Copy

- Turneringer -

Juni 2020

Juni 2020
20.6. Åbne Fynske Doubles

Kommende turneringer
15.8. Fødselsdags Consultation Doubles 2.0 
19.9 BG 1/2 Marathon - NY i kalenderen + UDSOLGT
3.10.-4.10. DM i Doubles - OBS Ny dato

Månedens mantra

Af Lene Espersen

Prime vs. prime; Never double, always take
 
Margrethe Louise Pedersen

Da BG blev sendt på græs
- en lille udendørsreportage

Af Finn Due Larsen

Det blev en god dag med masser af udendørs backgammon i Skovlunde
Fotos: Sanne Hartmann og Juliánna Juhl-Johansen Zölde-Fejér
To af herrerne havde fået længere skæg siden sidst, der blev hilst med albuer og fødder, der blev signaleret ”virtuelle krammere”, og der blev trykket flittigt på hanerne på dunkene med håndsprit.

Jo, over to måneders indespærring under Corona-tiden, bænket foran den bærbare med Galaxy og Studio, sætter sine spor. Men så meget desto større var glæden over endelig at komme ”på græs”, da seks BG-glade mennesker mødtes under åben himmel på – ja, hvad ellers, Kristi Himmelfartsdag.

Det første, forsigte skridt
Humøret var højt og forventningerne store ved Madpakkehuset, som ligger i naturskønne omgivelser i Skovlunde. Her var vejret i den grad med Sanne Hartmann der havde fået ideen til at tage det første, forsigtige skridt til at arrangere rigtig backgammon igen.

I ved, sådan med lyden af rigtige terninger, som lander på brikker og falder på gulvet – og hvor man selv skal ryste bægeret - og selv tælle pips…



Mette havde sagt ok
Nu hvor Mette og Folketinget siger man gerne må mødes udendørs, og hvor DBgF har sagt at det er i orden at mødes privat, mens vi venter på indendørs turneringer bliver sat fri fra 8. juni.

Det skulle da udnyttes, og det blev det med fire runders Monrad og et indskud på en hund fra hver. Nogle havde champagne og sodavand med, og nogen fandt ud af at McDonalds ikke ligger så langt derfra – mere naturområde er det heller ikke…

Lulio Codrut Turcanu vandt
Efter der var sagt ”god kamp” med albuer og vink, kunne lyden af terninger lyde ud over pladsen – ren englelyd. Dog blandet op med en del råbende og legende børn… Men det hører ligesom med ved Madpakkehuset, og os der har spillet i Absalon, kan klare lidt af hvert.

Madpakkehuset er et sted med dejligt store, lange borde, med overdækkede tage, og en bålplads. Området benyttes flittigt af mange, ikke mindst daginstitutioner og børnefamilier, og det kan ikke bookes på forhånd. Men Sanne  havde været tidligt på pletten og fået markeret ”BG domæne” på tre borde.

Iuliu Codrut Turcanu løb med sejren, men vi var vist alle lidt ”sejrherrer” den dag. Med en ubeskrivelig følelse af nyvundet frihed.

Ingen barnepiger
Vi var så glade og kåde, at der fluks røg billeder på Facebook fra den skønne dag. Og sådan noget skal man jo altid passe på med. For jo, det er rigtigt nok  – hvis man kigger meget  grundigt efter på alle billederne, så vil man kunne spotte et par ”smuttere” på dagen, i forhold til det med afstanden. Og det er selvfølgelig rigtigt ærgerligt, især når nu alle så tydeligt – det kan jeg stå inde for – havde anstrengt sig dagen igennem for at holde retningslinjerne.

Men som Sanne Hartmann har påpeget, så er det arrangørens pligt at orientere om retningslinjerne – mens det er deltagernes egen pligt at efterleve dem. Vi skal ikke være ”barnepiger” for voksne mennesker.

Man kan vælge at fokusere på de små smuttere. Jeg vælger at fokusere på det store, generelle billede, som er et overordentligt, vellykket arrangement med rigtig BG. Må der snart komme mange flere dage af den slags igen.

Rie Graversen: "Måske er der en fordom om,
at backgammon ikke er så socialt"

Af Taus Bøytler

Hvem tør udfordre Rie Graversen?
Fotos: Mikkel Olesen
Hun har været medlem af DBgF i lidt over et år, og hun går sjældent glip af en mandagsturnering i Vesterbro Backgammon Klub. Og så ejer hun et backgammonbræt med en spændende historie.

