Copy

Book dine juletræsvagter NU!

Gruppens økonomi er super god og det er billigt at være medlem i Roskilde Gruppe og så er næsten alle ture gratis.

Det er muligt, når både spejdere og forældre sælger juletræer. Derfor opfordrer vi alle til at bidrage og gerne tage mere end en vagt. Det er hyggeligt og det er med til at understøtte vores spejderarbejde.

Ja, nu er det igen tid til juletræerne
Den 30. november sætter vi de to juletræspladser op, ganske som borgerne/kunderne i og omkring Roskilde forventer det! Juletræssalget er gruppens allerstørste indtægt.
Der kommer en tilmeldingsmail til opsætningen, men du kan allerede tilmelde dig her. Vi starter som sædvanlig med fælles morgenmad kl. 9:00. Derefter hjælpes vi ad med at få klargjort pladserne og pakket juletræerne ud. Kl. ca. 13 regner vi med at være færdige og slutter med frokost i spejderhytten. 
Vi opfordrer alle til hurtigt at tage en eller helst flere juletræsvagter - Juletræer sælger ikke sig selv!  Det er først til mølle princippet, så hvis der er bestemte vagter, du helst vil have, så skynd dig at tage dem. Tilmeld dig her 

                                                                                   Julehilsen Juletræsudvalget
Spejderhjælpen 2019
Tak til alle, der har været i gang og gjort en indsats for at tjene penge til udviklingshæmmede i Ghana. Det lykkes Roskilde Gruppe at tjene 3.153,50 kr. til Spejderhjælpen. Det er rigtig flot.
Den enhed, der har tjent mest i alt og i gennemsnit pr. medlem er juniortroppen. Godt gået. I kan se frem til en gang flødeboller :-)
Verdensjamboree 2023
Vi har afholdt et informationsmøde onsdag den 30. oktober. Hvis du gik glip af det og gerne vil høre mere, måske være med til fundraisingen og få tilskud til deltagelse i verdensjamboreen i 2023, så kontakt Marianne Toft på mobil 40136038 eller på mail marianne.toft@gmail.com. 

Hvis du hører om en opgave, som spejderne kan tjene penge på til dette formål, så vil vi meget gerne høre om det- kontakt Marianne.
Til sidst vil jeg gerne minde om gruppens
Generalforsamling som afholdes den 10. februar 2020
og denne gang forventer vi, at det bliver i vores egen hytte i det store fine nye lokale.

Spejderhilsen

Marianne Toft
Gruppeleder
Status fra hytteudvalget:
Som ingen kan have overset, er der siden sidste nyhedsbrev pludselig dukket en hytteforlængelse op. I det gamle fællesrum er 2 af vinduerne skiftet ud med døre, så der kan blive flere mindre rum med nye funktioner. I det nye rum skal der nu lægges gulv, isoleres, trækkes strøm og forberedes for vand og varme.

Husk at den nye del er en byggeplads, og selvom det er fristende, må man altså ikke gå ind eller om bag afspærringen, da det kan være farligt. 
                              Hilsen hytteudvalget
Hjemmesiden med kalender, invitationer og kontakt-information Hjemmesiden med kalender, invitationer og kontakt-information
Facebook Facebook

Bæverflok


Kære bævere og forældre

Nederst på bæverhjemmesiden kan I se bæverkalenderen.
Tiden er kommet til at I skal medbringe sutsko til jeres børn. Vi tager skoene af når vi kommer ind i hytten da der er mudret på vores græsplæne. 
Vi opfordrer til at klæde jeres barn ordentlig på til et spejdermøde - her menes der at de kommer i tøj der egner sig til vejret. Eksempelvis flyverdragt, støvler, vanter og hue når der er koldt. Giv derudover gerne jeres barn bevægeligt tøj på som kan tåle at blive beskidt. 
 
Vi skulle have haft en dagtur søndag d. 6/10, som vi beklageligvis måtte aflyse. Arrangementet bliver rykket og I vil få nærmere besked næste mandag. 
Den 23.-24. november afholder vi juleweekend i vores hytte ude i skoven nær Hvalsø. Der vil det stå i julens tegn. Her vil vi blandt andet tage på et juleløb, julebag, pynte juletræ, høre julemusik, spise julemad og spille pakkespil. Det er årets hyggeligste overnatningstur. 
Familierne ser foreløbig sådan ud:

Grøn familie (Victoria og Ditlev): Emilia, Anna, Laura, Jonas, Emil, Rebecca

Gul familie (Mia og Rasmus): Karla, Karla, John, Victor, Ellen, Oliver

Vi har vores årlige juleweekend d. 23-24 november og vi glæder os allerede til af afholde den. Vi har planlagt en masse spændende ting. Vi får besøg af en venskabsgruppe fra Tune, som vil deltage i vores lørdagsaktiviteter.
Skynd jer af melde jeres barn til - det bliver nisse hyggeligt. 

