Copy
View this email in your browser

Indhold

Kære læser,


Så er vi tilbage fra sommerferien, klar til en masse spændende projekter og arrangementer i løbet af efteråret. I dette nyhedsbrev kan du blandt andet læse om forslag til udpegning af ikoniske træer, besøg af studerende fra USA, temaaften om genbrug og affaldssortering, Christianshavnerdagen mm.     


Rigtig god læselyst!
 
Venlige miljøhilsner,
Miljøpunkt Indre By & Christianshavn
Hjemmeside
Facebook
Twitter
Instagram
LinkedIn

Borgernes forslag til ikoniske træer

I forbindelse med Københavns Kommunes træpolitik 2016-2025 indsamles der igen forslag til særligt værdifulde og ikoniske træer, træer som vi skal passe ekstra godt på. Dette har Miljøpunktet tidligere støttet op om og gør det igen i år. Vi har samlet borgernes forslag til ikoniske træer i Indre By og på Christianshavn, der nu er sendt ind til Teknik og Miljøforvaltningen, som vil behandle sagen. Vi vil sige tusind tak til de borger, som har indsendt forslag og til dem der trodsede regnen og deltog på vores to byvandringer. Forslagene til ikoniske træer kan ses på vores hjemmeside.

Gamle træer på de to kirkegårde i Indre By

I forbindelse med udpegningen af forslag til nye ikoniske træer, var Miljøpunktet sammen med en repræsentant fra Indre By Lokaludvalg rundt og se på de gamle, særlige træer på hhv. Garnisons Kirkegård og Holmens Kirkegård. Træerne er her med til at skabe en helt speciel stemning og levesteder for blandt andet egern og byens fugle. På vores tur tog vi en snak med gartnerne, som dagligt går og plejer kirkegårdene. Begge steder fortalte de, hvordan det arbejder for at bevare og beskytte de gamle træer, det kan dog i nogle tilfælde være nødvendigt at fælde træerne enten på grund af skader eller sygdom. Når det sker gør de også meget ud af at plante nye tilsvarende træer. Vi kan varmt anbefale at bruge nogle timer på at tage en tur rundt på de to kirkegårde. Her gemmer sig mange spændende historier og planter. På billederne ovenfor ses til venstre et cedertræ på Garnisons Kirkegård og til højre den gamle bøg med roden, som kaldes elefantsnablen, på Holmens Kirkegård.   

Vær opmærksom på Gold Byg når du lufter din hund 

Miljøpunktet har fået en henvendelse fra en borger, som fortæller at han oplever store gener ved planten Gold Byg, når han lufter sin hund. Problemet er, at plantens små-aks sætter sig fast i hundenes pels og kan bore sig ind i øre og poter, hvorved der kan opstå infektion. Gold Byg ses i mange vejbede, mellem fliser og hvor græsarealer ikke bliver slået og får lov at gro vild. De er netop nu nemme at kende, hvor de står brune og tørre. Man skal som hundeejer ikke holde sin hund inde på grund af dette, men blot være opmærksom når hunden luftes rundt om i byen. Vælg eventuelt at lufte hunden de steder hvor plænerne holdes nede.
Foto: Peder Clement

Ingeniørstuderende fra Massachusetts vil undersøge den københavnske luftforurening.

Ingeniørstuderende fra Massachusetts vil undersøge den københavnske luftforurening.
Frem til den 11 oktober 2019 vil fire amerikanske studerende i samarbejde med Miljøpunkt Indre By og Christianshavn undersøge emissioner og emissionstiltag i København og sammenligne det med forureningslove vedtaget i andre storbyer rundt omkring i verden. Især emissioner fra taxa’er, partikelfiltre og private ejede busser er i fokus. Det anslås at luftforurening i København årligt medfører 550 dødsfald. Ydermere er forureningen medvirkende til cirka 20.000 nye tilfælde af luftvejslidelser, bronkitis, astma og lungekræft. Nyere studier indenfor sundhedsmedicin har påvist en sammenhæng mellem partikelforurening og nedsat DNA-replikation, autisme, nedsat indlæringsevne, skizofreni, bipolar syndrom, depression, personlighedsforstyrrelser,  alzheimer’s- og parkinson’s sygdom. Vi vil i et senere nyhedsbrev præsentere resultaterne fra projektet.

