Copy
Nyheder, synspunkter, viden og trends - til dig og din virksomhed
View this email in your browser

Nyt udspil fra regeringen
- forenkling af erhvervsfremmeindsatsen - herunder turismefremmesystemet

For øjeblikket pågår en del aktivitet afledt af regeringens aftale indgået med KL om en forenkling af erhvervsfremmesystemet. Flere punkter i aftalen vedrører turismefremmesystemet og det berører jo i høj grad VisitAalborg og hele det nordjyske turismeerhverv. Den samlede aftale kan læses på dette link
 
Fokuspunkter for turismeerhvervet er trukket frem her:
Hovedsigtet med regeringens reform er at skabe en forenklet og mere koncentreret turismeindsats. Som konsekvens heraf skal regionerne ikke længere varetage turismeudviklingsopgaver, og de fem vækstfora skal nedlægges. På kommunalt niveau sigter reformen mod en reduktion i antallet af kommunale destinationsselskaber fra i dag ca. 80 til 15-25 fra 2019 – ultimo 2020. For Nordjylland betyder reformen, at der skal ske en koncentration gennem etablering af fælleskommunale selskaber – formentlig 2-3 selskaber.
 
Vi arbejder derfor på højtryk med at gøde jorden for Aalborg og VisitAalborgs rolle i fremtiden. Vi fremhæver især Aalborgs strategiske kerneinteresser:
 
Aalborg Kommune er i dag Danmarks tredje største kommune målt på turismeomsætning.
 
For VisitAalborg er det af afgørende betydning, at… 
  • storbyturismen tilgodeses i den nye struktur. Turismen i Aalborg baserer sig på kulturoplevelser, shopping, gastronomi, events, cruise, storbyliv mv. og er derfor væsensforskellig for resten af Nordjyllands turisme, men af vital betydning for byens universitetsliv, handelsliv, kulturscener og byudvikling i bred forstand. 
  • indsatsen for at tiltrække møder og videnkongresser bliver styrket i fremtiden. Møder og kongresser er helt afgørende for videnbyens forsknings- og undervisningsmiljøer samt byens erhvervsklynger. Møder og kongresser er et centralt element for internationaliseringen af universitetet, lufthavnen og Aalborgs erhvervsliv. 
  • byens event- og kulturscene foldes ud som et vigtigt grundlag for videreudvikling af byens i forvejen høje liveability – både for byens borgere i almindelighed, men også for (internationale) studerende, forskere, talenter og videnarbejdere i særdeleshed.
I regionalpolitisk perspektiv har Aalborg en stor interesse i forsat udvikling af Aalborg Lufthavn som en international lufthavn, og i et stærkt samarbejde med omkringliggende kommuner. Turismen kan være med til at skabe sammenhæng mellem byen og oplandet, mellem erhvervslivet og kulturlivet, og mellem Aalborg og resten af Danmark/Norden.
 

Nye, stærke kompetencer i vores ledelse

VisitAalborg har pr. 1. april 2018 ansat Anja Mathiasen, som Økonomi- og administrationschef.
 
Anja har det overordnede ansvar for VisitAalborgs økonomi, jura, IT og HR, herunder VisitAalborgs projektstyring og arbejdet med rollen som en udviklingsorganisation og samarbejdsorganisation for turisme og oplevelsesøkonomi.

Anja skal i et tæt samarbejde med medarbejderne i VisitAalborg sikre en god og effektiv implementering af VisitAalborgs strategi således, at VisitAalborg kan være stærkt medvirkende til at udvikle hele kommunens turismepotentiale. 
 
Anja har fra tidligere stor erfaring med økonomi, HR, personaleledelse, undervisning og organisationsarbejde, herunder udvikling, omorganiseringer og organisationsforandringer.

Micro Influencers
- en ny tilgang til markedsføring 

VisitAalborg har taget initiativ til et større samarbejde med VisitDenmark og VisitNordjylland om markedsføring af Aalborg som destination. I projektet er der indledningsvis fokus på byproduktet og på det sydnorske marked.
 
Hen over Kristi Himmelfart gennemførte VisitAalborg det første besøg, hvor 14 sydnorske børnefamilier kom til byen og fik en smagsprøve på, hvad man kan opleve som børnefamilie i Aalborg. Projektet involverede mange af VisitAalborgs partnere i forbindelse med eksempelvis overnatning, forplejning og adgang til attraktioner, så den enkelte familie ikke havde udgifter til turen.
 
Modydelsen var så, at familierne skulle dokumentere turen med billeder og stories (content) på Instagram, og at vi efterfølgende har rettighederne til materialet mhp. at kunne gennemføre marketingkampagner (retargeting) mod eksempelvis sydnorge.
 
De foreløbige resultater fra kampagnen er særdeles positive. Vi har haft en målgruppe (audience) på ca. 190.000 følgere på Instagram, og hen over Kristi Himmelfart-weekenden har vi opnået mere end 4,5 millioner organiske visninger (reach) og 44,500 interaktioner med materialet (engagements). Der er blevet produceret og delt mere end 600 stykker indhold. 
 
I VisitAalborg ser vi denne type marketingkampagne som en væsentligt skridt i retning af en endnu mere præcis markedskommunikation, der i væsentlig højere grad henvender sig til det publikum, vi gerne vil have i tale.
 
Jeppe Stricker, chef for markedskommunikation i VisitAalborg, har skrevet en artikel, der forklarer konceptet og vores resultater. Artiklen, der er på engelsk, kan læses her.

Nedtælling til ITAB2018

De sidste detaljer er ved at være på plads til årets store VisitAalborg-konference ITAB2018. i år er datoen den 31. oktober og Aalborg Kongres & Kultur Center lægger lokaler til. Alle aftaler med talere er på plads, og vi mangler kun at få lagt de sidste brikker i programrækkefølgen. Igen i år er vi meget stolte over den stærke og kompetente line-up på talere. Årets tema er New Directions and Trends. 

Blandt de stærke profiler er årets Key Note Speaker; den svenske futurist Stefan Huttfors, der vil tage os på en tidsrejse til fremtiden. Det bør også bemærkes at CEO fra Amsterdam Marketing lægger vejen forbi talerstolen og fortæller the Amsterdam Story på en måde, så alle såvel mindre destinationer som kommunale planlæggere kan få læring med fra dagen. Airbus, SAS og AirBnB kommer til Aalborg og gør os klogere på rejsetrends på globalt plan.

Igen i år er der fremmedord som BigData, AI (kunstig intelligens) og machine learning på dagsorden, og konferencedeltagerne vil få masser af praktiske eksempler på, hvad dette betyder for branchen og vores dagligdag. Per Østergaard kommer direkte fra VM i Ishockey i Herning og kan fortælle ALT om brug af data i forbindelse med kæmpe arrangementer og publikumsmønstre. Fra Israel kommer Noam Shoval og gør os klogere på emotionel tracking. VisitAalborg følger op på sidste års konference og fortæller om succesfulde kampagner med norske influencers, og der kommer en status på BigData projektet.

Du kan læse meget mere om alle speakers her. Du kan tilmelde dig her.

Nyt samarbejde mellem UCN og VisitAalborg 


VisitAalborg har gennem flere år arbejdet målrettet med tiltrækning af faglige/videnskabelige kongresser og konferencer, primært i tæt samarbejde med Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital. Dette samarbejdsforum udvides nu med indgåelsen af endnu en strategisk samarbejdsaftale, denne gang med UCN (University College Nordjylland).

For UCN er det nye samarbejde vigtigt på flere niveauer; dels kan værtskabet for konferencer bidrage til at booste UCN’s synlighed som en stærk uddannelses- og vidensinstitution, og dels kan de bruges som strategiske værktøj til en øget positionering – nationalt såvel som internationalt. Samarbejdet ligger desuden i tråd med et andet centralt element i UCN’s strategi, nemlig at skabe værdi og synlighed sammen med andre.

Rektor på UCN, Lena Augusta Jørgensen er da også glad for det nye samarbejde.

”Med samarbejdsaftalen på plads står VisitAalborg til rådighed for UCN med gratis sparring og rådgivning om praktiske og logistiske forhold relateret til arbejdet med at tiltrække og afholde møder og konferencer. Som fagperson, underviser eller forsker, kan det være en meget stor mundfuld at arrangere en konference. Der er mange ting at tage stilling til. Den opgave håber vi bliver lettere med samarbejdet med VisitAalborg. Så kan man i højere grad koncentrere sig om det faglige”, siger Lene Augusta Jørgensen.

Kongreschef i VisitAalborg, Hanne Kristiansen, er også ovenud tilfreds med det nye samarbejde; ”VisitAalborg arbejder i forvejen tæt sammen med Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital om at tiltrække vigtige faglige og videnskabelige konferencer, som bidrager til at styrke den nationale og internationale synlighed for byen vidensinstitutioner. Aftalen med UCN styrker således et allerede stort og vigtigt arbejde med at sætte Aalborg og ikke mindst byens mange faglige og videnskabelige kompetencer og resultater på verdenskortet via værtskaber for vigtige konferencer”.
”Vi glæder os til at komme rundt på UCN og hjælpe med at afdække de muligheder, der ligger i samarbejdet” slutter Hanne Kristiansen.

Havørreder i Limfjorden

Limfjordssekretariatet har sammen med fem Limfjordskommuner og en række Visit-organisationer indgået et samarbejde om at sætte fokus på lystfiskeri af havørreder. Limfjorden er begunstiget med et rigt fiskeliv, men især havørreden er et oplagt emne for lystfiskeren. VisitAalborg har peget på Hals-området som et af fem pilotprojekter, hvor man sammen med lokalmiljøet skal afdække hvilke forudsætninger, der allerede er på plads, og hvilke der eventuelt skal udvikles og understøttes, for at gæsteoplevelsen bliver helt i top. Tanken med projektet er således at gå på tværs af kommunale skel i ambitionen om at definere, udvikle og markedsføre den gode fiskeoplevelse. Projektet løber i 2 år og forventes senere i projektperioden udbredt til Halkær Bredning og eventuelt andre oplagte fiskepladser i Aalborg Kommune. 

