Copy
Bøger på vej fra Lindhardt og Ringhof
Se denne mail i din browser

Lindhardt og Ringhof / Akademisk Forlag / Storyhouse
Nyheder foråret 2018

Kære journalister, bloggere, anmeldere, medier og andre samarbejdspartnere

Vi er stolte over at kunne præsentere forårsprogrammet for Lindhardt og Ringhof, Akademisk Forlag og første titel fra Storyhouse: Ole Sønnichsen har skrevet en bog om fodboldspilleren William Kvist, som udkommer lige før VM til sommer.

Vi glæder os til at arbejde sammen med jer i 2018.
Glædelig jul og godt nytår!

Presseafdelingen: Gyrith Ravn, Tina Marie Kragh, Dennis Andersen, Christopher Strandberg og Søren Anker Madsen
SKØNLITTERATUR
Michael Frank: Den fabelagtige familien Frank
Et gribende portræt af en familie, der smuldrer under én kvindes dominerende personlighed. Michael Frank vokser op i en usædvanlig tætvævet familie i Los Angeles i 1970'erne, hvor han er centrum for sin barnløse fasters opmærksomhed. Hun overøser Michael med gaver og kærlighed og ser det som sin pligt at tage sig af hans kulturelle dannelse. Men bag hendes gavmilde natur gemmer sig en uhyggeligt manipulerende adfærd, som den unge Michael har svært ved at navigere i. "Jeg tvivler på, du kommer til at læse en bedre erindringsroman i år." - The Guardian
Udkommer 8. januar 2018. 367 sider. 299,95 kr. 
Yrsa Sigurðardóttir: Tilgivelse
En teenagepige bliver brutalt myrdet i den biograf, hvor hun arbejder, og liget slæbes ud i natten af en maskeret morder. Inden da har pigens skolekammerater modtaget en række gruopvækkende videoer fra pigen på Snapchat, hvor hun desperat beder om tilgivelse. Da liget omsider bliver fundet, er det markeret med tallet "2". Tilgivelse er tredje selvstændige bind i Yrsa Sigurðardóttirs spændingsfyldte krimiserie om efterforskeren Huldar og børnepsykologen Freyja. Yrsa Sigurðardóttir blev kåret som årets udenlandske krimiforfatter i 2016.

Udkommer 12. januar 2018. 440 sider. 299,95 kr. 
Karen Dionne: Dyndkongens datter
Helena bor med sine forældre langt ude i Michigans marskland, hvor de lever uden kontakt med andre mennesker. Men familien har en hemmelighed: Faderen kidnappede moderen, da hun var teenager og har siden holdt dem isoleret fra omverdenen. Da Helena og hendes mor slipper fri, bliver hendes far sendt i fængsel, men flygter 15 år senere. Karen Dionne har skrevet en thriller, der begynder efter det, der normalt er det dramatiske højdepunkt: en kidnapning, og Dionnes plot tager herfra et par tvists og slutter med en hæsblæsende menneskejagt.  