Nyhedsbrevet har talt med Rie Graversen, der i interviewet giver sit bud på, hvad forbundet skal gøre for at få flere medlemmer.

Du har været medlem af DBgF siden april 2019. Hvad fik dig til at melde dig ind i forbundet i sin tid?

Rie: "Det gjorde en god kollega, Ulrik Andersen, som jeg nu også spiller på hold med i Vesterbro Backgammon Klub. Jeg har altid spillet backgammon som et hygge-/caféspil, og jeg vidste ikke, hvad den mærkelige tegning var til.

Da jeg hørte, at Ulrik gik til det, troede jeg lidt, at han tog fis på mig. Jeg anede simpelthen ikke, at man kunne gå til det. Han sagde, at jeg kunne tage med til en mandagsturnering (Vesterbro Backgammon Klubs månedlige mandagsturnering) og prøve det af. Så det gjorde jeg.

Og har stort set været der til alle mandagsturneringerne siden. Jeg får ikke spillet særlig mange turneringer ved siden af holdkamp og mandagstuneringerne, men jeg nyder at være med på et hold i klubben
."

Har du nogle gode idéer til, hvad forbundet kan gøre for at skaffe nye medlemmer?

Rie: "Puha. Spørgsmålet, som alle, der gerne ser DBgF leve stærkt videre, ville ønske de kunne svare på. Måske handler det om oplysning – mange ved måske ikke, at man kan gå til det.

Og måske er der en fordom om, at backgammon ikke er så socialt. Det handler måske om at få fortalt, at det faktisk kan være meget socialt at gå til backgammon.

Jeg mødte for nylig én, der fortalte mig, at han for 10 år siden havde haft et hold til HT sammen med 3 af sine venner. De havde hygget sig vildt meget med det en sæson, og han vil gerne tage det op igen senere, når han ikke har små børn.




Du har i skrivende stund en personlig statistik på 9-34. Synes du, det har været en hård start som turneringsbackgammonspiller?

Rie: "Absolut. Jeg synes, at jeg det første halve års tid hurtigt blev meget bedre. Jeg rykkede mig rigtig meget og kunne selv se, at jeg blev bedre.

Men nu er startfasens læringskurve begyndt at flade lidt ud, og de sværere ting venter. Fx dobbeltterningen. Som jeg nok stadig hader. Men forhåbentlig engang kommer til at holde af.
"

Dit hold, Vesterbro Backgammon Klub II, blev nummer tre i 3. division øst (A) og skal derfor i play off med Familien Nemesis II, Absalon III og Absalon V om to pladser i 2. division i sæsonen 2020/2021. Hvordan vurderer du jeres chancer for at rykke op?

Rie: "Jeg tror, jeg vurderer chancerne for at rykke op som nogenlunde gode. Selvom det har været nogle gode modstandere gennem sæsonen, har jeg nogle aftener tænkt ’Ej, den kamp kunne jeg faktisk godt have vundet’ (typisk fordi jeg skal blive bedre til at bruge dobbeltterningen)."

Hvad får du tiden til at gå med, her under coronakrisen, hvor der er lukket ned for live-backgammon?

Rie: "Jeg spiller en del i XG-appen for at holde det ved lige. Og så spiller jeg en del med min kæreste, som selv har lært sig backgammon via XG-appen. Han er god til brætspil generelt, så han kom hurtigt op på et niveau, hvor han giver god modstand.

Vi tager ofte et spil med ned i parken, når vejret er godt. Da 2020 startede, havde jeg et helt almindeligt spil – dét, som vi tager med i parken. I dag har jeg 3. Jeg har købt et rigtigt turneringsspil, og så har jeg fået et spil i marmor af min fætter, der fandt det i et dødsbo, han skulle tømme.

Det vejer et ondt år, men det er vildt flot, og det skulle efter sigende være håndlavet i Italien.
"

Marc Olsen: Vi kigger os ikke tilbage herfra"

Af Taus Bøytler

Backgammon Galaxy er på kort tid blevet en stor faktor i online backgammonmiljøet
Hvis du spiller backgammon online, hvilket mange har gjort her under coronakrisen, kender du sikkert Backgammon Galaxy.

Men hvilken indsats har det krævet at nå dertil, hvor siden er i dag? Og hvad er ambitionerne på den lange bane?

