ikke kun medlemmerne, der kan nyde godt af det. 
Derudover har han store aktier i Vesterbro Backgammonklubs nye koncept. 
Taus Bøytler skal have hædersprisen for at være en blandt mange, der holder liv i Dansk Backgammon Forbund, og det bør han belønnes for så alle kan se det. 

Hvordan stemmer man så? 
Du kan benytte én af følgende to måder til at afgive din stemme. 

Send din stemme via mail 
Send en mail til info@dbgf.dk senest den 31. marts 2017, hvor du skriver "Hædersprisen 2016" i emnefeltet. I mailen angiver du, hvilke spillere du vil give henholdsvis 3, 2 og 1 point. Den spiller, der får flest point bliver årets backgammonspiller 2016. Du kan for eksempel skrive sådan her: 

3 point: Fætter Højben 
2 point: Lars Larsen 
1 point: Carl-Mar Møller 

Husk at angive dit navn og dit medlemsnummer af DBgF. 

Stem i forbindelse med Nordic Open 2017 
Til Nordic vil der være en postkasse, hvor du kan udfylde og aflevere de stemmesedler, der vil blive produceret til lejligheden. Også her kan du afgive 3, 2 og 1 point. Folk, der vælger denne metode skal også oplyse deres navn og DBgF-medlemsnummer. 

Det er kun medlemmer af DBgF, der kan stemme og hvert medlem kan kun stemme én gang. Du kan altså ikke både sende en mail og stemme til Nordic Open.

Vinderen vil blive offentliggjort i forbindelse med præmieoverrækkelsen til Nordic Open 2017. 

De tre juleturneringer

Af Taus Bøytler

Kim K. Jensen vandt Coprenhagen Christmas Tournament, mens Saban Simsek (hvid t-shirt) både vandt Tour de Jul på Vesterbro og speedturneringen til Svendborgs juleturnering
Julen har bragt velsignet bud, and og flæskesteg i lange baner, gaver og kærlighed, og sidst, men så absolut ikke mindst: Masser af action til de tre store julebackgammonturneringer. 

Vores lille julerundtur starter på Vesterbro, hvor 49 deltagere lørdag den 3. december havde fundet vej til den tredje udgave Tour de Jul på Vesterbro. Turneringen blev vundet af Ringsted-stjernen Saban Simsek, der dermed gentog successen fra 2015, hvor han også vandt juleturneringen. En ganske imponerende præstation. 

Tour de Jul på Vesterbro 3.0 (49) 
Vinder: 14148 Saban Simsek 
Runner up: 13283 Poul Rasmussen 
3./4. plads: 18425 Niels Skov Larsen
3./4. plads: 12030 Jesper Jensen 

Vinder cons 4175 Andreas Becher 
Runner up 5825 Jan Larsen 

Tredje juledag havde Henrik Bang for 10. gang inviteret til Copenhagen Christmas Tournament på Allégade. Det blev vanen tro lidt af et tilløbsstykke - Hele 130 spillere valgte at deltage. Og blandt dem, der ikke kunne spille til en gevinst var der heldigvis masser af andre muligheder, da Katrine Pawlik havde skaffet en imponerende række af sponsorpræmier. Henrik Bang har annonceret, at han stopper som turneringsleder på den store juleturnering, og at Kim Lethan har lovet at køre den videre. Herfra skal der lyde en kæmpe tak til Henrik Bang for hans store arbejde med denne ekstremt populære turnering gennem årene. 

Turneringen blev vundet af den gennemrutinerede Kim K. Jensen fra Darwins Descendants, der har været medlem af DBgF siden 1991. Godt gået (både at vinde turneringen og at holde ud i forbundet så længe)! 

Copenhagen Christmas Tournament 2016 
Main: (130) 
Vinder: Kim K. Jensen # 6935 
Runner up: Peter-Michael Valeur Bosse # 1096 
3./4.: Sabrina Milling # 1604 
3./4.: Rasmus G. Hansen # 14227 

Consolation: 
Vinder: Jens H. Christensen # 3618 
Runner up: Daniel Sørensen # 2869 

Herfra bevæger vi os vestpå - Nærmere bestemt til Svendborg, der for 14. gang havde inviteret til juleturnering. 54 spillere, fordelt over to rækker, deltog. A-rækken blev vundet af Henrik Mathiesen fra Odense Chang, mens Katja Kok fra Fox and Hounds (Herning) vandt B-rækken. 

Svendborg Juleturnering 
A-række (38): 
Vinder: #5200 Henrik Mathiesen 
Runner up: #3820 Ulla Hansen 
3./4.: #2061 Lone Marcher / #9673 Brian Viholt 

Vinder consolation: #3311 Rolf Nielsen 
Runner up: #5134 Søren Nielsen 

B-række (16): 
Vinder: #859 Jes Jensen 
Runner up: #4570 Katja Kok 
Vinder consolation: #5404 Klaus Grønbæk 

Speed gammon (16): 
Vinder: #14148 Saban Simsek 

Tillykke til alle præmietagerne og tak til Vesterbro Backgammonklub, Henrik Bang og Svendborg Backgammonklub for at arrangere turneringerne. 

