Copy

Kære læser

Så lykkedes det:

Folketingets partier vedtog sent i aftes, at musik- og kulturskolerne må åbne igen fra den 27. maj.

Inden genåbning kan finde sted, vil man dog skulle forberede sig, så myndighedernes krav til afstand, hygiejne og andre forholdsregler kan opfyldes. Kulturministeriet arbejder i den forbindelse på højtryk for at beskrive de særlige retningslinjer, som kommer til at gælde for musik- og kulturskolerne, hvorefter fremgangsmåde og regler skal godkendes endeligt af sundhedsmyndighederne. Det må forventes at ske indenfor ganske få dage. Efterfølgende offentliggøres retningslinjerne af kulturministeriet, som desuden straks er gået i gang med at lave den nødvendige bekendtgørelse. Der vil givetvis blive stillet særlige krav til igangsætningen af dele af undervisningen, eksempelvis korsang. Som et minimum vil de almindelige afstandskrav, hygiejneforskrifter, forsamlingsrestriktioner osv. under alle omstændigheder gælde som i resten af samfundet. Vi følger naturligvis op med information, så snart retningslinjerne foreligger.

I DMpF er vi selvklart meget tilfredse med, at de politiske partier i denne runde huskede musikskolen, og vi glæder os til det arbejde, som venter i de kommende dage og uger med genåbning og retablering af den almindelige undervisning på musik- og kulturskolerne. Genåbningen vil givetvis give anledning til, at mange spørgsmål skal afklares. I den forbindelse står sekretariatet som altid til rådighed med vejledning og information.

Indtil da ønsker vi alle en rigtig god Kr. Himmelfartsferie!

Med venlig hilsen

Ole Helby
formand
Dansk Musikpædagogisk Forening

Copyright © 2020 Dansk Musikpædagogisk Forening, All rights reserved.