Copy
Fordi mennesker har værdi
Friend of Facebook

Opdateringer om Samværket - vores nye spændende byggeri ved siden af Højskolebygningen i den smukke park.


Udbudsmateriale og møde med entreprenører:
Byggeudvalget under Lars Schmidts dygtige ledelse har arbejdet målrettet på at færdiggøre udbudsmaterialet på 150 sider til de 4 entreprenører, som har sagt ja til at være med i udbudsrunden. Vi mødtes med dem på Bibelskolen d. 15. november, hvor de så parken, byggeområdet og det eksisterende hus. Vi fortalte også om visionen, om drømmene og de bløde værdier, så de forstår vores måde at tænke kirke på i forhold til bygning, indretning m.v. 
 
De 4 virksomheder konkurrerer nu om opdraget, og skal komme med et tilbud senest d. 10. januar. Derefter bedømmer vi tilbuddene, og d. 7. februar offentliggøres hvem der er vinderen. Vores ønske om igangsætning af byggeriet er umiddelbart efter Sommercamp 2019, og projektet er sat til at skulle være færdigt d. 31. maj 2020. De har fået en budgetramme på 30,5 mio kr. at løse opgaven for som total entreprise.
 
Vi har en lejeaftale med Lykkegårdsskolen om at kunne leje os ind i den gamle kirkebygning frem til sommeren 2020. Vores deadline på projektet er vigtig også af denne grund.
 
Som nævnt tidligere er udbudsmaterialet formuleret i en reduceret model, hvor vi får tilbud på bygningen med færdig sal og café, og resten i det omfang entreprenøren kan levere, inden for den økonomiske ramme vi har. Grunden til vi har reduceret modellen er, at vi ikke har modtaget penge gennem fonde. Derfor vil der efterfølgende komme faser, hvor vi gør lokaler og områder færdige, samt køber inventar. Vi mener, det er ansvarligt forvalterskab af sådan et stort projekt. 
 
Det har været et stort arbejde at færdiggøre udbudsmaterialet, så tusinde tak til Byggeudvalget for en stor indsats. Derudover vil vi sige tak for feedback og oplysninger, vi har modtaget undervejs!
 
Grundene på Ingridsvej:
Efter et længere forløb med Kolding kommune, er vi nu der, hvor servitutter er fjernet fra det grønne område, som Kirkeibyen ejer på Ingridsvej. Det grønne område kan nu konverteres til 4 gode større parcelhusgrunde efter godkendelse i Kolding Kommunes by-, plan- og miljøudvalg, hvor vi skulle forbi klagefristen frem til 7. november. Sagen er lige nu hos vores advokat, så vi sikrer os de næste rigtige skridt i denne proces. Vi har fået en række henvendelser fra mulige interesserede købere både fra kirken og fra byen. Derfor har vi besluttet at sætte grundene i offentlig budrunde. Dette gøres for både at sikre os så god en pris som mulig for grundene, og for at sikre ordentligheden i det for alle interesserede. Når vi har modtaget papirer fra advokaten, laver vi en nyhedsmail, og der indrykkes ligeledes en annonce i lokalavisen om udbuddet. Vi kontakter også skriftligt dem, som skriftligt har kontaktet os vedr. interesse af køb af en grund på Ingridsvej. 
 
Vi har en forventning om, at provenuet af salg af grunde på Ingridsvej vil indbringe os i størrelsen 3,5 - 4 mio kr. altså en fordobling, i forhold til det vi havde budgetteret med, netop fordi vi har fået 4 grunde godkendt til salg. 
 
Finansiering, tiende og KIB3000:
Finansieringen af byggeprojektet hviler fortsat primært på, at vores tiendeindtægt vokser i Kirkeibyen. Vi har desuden også lavet en fundraising til projektet, vi kalder KIB3000. Her er vi ikke i mål endnu. Vi har p.t. 212 stk., hvilket udgør 636.000 kr. af det budgetterede tal på 3 mio kr. Hvis du ikke er kommet i gang med at give tiende eller støtte kirkeprojektet gennem KIB300, vil vi gerne opmuntre dig til det. Hvis du ønsker en samtale med en fra lederskabet om Samværket, visionen, økonomien og dit ejerskab i det, er du hjertelig velkommen til at kontakte os.
 
Hvis du giver tiende, er på rejse i det og er med i KIB3000 vil vi gerne udtrykke vores taknemmelighed, for at du sår ind i Guds rige på denne måde. Tak for din generøsitet! Tak at vi kan stå sammen i denne spændende trosrejse! Det er så godt at mærke!
 
Vi tror, at hele dette projekt faktisk dybest set ikke handler om os! Så kan det jo være ekstra svært at give! Visionen er større end os. Visionen er også for næste generation. Visionen er også inkluderende i vores missionale måde at tænke kirke på i forhold til Kolding by, så mange broer er etableret mellem kirke og ikke-kirke, mellem tro og ikke-tro. Det er vores grundforståelse og dna at se os selv som værende sendt. Det er at være apostolsk. Det er ikke bare vores navn, men vores identitet! Derfor appellerer vi til alle, som ser Kirkeibyen som deres kirkelige familie til at være med til at være givende. I søndags talte Peter Prothero om formiddagen et trosfyldt budskab om “Gud som er mere end nok” også i forhold til hele vores tænkning om Gud som forsørger. Om at komme ud af en uhensigtsmæssig programmering af “det har jeg ikke råd til” til at tro på “at Gud er i stand til at gøre, langt ud over det jeg fatter, forstår og beder om.” (Efes. 3:20). Du kan gå ind på kirkens hjemmeside og høre podcasten. Det vil vi varmt anbefale!

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker samtale, vejledning m.v. om denne spændende trosrejse.
 
Guds rige velsignelse og kærlig hilsen,
 
På Lederrådets og Byggeudvalgets vegne,
 
Lars Schmidt og Jesper Kure


KIB 3000 - du kan stadig nå det.


Vil du være med - og give 83 kr. om måneden i 3 år - eller måske mere?


Vær med i KIB 3000

ADRESSE

Lykkegårdsvej 100
6000 Kolding

KONTORET ER ÅBEN

Man-tors 09.00-13.00

BESØG OS ONLINE

www.kirkeibyen.dk
Copyright © 2018 Kirkeibyen, All rights reserved.
Du modtager denne mail fordi du er en del af Kirkeibyen, eller fordi du har ønsket at abonnere på vores nyheder.


Afmeld dig denne liste | Opdatér dine oplysninger