Nyhedsbrevet har talt med CEO Marc Olsen, der på sit flotte backgammon-CV blandt andet har en sejr i mesterrækken i Nordic Open 2014.

Hvordan og hvornår opstod idéen til at lave Backgammon Galaxy?

Marc: "Den opstod tilbage I 2016 I Monaco under VM, hvor min gode ven Sander Lylloff og jeg sad og filosoferede over, hvorfor der ikke var noget stort backgammon site.

Det var snart et årti siden at Play65 var lukket ned, og så var der Gridgammon, som er et lukket site, hvor man skal have en invitation, og softwaren er fra Snowie som er udviklet I 90’erne.

Jeg havde allerede på det tidspunkt erfaring i at arbejde sammen med programmører, som projektleder, og havde nogle gode kontakter. Derudover fik jeg min anden gode ven og kollega Tue Rasmussen med på teamet, som har været en vigtig strateg I vores udvikling, både af software og business beslutninger.

Vi manglede dog stadig en vigtig ingrediens til vores team. Vi havde gambling erfaringen, softwareerfaringen, business analytikeren, men vi manglede æstetikeren… Ham fandt vi i vores nye ven, som vi kun havde kendt i et år eller to, I Wilson Semilio, en fantastisk begavet og talentfuld designer.

Nu var teamet klar, og vi gik I gang med at lave specifikationer om hvordan sitet skulle være, og vi lavede de nu velkendte designs som Galaxy er bygget på.
"

Prøv at sætte nogle ord på, hvilken indsats det har krævet at nå, dertil hvor I er i dag?

Marc: "Det er svært at forklare, hvor lang og sej en grind det har været. I 2017 da vi gik I gang, der var jeg stadig meget fokuseret på sportsbetting, men lidt efter lidt, tog CEO-rollen I Galaxy mere og mere af min tid.

Og de sidste par år har det været et 24/7 job, hvor det gælder om at have nøjagtige algoritme specifikationer klar til mandag morgen, når programmørerne møder ind, køre site tog interagere med users, samt køre vores social media platforme, facebook og youtube, hvor vi har bygget vores brand op.

I 2018 var det stadig primært softwareudviklingen der havde fokus. I 2019 lancerede vi vores beta-version, hvor vi åbnede op for spillere, og lidt efter lidt har luet ud i bugs og forbedret sitet, til hvad det er I dag.

Det er stadig vores beta version som er I production, men nu står vi lige på vippen til at lancere vores fulde version, med den første medlemskabspakke, ”Analysis Membership”, som kommer til at indeholde en privat blunder database, en interaktiv strategi guide og valg af farver på brættet.
"

Backgammon Galaxy har i dag ca. 24.000 brugere. Hvor mange er det realistisk, at I kan komme op på?

Marc: "Vores mål er at blive backgammons svar på chess.com eller Pokerstars. Det er svært at sige, hvor mange vi kan komme op på, når vi først begynder at bruge penge på at markedsføre sitet, indtil videre har det jo udelukkende været organisk vækst.

Rent teknologisk er det faktisk et problem at få for mange users for hurtigt, så kan vores servers ikke følge med. Men vi har bygget sitet op, så det nemt kan skaleres op.

Vores første mål er at blive profitable, det koster nemlig noget i programmør costs, server costs, XG abonnement, etc. at holde så stort et site kørende.

Derudover må næste delmål at være at komme op på 100.000 users. Når man tænker på hvor mange der spiller backgammon på ”lorte apps” fra hele verden.

Jeg tror godt at man kan konkludere, at vi allerede på nuværende tidspunkt har erobret titlen som det største site i verden, målt på user antal, aktivitet, antal kampe, osv. Så vi kigger os ikke tilbage herfra, vi går efter 100.000 users og derefter 1 million users!
"



Hvad er fremtidsplanerne for Backgammon Galaxy?

Marc: "Vi er lige på vippen til at lancere vores første fulde version af Galaxy, som kommer til at indeholde ”Analysis Membership”, som kommer til at koste 9.99 euro om måneden at abonnere på.

Dernæst er planen at lancere vores turneringmodul, som er fuldt ud integreret på sitet, og tilføje med endnu et medlemskab ”Tourney Membership”. Det kommer til at koste 14.99 euro om måneden, og så vil man kunne spille med i flere daglige gratisturneringer hver eneste dag, og være med på leaderboards, og vinde rigtig fede præmier, som luksus boards og backgammon merchandize.