Udkommer 25. januar 2018. 367 sider. 299,95 kr. 
Karl Ove Knausgård: Så megen længsel på så lille en flade
I 2015 bad Munchmuseet i Oslo forfatteren Karl Ove Knausgård om at kuratere en udstilling om maleren Edvard Munch. Han fik fuldstændig frie hænder og gik i magasinerne og udvalgte værker, hvoraf flere aldrig havde været vist for publikum før. Bogen er et forsøg på at indfange, hvad der stod på spil i Munchs billeder og en undersøgelse af, hvordan de lever videre. Men først og fremmest skriver Knausgård om sit personlige forhold til Munchs kunst, aldrig langt fra det grundlæggende spørgsmål om, hvad kunst egentlig er, og hvad den betyder for os. 
Udkommer 26. januar 2018. 216 sider. 299,95 kr. 
Signe Langtved Pallisgaard: Alle de liv 
Signe Langtved Pallisgaard debuterede i 2014 med den anmelderroste Et andet sted. Nu er hun tilbage med en stærk og gribende roman om to kvinder, der tager på roadtrip sammen i Californien. Den ene kvinde lider af den uhelbredelige sygdom ALS, og de ved begge, at denne rejse bliver deres sidste. Romanen er inspireret af virkeligheden, hvor forfatterens egen veninde har sygdommen. Indimellem storslåede rejsebeskrivelser får vi fortællingen om de to kvinders tætte, men ikke ukomplicerede, venskab op igennem barndom og ungdom – samt scener fra den fremtid, som aldrig kommer.
En historie om venskab og kærlighed, sygdom, død og tilfældighedernes spil.
Udkommer 5. februar 2018. 208 sider. 249,95 kr. 
Benedict Wells: Ud af ensomheden
Da Jules, Marty og Liz mister deres forældre i en ulykke, ændres deres liv dramatisk. Deres sorgløse og beskyttede barndom er ovre, da de tre søskende kommer på kostskole, og som voksne glider de fra hinanden. Hver især tror de at være kommet over forældrenes død, da fortiden pludselig indhenter dem. Ud af ensomheden er en bevægende roman om tab og ensomhed - og om spørgsmålet om hvad der er uforanderligt i os. Og først og fremmest: en stor kærlighedshistorie. Romanen er tyske Benedict Wells' første roman på dansk. I 2016 modtog han EUs store litteraturpris. 
Udkommer 8. februar 2018. 304 sider. 299,95 kr. 
Mogens Blom: Enken fra Kiev
Ved midnatstide i Donetsk, Østukraine flygter en kvinde ud af sit hjem med en rygsæk fuld af fortrolige dokumenter. I Danmark er Maiken Tarp fra Forsvarets Efterretningstjeneste blevet ansat i  et sikkerhedssekretariat i Udenrigsministeriet. Mens ministeren taler på en stort anlagt konference, myrdes en af de udenlandske deltagere. Maiken Tarp er eneste vidne, og mens PET efterforsker attentatet som terrorrelateret, er Tarp overbevist om, at sagen er mere kompliceret end som så. Mogens Blom har arbejdet i udenrigstjenesten i 17 år, og i sine romaner trækker han på sine erfaringer her fra.
Udkommer 15. februar 2018. 340 sider. 249,95 kr. 
Brian Dan Christensen: Vejen til Alberta
En moderne Great Gatsby sat i Trumps Amerika. Vietnamveteranen Walker har i mange år været håndlanger og bodyguard for protestsangeren og verdensstjernen Philip Boothman. Boothman samlede Walker op, da han ramte bunden – men Walkers loyalitet bliver sat på en prøve, da en romantisk affære udvikler sig katastrofalt. En gribende fortælling om kærlighed og utroskab, venskab og loyalitet, kunst og kynisme. Og en roman, som tager læseren dybt ind i de betændte relationer mellem mennesker med store drømme og uforløst kærlighed.
Udkommer 21. februar 2018. 336 sider. 299,95 kr. 
Lone Theils: Heksedrengen
En professor findes bestialsk myrdet på en kirkegård. Kort efter findes det maltrakterede lig af en lille dreng i Themsen. London-korrespondent Nora Sand har mistanke om, at begge mord har forbindelse til en celeber skilsmissesag mellem en dansk realitystjerne og en russisk oligark, der slås om forældremyndigheden over deres søn. Jagten på sandheden bringer hende ud i de allermørkeste afkroge af London, der hvor sort magi hersker. Lone Theils har skabt en stor succes med sin serie om den danske journalist Nora Sand - Heksedrengen er tredje selvstændige bind i serien.
Udkommer 22. februar 2018. 272 sider. 249,95 kr. 
Bernard Minier: Cirklen
Selvstændig fortsættelse af Iskold død af den franske bestsellerforfatter Bernard Minier. I universitetsbyen Marsac bliver en lærer fundet brutalt myrdet i sit hjem en regnfuld nattetime. I husets pool flyder en masse dukker rundt, og på kanten sidder en ung mand, som hævder, at han intet kan huske. Politikommissær Martin Servaz bliver sat på sagen og modtager en kryptisk e-mail, der antyder, at den undslupne seriemorder Julian Hirtmann er tilbage. Er det bare en tilfældighed, at Servaz selv har studeret i Marsac, og hans datter nu går i skole i byen? Bernard Minier deltager i Krimimessen i Horsens i marts.
