På Tværs #5  4.juni 2020

Akutmodtagelsen er indgang for patienter med
COVID-mistanke

Alle patienter, som er indlæggelseskrævende, og som mistænkes for at have COVID-19, skal fremover tages i mod i Akutmodtagelsen i Hillerød.

Akutmodtagelsen i Hillerød bliver fremover indgangen til hospitalet for indlæggelseskrævende patienter, hvor der også er mistanke om COVID-19.

Tidligere er alle patienter, der har haft brug for indlæggelse og med mistanke om COVID-19 blevet taget i mod i Akuthuset (det tidligere Ambulatoriehuset). Da smittetrykket i Danmark er faldende, er der ikke brug for det samme set-up og derfor lukkes Akuthuset.

Sådan tager Akutmodtagelsen i mod
Alle patienter, der henvender sig til Akutmodtagelsen bliver podet og får et mundbind på. Dette sker som en del af den generelle screening for COVID-19. De patienter, der ikke har symptomer på COVID-19, skal beholde mundbindet på, indtil der er svar på podningen.

Patienter med tydelige symptomer på COVID-19 bliver isoleret på en stue i Akutmodtagelsen. Hvis patienten har en anden sygdom som den primære, skal patienten indlægges i stueisolation i den afdeling, som er relevant i forhold til grundsygdommen.

Patienter, hvor COVID-19 overstiger grundsygdommen, kan efter en intern visitation overflyttes til COVID-afsnittet i Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling.

Se resten af COVID-19-organiseringen på IntraNord

Yderligere oplysninger: Rosa Klitgaard Andersen, afdelingschef

Støtte til smitteopsporing

Det er nu muligt for afdelingerne at få støtte til udbrudshåndtering og smitteopsporing ved udbrud af COVID-19.

I Klinisk Biokemisk Afdeling oprettes der nu en vagttelefon, hvor afdelingerne kan få hjælp, hvis der konstateres udbrud af coronavirus i en afdeling.

Vagttelefonen kan blandt andet hjælpe med hurtigt at oprette personale i SP til test og hvis det er nødvendigt, kan vagttelefonen etablere forbindelse til administrativ støtte, fx kontakt til patienter, hygiejneindsats i forhold til rengøring, kommunikation mm.

At håndtere et udbrud og den efterfølgende smittesporing kan være en ressourcekrævende opgave for den enkelte afdeling.

- Vi ved, hvad der skal til for at spore og stoppe smittekæder, og vi har procedurerne. Nu har vi også et ekstra værktøj til at hjælpe de enkelte afdelinger til at agere hurtigt og effektivt, hvis smitten rammer, siger vicedirektør Jonas Egebart.

Vagttelefonens nummer er 4109 og er åben 08-15

Generel skærpelse af forholdsregler
Udover vagttelefonen er forholdsreglerne for forebyggelse af smitte også skærpet. Fx skal indlagte patienter fremover podes hver 7. dag. Dette er et supplement til den rutinemæssige screening ved indlæggelsen.

Derudover vil også alle patienter i Akutmodtagelsen bærer mundbind indtil der er svar på indlæggelsesscreening, der indføres udvidet brug af værnemidler ved patientkontakt og retningslinjer for brug af fællesrum, mødelokaler mm. skærpes.

Yderligere oplysninger: vicedirektør Jonas Egebart

Tuberkulosevaccine testes mod coronavirus

Forskere fra bl.a. Nordsjællands Hospital skal undersøge om en allerede kendt vaccine mod tuberkulose også kan løfte immunforsvaret til at kunne håndtere fx coronavirus. Deltagere til forsøget skal findes blandt medarbejdere på hospitalet.

Den såkaldte BCG-vaccine (Bacille Calmette-Guérin-vaccine) er allerede kendt for at have gavnlige, men uspecifikke effekter på immunforsvaret. Nu bliver det testet på en række danske hospitaler, om den også kan have en gavnlig effekt på sundhedsarbejdere under en coronapandemi.

- BCG-vaccinen har vist sig at træne vores immunforsvar, så det bedre kan håndtere bakterier, parasitter og virus over en bredere kam. Vi vil gerne med vores forsøg undersøge, om vaccinen også kunne have en effekt på sundhedsarbejdere, i første omgang i kraft af lavere sygefravær det næste halve år, siger professor og overlæge Ellen Løkkegaard, Gynækologisk Obstetrisk Afdeling.

Ellen Løkkegaard er forsøgsansvarlig læge på Nordsjællands Hospital, og samarbejder med forskere på seks andre danske hospitaler i forsøget, der koordineres fra Syddansk Universitet.

- BCG-vaccinen er ikke en vaccine specifikt mod COVID-19, men håbet er, at den kan nedsætte risikoen for COVID-19, mens vi venter på, at en specifik vaccine bliver udviklet, siger Ellen Løkkegaard.