Hvis man ønsker begge medlemsskaber, kan man købe et ”Combo Membership” for 19.99 euro om måneden, og så får man hele pakken.

Dernæst er planen at lancere vores ”fun coin gambling” funktionalitet. Vi lancerer en virtuel mønt ”Galaxy Coin”, som ingen værdi har i den virkelige verden og heller ikke kan bruges i turneringer eller til at vinde rigtige præmier, men til gengæld kan man gamble derudaf for sjov, og konkurrere med alle de andre users på sitet om hvem der kan tjene flest Galaxy Coins.

Det vil der komme ranglister over også. I samme omgang, lancerer vi ”coin game” formatet, som er det traditionelle ”money game” format, hvor man altså spiller et spil af gangen om en given takst i Galaxy Coins, med Jacoby rule.

Efter disse lanceringer (Analysis, Tourneys og Galaxy Coins), så kommer vi til at skifte over til at arbejde hårdt på, at få lanceret vores real money game server, som vil blive lanceret under URL’en BackgammonGalaxy.net.

Det er formentlig 2-3 måneder fremme i tiden før det er realistisk at det står klar til at komme i produktion. Men det skal nok blive rigtig sjovt!
"

Du bor og arbejder i Spanien. Hvordan har du oplevet at leve op opholde dig i et andet land under coronakrisen?

Marc: "Vi bor faktisk primært i Portugal, min kone og jeg, så vi har tilbragt coronakrisen i vores lejlighed i Algarve, Portugal. Her er fantastisk, klimaet og naturen er fantastisk, så det har været relativ mildt i fht. livstilændringer.

Min kone er 6 måneder gravid, og er på barsel, så hun prøver at slappe, mens jeg har været gået fuldstændig amok i et arbejdsraseri af dimensioner. Minimum 14 timer online hver eneste dag, som går på at besvare user emails, facebook posts, løse business problemer, skrive specifikationer etc.

Coronakrisen har faktisk været en fantastisk begivenhed for BackgammonGalaxy.com’s synspunkt… Vi er gået fra at have omkring 8.000 users til at være oppe over 27.000 users registreret på sitet nu, uden at have brugt så meget som en krone på traditionel markedsføring.

Især vores Youtube kanal, har bragt rigtig meget omtale og spillere til vores site, den har vi også arbejdet rigtig hårdt på at gøre så god som mulig. Jeg tror roligt at man kan sige, at vi har den fedeste backgammon Youtube kanal nu, vores production value er på et niveau som ikke er set siden ”World Series of Backgammon” produktionen, for 10-15 år tilbage.

Så vi har nået hertil hvor vi er i dag, via hårdt arbejde, det kan man roligt sige! Men raketten er først nu, lige på vippen til at blive skudt afsted, nedtællingen er begyndt!
"

Majken Johansen: "I bridge er samarbejde med makker en meget stor del af forberedelsen"

Af Taus Bøytler

Nederst: Majken Johansen spiller ved siden af sin bedre halvdel, Carsten Simonsen
Til højre: Både Majken og Julia hentede en præmie til VM i backgammon i Monaco i 2018
Fotos: Carsten Simonsen og Jan Larsen
Phønix har været med i holdturneringen så længe, de fleste kan huske. En af holdets store stjerner, Majken Johansen, bruger sin erfaring fra det færøske damelandshold i bridge, når hun spiller backgammon.

Nyhedsbrevet har talt med Majken Johansen, der giver et kort og præcist svar på, hvorfor Phønix ikke klarede sig så godt i sæsonen 2019/2020.

I holdturneringen spiller du for Phønix. Hvor mange år har I været med i holdturneringen, og hvor mange af holdets nuværende spillere har været med fra begyndelsen?

Majken: "Phønix blev stiftet i 1991/92 i Kokkedal, og har spillet i holdturnering siden. Der er ingen af de nuværende spillere, der har været med siden stiftelsen. Ebbe Groth har været med siden 1994."

I sæsonen 2019/2020 blev I nummer 12, altså sidst, i 1. division. Er det et udtryk for, hvor top tilfældigt og ubarmhjertigt backgammon kan være?

Majken: "Ja."

Der går nogle vilde rygter i miljøet om, at du har været på det færøske landshold i bridge. Har det noget på sig, og hvis ja, kan du så overføre noget fra bridge til backgammon?

