Copy

Kom med til Kristelig Lægeforenings Årsmøde

I weekenden den 5. til 7. oktober 2018 holder Kristelig Lægeforening årsmøde i gode rammer på Danhostel Svendborg.
 
Vi skal være sammen med ingen ringere end John Wyatt (billedet). Den kendte sundhedsetiker og perinatolog var også hovedtaler på KLF-årsmødet tilbage i 2011. I sit medicinske arbejde har han bidraget med viden om, hvordan man bedst muligt hjælper kritisk syge nyfødte, men gennem de seneste mange år har han især koncentreret sig om undervisning og forskning i de etiske dilemmaer, lægevidenskabens fremskridt medfører.
 
John Wyatt vil fredag holde foredrag om assisteret selvmord og eutanasi. Hvordan kan vi på dette område forholde os til samfundsstemningen på en måde, som flugter med fundamentale kristne værdier? Og hvad er "den gode død" egentlig for en størrelse?
 
Lørdag formiddag vil han tale om noget helt andet, nemlig de psykiske udfordringer, som ifølge John Wyatt lader til at være et stigende problem blandt både medicinstuderende og læger. Hvad er det for nogle kræfter, der ligger bag denne tendens? Og hvordan kan vi udvikle sundere måder at arbejde og leve på for at modvirke risikoen for psykisk sygdom?
 
Endelig vil John Wyatt søndag formiddag holde et bibelbaseret foredrag om et emne med klar reference til fredagens emne: Suffering: a mystery which needs a presence. Her vil han blandt andet forklare, hvordan lidelse undertiden kan blive transformeret til en særlig form for velsignelse.
 
Lørdag formiddag vil der også være workshops, som en række af Kristelig Lægeforenings medlemmer står for, og som lægger op til erfaringsudveksling og diskussion: En workshop om at være læge eller medicinstuderende på ophold i udlandet. Her vil Christian Lyng Knudsen, Grethe Lemvik og Jørgen Nørrelykke Nissen holde korte erfaringsbaserede oplæg om emnet. Desuden en workshop om ledelse, som ledende overlæge Claus Juul står for, og endelig en workshop om fertilitetsbehandling med uddannelseslæge Lilia Lautrup-Meiner som tovholder.
 
Resten af lørdagen er især afsat til hyggeligt samvær – og naturligvis foreningens generalforsamling.
 
Læs hele programmet for årsmødet her.

Kontinuerlig sedering kræver fortsat en forventet levetid på ”timer til få døgn”


Sundheds- og Ældreministeriet har offentliggjort en ny ”Vejledning i medikamentel palliation til patienter med livstruende sygdom” til afløsning af ”Vejledning i medikamentel palliation i terminalfasen” fra 2002. Dette sker i forlængelse af opdateringen af Sundhedsloven, som blev vedtaget af Folketinget i marts, og som udvider patienters mulighed for at fravælge en livsforlængende behandling.

Til gengæld står det nu klart, at den nye lovgivning og vejledning ikke på nogen måder udvider mulighederne for at tilvælge en livsforkortende behandling.

Læs mere om dette i nyheden her: Ny vejledning rykker ikke ved praksis for palliativ sedering
Invitation til sommerlejr i Kroatien for kristne studerende

Kristelig Lægeforenings venskabsforening i Serbien (HMU) indbyder i samarbejde med en sammenslutning af evangelisk kristne studerende og gymnasieelever i Serbien (EUS) foruden samarbejdspartnere i en række andre Balkan-lande til sommerlejr i EU-landet Kroatien den 23. til 30. juli.
 
Fra HMU forlyder det, at de vil være meget glade, hvis danske medicinstuderende kunne tænke sig at komme og være med.
 
Sommerlejren byder på både HMU-taler/workshops og fælles EUS-programpunkter. Der er samtidig tale om en evangeliserende lejr, idet en del af deltagerne er ikke-troende.
 
Sproget vil vel at mærke være engelsk, i hvert fald på HMU-delen, hvor de tre talere er britiske, nærmere bestemt fra den Wales’ hovedstad Cardiff: professor Ben Hope-Gill og lægeægteparret Hannah og Tom Chranch (billedet).
 
