1945-1970 er en periode i danmarkshistorien, hvor samfundet undergik en kolossal omvæltning. Ti børn af efterkrigstiden fortæller her om at vokse op på landet med kakkelovnsfyring, fysisk afstraffelse, børnetraktorkørsel, roehakning og smagen af den første banan.
De var født på den grønne gren; børnene, der voksede op i efterkrigstiden. Det fortalte deres forældre dem i hvert fald. Det var da også en tid med generel medvind: økonomisk fremgang, forbedrede levevilkår, en voksende velfærdsstat og tiltagende internationalt samarbejde. Optimismen piblede frem til trods for snigende atomtrusler og kold krig i kulissen.
Efterkrigsdanmark undergik i disse år en forvandling fra bondesamfund til industri- og videnssamfund. Parcelhuse skød op, landbruget og fiskeriet påbegyndte en kæmpe omstilling, landsbyskoler blev til centralskoler med reformpædagogik på skoleskemaet og alt det, der før var småt, blev større.
Børnelivet var selvstændigt og frit uden overvågning af voksenøjne, men især på landet skulle børnene bidrage til fællesskabet i familierne, hvor pengene ofte var små. Fx deltog børnene med roehakning, jordbærplukning og kartoffelhøst i al slags vejr, og mange børn kørte traktor, så snart fødderne kunne nå koblingen og bremsen.
I bogen fortæller ti generationsrepræsentanter deres egne hverdagsfortællinger fra deres opvækst på landet.
Bogens fortællere:
Arne Rolighed, Fhv. sundhedsminister. Født 1947 i Flade på Mors.
Nina Smith. Økonomiprofessor. Født 1955 i Sdr. Broby på Midtfyn.
Bente Scavenius. Kunsthistoriker. Født 1944, vokset op på Klintholm Gods på Møn.
Johannes Værge. Teolog. Født 1946, vokset op i Nørre Nærå på Nordfyn.
Connie Kruckow. Fhv. formand for Dansk Sygeplejeråd. Født 1953 i Nykøbing Falster.
Carsten Knudsen. Musiker, medlem af De Nattergale. Født 1959 i Starup i Vestjylland.
Bodil Glistrup Thomsen. Fhv. turistchef for Rømø. Født 1944 i Juvre på Rømø.
Erik Haldan. Redaktør på Esbjerg Ugeavis. Født 1954 i Nørre Løgum i Sønderjylland.
Bente Falk Svensson. Sekretær i Allinge-Gudhjem Kommune. Født 1954 i Tejn på Bornholm.
Arne Jeppesen. Socialrådgiver. Født 1951 på Fur.
|