Vi vælger at afholde et forældremøde d. 11/11 mens bævermødet bliver afholdt. Sofie og Anita vil stå for mødet og sætte jer lidt mere ind i vores spejdergruppe, hvem er vi, hvad gør vi, hvorfor gør vi det og hvilke forventninger har vi til jer som forældre. Vi håber at alle kan deltage, da der bliver givet mange informationer ud som I vil få gavn af. 
Da vi ikke er så mange bævere, endnu, skal I være velkomne til af invitere en fra klassen, SFO'en eller nabos pige eller dreng med til et spejdermøde - måske det er noget for dem. 

Bæverklask 
Ditlev, Rasmus, Mia, Victoria 
Kurt, Lise, Anita og Sofie 

 

Ulveflok

Kære ulve og forældre

Nederst på ulvehjemmesiden kan I se ulvekalenderen.
Så gik der sørme endnu en måned. Der er fuld fart på, det er nogle søde og glade ulve vi har. Vi har dog stadig plads til flere, så hvis der er nogen der kunne tænke sig at tage en ven eller veninde med, så må man gerne det.

Vi har i denne måned afsluttet vores mærke: Junglestien. Det er medhjælperne, der har stået for
planlægning af indholdet af møderne. Og ulvene har lavet alt muligt fra at lege forskellige junglelege, lave små skuespil om junglebogen, malet junglebilleder og meget mere. Vi sluttede forløbet med et lille mini-fuldmånemøde, så alle har fået mærket.

Nu er vi så gået i gang med Stifinder. Vi har kun haft et enkelt møde, hvor børnene er blevet introduceret til emnet. De har prøvet at lave et kompas, hørt lidt om de forskellige kompasretninger og de har prøvet at se på kort. Det skal vi så arbejde videre med på møderne i november. Emnet afsluttes med et fotoløb, der foregår på Stændertorvet.
Derfor vil ulvemødet torsdag d 28/11 blive afholdt der. Vi mødes til sædvanlig tid ved springvandet. 

Om tirsdagen i samme uge, altså den 26/11, er der fredslyset. Vi mødes foran Skt Laurenti kirke på Frederiksborgvej kl 17.45. Der starter vi inde i kirken med en lille samling, hvor der bliver fortalt lidt om fredslyset. Bagefter går man ud og får en fakkel, og så går alle samlet op til Domkirken, hvor det slutter med en lille gudstjeneste. Hele arrangementet slutter kl 20.00 ved Domkirken. Forældre må gerne deltage. Ulvene får et mærke for denne tur. Men det er kun et ekstra tilbud, da det måske er for meget med to spejderdage på samme uge. Tilmelding kommer snart.

Til sidst vil vi lige gøre lidt reklame for juleturen. Tilmeldingen er ude, og der er allerede mange der har tilmeldt sig, men skynd jer at melde jer til. Det er en rigtig hyggelig tur, hvor vi skal hygge både udendørs og indendørs. Vi har brug for forældrehjælp både til kørsel, lidt bagning af boller/kage og tilberedning af julemiddagen. I melder bare ind på tilmeldingen som sædvanlig. Det betyder rigtig meget, da vi på den måde får mere tid til aktiviteter med børnene. Hvis spørgsmål, så ring eller skriv til os.

Vel mødt til møderne og turene, vi glæder os til at se jer.

Mange ulvehilsener
Julie, Aia, Sara, Gustav, Svend, Martin, Annika, Magnus, Jørgen og Mette.

Juniortrop


Kære juniorspejdere og forældre!

Nederst på juniortrophjemmesiden kan I se juniortropkalenderen.
Vi kan se, at basisknobene er ved at sidde fast, det kan I godt være stolte af. Vi har prøvet at lave ild på flere måder og ved godt hvorfor at tændstikker og lightere blev opfundet.

I november skal vi arbejde med fællesskabet i patruljerne såvel som i hele enheden. Lederne forventer at juniorspejderne deltager i aktiviteterne på møderne og støtter hinanden, når der skal løses opgaver, ikke mindst forventer vi, at alle viser respekt for hinanden. Det kan ikke siges tit nok, for det er hovedregelen for godt samvær. I må gerne tale sammen hjemme om, hvordan I kan bidrage til et godt fællesskab.

Vi er nu gået over til vintertid og møderne kortes fra 18.30-20.00

15.-17. november skal vi på juletur. Det er en hyggetur, hvor vi sover inde i varmen, og ordner maden i køkkenet. Vi laver lidt julebag og håber, at forældre vil tage teten på at få lavet julemiddagen lørdag. Ellers klarer vi det selv, men det plejer at være en hyggelig oplevelse for alle parter.

Spejderhilsen juniorlederne
 

Spejdertrop


Hej Tropspejdere og forældre ! 