Henrik Biering styrer slagets gang i Absalon  

Af Taus Bøytler

Der er altid liv og glade dage i Guds tidligere hus - den nedlagte kirke på Sønder Boulevard 
I Absalon Backgammonklub på Vesterbro har de set lyset. Folk strømmer til den ugentlige caféturnering, der afholdes om tirsdagen, og hvor det er gratis at spille med. Nyhedsbrevet har mødt Henrik Biering, der er en af initiativtagerne i Absalon. 

Hvad er Absalon Backgammonklub for en størrelse? 

Henrik: "Absalon Backgammonklub hører til i et moderne forsamlingshus, skabt af Tiger-milliardæren Lennart Lajboschitz. Det er hjemmehørende i den nedlagte Absalon Kirke, deraf navnet. Det er et sted masser af andre aktiviteter med højt til loftet og varme og fællesskab.

Man får en glimrende frokost eller middag (kl 18) for 50 kr. Siden august 2016 har huset støttet Absalon Backgammonklub med medlemskab af DBgF, klubtrøjer og nye backgammonbrætter. Vi spiller fast hver eneste tirsdag aften kl. 20. Vi er en god håndfuld, som spiller hver gang og så er der flere, der ofte deltager - både nybegyndere og erfarne spillere.

Vi har spillere mellem 15-75 år og sammensætningen har internationalt snit med en del fra Mellemøsten. Vi bliver flere og flere og er her ved nytår oppe på 85 medlemmer af facebookgruppen ”Absalon Backgammonklub”


Tre gange i løbet af efteråret gav Lødigt-stjernen Hans Kristian Mathiesen undervisning før jeres ugentlige caféturnering. Hvordan vil du beskrive det forløb? 

Henrik: "Hen over efteråret havde vi et forløb over tre x en time, hvor Lødigt-stjernen Hans Kristian Mathiesen (Kedde) underviste i spillets basale principper. Keddes undervisning tog udgangspunkt i hans "Undervisningsforløb for din klub i tre lektioner", men blev løbende tilpasset deltagernes forudsætninger (fra nybegyndere til erfarne klubspillere) og interesser.

Over de tre aftener blev der gennemgået, hvordan man laver en plan for sit spil, hvordan man vurderer om man bør doble (eller tage kuben) og metoder til at tælle pips (og hvorfor det er vigtigt). Alle deltagerne kunne vist tage noget med fra undervisningen - man kan altid lære nyt!
"

I har omkring 30 deltagere til jeres ugentlige turnering. Hvad vil I gøre for at opretholde momentum? 

Henrik: "Vi ser Absalon BgK som et alternativ til det etablerede backgammonmiljø. Absalon er et hus, der summer af liv og god stemning, og vi ønsker at tiltrække endnu flere etablerede spillere, som vi kan lære af og lære at kende – og så ønsker vi at tiltrække flere nye spillere, så vi kan udbrede sporten og få endnu mere liv i huset!

DBgF ser med velvilje på den lille ny og har støttet os med annoncering og undervisning. Vi drøfter gerne nye tiltag med DBgF; vi laver selv nye undervisningsforløb møntet på nybegyndere, og vi vil forsøge at trække mere på lokale medier, så flere kan få øje på os.
"

Vil vi se nogle hold fra Absalon Backgammonklub i DBgF´s holdturnering i sæsonen 2017/2018?

Henrik: "Fra august forventer vi at stille med mindst to hold i holdturneringen. Et par af os fra Absalon stiller i mellemtiden op som reserver for Vesterbro BgK. Det er sjovt og spændende at prøve at måle os med andre spillere. Vi bliver taget supergodt imod rundt omkring – vi oplever, at backgammonmiljøet er båret af glæde og engagement og stor interesse for at se sporten udvikle sig."

Hjalte Biering blev medlem nummer 1.000 i facebook-gruppen Backgammon Denmark

Af Taus Bøytler

Hjalte Biering mener, at det sociale er et vigtigt aspekt i backgammon
Nyhedsbrevet har mødt Hjalte Biering, der sidste år blev medlem nummer 1.000 af Facebook-gruppen Backgammon Denmark. Hjaltes far er Henrik Biering, der er en af hovedarkitekterne bag Absalon Backgammonklub. 

Fortæl lidt om dig selv - Hvem er du? 

Hjalte: "
Jeg er 21 år gammel. Til hverdag læser jeg uddannelsesvidenskab i Emdrup, trods jeg lige har søgt en af de få pladser på det (åh-så-eftertragtede) Rytmiske Musikkonservatorie (uhh). Dét er den andenmest dominerende del af mit liv – jeg skriver sange, spiller koncerter, indspiller og alt det dér. På det sidste har jeg også brugt en masse tid på at træne mit højre lår, så det kan blive mit venstre jævnbyrdigt. Jeg blev for nylig opereret i knæet. Mit lår mistede 6 cm i omkreds i løbet af en måneds tid."