“Dr. Ben will hold various seminars on: Science and God, What happens when I die and similar topics. All three will hold workshops for internal and emergency medicine. The camp’s theme this year is ‘Stay free’ with the focus on how to find and maintain freedom in Christ,” fortæller generalsekretær Samuil Petrovski fra EUS.

Man kan læse mere og tilmelde sig via Facebook-begivenheden her.

Det britiske CMF har i øvrigt en betydelig tradition for at støtte op om denne type lejre hos søsterorganisationer med begrænsede ressourcer. I en notits på følgende side kan man læse lidt om en af de første serbiske sommerlejre, hvor Ben Hope-Gill også deltog. Se under overskriften ”CMF Summer Teams” på siden her.

Ny CMF-lederkonference for yngre læger


”Sydenham 2 International Conference 2018” er en lederkonference for medicinstuderende og yngre læger arrangeret af Christian Medical Fellowship (CMF) i deres hovedkvarter i London den 22.-26. oktober  Her vil der også være god plads til deltagere fra andre ICMDA-medlemsorganisationer. Som titlen antyder, er det den anden af slagsen, idet den første fandt sted i 2016.

Målet er at bidrage til at udruste yngre læger, som er involveret i kristent lederskab i deres respektive lande.

“The programme will be rich in Bible teaching, seminars, and fellowship; focusing on principles of Godly leadership and encouraging delegates to live faithfully as Christians in medicine. The conference is intended for young doctors who are actively involved in Christian ministry,” hedder det I den foreløbige omtale.

I forlængelse af Sydenham-konferencen den 22. til 26. oktober rejser deltagerne videre til CMF’s Junior Doctors’ Conference, som finder sted i Leicestershire den 26. til 28. oktober.

Man kan læse mere, inklusiv information om tilmelding på www.cmf.org.uk/juniors/sydenham2
Fin interesse for hæftet ”Barnløshed?”

Der er rigtig god efterspørgsel efter hæftet ”Barnløshed? Vejledning til kristne par, der overvejer IVF-behandling”, som Kristelig Lægeforening udgav i april. Takket være en donation fra Kristent Ressourcecenter kan hæftet bestilles gratis.

Mod betaling af porto kan man få et antal hæfter tilsendt – skriv til Anne Bodilsen på  klfformand@gmail.com – eller som medlem af Kristelig Lægeforening kan man selv afhente hos en af følgende:
  • Eva Futtrup Maksten, Gistrup ved Aalborg
  • Anne Bodilsen, Aarhus
  • Jeff Sørensen, Bellinge ved Odense
  • Lilja Lautrup-Meiner, Hvidovre ved København
Læs mere om hæftet barnløshed på Kristelig Lægeforenings hjemmeside
Holmsgaard: Menneskets ret til selvbestemmelse er ren illusion

I et interview med Kristeligt Dagblad fortæller tidligere KLF-formand Hans Holmsgaard om, hvordan hans kones sygdom har fået ham til at skærpe kampen imod assisteret selvmord og aktiv dødshjælp.

”Der er folk, som vil sige, at de har bestemt alt i deres liv og derfor også vil have lov til at bestemme, hvornår de skal dø. Men hvad bestemmer vi egentlig i forhold til det, som betyder noget? Har du bestemt, hvor du blev født, valgt dine forældre, valgt dine evner, dit helbred eller den kærlighed, du er blevet mødt med? I forhold til de vigtigste forhold i livet bestemmer vi ikke en snus. Understregningen af menneskets ret til selvbestemmelse er ren illusion,” argumenterer Hans Holmsgaard.

Læs mere her.
Copyright © 2017 Kristelig Lægeforening, All rights reserved.

Kontakt os:
kristeliglaegeforening@gmail.com

Ønsker du at ændre dine indstillinger for emails?
Her kan du opdatere din adresse eller afmelde nyhedsbrevet






This email was sent to <<Email-adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Kristelig Lægeforening · Femøvej 12 · Silkeborg 8600 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp