Copy
Uge 38 - 2018

Carbapenemase-producerende organismer (CPO) er blevet anmeldepligtigt

Sundhedsstyrelsen udgav d. 5. september en ny bekendtgørelse om anmeldelse af CPO samt en vejledning om forebyggelse af spredning af CPO. Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvor bekendtgørelse, vejledning og bilag er tilgængelige.

Baggrunden for anmeldepligten er en bekymrende stigning i antallet af infektioner med CPO i Danmark. Sammenlignet med mange andre lande har Danmark en lav forekomst af CPO, men siden 2013 er særligt antallet af carbapenemase-producerende enterobakterier (CPE) steget. Tidligere blev CPE næsten udelukkende set hos patienter, der havde været indlagt på et hospital i udlandet, men i de senere år er der set spredning af CPE mellem patienter på de danske hospitaler.

CPO (carbapenemase-producerende organismer) er multiresistente bakterier, der er modstandsdygtige over for de antibiotika, man normalt bruger til behandling af infektioner. CPO kan opdeles i to hovedgrupper: 1) tarmbakterier: carbapenemase-producerende enterobakterier (CPE), fx. Escherichia coli og Klebsiella pneumoniae, og 2) miljøbakterier: Pseudomonas aeruginosa og Acinetobacter baumannii.

Vejledningen fokuserer på sundhedsvæsenets indsats i forhold til at begrænse spredning af CPO på hospitaler, på plejehjem og andre steder, hvor syge og svækkede personer opholder sig. Det skyldes, at personer, der i forvejen er syge eller svækkede, er i størst risiko for at blive smittet og få alvorlig sygdom.

Vejledningen tager sit afsæt i nøje efterlevelse af de generelle infektionshygiejniske retningslinjer, som vedrører korrekt udførelse af håndhygiejne, brug af arbejdsdragt og personlige værnemidler, genbehandling af udstyr, rengøring af lokaler og inventar, håndtering af patientudskillelser samt håndtering af snavsetøj og affald.

På hospitaler plejes CPO-positive patienter på enestue (isolation), og de bør tildeles eget toilet.

Personer i behandling i primærsektoren, beboere på plejehjem eller borgere, der modtager hjemmepleje må ikke isoleres. Personer uden for hospital kan deltage som ellers i sociale aktiviteter og genoptræning mv. Borgeren skal så vidt muligt instrueres i korrekt håndhygiejne og evt. assisteres i udførelsen heraf. Hvis besøgende er inddraget i plejen, anbefales det, at de anvender personlige værnemidler (engangshandsker og engangsovertrækskittel). For sundhedspersonale, der skal udføre behandlings- og plejeopgaver hos borgeren, gælder de samme infektionshygiejniske retningslinjer for håndhygiejne og brug af personlige værnemidler som for sundhedspersonale på hospitaler.

Der er udarbejdet særskilte infektionshygiejniske bilag for henholdsvis hospitaler, plejeboliger og lignende institutioner samt hjemmepleje og hjemmesygepleje, se CEI´s hjemmeside.

Temadag om anvendelse af HAIBA - Hvad kan og skal overvågningsdata?

HAIBA har nu været aktivt siden 2015. Derfor er det nu tid til at samle op på erfaringerne med HAIBA og tale om hvordan overvågningsdata bedst kan anvendes i praksis og tænkes ind i Det nære sammenhængende sundhedsvæsen.

CEI indbyder derfor de infektionshygiejniske enheder og deres samarbejdspartnere i kliniske afdelinger, kvalitetsafdelinger og -registre samt andre, der er involveret i arbejdet med overvågning af hospitalserhvervede infektioner, til en temadag om anvendelse af HAIBA. Dagen er tiltænkt både dem, der allerede har erfaring med HAIBA og dem, der ønsker at undersøge mulighederne ved HAIBA

Temadagen finder sted:

Tirsdag d. 4. december 2018 kl. 10.00 - 16.00 i Foredragssalen på Statens Serum Institut, Artillerivej 5, 2300 København S.

Se det foreløbige program for temadagen og tilmelding her.

Statens Serum Institut
Central Enhed for Infektionshygiejne
Artillerivej 5
2300 København S
Telefon 3268 3751
e-mail: ceimail@ssi.dk
 
Hvis du ønsker at framelde dig dette nyhedsbrev, så klik her.