Udkommer 26. februar 2018. 592 sider. 299,95 kr. 
Jeffrey Archer: Pas på hvad du ønsker dig 
Fjerde bind i Jeffrey Archers Clifton-krønike. Harry Clifton og hans hustru Emma styrter til hospitalet, hvor deres søn Sebastian er blevet indlagt efter en alvorlig bilulykke. Imens finder et snedigt udtænkt magtspil sted i Barrington Shipping Company, hvor Don Pedro Martinez forsøger at forhindre, at Emma indtræder som formand og uden varsel tager den ukendte Cedric Hardcastle plads i Barringtons bestyrelse. Denne uforudsete omvæltning kommer til at ændre livet for alle i familierne Clifton og Barrington. Jeffrey Archer har solgt 330 millioner bøger verden over.  
Udkommer 2. marts 2018. 400 sider. 299,95 kr. 
Mette Wessel Fyhn: Mosefolk  
Mette Wessel Fyhn er arkæolog med speciale i mosefund og arbejder som hærvejskoordinator. Mosefolk er hendes debut og første bind i en serie. Maria Brænder er efterforsker hos politiet og netop udnævnt til landbetjent i den lille by Vi, hvor hun er vokset op. Ondskaben viser sit ansigt, da en ældre kvinde bliver voldtaget og myrdet. Overfaldene stopper ikke, og angsten tærer, for når alle kender alle, hvem er så morderen? En velskrevet krimi til læsere af Ane Riels spændingsromaner, Maren Uthaugs udkantsfortællinger og fans af tv-serier som "Fargo" og "Mord i vildmarken". 
Udkommer 6. marts 2018. 480 sider. 199,95 kr. 
Carlos Ruiz Zafón: Åndernes labyrint
Barcelona i slutningen af 1950’erne. Daniel Sempere, drengen, der opdagede en bog, som kom til at forandre hans liv, er i gang med at afdække mysteriet om sin mors død. Et mysterium, der har åbnet en sorg og en afgrund i hans sjæl. Da Alicia Gris dukker op, skal hun vise sig at være den, der hjælper ham med at finde forklaringen på familiens hemmelige historie - men til en meget høj pris. Åndernes labyrint er en fortælling fuld af lidenskab, intriger og eventyr og afslutter Zafóns store saga, De glemte bøgers kirkegård, der blev indledt med Vindens skygge i 2004. Carlos Ruiz Zafón er Spaniens bedst sælgende forfatter.
Udkommer 22. marts 2018. 928 sider. 399,95 kr. 
Guillaume Musso: Pigen fra Brooklyn
Raphael og Anna er forlovede og har kun kendt hinanden i seks måneder. På en miniferie i Sydfrankrig udspørger Raphael Anna om hendes fortid. Han fornemmer, at hun bærer på en mørk hemmelighed. Modvilligt viser hun ham et billede og forsvinder derefter ud af døren. Billedet efterlader Raphael i chok, og da hun ikke kommer tilbage eller senere er at finde i deres lejlighed i Paris, begynder en hektisk jagt på Anna og sandheden om hende. Det fører blandt andet Raphael til New York. Der venter en uventet afsløring, der atter engang vil overraske læserne af Musso-romaner - Frankrigs bedst sælgende forfatter.
Udkommer 23. marts 2018. 400 sider. 299,95 kr. 
Jillian Cantor: Det glemte brev
I Østrig under Anden Verdenskrig overtager den unge Kristoff sin jødiske mesters virke efter Krystalnatten. Med livet som indsats hjælper han modstandsbevægelsen med identitetspapirer til jødiske familier. Da han forelsker sig i mesters datter, må han finde en måde at redde dem begge. Godt 40 år senere finder amerikanske Katie sin fars frimærkesamling og sender den til vurdering hos en ekspert. Han opdager et sjældent østrigsk frimærke fra 1940'erne på et brev, der aldrig er afsendt. Katie rejser til Berlin og finder en familiehistorie fuld af lidenskab og tragedie, der går på tværs af kontinenter og generationer. 
Udkommer 27. marts 2018. 320 sider. 249,95 kr. 
Rupi Kaur: Mælk og honning
Det er sjældent, at en digtsamling kan bryste sig af at have ligget 87 uger på New York Times' bestsellerliste og have solgt over 2 millioner eksemplarer, men det er ikke desto mindre, hvad debutanten Rupi Kaurs Mælk og honning har formået. Hendes digte handler om kærlighed og sorg, vold og mishandling og er illustreret af forfatteren selv. "I en alder af 24 er Rupi Kaur blevet kaldt sin generations stemme", skrev USA Today. "Rupi Kaurs tekster er simple, men udtrykket er stærkt...de fanger både universelle menneskelige erfaringer og virkelige udfordringer for en moderne ung kvinde", stod der hos Huffington Post. 
Udkommer 2. april 2018. 208 sider. 149,95 kr. 
Gerald Durrell: Min familie og andre dyr