Christianshavnerdagen 2019

Igen i år deltager Miljøpunktet ved Christianshavnerdagen, som finder sted søndag den 8. september. Vi vil sammen med Miljøgruppen under Christianshavns Lokaludvalg fortælle om, hvordan du kan være med til at passe på byens insekter ved at bygge insekthoteller og samtidig gøre din baggård og byen grønnere. Dagen bliver i år fejret i Sankt Annæ Gade og der vil være debatter, musik og underholdning for hele familien. Kom forbi og sig hej, vi glæder os til at se dig!
Hvis du vil læse mere om insekthoteller finder du en artikel herom på vores hjemmeside.
Foto: Jann Kuusisaari

Genbrug og affaldssortering på Christianshavn – hvorfor og hvordan?

På landsplan producerer vi danskere stadigt meget affald, men meget kan genbruges og en del kan endda bruges direkte af andre, måske endda din nabo eller en i dit nærområde. Vær med til at dele viden og finde løsninger til mere genbrug.
Det kan for nogen fortsat være svært at komme af med affald til sortering eller genbrug i nærheden af sin bolig på Christianshavn. Der findes genbrugsstationer og multifunktionelle affaldsløsninger, men de er måske ikke lige om hjørnet.

Miljøpunkt Indre By & Christianshavn vil gerne invitere interesserede Christianshavnere til at være med til at udvikle lokale genbrugsfælleskaber og drøfte lokale muligheder for at genbruge mere af vores affald. Måske har du og din beboerforenings allerede et genbrugs- eller bytterum, som fungerer og som I gerne vil fortælle om? Eller måske vil du og dine naboer gerne vide mere om, hvad der findes af muligheder allerede i dag og byde ind med nye forslag? Vi rigtig gerne høre fra dig/jer i dit område, din ejer-, lejer- eller beboerforening og invitere jer med til en temaaften om Genbrug og affaldssortering på Christianshavn – hvorfor og hvordan?

Skriv til Miljøpunkt Indre By & Christianshavn på miljopunkt@a21.dk, mærket Genbrug og affaldssortering på Christianshavn inden udgangen af september, sammen med dine/jeres kontaktdata og input til drøftelser på temaaftenen.

Miljøpunktet vil på baggrund af jeres tilbagemeldinger lave det endelige program for en temaaften, som forventes at blive den 6. november 2019 16.30-19.00 i vores mødelokale hos Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, Regnbuepladsen 7.  Vi annoncerer mere herom senere.

Allerede nu forventer vi at snakke om beboernes lokale oplevelser omkring sortering, genbrug, byttemarkeder, bytteskabe, byttecentre, byttestationer, sorteringsstationer, storskrald, smid-væk-kultur, affaldsmyter og meget mere.

 

Bæredygtige arrangementer

Miljøpunktet arbejder for, at arrangementer, der afholdes i Københavns Kommune, skal være mere bæredygtige, blandt andet når det gælder affaldssortering og genanvendelse af service. Har du ideer til hvordan vi kan opnå det og har du lyst til at være med i processen, så kontakt os meget gerne på mail miljopunkt@a21.dk.   
Repair Cafe København K søger frivillige. Kunne det være noget for dig så kontakt: info@repaircafedanmark.dk https://repaircafedanmark.dk/

Sæt kryds i kalenderen

  • Christianshavnerdag den 9. september 2019 kl. 10-17.
  • Besøg på Building Green med fokus på grønne tage den 30. oktober 2019 kl. 15-17.
  • Temaaften om genbrug og affaldssortering på Christianshavn forventeligt den 6. november 2019 kl. 16.30-19.

Miljøpunktets årsplan er live!

Læs om vores kommende projekter i årsplan for det lokale miljøarbejde 2019-2020

Besøg os på www.a21.dk
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Copyright © 2019 Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, Alle rettigheder forbeholdt.

miljopunkt@a21.dk | (+45) 33 93 21 21

Vil du ændre I, hvordan modtager disse mails?
Du kan opdatere dine indstillinger eller afmelde dig fra listen.

Email Marketing Powered by Mailchimp