Copy
KRM18: Praktisk info, program m.m.
Åbn emailen i din browser

KRM18: Praktisk info


Kære korpsrådsmødedeltager. Nu er der kun få dage til, det går løs med Korpsrådsmøde 2018 i Billund. Her kommer en række praktiske oplysninger, program m.m. for weekenden.

Tjek ind
Hvis du ankommer på Korpsrådsmøde 2018 fredag, skal du tjekke ind i receptionen på Hotel Legoland (åbner kl. 15.00). Når du tjekker ind, får du udleveret din mødemappe samt din værelsesnøgle med information om, hvor du skal bo. Hvis du ankommer lørdag, får du udleveret din mødemappe i Lalandiahallen fra kl. 8.30.

Din mødemappe giver dig vigtige informationer – dels inde i mappen, dels udenpå, hvor du på navnelabelen eksempelvis kan se, hvor du skal sidde i Lalandiahallen, hvor du skal spise, samt hvilken reception, du skal henvende dig i, hvis du har spørgsmål til værelset. Mødemappen indeholder også et armbånd, som skal påføres ved tjek ind. 

Værelse eller telt
Hvis du skal bo på værelse, skal du ikke medbringe sovegrej, håndklæde mv. Hvis du har valgt at bo i telt/campingvogn, skal du medbringe eget grej til dette. Campingvognsfolk kan få udleveret et bomkort til indkørsel på campingpladsen ved tjek ind.

Tilkøbt aftensmad fredag aften
Hvis du tilkøbte aftensmad fredag aften, da du tilmeldte dig Korpsrådsmøde, ligger der en spisebillet i din mødemappe. Spisebilletten er din personlige billet til Panorama Restaurant, hvor der bliver serveret aftensmad kl. 18.00-22.00 samt natmad kl. 23.00-00.30. Der indgår isvand til maden – øvrige drikkevarer er for egen regning og betales på stedet. Vi tager ikke imod flere bestillinger på tilkøb af mad til fredag aften.

Mødemagasinet
Hvis du ikke har modtaget et mødemagasin i din fysiske postkasse, kan du få et udleveret, når du tjekker ind på Hotel Legoland. Du kan også finde en elektronisk udgave på www.dds.dk/krm.

Stemmeret
Der er højst 2 personer fra hver gruppe, som kan have stemmeret. Hvis der er registreret forkert, kan du henvende dig til korpskontoret i lokale U2 eller i Lalandiahallen for at få rettet eventuelle fejl. Hvis I har tilmeldt mere end 2 personer med stemmeret for samme gruppe, har vi tilrettet, så antallet passer.

Stemmesedler
Udleveres lørdag morgen kl. 08.40-09.20 i gangen ind til Lalandia Hallen. Der vil være forskellige udleveringssteder, som er opstillet alfabetisk efter gruppenavn. Du skal fremvise din mødemappe. Hvis der skulle være spørgsmål til registreringen, er der en særlig bod, du kan henvende dig i.

Bespisning
Måltiderne på Korpsrådsmøde 2018 spises i forskellige restauranter på området. Lørdag morgen serveres morgenmad for alle deltagere, der har overnattet fredag til lørdag kl. 07.00-08.30 i Panoramarestauranten.

Armbånd til bespisning
Lørdag frokost, aftensmad og søndag morgenmad bliver indtaget i 3 forskellige restauranter. Hvilken restaurant du skal benytte, får du besked om i din mødemappe ved tjek ind. Du får et armbånd, som skal vises ved indgang til din restaurant, så vi kan sikre, at folk spiser det rigtige sted, så der er mad nok til alle. Der indgår isvand til maden – øvrige drikkevarer er for egen regning og betales på stedet. Det er væsentligt, at du spiser i den restaurant, du har fået tildelt, da det er den eneste måde, vi kan sørge for, at der er mad til alle.
 
Hvis du har noteret allergier eller vegetar i din tilmelding, ved tjenerne i de forskellige restauranter, hvad du kan spise. Du er altid velkommen til at forhøre dig hos en tjener for at være sikker på at undgå dine allergener. Der er buffet til alle måltider – men spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt.
 
Søndag frokost indtages i Lalandia. Her vil der også være en særlig udlevering af allergi- og vegetarmad til dem, der har noteret disse forhold i tilmeldingen. Disse er styret på navn, så overhold venligst dette.

Alkohol mv.
Det er muligt at købe øl og vin mv. i barerne på Hotel Legoland. Hvis du opholder dig på fællesområderne, er det ikke tilladt at medbringe egen alkohol. Vi opfordrer til, at man generelt afstemmer sit alkoholindtag med de aktiviteter, man forventes at deltage i hhv. lørdag og søndag.

Overnatning
Nogle deltagere har krydset af i tilmeldingen, at de kan sove i en seng på 180 cm. Tak for det. På nogle af værelserne på Hotel Legoland er der korte køjer, som er til jer, der har accepteret denne løsning. Hvis man oplever, at man ikke kan få en seng, der passer til ens længde, er man velkommen til at henvende sig på korpskontoret i U2, som kan se, om nogen har tilmeldt sig en kort seng, men måske har glemt dette.