Tilbage i november blev du medlem nummer 1.000 af facebook-gruppen Backgammon Denmark, hvilket jo er en historisk præstation. Hvordan ser du tilbage på den oplevelse? 

Hjalte: "Jeg ser tilbage på det med lidt forvirring blandet med en klar indre varme. Det er jo altid dejligt at blive anerkendt, men jeg må indrømme, at jeg ikke var forberedt på det her."

Spiller du selv backgammon? 

Hjalte: "Faktisk er et af mine klareste barndomsminder da min far lærte mig at spille backgammon. Jeg har vel været en 5-6 år gammel, tror jeg. Jeg har spillet rigtig meget siden da – hovedsageligt med min familie, men i mine teenageår blev det også til en dille blandt mig og mine venner at sætte os med et spil backgammon, en kop (kande) kaffe og en (pakke) smøg(er)."

Hvis du var Dansk Backgammon Forbund, hvad ville du så gøre for at appellere til unge mennesker som dig selv? 

Hjalte: "Hmm. Jeg hører, at det er blevet populært blandt mange unge at spille brætspil, så det er jo et godt udgangspunkt. Jeg tror at dét, der gør det interessant for unge, er det sociale aspekt i det, så hvis jeg var Dansk Backgammon Forbund ville jeg gøre hvad jeg kunne for at understrege legen, hyggen og mødet med andre mennesker.

Der burde være rig mulighed for at peppe en backgammon-turnering lidt op! Nå ja, og så er der præmierne. Jeg fik først for alvor øjnene op for banko, da jeg vandt en kæmpe pose kaffe til julebanko i Absalon. Sådan en omgang økologisk fairtrade-kaffe er den rene luksus for sådan nogle fattige studerende, som mange af os jo er.
"

Lars Bønding: "Var der nogen, der sagde heldige møgtyr"? 

Af Taus Bøytler

Cykling? Poker? Backgammon? Lars Bønding er skrap til det hele
Tidligere huserede han i Studenterbaren i Århus, hvor han var kendt og frygtet for sit mesterlige spil. Han har et hav af resultater fra ind- og udland og blev årets backgammonspiller i 2003.  I dag bor han i Richmond i England med sin familie. Nyhedsbrevet har mødt Lars Bønding - En af fortidens helt store stjerner. 

Fylder backgammon stadig noget i din hverdag i dag?

Lars: "Backgammon fylder ikke meget i min hverdag længere. Det dukker en gang imellem op når jeg tager et spil med mine 2 drenge eller tilfældigvis støder ind i nogle af de gamle koryfæer som Morten Holm, og vi diskuterer lidt eller spiller en prop. Men tilbage i 2000-2004 fyldte det mere eller mindre de fleste af mine vågne timer."

Hvad var det fedeste ved at være en stjerne i datidens backgammonmiljø i Århus?

Lars: "Jeg ved sgu ikke om man kan bruge ordet “stjerne”, men backgammonmiljøet i Århus fostrede rigtig mange gode spillere, da jeg spillede meget aktivt. Jeg var heldig at blive en af disse spillere, og vi havde et rigtig godt sammenhold med rigtig mange fede ture rundt i Danmark og udenlands. Stemingen og hyggen i backgammonmiljøet var (er) fantastisk, og det savner jeg rigtig meget."

Hvornår ser vi dig igen til Nordic Open?

Lars: "Det er et godt spørgsmål :) Jeg håber hvert år at slå vejen forbi, men som udenlandsdansker og med familie er desværre ikke blevet til noget…… endnu."

Hvordan husker du backgammonåret 2003, hvor du blev årets spiller i Danmark?

Lars: "Lidt i tråd med mit svar til spørgsmål 2. Jeg husker tingene som værende præget af en fantastisk hyggelig stemning til alle turneringer. Det kan måske også have hjulpet lidt, at jeg vandt mere eller mindre hver 2. turnering jeg spillede, var der nogen der sagde heldige møgtyr?! :)

Årets højdepunkt var helt sikkert, da jeg vandt en stor turnering i Paris, hvor jeg i finale udspillede selveste Francois Tardieu, som var en af datidens HELT store internationale stjerner. Den sejr var både økonomisk og prestigemæssigt min backgammonkarrieres højdepunkt
."

Hvad har du ellers af vilde planer i 2017?

Lars: "Jeg har ingen vilde planer for 2017, men hvis jeg kender mig selv ret, dukker der sikkert et eller andet “sygt” op, såsom et tilfældigt prop-bet eller lignende, der kommer til at sætte lidt kulør på 2017 :)
Godt nytår til alle !
"

DBgFs platforme

Følg os på W E B S I T E T
Skriv til os på E M A I L
Følg os på F A C E B O O K
BLIV MEDLEM AF DBGF
Nyhedsbrevets redaktion
Taus Bøytler (redaktør)
Lene Espersen (design og layout)
Copyright © *|2015|* *|LIST:DBgFs  Nyhedsliste|*, All rights reserved.

Frameld dig dette nyhedsbrev    Opdatér dine oplysniger






This email was sent to <<Emailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Backgammon Forbund · Backgammonvej 66 · København V 1600 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp