Copy
Pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion
Læs pressemeddelelsen i din browser

Anne-Marie Rindom kåret som verdens bedste sejler

Den danske verdens- og europamester i Laser Radial er natten til onsdag udnævnt som Rolex World Sailor of the Year af verdensforbundet World Sailing. Det er første gang, en dansk sejler har modtaget prisen.


Anne-Marie Rindoms formidable 2019-sæson nåede nye højder natten til onsdag (dansk tid), da hun ved World Sailings årsmøde på Bermuda blev hædret med prisen Rolex World Sailor of the Year 2019.

Det er første gang, at en dansk sejler modtager prisen, der siden 1994 er uddelt én gang årligt til en kvindelig og en mandlig sejler på tværs af alle sejlsportens talrige klasser og discipliner.

"Jeg er helt overvældet. At blive kåret som verdens bedste sejler er noget, jeg ikke har turdet drømme om," sagde Rindom kort efter overrækkelsen.

Stærk afsæt til nominering
Dog havde den 28-årige dansker efter en sæson, hvor hun har vundet både VM og EM i suveræn stil foruden yderligere to guldmedaljer ved internationale topstævner, givet sig selv det bedst tænkelige afsæt til en eventuel kåring.

"Jeg havde selvfølgelig håbet på det, men også sagt til mig selv, at bare dét at komme her til Bermuda som én af tre nominerede, var fuldstændig vanvittigt."

"Jeg vil gerne takke hele holdet bag mig derhjemme, ikke mindst min træner Piotr Wojewski. Også tak til alle, der har stemt på mig gennem den seneste uge - dét har været afgørende," sagde Rindom med henvisning til en global online-afstemning, hvor alle har kunnet stemme på deres favoritkandidat. 

Online-afstemningen vægter 50 procent af det endelige resultat, mens de øvrige 50 procent kommer fra World Sailings medlemsforbund, som hver har én stemme.  

Anne-Marie Rindom var nomineret til prisen sammen med den franske PWA-windsurfer Delphine Cousin Questel og den spanske Hansa 303-parasejler Violeta del Reino.

Fantastisk ambassadør
Dansk Sejlunions formand, Line Markert, hylder Anne-Marie Rindom som en "fantastisk ambassadør" for dansk sejlsport og de værdier, som sejlsporten står for.

"Det betyder meget for danske sejlere og for Dansk Sejlunion, at vi - som et lille land med et stærke sejltraditioner - kan opnå denne store anerkendelse fra de andre medlemslande i World Sailing og fra de mange mennesker, der har stemt på Anne-Marie."

"Sammen med sin træner, Piotr, har hun leveret en imponerende indsats i år. Det har været fantastisk at følge - og hun fortjener om nogen denne anerkendelse. Det kan kun gøre os alle i sejlerdanmark vildt begejstrede, når en dansk pige fra Horsens – helt almindelig og helt ekstraordinær – opnår sejlsportens største internationale hæder," siger Line Markert.  
 
 
Billeder 
AKTUELLE billeder fra World Sailor of the Year HER
Password: WSimages

Pressebilleder af Anne-Marie Rindom

Følg sejlerlandsholdet
Løbende nyheder og resultater på Facebook 

Pressekontakt 
Flemming Ø. Pedersen, presseansvarlig, +45 2618 7450

 

Use your own custom HTML