Den har været umulig at opdrive i boghandlen i over 30 år og kun med lidt held været til at finde i antikvariater. Det råder vi nu bod på, når vi genudgiver de tre bøger om Gerald Durrells lykkelige barndom i 1930'erne på den græske ø Korfu. Durrell beskriver med stor kærlighed øens rige dyreliv, dens beboere og sin excentriske familie. Han blev senere i livet zoolog, men var allerede som barn passioneret naturmenneske og fyldte familiens hjem med skildpadder, fugle og skorpioner, hvilket ofte førte til vanvittige og aldeles underholdende forviklinger. Det er lys og glæde, fortryllende naturbeskrivelser og ægte britisk humor.     
Udkommer 3. april 2018. 424 sider. 249,95 kr. 
Gerald Durrell: Min familie har finner, fjer og sko
"Det burde være ulovligt at skrive en bog, som er så levende og sjov", udtaler Anders Kofoed, der er zoolog og forfatter til bl.a. Superkryb. Alle, der har læst Gerald Durrells lykkelige barndoms-erindringer omfavner dem med varme og begejstring. Både nye og gamle læsere får nu muligheden for at erhverve sig de tre bøger i serien, når vi genudgiver dem med nye, flotte omslag. "Hvis jeg kunne give et barn en gave, ville jeg give det min barndom", har Gerald Durerell sagt. Her er i hvert fald hans Korfu-trilogi og en lille bid af hans lyse og lykkelige barndomsår.
Udkommer 3. april 2018. 336 sider. 249,95 kr. 
Gerald Durrell: Gudernes have
Gerald Durrell (f. 1925-1995) blev født i Indien, der dengang var britisk koloni, som den yngste af fire søskende. Da faderen døde i 1928, måtte familien vende hjem til England. De kunne imidlertid ikke holde det engelske klima ud og flyttede derfor i 1935 til Korfu. Der blev de i fem lykkelige år, indtil Anden Verdenskrig tvang dem tilbage til England. Durrell blev senere zoolog og arbejdede med at skaffe dyr til alverdens zoologiske haver. Han medvirkede også i utallige tv-programmer om dyr og natur og slog sig ned på Jersey, hvor han grundlagde Durrell Wildlife Conservation Trust og Jersey Zoo, der fortsat arbejder på at beskytte sjældne og truede dyrearter.  
Udkommer 3. april 2018. 288 sider. 249,95 kr. 
Einar Már Guðmundsson: Pasfotos
Pasfotos er en rejseroman, en kærlighedsroman og en udviklingsroman – det hele vævet sammen af Einar Már Guðmundsson med velkendt snilde. Romanen er den unge mand Haralds beretning om en for længst svunden sommer, hvor han begiver sig til Norge for at arbejde og lære verden at kende. Men regnestykket tager ikke højde for kærligheden, som sætter streger i alle regninger. Einar Már har modtaget en lang række priser og æresbevisninger for sine bøger. I 2015 fik han Den Islandske Litteraturpris for romanen Hundedage, som også blev valgt som bedste oversatte roman i Kina i 2016. 
Udkommer 6. april 2018. 360 sider. 249,95 kr. 
Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det
Hvad sker der med en familie i underskud, som pludselig kommer til penge? Som endelig får det, de har drømt om? Vil alt nu endelig blive godt?  Og hvad sker der, når verden pludselig bliver større end huset for enden af den lange grusvej lidt uden for Skive? Thomas Korsgaard tog læsere og anmeldere med storm med sin debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi. En dag vil vi grine af det fortsætter den stærke og sørgmuntre fortælling om Tue, der vokser op i et hjem, hvor børn overlades til sig selv, og hvor voksne ikke rigtig magter at være forældre.
Udkommer 3. maj 2018. 288 sider. 249,95 kr. 
Wilbur Smith: Krigsråb
Ny roman i serien om familien Courtney. Den modige Saffron Courtney er datter af den fremtrædende forretningsmand og krigsveteran, Leon Courtney, som opdrager hende alene i det koloniserede Kenya. Som Saffron vokser op, vokser også hendes lyst efter viden og eventyr. Hun rejser derfor til England, hvor hun uundgåeligt indblandes i dramatiske begivenheder. Hun møder den privilegerede og idealistiske Gerhard von Meerbach, hvis velhavende bror er glødende nazi-sympatisør. Men Gerhards idealisme sættes på prøve, da hans venskab med en jødisk mand bringer ham i fare. Wilbur Smith er i topform.
Udkommer 4. maj 2018. 400 sider. 299,95 kr. 
Sara Bouchet: Savas vidner
En sindsoprivende psykologisk thriller om kærlighed og dæmoner, om selvmordets mysterium og middelalderens hekseprocesser. Dannie Lind er i krise. Hun er suspenderet fra sit job som præst, og kæresten er gået. Da søsteren Sophie i Skotland beder hende komme hurtigst muligt, er det en kærkommen lejlighed til at rejse væk. Men da Dannie ankommer, er Sophie forsvundet. Langsomt nærmer Dannie sig opklaringen af en morbid hemmelighed, der har været skjult i århundreder. Sara Bouchet er leder af Johannes V. Jensen Museet i Farsø og vandt i 2016 en romankonkurrence med debutromanen Hjem.
Udkommer 9. maj 2018. 500 sider. 299,95 kr. 