I alt 1500 hospitalsansatte skal deltage i forsøget, heraf 250 fra Nordsjællands Hospital. Tilsvarende forsøg er allerede i gang i Holland og Australien.

Er du interesseret i at være med i forsøget skal du kontakte læge Anne Ostenfeld for yderligere informationer. Projekttelefon: 23 88 54 12

Bliv en del af hospitalets nye fellowship-program

Den 1. september 2020 skydes Nordsjællands Hospitals nye fellowship-program for ansatte læger i gang. Vil du sikre dig en plads, skal du ansøge senest den 1. juli.

Fellowship-programmet er et nyt tilbud til læger ansat på Nordsjællands Hospital.

- Målet med udviklingsprogrammet er at styrke lægernes trivsel og arbejdsmiljø ved at tage fat i konkrete forbedringsprojekter i egen afdeling eller på tværs af afdelinger, siger vicedirektør på Nordsjællands Hospital, Jonas Egebart.

Hvert modul er på et halvt år, og deltagerne skal gennem det halve år identificere konkrete problemstillinger i den kliniske praksis, fx fra egen afdeling og iværksætte konkrete forbedringer af kvaliteten og arbejdsmiljøet. Det skal bl.a. være med til at sætte fokus på trivslen og arbejdsforholdene blandt lægerne:

- Ved at arbejde målrettet med konkrete forbedringsprojekter fra deltagernes egen kliniske praksis håber vi, at lægernes kliniske arbejde bliver sat i et nyt lys, og at arbejdsmiljøet og trivslen blandt lægerne herigennem får et løft, siger Jonas Egebart.

Først til mølle – ansøg senest 1. juli
For at blive en del af programmet, skal du i perioden 1. juni – 1. juli sende en ansøgning til adressen NOH-FP-personaleenheden
Du finder ansøgningsskema og vilkårene for programmet på IntraNord

I 2020 er der plads til 7 deltagere. Ansøgningerne vurderes løbende og tildeles efter først-til-mølle-princippet.

Del af projekt Læger og trivsel
Fellowship-programmet, også kaldet NOH Fellows, er en udløber af arbejdet med at højne lægers trivsel i projektet Læger og trivsel, der blev igangsat i 2019.

Projektet har fx allerede bidraget til, at læger på vagt har fået øremærket deres eget rum til hvile og spisning mellem kl. 17-07.
Læs mere om indsatserne i projektet

Yderligere oplysninger: konsulent i HR Nanna Wichmand, HR og uddannelseskonsulent Mai Grønholdt, HR

Forskningsklynge om COVID-19 sikrer samarbejde

Forskningsprojekter om COVID-19 er med til at give en større viden om epidemien og gøre os klogere på, hvordan vi kan forberede os bedre, hvis den kommer tilbage i flere pandemiske bølger.

Derfor er der på Nordsjællands Hospital dannet en ny forskningsklynge, der både skal være samlingspunkt for nye COVID-projekter og samtidigt sikre koordinering af COVID-projekter på hospitalet.

- En af klyngens helt store forcer er, at der i blandt forskningsklyngens medlemmer generes nye ideer og forskningsprojekter, da medlemmerne, der alle er erfarne forskere, holder hinanden opdaterede på de forskningsprojekter, de arbejder med og sparrer med hinanden, fortæller formand for forskningsklyngen og forskningschef Thea Kølsen Fischer fra Forskningsafdelingen.

Klyngens medlemmer kommer fra de fleste kliniske afdelinger på Nordsjællands Hospital.

Yderligere oplysninger: forskningsadministrator Charlotte Christiansen

Kardiologisk Afdeling opruster på forskning

Casper Bang, der er speciallæge og ph.d., er fra 1. juni tiltrådt i en deltidsforskerstilling på Kardiologisk Afdeling på Nordsjællands Hospital.

Casper Bang skal som forskningsansvarlig speciallæge på Kardiologisk Afdeling i Hillerød udføre både kliniske studier og registerstudier. Samtidig vil han være tilknyttet arytmi-teamet på Kardiologisk Afdeling, hvor han skal implantere pacemakere og varetage klinisk arbejde i arytmi- ambulatoriet.

Casper Bang er ph.d. og speciallæge i kardiologi. Han har desuden været postdoc ved Weill Cornell Medical College i New York hos en af verdens førende hjerteforskere og har i en årrække været ansat som forsker i Hjerteforeningen.

Casper Bang har allerede været vejleder for flere ph.d.-studerende og har et stort netværk både nationalt og internationalt.

Yderligere oplysninger. Casper Bang, Kardiologisk Afdeling
Nyhedsbrev fra
Nordsjællands Hospital
Dyrehavevej 29
3400 Hillerød 

Abonnér på nyhedsbrevet

Facebook
Twitter
LinkedIn
Instagram

www.nordsjaellandshospital.dk


.