Ikke alle har fået opfyldt sine overnatningsønsker. Selvom vi har lagt særdeles mange kræfter i denne disciplin, så har det været en umulig opgave. Vis hensyn for de folk, du bor på værelse med, og acceptér forskellige behov for ro på værelserne. Eventuel hygge på værelserne flyttes til fællesområderne senest kl. 23.30, og vi forventer, at der bliver taget hensyn til sovende folk. Oplever du gener fra værelsesfæller eller naboværelser, er du velkommen til at henvende dig i receptionen, såfremt der ikke bliver ro efter en henvendelse. Hotelpersonalets anvisninger skal naturligvis følges. Efterkommes anvisningerne ikke, vil det medføre bortvisning fra Hotel Legoland og Korpsrådsmødet i det hele taget.

Program

Fredag aften
Inspirationsaften
Kl. 19.00 åbner Multihuset på Hotel Legoland dørene for inspirationstorvet. Her kan du møde store og små tiltag i og omkring Det Danske Spejderkorps. Her kan nævnes boder fra projekter, skibe, centre og løb. Kom og mød repræsentanterne og få fyldt ny inspiration i rygsækken. Inspirationstorvet lukker ned ca. kl. 23. I Multihuset er der kaffe og te til alle og mulighed for at købe en øl mv.

Præsentation af nye mærker
19.30-20.30 er der præsentation af de nye mærker i Auditorium A. På den time, præsentationen varer, vil du få et indblik i baggrund og materialer samt en forsmag på, hvad næste bølge af nye materialer byder på. Du kan møde programfornyelsen i løbet af weekenden, hvor de vil kunne findes ved Spejder Sport-butikken i konferencecenteret.

Introduktion til Korpsrådsmøde
Hvis du deltager på Korpsrådsmøde for første gang, eller blot er usikker på, hvordan Korpsrådsmødet egentlig hænger sammen, så afholder vi en introduktion til Korpsrådsmøde både fredag aften kl. 20.00 i Auditorium B og lørdag morgen kl. 08.40 i Lalandiahallen. Alle er velkomne, både nye deltagere og dig, der har deltaget flere gange.

Fremtidslaboratoriet
Fredag aften kan du blive inspireret i Fremtidslaboratoriet. Der holdes fire oplæg, én gang pr. oplæg, i Auditorium A og Lokale C+D. Første oplæg starter kl. 21.00 og andet oplæg kl. 22.00. Emnerne er: ”Gid jeg var en smule selvglad”, ”At være fucking flink”, ”Organisering af seniorer” og ”Det gode ungeliv”.

Gruppeweb 2.0 i U14
Fredag aften kan du møde folkene bag Gruppeweb 2.0 i lokale U14. Nytårsnat lukker de gamle gruppewebsider, så hvis I endnu ikke har fået gjort jeres gruppes webside 2019-sikkert, så er det en mulighed at kigge hen i U14 og få hjælp, råd og vejledning. 


Lørdag
Korpsrådsmødet i Lalandiahallen
Hvis du deltager for første gang, så følg strømmen til Lalandiahallen. Dørene åbner kl. 8.30, og vi har brug for alles hjælp til at begynde mødet kl. 9.30. Find din plads – den står på din mødemappe. Der er kaffe/te/vand i Lalandiahallen.

Indflydelsestorv og plenumdebat
Lørdag kl. 13.30 er der torvedebat på Hotel Legoland med debat af resolutions-, lov- og beslutningsforslag. De første 2 timer er afsat til mindre debatter i forskellige lokaler. Når forslagene har været debatteret i torveboderne, bliver der lavet en opsamling af alle forslag i plenum i Multihuset kl. 16-18. Du finder en oversigt over, hvor og hvornår de enkelte forslag debatteres i din mødemappe ved tjek ind.

Udviklingsplan 2020-2024
Lørdag kl. 13.30-17.30 kan du bidrage til og kvalificere input til den kommende udviklingsplan. Du har mulighed for at deltage i to runder, og i hver runde kan du vælge blandt 7 forskellige temaer. I første del af en runde er der fokus på at idegenerere ud fra et fokusspørgsmål. Det er her, vi åbner for nye tanker og drømme. I anden del af processen udvikler vi på idéerne, udfolder, fokuserer og konkretiserer og til sidst udvælger det bedste. Temaerne er: Urban scouting, Det gode børne- og ungeliv, Lederudvikling, Friluftsliv og udeliv, Bæredygtighed og klima, Socialt ansvar og fællesskab samt Medborgerskab og demokrati.

Underholdning lørdag aften
Lørdag aften kommer folkemusikorkesteret JANSBERG og underholder os. Det foregår i Lalandiahallen kl. 21. Tjek evt. deres Facebook-side, hvis du er nysgerrig. Der bliver mulighed for at røre både stemmebånd og svinge træbenet – hvem vinder titlen som den bedste division til kædedans? Der vil være mulighed for at købe øl og sodavand i Lalandiahallen.
 
Beslutningsdokument på tryk
Hvis du bestilte beslutningsdokumentet på tryk søndag morgen, da du tilmeldte dig Korpsrådsmøde 2018, kan du få det udleveret i Hotel Legolands reception kl. 7-9 søndag morgen. Det er kun disse personer, som kan hente et trykt eksemplar. Vi er udfordret på at nå at trykke alle eksemplarer på den korte tid, der er til rådighed for trykkeriet i løbet af natten, så hav tålmodighed, hvis ikke dit eksemplar er færdig lige til tiden. Vi sender en e-mail til alle deltagere, når beslutningsdokumentet kan downloades fra www.dds.dk/krm.


Søndag
Tjek ud
Søndag morgen inden kl. 11.00. Du kan have din bagage opbevaret på Hotel Legoland eller medbringe den i Lalandiahallen. Hvis du er i bil til Korpsrådsmøde, anbefaler vi, at du placerer din bagage i bilen. Hvis du bor i Legoland Village, skal du tjekke ud, inden du går til Korpsrådsmøde. For Village-beboere gælder endvidere, at man kan aflevere sin bagage og få den udleveret ved receptionen på Hotel Legoland efter Korpsrådsmødet er slut. (Village lukker receptionen kl. 11.00).
 
Divisionens time
Hvis din division har bestilt lokale til Divisionens time søndag kl. 8.30-10 – de vil fremgå af infoskærmene fra lørdag aften. Der er også mulighed for at blive siddende efter morgenmaden eller finde en krog på hotellet, hvis I vil mødes i divisionen. Tag gerne en ekstra kop kaffe eller te med fra morgenmaden til Divisionens time søndag kl. 9-10. Der er først kaffe igen i Lalandia Hallen kl. 10.30. Frokost udleveres og spises i Lalandiahallen, hvor der også vil være kaffe og te under hele Korpsrådsmøde 2018.

Præsentation af nye mærker
Hvis du ikke kan nå frem til mærkepræsentationen fredag aften, har du mulighed for at deltage i den samme præsentation af mærkerne søndag morgen kl. 8.30-9.30 i Auditorium A
Vi er opmærksomme på, at det ligger samtidig med Divisionens time og vil lade det være op til den enkelte deltager at vurdere, hvilket programpunkt der er vigtigst at deltage i søndag morgen.

Generelt

Korpskontoret
Korpskontoret holder åbent i lokale U2 på Hotel Legoland det meste af weekenden – når døren er åben, er kontoret åbent.
 
Parkering
Hvis du kommer i bil til Korpsrådsmøde, så kan det være godt at vide, at tidsbegrænsningen for parkering på Hotel Legoland og ved Legoland Village er suspenderet fredag til søndag (kl. 17). Hvis du ønsker at parkere ved Lalandia, koster det normal parkeringsafgift.

Betaling
Hvis din enhed har godkendt din betaling, bliver du faktureret efter Korpsrådsmødet. Hvis du selv skal betale, skal der være afregnet, inden du kan tjekke ind og få din mødemappe. Du kan henvende dig på Korpskontoret i lokale U2, hvis du har spørgsmål til betaling.
 
Afbud
Skulle du være så uheldig at blive syg eller på anden måde forhindret i at deltage i arrangementet, er det vigtigt, at du melder afbud pr. e-mail til info@dds.dk. Hvis ikke vi registrerer dit afbud, bliver du opkrævet 2.000 kr. i udeblivelsesgebyr. Hvis du melder afbud inden arrangementet, så betaler du kun efter de gældende afbudsregler.

Streaming af Korpsrådsmøde 2018
Korpsrådsmøde 2018 bliver streamet live på internettet – man kan følge med på www.facebook.com/spejder til streamingen. Faktisk er vi så mange deltagere, at der af brandhensyn ikke er plads til alle i Lalandiahallen. Derfor er der placeret ca. 75 spejdere i Auditorium A på Hotel Legoland, hvor streamingen bliver vist på den store skærm. Det drejer sig om deltagere uden stemmeret, medhjælpere og eksterne spejdere, som ”har taget en for holdet”. Tak til jer, der har meldt jer frivilligt til denne plads!

Vil du vide mere?
Så kan du finde (endnu) flere informationer om Korpsrådsmøde 2018 på www.dds.dk/krm. Her kan du finde mere om debatter på indflydelsestorvet, processen for udviklingsplanen, indholdsoversigt til inspirationstorvet fredag aften samt se mere om økonomi og forslag, der bliver behandlet på Korpsrådsmøde 2018.

Rigtig god læselyst! Vi ses i Billund!
Følg Det Danske Spejderkorps på Facebook
Copyright © 2018 Det Danske Spejderkorps, All rights reserved.