LOVEBOOKS er kærlighedshistorier fra Lindhardt og Ringhof.

 

Jennifer L. Armentrout: Vent på mig
Første bog i Jennifer L. Armentrouts romantiske new adult-serie. 19-årige Avery flytter fra Texas til West Virginia for at begynde på college, tusindvis af kilometer fra en fortid fuld af smertefulde minder. Det eneste, hun ønsker, er at starte på en frisk, passe sine studier, få venner og ellers undgå alt for meget opmærksomhed. Kun sådan kan hun flygte fra det, der skete fem år tidligere og som ændrede hendes liv for altid. Første dag på college støder Avery ind i den charmerende Cameron. Han er høj og flot, og han passer ikke ind i Averys planer om at leve et stille og roligt liv. Avery afviser ham, men Cameron giver ikke så let op.
Udkommer 14. februar 2018. 372 sider. 199,95 kr. 
J.P. Monninger: Vejen til dit hjerte
En smuk og rørende roman om Heather, der har planlagt sin fremtid ned til mindste detalje. Hun er netop blevet færdig på college og skal rejse lidt rundt, inden hun begynder på et nyt job. Men da hun tilfældigt møder Jack i et tog i Europa, må hun ændre planer. Jacks plan er at følge sin bedstefars dagbog, hvilket fører ham til smukke, romantiske storbyer som Wien, Budapest og Istanbul. Heather følger med ham, og de forelsker sig i hinanden. Men forpligtelserne hjemme i USA gør, at Heather overtaler Jack til at tage med hende tilbage, og Jack har en hemmelighed, som kan ændre absolut alt.
Udkommer 19. april 2018. 320 sider. 199,95 kr. 

L&R KLASSIKERE

Ernest Hemingway: Over floden ind i skovene
Over floden – ind i skovene udspiller sig i Venedig i tiden efter Anden Verdenskrig. Den ældre, amerikanske oberst Richard Cantwell forelsker sig i Renata, en ung italiensk grevinde. Cantwell er forbitret og mærket af krigen, og selvom han er gammel nok til at være Renatas far, overvældes han af den uselviske og unge kærlighed, hun giver ham. Krigen er slut, men sårene endnu ikke helet, og for nogen kommer den fred, man med længsel har ventet på, for sent.  



Udkommer 10. januar 2018. 312 sider. 199,95 kr. 
Sinclair Lewis: Det kan ikke ske her
"...en herlig genopdagelse. En fræk krydsning af besk satire og bekymret dystopi ... Skrevet med næb og klør og salt og peber – og med en sociologisk fantasi, hvor djævlen ligger i detaljen.” – Hans Hertel, Politiken 
Hvad ville der ske, hvis USA fik en diktator? Det kan ikke ske her fra 1935 er en forudseende og advarende roman, der påviser, at det kan ske. Romanen blev oprindeligt skrevet på baggrund af fascismens fremgang i Europa i 1930'erne, men er af flere medier blevet udråbt til ”romanen, der forudså Trump”.

Udkommer 20. januar 2018. 432 sider. 299,95 kr. 
Pablo Neruda: 100 kærlighedssonetter
Den chilenske digter og nobelpristager Pablo Neruda skrev disse hundrede kærlighedssonetter til sin kone Matilde Urrutia i 1959. I Chile og hele Sydamerika er Pablo Nerudas jordbundne, sanselige og erotiske kærlighedsdigte lige så afholdte som hans politiske digte, og de hundrede sonetter hører til hans bedste. Digtenes kulisse er landskabet omkring ægteparrets hus i Isla Negra i Chile, nær ved havet og vinden, det hvide sand og de vilde blomster, den varme sol og Stillehavets salte luft, og digtene er en hyldest til kærligheden og hans elskede.

