Copy

Kære læser

Dansk Musikpædagogisk Forening har tidligere opfordret regeringen, folketingets partier og ledende politikere i KL til at afklare, hvornår musikskolerne må åbne helt eller delvist. Efterfølgende har repræsentanter fra alle partier i folketinget over for DMpF udtrykt forståelse for, at der er behov for afklaring. I forskellig grad og på forskellig måde er det blevet tilkendegivet, at man vil følge sagen til dørs. Der tilkendegives skiftende holdninger til og interesse for området, men sammenfattende kan det udledes, at det vil blive i de politiske forhandlinger mellem regeringen og folketingets partier, afklaringen af musik- og kulturskolernes genåbning skal finde sted. Musik- og kulturskolerne indgår således, ligesom alle andre områder i genåbningen, i den generelle politiske prioritering og i forhandlingen og interesseafvejningen mellem de politiske partier. Derfor er det også vigtigt, at de politiske partier nu er blevet opmærksomme på den vanskelige situation, som musik- og kulturskolerne befinder sig i.
 
KL’s formand, Jacob Bundsgaard, har ligeledes besvaret vores henvendelse. Han oplyser, at KL er opmærksomme på, at musik- og kulturskolerne ikke er en del af genåbningsplanerne, at KL er i tæt dialog med kulturministeriet derom, og at det er KL’s holdning, at det er en statslig opgave at genåbne samfundet ud fra myndighedernes vurdering af det samlede smittetryk.
 
Der er altså endnu ingen konkret afklaring, men det ligger nu fast, at det er regeringen og folketingets partier, der kommer til at træffe den endelige beslutning om en genåbning af musik- og kulturskolerne. 
Det er DMpF’s holdning, at de ansvarlige politikere nu bør træffe en beslutning om at genåbne musikskolernes soloundervisning og undervisning på små hold. Husk Musikskolen!
 



Med venlig hilsen

Ole Helby
formand
Dansk Musikpædagogisk Forening

Copyright © 2020 Dansk Musikpædagogisk Forening, All rights reserved.