VELKOMMEN TILBAGE

Mandag den 8. juni var en dejlig dag, da vi genåbnede REHPAs forskningsklinik i Nyborg og igen kunne byde deltagere ind på REHPA-forløb. Den 15. juni genåbnede REHPAs kontor i København, og dermed er alle REHPAs kontorer åbne igen. Vi har naturligvis styr på sikkerhedsforanstaltningerne og følger myndighederne anbefalinger. 

NYT FORSKNINGSPROJEKT UNDERSØGER BEHOV FOR REHABILITERING EFTER COVID-19


I et nyt forskningsprojekt vil REHPA undersøge rehabiliteringsbehovet for mennesker, der har haft COVID-19. Projektet vil indsamle erfaringer fra sygdomsforløbet og om behovet for rehabilitering, og resultaterne vil sikre værdifuld viden om rehabilitering nu og i fremtiden ved virus-udbrud.

Mennesker, der har været indlagt med COVID-19 med alvorlige vejrtrækningsproblemer, kan nu søge om ophold sammen med en nær pårørende. Det er gratis at deltage. Som deltager bidrager man til forskningen, samtidig med at man selv er deltager på et 4-dages rehabiliteringsophold med aktiviteter, undervisning og samvær, der retter sig mod at kunne fungere i hverdagslivet efter COVID-19 samt restituere både krop, psyke og det sociale liv.
Forløbene holdes den 24.-27. august og 28. september-1. oktober 2020 hos REHPA i Nyborg. 
Læs mere om projekt rehabilitering efter COVID-19
Læs pjece om COVID-19-ophold hos REHPA

REHPA OG AALBORG KOMMUNE UNDER SAMME TAG


REHPAs lokalkontor i Aalborg er ved årsskiftet 2020 flyttet i nye lokaler ved Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune. Det nye ’kontorfællesskab’ skal styrke REHPAs fokus på kommunalt samarbejde og udvikling af rehabilitering og palliation i kommunerne.
REHPA og Aalborg Kommune har allerede igangsat samarbejde om et forskningsprojekt, der kan give viden om, hvilke behov socialt udsatte borgere kan have i livets sidste fase. Projektet Håb og behov ved socialt udsattes livsafslutning gennemføres af postdoc Vibeke Graven fra REHPA.
Læs mere om REHPA og Aalborg Kommune
Læs mere om projektet Håb og behov ved socialt udsattes død

FORSKNINGSARTIKLER OM COVID-19 OG PALLIATION

REHPA har valgt at dele en litteratursøgning om COVID-19 og palliation på vores hjemmeside. Litteratursøgningen er foretaget den 14. maj 2020 i PubMed med søgeordene ’covid19 and palliative care’. Søgningen gav 91 hits, og vi har udvalgt 15 artikler på bagrund af abstract, forfattere og/eller lokalitet. Vi har ikke gennemgået alle artikler, men vi har screenet og udvalgt ud fra forventet relevans og brugbarhed i klinikken. De udvalgte artikler rummer almene betragtninger over hvilke palliative tiltag, man kan bruge i felten. Artiklerne er ikke sygdomsspecifikke.
Læs mere og find link til forskningsartiklerne på rehpa.dk

REHPA SØGER NYE KOLLEGAER

REHABILITERING OG PALLIATION SOM MASTERKURSUS

I efteråret 2020 kan du igen læse et masterkursus i ’Rehabilitering og Palliation’ på SDU. Kurset er del af Masteruddannelsen i Rehabilitering, men kan også læses som enkeltfag. REHPAs forskere står bag udvikling og undervisning på kurset, der understøtter, at fagfelterne rehabilitering og palliation samtænkes og koordineres med fokus på borgerens behov. Kurset er udviklet af forskere fra REHPA, og det er også dem du vil møde som undervisere og formidlere af den nyeste forskning og udvikling på området.
Næste kursus starter den 12. september 2020 og forløber i fire dage hen over efteråret med undervisning på SDU, Odense. Der er åben for ansøgning til kurset nu.
Læs mere på sdu.dk/

UDGIVELSER

FORSKNINGSARTIKLER OM COVID OG PALLIATION

REHPA har udvalgt 15 artikler fremkommet i en litteratursøgning i PubMed med søgeordene ’covid19 and palliative care’. Søgningen er lavet den 14. maj 2020 og gav 91 hits. Vi har udvalgt de 15 artikler på bagrund af abstract, forfattere og/eller lokalitet. Vi har ikke gennemgået alle artikler, men vi har screenet og udvalgt ud fra forventet relevans og brugbarhed i klinikken. Artiklerne er ikke sygdomsspecifikke. De udvalgte artikler rummer almene betragtninger over hvilke palliative tiltag, man kan bruge i felten.
Se litteratursøgningen på rehpa.dk

NATIONAL RETNINGSLINJE FOR BENAMPUTEREDE

Mennesker, der får amputeret et ben pga. dårligt kredsløb oplever ofte væsentlige problemer med livskvaliteten og har stort behov for rehabilitering. Samtidig kan der være behov for palliativ indsats, da mere end 50 % dør inden for 12 måneder efter amputationen. Det er et felt, hvor der ikke eksisterer megen evidens, men nu har en arbejdsgruppe samlet den eksisterende viden og beskrevet nationale retningslinjer for området.

Fagligt Selskab for Ortopædkirurgisk Sygepleje har i samarbejde med en række faglige miljøer netop udgivet ’National Klinisk Retningslinje for perioperativ behandling, pleje samt tidlig rehabilitering til patienter som får foretaget større benamputationer’. Formålet med retningslinjen er at sikre en evidensbaseret indsats af ensartet høj kvalitet på tværs af landet, medvirke til hensigtsmæssige patientforløb og vidensdeling på tværs af sektorer og faggrupper samt prioritering i sundhedsvæsenet.
Download: National Klinisk Retningslinje for perioperativ behandling, pleje samt tidlig rehabilitering til patienter som får foretaget større benamputationer

PERSPEKTIVER PÅ ETIK VED PALLIATION OG LIVETS AFSLUTNING

Bogen 'Contemporary European Perspectives on the Ethics of End of Life Care' er udgivet på forlaget Springer. Bogen giver aktuelle perspektiver på etikken ved palliation og livets afslutning.
Vibeke Graven fra REHPA har bidraget til kapitlet 'Intentions and the Doctrine of Double Effect', der bl.a. omhandler problematikker ved palliativ sedering.
Link til bogen Contemporary European Perspectives on the Ethics of End og Life Care
Link til kapitlet Intentions and the Doctrine of Double Effect
 

OMSORG OM BØRN OG UNGE SOM PÅRØRENDE OG EFTERLADTE

Magasinet OMSORG nr. 1, 2020 sætter fokus på børn og unge som pårørende og efterladte. Du finder artikler fra en lang række aktører, der som redaktionen skriver 'bidrager til nye og fagligt kompetente måde at begribe børn og unge som pårørende på'.

Omsorg er et idealistisk og nordisk tidsskrift for alle, som arbejder eller har nære relationer til alvorlig syge, de svageste gamle eller døende. Artiklerne omtaler grænselandet mellem etik, humanisme og moderne medicin. I Danmark får medlemmer af Foreningen for Palliativ Indsats automatisk tilsendt Omsorg.

REHABILITERING VED DEMENS - RESERVER DATOEN 26.OKTOBER 2020


Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 26. oktober 2020, hvis du interesserer dig for rehabilitering ved demens.

Den dag er REHPA vært for en konference, der afslutter projektet DEM-REHAB om rehabilitering ved demens. Projektet begyndte i 2016 på en bevilling fra VELUX FONDEN. Seniorforsker Jette Thuesen har stået i spidsen af projektet, der har haft som sit overordnede mål at udvikle en model for rehabilitering ved demens i let til moderat grad. Modellen baserer sig på undersøgelser af evidens, aktuel praksis i Danmark og brugerperspektiver på rehabilitering. Delresultaterne er publiceret i rapport, faglige notater og videnskabelige artikler samt præsenteret på konferencer i ind- og udland. Delresultaterne er i samarbejde med mennesker med demens og fagpersoner omsat til en model, der præsenteres på konferencen.

På konferencen præsenteres også andre resultater, erfaringer fra de involverede, og du kan få indblik i anden forskning på området. Blandt andet vil Laila Øksnebjerg fra Nationalt Videncenter for Demens præsentere hovedfund fra sin nyligt afsluttede ph.d., der omhandler teknologiske aspekter af rehabilitering.

Konferencen foregår på SDU i Odense. Du finder det endeligt program og tilmelding på rehpa.dk og på projektets hjemmeside fra 15. august: https://www.rehpa.dk/projekter/demens-og-rehabilitering-med-afsaet-i-brugernes-perspektiver-dem-rehab/  
 

KALENDER

Kalenderen på rehpa.dk bliver løbende opdateret. Skriv gerne til os, hvis du kender til arrangementer, der enten skal rettes eller tilføjet i kalenderen. Send en mail til rehpa.web@rsyd.dk.






This email was sent to <<Vi sender ud med Vocast på: https://bit.ly/45TP4c7>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation · Vestergade 17 · Nyborg 5800 · Denmark