Udkommer 14. februar 2018. 124 sider. 199,95 kr. 
Ernest Hemingway: Øen og havet
Hemingways store posthume roman. Bogens første del beskriver maleren Thomas Hudsons (læs: Hemingway) liv på en lille ø i Golfstrømmen. Anden del foregår på Cuba under Anden Verdenskrig, hvor Hudson udfører hemmeligt arbejde for de allierede. Del tre foregår ombord på en stor motorbåd i farvandene omkring Cuba, hvor jagten går på tyske ubåde. Bogen tegner et fascinerende portræt af en kunstner, en romantiker, en idealist – et menneske – som livet skænker økonomisk succes, kvinders kærlighed, eventyr og farer, men også grum tragedie.
Udkommer 5. marts 2018. 560 sider. 299,95 kr. 
FAGBØGER/BIOGRAFIER
Louise Fredbo-Nielsen: Sæt kursen
Danske kvinder går glip af millioner af kroner ved ikke at forholde sig til deres økonomi - og måske endda investere nogen af deres penge. Vil du gerne have styr på din økonomi og se dine penge arbejde for dig og vokse? Drømmer du om økonomisk frihed til at kunne tage orlov fra jobbet og rejse med familien? Eller måske er drømmen at forlade arbejdsmarkedet tidligt? Så er fremtidsforsker Louise Fredbo-Nielsens bog Sæt kursen der, du starter. I bogen giver kendte kvinder og eksperter eksempler og gode råd. 
Udkommer 4. januar 2018. 240 sider. 249,95 kr. 
A. E. Hotchner: Papa Hemingway
"Man kan vanskeligt forestille sig nogen bedre biografi" – Life
Få mænd kom så tæt på Ernest Hemingway som A.E. Hocthner. De to mødte hinanden på Cuba i 1948, og i årene der fulgte, tilbragte de lange perioder sammen – i Hemingways hjem i Havana, i Key West og i Ketchum, Idaho - og i Paris, Venedig, ved den franske riviera og til tyrefægtning i Spanien. Fortid og samtid væves sammen af bogens mange flashbacks. Papa Hemingway er Hotchners meget personlige biografi om vennen Ernest Hemingway: En bestseller som siden den udkom første gang i 1965, er udgivet i 34 lande og på 28 sprog.
Udkommer 10. januar 2018. 360 sider. 249,95 kr. 
Michael Quetting: Gåsefar
En personlig og humoristisk fortælling om en mand, der bliver far til en flok gæslinger og får øjnene op for de vigtige ting i livet. Det er i forbindelse med et forskningsprojekt på Max Planck Instituttet for Ornitologi, at Michael Quetting skal træne en flok grågæs til at følge ham og hans ultralette fly i luften. Da de syv gæslinger er kommet ud af deres æg, mærker den nybagte gåsefar til sin overraskelse, at han har fået en livlig børneflok med hver deres særheder. Michael Quetting deler sine oplevelser med os: Om hvordan de sammen erobrer land, vand og luft, og om den svære afsked ved projektets afslutning, hvor gæssene skal slippes fri – og Michael Quetting er forandret for altid.
Udkommer 15. januar 2018. 240 sider. 249,95 kr. 
Brian Benjamin Hansen & David Mayntz (red.): Det ækle
Det ækle gør noget ved os. Det trænger sig på, fylder os med væmmelse, giver kvalme, sætter sig i næseborene og hænger fast på nethinden. Det ækle klistrer og klæber og anfægter os på det dybeste. Det ækle behandler forskellige aspekter af det, vi afskyr. Læs fx om klam og grænseoverskridende ledelse, om ulækre indvielsesritualer, om lystfølelse i et seksuelt overgreb, afskyen ved den lækkende krop, om teenagerens væmmelse ved pubertetens biologiske forandringer og vores fundamentale væmmelse ved at slå ihjel.
Udkommer 24. januar 2018. 224 sider. 299,95 kr. 
Frederik Strand: Jagten på morderne stopper aldrig. Genåbnede danske kriminalsager 
Genåbnede sager betragtes som store efterforskningsmæssige triumfer, hvor nye spor tages op, og nye efterforskningsmetoder tages i brug for at løse sagerne. Frederik Strand tager fat i sager fra de sidste godt 100 år – fra mordet på en københavnsk inkassator i 1890 til de seks kvindemord i Københavnsområdet omkring 1990. Hvorfor og hvordan bliver disse kriminalsager åbnet på ny? Og kan en genåbnet sag, der fører til en dom, altid betragtes som opklaret? Med forord af politiinspektør Bent Isager-Nielsen.
Udkommer 26. februar 2018. 280 sider. 299,95 kr. 
Kasper Holten: En lille bog om opera
Kasper Holten var 27 år, da han blev ansat som operachef på Det Kongelige Teater, men var kun et barn, da opera for første gang fortryllede ham. Det er Holtens livslange kærlighed til operaen, han skriver om i denne personlige bog, som kan berige den næste operaoplevelse eller måske inspirere til det første operabesøg. Han fortæller om sine egne oplevelser og tager os med om bag scenen på de store forestillinger. Vi hører om stemmerne, koret og arierne; om mesterværkerne og operahusene; om instruktørens, dirigentens og scenografens rolle og han gør os klogere på, hvordan en operaopsætning bliver til. 
Udkommer 7. marts 2018. 256 sider. 249,95 kr. 
Anne Birgitte Stürup
med Morten Bruun og Thomas Bjerg
:
På ofrenes side