Majken: "Jeg har spillet mange landsholdskampe, også NM og EM, for det færøske damelandshold i bridge. Højdepunkt var EM i Italiens brigemekka, Salsomaggiore, der blev spillet over 14 dage i 2002. I begge tankesportsgrene gælder det om at forberede sig - også mentalt og fysisk - til turneringen og at holde fokus i kampene.

I bridge er samarbejde med makker en meget stor del af forberedelsen. I bg er forberedelse for mig at genopfriske klassikerne, fx. Boot camp, spille XG og genopfriske equitytabellerne. Til mental og fysisk forberedelse er jeg glad for, at jeg svømmer Masters.
"

I 2003 vandt du DM Mixed Doubles sammen med din bedre halvdel, Carsten Simonsen, der også spiller for Phønix. Hvordan husker du tilbage på den oplevelse?

Majken: "Super hyggelig turnering, god stemning, et stærkt felt."

Hvad får du tiden til at gå med, her under coronakrisen, hvor der er lukket ned for live-backgammon?

Majken: "Cykleture til steder, som jeg ikke ofte besøger, fx. Kalvebod Fælled. Læse bøger, se film: nu har jeg set Matador. Spille XG, hårde kampe mod Carsten."

Mads Peter Andersen: "Brug al dit fokus på at optimere dit spil og dermed dit held"

Af Taus Bøytler

Mads Peter Andersen har en seriøs tilgang, uanset om det er roning eller backgammon han skal dygtiggøre sig i
Fotos: Leif Thygesen og Mads Peter Andersen
Hvorfor begyndte Mads Peter Andersen at spille backgammon? Hvorfor er han stort set stoppet med at være aktiv i holdturneringen? Og hvad har han taget med sig fra sin tid som toproer, når det går løs over backgammonbrættet?

Nyhedsbrevet giver dig svarene.

Som optakt til XGM-online 2020 gik du fra at være top rusten til tæt på topform på blot en måned. Hvordan bar du dig ad med det?

Mads Peter: "Da jeg blev sendt hjem fra arbejde d. 12 marts, loggede jeg ind på Backgammongalaxy.com for første gang i et par år. Jeg begyndte at spille speedkampe. I starten var det bare tidsfordriv, men i løbet af et par dage begyndte jeg at få lyst til at nørde som i ”gamle” dage.

Jeg analyserer altid alle mine kampe i XG og gennemgår dem for fejl. Jeg gemmer ikke mine fejl i databaser, som jeg ved, at mange gør. Jeg dur ikke til den slags bogholderiarbejde. For mig er det spild af tid. Jeg har kun i en kort periode haft succes med at læse bøger.

Min opskrift er at bruge min tid og mit fokus effektivt. At spille en masse kampe uden at analysere dem er 99% spild af tid, hvis målet er at forbedre sig. Man spiller jo det, man kan og tror er rigtigt. Hvis man skal lære noget nyt, så er det alfa og omega, at man øver noget, man ikke kan endnu og det kommer aldrig af sig selv.

Min tid som sportsmand og studerende på musikkonservatoriet har lært mig gode øvevaner. Find det du er svag til eller gerne vil lære og øv dig på netop det. Inden XGM-Online var mit største problem cuben og så store dobbeltslag, som jeg lavede mange store fejl på.

Ud over de ca 300 kampe jeg spillede på Galaxy og efterfølgende gennemgik, så har jeg også et program, jeg kan quizze cuber i. Her har jeg blandt andet lagt de 1000 cubeactions ind fra de tre japanske bøger ”Backgammon Cube Actions 1000”.
"

Du har jo en baggrund som roer på landsholdsniveau. Har du kunnet overføre din konkurrencementalitet fra roning til backgammon?

Mads Peter: "Ja, det har jeg helt sikkert. Roning er på mange måder en gammeldags sport. Målet for de fleste roere er at blive så gode som det er muligt uden at skele til, hvad naboen kan eller gør.

Jeg har altid godt kunne lide udfordringen i at lære noget og se, hvor god jeg kan blive. Om der er 2, 10 eller 100 i Danmark der er bedre end mig, betyder ikke det store, jeg synes bare, at det er fedt at nørde.