Med på sidelinjen når mødekøbere besøger Nordjylland – oplevelser og observationer

Mit navn er Heri Müller og som ny informationsassistent i VisitAalborg, havde jeg i sommerdagene 6. og 7. juni glæden af at følge med Jane fra Nordjyske Møder på en Site Inspection-tur med 21 sjællandske møde- og eventbookere rundt hos 12 af Nordjyske Møders meget forskellige partnere.

Turen bød på flere nordjyske attraktioner, spændende oplevelser, fremvisning af konference- og mødefaciliteter – alt sammen fremvist for at overbevise de deltagende møde- og eventbookere om at holde deres næste arrangement i Nordjylland. Turen hertil skal have stor værdi for deltagerne på det oplevelsesmæssige plan og samtidig give dem indblik i, at det er både økonomisk billigere og transportmæssigt sidestillet at tage til Nordjylland via fly og bus sammenlignet med Nordsjælland eller Fyn.

Deltagernes forhåndsviden omkring de eksisterende tilbud var generelt yderst begrænset. To deltagere havde faktisk aldrig været i Jylland før. Ikke desto mindre udtrykte flere af deltagerene begejstring for den nordjyske gæstfrihed, de spændende faciliteter og det anderledes bud på, hvordan en konference kan tage sig ud. En gennemgående udtalelse var vigtigheden af det personlige og fysiske indtryk. Gæstfrihed skal jo opleves, ikke forklares.

Turen bød på en række spændende besøg, hvor der bl.a. blev klatret, badet, spist og hygget med en masse fortællinger (guidet tur i Skagen, bjesk-smagning og klumpfisk, direktøren laver grønlandsk kaffe mm), og det er sådanne oplevelser der sammen med de gode kursus- & konference faciliteter skal trække flere arrangementer til Nordjylland. Dette var også noget deltagerne selv fremhævede som noget, der var værd at rejse efter.

Jeg står tilbage med et indtryk af, at Nordjylland har en hel del at byde på, når det kommer til at give en anderledes oplevelse, og mit indtryk var at deltagerne fik samme opfattelse.

30.000 cruisegæster i år

I skrivende stund er vi nu halvvejs gennem 2018’s 33 anløb. Feedback fra gæsterne er næsten for god til at være sand. Især værtskab og renhed i byen er ord, der går igen, når gæsterne fortæller om deres oplevelser i Aalborg.
 
Fra i år har VisitAalborg valgt at holde et øget fokus på cruisebusiness og de afledte effekter. I samarbejde med Aalborg City klæder vi de lokale detailhandlere bedre på til at modtage cruisegæsterne i deres butikker. Det handler om at friste og det handler om at kommunikere. Hvad nytter verdens bedste tilbud skrevet på dansk og i danske kroner, hvis gæsterne er amerikanere? Det er også vigtigt, at detailhandlerne gør sig målgruppen bekendt. Det er ældre mennesker med en gennemsnitsalder på 66 år.
 
Det har i lang tid lydt, at cruisegæsterne bare kommer og går rundt uden at bruge penge. Det er sikkert også rigtigt i en vis udstrækning, men tænk lige på at VisitAalborg og Aalborg Havn igen i år lykkes med at tiltrække næsten 30.000 gæster til Aalborg fra fjordsiden. De fleste er endog overordentlig købestærke. Men gæsterne skal naturligvis fristes for ellers køber de ingenting og nyder bare byens positive værtskab. Lige nu tester vi sammen med Salling en række forskellige salgsrettede tiltag, der skal være med til at friste cruisegæsterne til også at shoppe i Aalborg. Vi håber, at vi og detailhandelen bliver klogere på, hvordan vi endnu bedre kan friste gæsterne til at bruge flere penge i Aalborg.
 
Vi ved fra tidligere undersøgelser at forbruget pr. cruisegæst ligger på 300 kr. og med de 30.000 gæster, som sætter fod på kajen i Aalborg i år, så bidrager cruiseturismen med godt 9 mio. kr. Det er vel også værd at tage med.

Giv gerne respons...

Vi håber, du finder indholdet i VisitAalborg Business relevant. Har du ønsker til emner, kommentarer eller andet - så sig endelig til. Du er velkommen til at skrive direkte til os:
Direktør: Rasmus Jerver: rasmusjerver@aalborg.dk
Convention Manager: Hanne Kristiansen: hk@aalborg.dk
Chef for Markedskommunikation: Jeppe Klitgaard Stricker: jst@aalborg.dk

Persondata

Som modtager af dette nyhedsbrev har du accepteret vores betingelser for nyhedsbrev.
Betingelserne kan læses her.
Der gemmes ikke personfølsomme oplysninger om dig som bruger. Du kan til enhver tid framelde dig nyhedsbrevet ved at klikke på "Unsubscribe from this list" nedenfor, eller hvis du ikke accepterer vores betingelser. VisitAalborg overholder bestemmelserne i perondataforordningen (GDPR).
Copyright © 2018 Destination Nord, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list