Et helt enestående indblik i det danske retssystem. Anne Birgitte Stürup har viet sit liv til arbejdet med de groveste forbrydelser. Som anklager gennem næsten 45 år har hun især interesseret sig for drabssager, voldtægter og misbrug af børn. Flere af de sager, hun har ført, har resulteret i retshistoriske afgørels-er. Bogen indeholder beretninger om bl.a. det dødelige overfald på avisbuddet på Amager, drabet på den italienske turist i København, den hiv-smittede karatetræner, serieforbryderen fra de københavnske parker og Amagermanden.
Udkommer 9. marts 2018. 272 sider. 249,95 kr. 
Peter Lund Madsen: Manual til min hjerne. En helt sindssyg historie.
Peter Lund Madsen var i mange år bange for at blive sindssyg. Men hvad sker der, når virkelighedsopfattelsen forsvinder, og man bliver så angst, at hjertet hamrer, gulvet forsvinder, og man ikke kan trække vejret? Med udgangspunkt i sin egen historie og i de patienter, han har mødt som psykiater, giver han en introduktion til vores vigtigste og mest komplekse organ, hjernen. Læs om den betydning hjernens funktionsevne har for stress, demens, angst og skizofreni, og hvorfor alle moderne mennesker bærer kimen til mental ubalance i sig.
Udkommer 19. april 2018. 304 sider. 299,95 kr. 
Charlotte Langkilde: Færøerne. En moderne nation fødes
Charlotte Langkilde brugte 13 år på at grave sig ned i sagsakterne om Nordisk Fjer og opklarede undervejs forhold som end ikke Bagmandspolitiet formåede at trænge til bunds i. Det blev til bestselleren Bedraget, der udkom i 2013. Charlotte har igen trevlet arkiverne igennem og fundet en historie, der ikke har været fortalt før. Forholdet mellem Færøerne og Danmark er fyldt med myter og forkerte historier. Her fortælles historien, som den fremgår af arkiverne, og som ofte går imod de historier, der er fortalt gennem generationer om det danske herredømme over Færøerne. 
Udkommer 3. april 2018. 512 sider. 349,95 kr. 
Hans Rosling med Ola Rosling og Anna Rosling-Rönnlund: Factfulness
Med udgangspunkt i et livslangt arbejde med at fremme et faktabaseret syn på verden, afslører svenske Hans Rosling og hans faste samarbejdspartnere, 10 instinkter og fordomme, som gør, at vi misforstår, hvordan verden i virkeligheden fungerer. "Denne bog er det sidste slag i min livslange kamp for at bekæmpe ødelæggende global uvidenhed.(...) I mine tidligere slag bevæbnede jeg mig med omfangsrige datasæt, lærerig software, en energisk foredragsstil og en svensk bajonet. Det var ikke tilstrækkeligt. Men det håber jeg, denne bog vil være."
Udkommer 5. april 2018. 320 sider. 299,95 kr. 
Antony Beevor: Arnhem - Den sidste tyske sejr
Antony Beevor er verdens førende militærhistoriker. Hans bøger er prisbelønnede, er udkommet på 32 sprog og har samlet solgt mere end syv millioner eksemplarer. Dette er den sande historie om slaget ved Arnhem. Beevor bruger ofte oversete kilder fra hollandske, britiske, amerikanske, polske og tyske arkiver, når han rekonstruerer de frygtelige kampe i det, som er kaldt for *den sidste tyske sejr". Denne bog er en gribende beretning om et enkelt slag, men den undersøger også, hvad krig egentlig handler om. Bogen udkommer samtidigt med den engelske udgave.
Udkommer 7. maj 2018. 512 sider. 349,95 kr. 
Jesper Bay-Hansen og Ann-Marlene Henning: Pik, potens og parforhold
En guide til manden om sex, krop og mandemyter. Her er både en grundlæggende indføring i mandens anatomi og gode råd til et godt sex- og kærlighedsliv. Bogen giver svar på alt fra normalstørrelser til rejsningsproblemer og afliver mange af de myter, der eksisterer om manden og den mandlige seksualitet. Bogen er skrevet af den danske læge Jesper Bay-Hansen og den tyske sexolog Ann-Marlene Henning og er baseret på den nyeste forskning. Pik, potens og parforhold er underholdende skrevet og indeholder masser af illustrationer og fotos. 
Udkommer 22. maj 2018. 320 sider. 249,95 kr. 
Karin Margarita Frei: Egtvedpigens rejse
Egtvedpigen blev fundet i 1921 efter at have ligget i jorden i mere end 300 år. I 2015 kunne Karin Margarita Frei offentliggøre resultatet af sin banebrydende forskning, som afslørede, at Egtvedpigen ikke var født i Danmark, men kom langvejs fra - og havde rejst flere gange frem og tilbage til Danmark i tiden op til sin død. Karin Margarita er født i 1973 i Argentina, men flyttede som 17-årig alene til Danmark for at søge sine danske rødder. Hun studerede geologi og skabte senere sit eget forskningsfelt, arkæometri. Hun er en forsker, der går sine egne veje og er i dag forsknings-professor ved Nationalmuseet. 
Udkommer 24. maj 2018. 240 sider. 249,95 kr. 
William Kvist: Jagten på frihed 
William Kvists åbenhjertige beretning om livet på fodboldens førsteklasse på godt og ondt. Selv om han er en af de mest rutinerede på det danske landshold, har spillet i både Bundesligaen og Premier League og i dag er anfører i FCK, har han overvejet, om han passede ind i en verden med store lønninger, koleriske trænere, dyre spilleragenter og machokulturer. I bogen fortæller han, hvordan han har arbejdet med at optimere sig selv både som fodboldspiller og menneske. Samtidig inviterer han ind i en ellers lukket verden og fortæller ærligt om store nedture og tvivl, vigtige sejre og mødet med verdens bedste fodboldspillere. 
Udkommer 28. maj 2018. 256 sider. 299,95 kr. 
MAD & DRIKKE
Jamie Oliver: 5 ingredienser 
I Jamie Olivers nye kogebog får du 130 nye opskrifter, hvor kombinationen af bare fem ingredienser giver et fantastisk velsmagende resultat. Det er enkle retter, der kan laves på under en halv time: salater, pasta, fisk, kylling, grønt, okse, gris, lam, ris & nudler og noget til den søde tand. Det handler ganske enkelt om lækker og sund mad på den nemmest mulige måde. Alle bogens retter er ernæringsberegnede. 