Jeg ved at mange spillere igennem tiden har kommenteret på, hvordan jeg kan være så rolig, når jeg spiller. Det tror jeg bunder i, at jeg holder ”øjnene indenbords” et kendt udtryk fra roningen, som betyder, at man skal lade være med at kigge på modstanderen, men fokusere 100% på at optimere sin egen indsats.

I backgammon kan vi ikke styre terningerne, så det er 100 % spild af fokus at holde styr på, om man er heldig eller uheldig eller i det hele taget lade sig påvirke af det. Brug al dit fokus på at optimere dit spil og dermed dit held.
"

Du er kendt og frygtet i backgammonmiljøet som "stativpusheren". Hvorfor er et godt stativ så vigtigt, når man vil filme sine kampe?

Mads Peter: "Da jeg lavede mit første stativ, var det udelukkende for at kunne filme mine egne kampe. Jeg ville have noget, jeg kunne have liggende i mit spil og som var nemt at stille op og som ikke skulle indstilles hver gang.

Dengang var der ikke nogen alternativer på markedet, så jeg lavede et selv. Der var hurtigt folk, der spurgte, om jeg kunne lave et til dem, så jeg satte en lille produktion igang. Her mange år efter har jeg sendt ca 350 stativer ud i verden fordelt på 5 kontinenter.

Jeg glemmer aldrig til et EM for hold, hvor vi mødte Island. Vi havde linet op med 4 ens stativer, kameraer powerbank osv. Islændingene var nærmest i chok.

Efter kampen sagde en af dem, at han havde følt, at han var oppe mod Drago fra Rocky 4. Kort tid efter bestilte de stativer og nu er der gået backgammonnørderi i Islændingene, som har min ven Hallur som indpisker og spillende træner.
"

Du er stort set stoppet med at spille holdturnering. Hvordan kan det være?

Mads Peter: "Der er flere ting, der spiller ind. Den primære er, at jeg for snart et år siden startede til fridykning, det har nu mit fokus. Jeg har derudover også været presset på tid og overskud, efter jeg ødelagde mig højre albue i 2016.

Jeg har lært at spille med min venstre hånd, men det minder mig konstant om, at min højre arm er kaput og det har været mentalt hårdt. Det har betydet at lysten til BG har været mindre.

Jeg synes at seriøs gammon er fedt, men jeg har pt ikke tid eller lyst til at prioritere hyggedelen. Jeg har i årevis joket med Thomas Kristensen om, at vores drømmehjemmebane ville være et backgammonlaboratorium, helt klinisk og kedeligt uden nogen former for forstyrrende elementer så som hygge, musik osv.

Jeg holder meget af det sociale i at have en stor klub, men når jeg skal spille, dur jeg ikke til et mylder af mennesker. Jeg overvejer pt at gøre comeback i HT, men det kommer lidt an på, hvad min klub og ikke mindst mine holdkammerater har lyst til.
"

Hvad er den største oplevelse, du har haft i din backgammonkarriere?

Mads Peter: "Uha, der har været mange store oplevelser. Jeg blev introduceret til spillet på min første sommerferie med min kone Hanna, da hele hendes familie spillede i holdturneringen på det legendariske hold Haggana.

Hannas tre skrappe fætre Nis, Kalle og Ola førte an i min backgammonopdragelse, der blev spillet om indhold til fællesbaren og jeg betalte nærmest det hele den første sommer.

Året efter havde jeg et års målrettet træning under kappen og var ca. på niveau og spillede nu for Haggana i holdturneringen. Min største oplevelse må derfor være at spille ved stenbordet i haven hos Jørn i Allinge sammen med min tilgiftede famillie.

På en delt andenplads kommer min første turneringssejr Bornholm Open 2005, mine to DM doubles- og DM for hold-titler og medaljerne med landsholdet til hold-EM (nu VM)
."

DBgFs platforme

Følg os på W E B S I T E T
Skriv til os på E M A I L
Følg os på F A C E B O O K
BLIV MEDLEM AF DBGF
Nyhedsbrevets redaktion
Taus Bøytler (ansvarshavende redaktør)
Lene Espersen (layout og grafik)
Sally Larsen (oversættelse)
Maria Bonke (korrektur)
Copyright © *|2015|* *|LIST:DBgFs  Nyhedsliste|*, All rights reserved.

Frameld dig dette nyhedsbrev    Opdatér dine oplysniger






This email was sent to <<Emailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Backgammon Forbund · Backgammonvej 66 · København V 1600 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp