Copy
Nyhedsbrev Oktober 2019 fra Berlin-nyt.dk

Bliktrommen i Berliner Ensemble
Tryllefløjten i Staatsoper 
West Side Story i Komische oper
 La Boheme i Deutsche Oper 
West-Eastern Divan Orchester i Philharmonie

Her i oktober måned er sæsonen rigtigt gået igang i koncerthusene, operaerne og teatrene i Berlin. Nyhedsbrevet koncentrerer sig derfor i denne udgave om, hvad der foregår på byens største scener i oktober måned.

Bliktrommen i Berliner Ensemble

Den 1., 5. og 21. oktober spilles Günter Grass' klassiker Bliktrommen på Berliner Ensemble. Fortællingen om drengen Oskar Matzerath, der kan se katastrofen komme i form af nazismen og beslutter sig til ikke at ville vokse mere. Der er engelske overtekster på forestillingen. Læs mere om spilletid og billetkøb her.

Tryllefløjten i Staatsoper

Fredag den 4. og søndag den 6. oktober spilles Tryllefløjten som familieforestilling på Staatsoper Unter den Linden. Tryllefløjten er den tysksprogede opera, som er mest spillet i hele verden. Mozart komponerede den i 1791, og den kan stadig tiltrække publikum her i 2019 - det er godt gået! I denne udgave er den iscenesat som dukketeater, men det er rigtige levende sangere, der føres i snor. Læs mere om forestillingen og billetbestilling her.

West Side Story i Komische Oper

Man skal ikke lade sig forlede af, at operahuset hedder Komische Oper. Forestillingen West Side Story er slet ikke komisk, men meget alvorlig. Den er skrevet i 1957 af Leonard Bernstein og handler om bandekrig - desværre noget, der stadig er aktuelt. Desuden indeholder den en Romeo-og-Julie ulykkelig kærlighedshistorie og en forbasket mængde dejlig musik. Forestillingen spilles 11. og 26. og 28. oktober. Læs mere om forestillingen og billetbestilling her.

La Boheme i Deutsche Oper

På Deutsche Oper i Bismarckstrasse er der bl.a. italiensk opera på programmet i oktober måned. Det er den meget romantiske La Boheme af Puccini. Operaen synges på italiensk, og der er engelsk oversættelse over scenen. Igen er det en ulykkelig kærlighedshistorie, der går over scenen, men den tager man gerne med til gengæld for den dejlige musik. Operaen spilles den 13., 19., 20., 23. og 26. oktober. Læs mere om forestillingen her.

West-Eastern Divan Orchestra i Philharmonie

Den 22. og 23. oktober gæster Daniel Barenboim Philharmonie med West-Eastern Divan Orchestra. Orkestret er sammensat af unge israelske, palæstinensiske og andre arabiske musikere og er dermed en slags mellemøstlig fredsprojekt. De unge musikere oplever i orkestret et helle fra deres hjemlandes indbyrdes stridigheder og oplever, at der findes en vej til fredelig sameksistens. Musikken er Beethovens tripplekoncert, og man må sige, at det er med stjernesolister: Anne-Sophie Mutter på violin, Yo Yo Ma på cello og Daniel Barenboim klaver. Desuden spilles Bruckners 9. symfoni. Det er Pierre Boulez Saal, der står for koncerterne, men de spilles i Philharmonies store sal. Læs mere om koncerten på Pierre Boulez Saals hjemmeside her. Læs evt. mere om orkestret her
Like Berlin-nyt på Facebook 
Facebook
Twitter
Website
Copyright © 2019 berlin-nyt.dk, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list.

Email Marketing Powered by Mailchimp