Udkommer 27. december 2017. 320 sider. 299,95 kr. 
Michelle Kristensen: Mindre mavefedt - mere energi  
Mindre mavefedt - mere energi er en effektiv og realistisk bootcamp, der hjælper dig med at gå 1 størrelse ned på bare 4 uger. Guiden er skrevet af en af Danmarks mest populære kost- og træningseksperter Michelle Kristensen, der igennem årene har hjulpet tusindvis af mennesker landet over med at tabe sig. Bogen indeholder madplaner, indkøbslister, træningsprogrammer og opskrifter på både morgenmad, frokost, eftermiddagssnacks, aftensmad og desserter. 
Udkommer 27. december 2017. 192 sider. 249,95 kr. 
Louisa Lorang: Juice de Luxe
Louisa Lorang har allerede skrevet to bestsellere om juice, men er nu på vej med 56 spritnye opskrifter, for som hun selv siger: "Jeg er stadig vild med juice. Og greenies, smoothies og bowls. Hele universet af flydende grøntsager og frugt, der er nemme, skønne, smager af slik og ballade – eller nogle gange meget grønt! – og som er ekstra vigtige i en super travl hverdag". Bogen er proppet med grønne sager og opskrifter, der er super enkle. Du kan bruge opskrifterne til alt fra morgenmad, mellemmåltid, dessert, sjusser eller måske snuppe en juicekur. 
Udkommer 12. januar 2018. 176 sider. 199,95 kr. 
Mikkel Karstad: Evergreen
Mikkel Karstad er en af landets dygtigste og mest æstetiske kogebogsforfattere. I sin tredje kogebog, Evergreen, hylder han det grønne, vegetariske køkken. Bogens 70 opskrifter, der er enkle og nemme at gå til, har fokus på de grøntsager, der vokser på danske marker og haver. Sammen med fotografen Anders Schønnemann har han igen skabt en smuk og indbydende kogebog, der er et billede på, hvad det moderne danske køkken formår lige nu.


Udkommer 8. februar 2018. 288 sider. 349,95 kr. 
Find billeder på vores PRESSESITE!
Pressemateriale, forsidefotos og forfatterfotos på presse.lindhardtogringhof.dk
Bestilling af eksemplar med henblik på anmeldelse sendes til e-mail: presse@lindhardtogringhof.dk
Vores adresse:
Lindhardt og Ringhof
Vognmagergade 11, 4. sal
København 1148
Denmark

Føj os til din adressebog

Copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof, All rights reserved.