Nederst på spejdertrophjemmesiden kan I se spejdertropkalenderen.
Oktober måned startede ud med et par møder om idegenerering, hvor spejderne bl.a. har planlagt deres eget møde, som skal afholdes i november. Vi deltog i starten af Oktober i distriktsweekenden, som bla. bød på bombeløb og madlavning over bål, som var i absolut top klasse. Og vi fik også en 1. og 6. plads med hjem fra lørdagens løb!

Inden ferien nåede vi et smut i Boserup på orienteringsløb, så vi var klar til Thors natløb. Her fik troppen en tredjeplads! Kun overgået af to seniorpatruljer. Der blev bla. løbet O-løb, lavet mad, løst gåder og lavet katapulter. En nat med mange udfordringer, som giver trætte spejdere, så lørdag blev der sovet lidt længere, inden resten af weekenden gik i gang med bla. en masse teambuildingsøvelser.

Ferien har for nogle af spejderne budt på Roland 1 kursus, og andre deltog på JOTA/JOTI, som er en weekend, hvor man mødes med spejdere verden over på nettet og via radio.

Den kommende tid byder på førstehjælp og nogle spændende løb, og så skal vi også have bagt noget kage :). 

Juletur
Vi afholder Juletur d. 29/11-1/12., hvor vi fredag til lørdag er på Eriksvej. Lørdag hjælper vi med juletræsopsætning, hvorefter vi kører til Sct. Georg og afholder resten af weekenden i bedste juleånd! Tilmelding er ude, så hop ind og meld jer til!

Spejderhilsen troplederne

Seniortrop


Hej Seniorspejdere

Nederst på seniortrophjemmesiden kan I se seniotropkalenderen.
Oktober er gået hurtigt ! På møderne har vi forberedt os til ThorsNat, lavet plan for årets resterende møder, og lavet DIY-aktiviteter. I mandags fik vi både repareret en oplader-kasse, lavet beslag så lamperne kan blive monteret i lysmasterne på grunden, malet lidt på skiltene til juletræssalget, og lavet nogle flotte DIY-mærker i læder.

Thors Natøvelse
Vi stillede med et friskt lille hold med 3 seniorer og 2 ledere.
På trods af at lederne ikke måtte deltage i opgaveløsnignen ude på posterne, og at mindste fremmøde på en post var 2 personer, lykkedes det os at nå rigtig mange poster, og desuden få dem løst rigtig godt. Det kom der en rigtig hyggelig aften/nat ud af og en flot 2. plads !

Den næste tid:
I løbet af november og december har vi planlagt 3 møder hvor vi skal snitte. Okking har lovet at lære os hvordan vi på 2 møder laver et personligt knivskæfte, og på et 3. møde laver en læderskede til kniven.
4/11 Kniv, 18/11 Kniv, 9/12 Knivskede.

Og så er tiden kommet til at seniorerne parvis står for nogle møder. Vi glæder os til at se hvad de har fundet på:
11/11: Nicolai og Noah
25/11: Martin og Aia
?/12: Emma og Julie

Måske når vi i løbet af november/december at tage senior-mærket "Målretter" ? - Læs om mærket her.

Planlagte weekend-arrangementer for seniorer:
30/11: Opsætnings af pladser til Juletræssalg
6-8/12: Juletur til Sct. Georg
Uge 51: Måske julekollektiv hvis hytten er klar til det. Og ellers til januar/februar.
2020:
25-26/1 Dinizuli ? Læs mere her.
8-9/2 skal vi afsted på en dejlig overnatningstur i sneen ! Den lækre kæmpe-shelter ved Avnstrup venter på os !
Spejderhilsen
Lederne i Seniortroppen
/Kenneth & Bo
 

Klan Bodil


Halløj folkens!

Håber I har (u)hygget jer denne måned.
Vi har i Klan Bodil lavet lidt af hvert her i Oktober. Først og fremmest er vi jo nødt til at nævne Thors Nat, hvor flere fra klanen deltog. Vi håber I hyggede jer.

Så har vi i Oktober også haft det længe life hachs-møde arrangeret af vores helt egen Simon, som sikkert (ikke) skal blive brugbart. Og månedens sidste møde gik til Mai, som arrangerede indendørs-stjerneløb-minus-løb.  

Og sidst men ikke mindst, har vi haft besøg af to studerende fra Rumænien, som vi forhåbentlig kommer til at se mere til frem over.
Så vi siger tak til Simon og Mai for at have arrangeret nogle fede møder, og glæder os til at se, hvad november har at byde på.
 
Det var alt fra denne gang, god weekend.
Copyright © 2019 KFUM-Spejderne Roskilde Gruppe, All rights reserved.


Afmeld nyhedsbrev | Opdater din e-mail adresse






This email was sent to <<E-mail adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
KFUM-Spejderne Roskilde Gruppe · Eriksvej 50B · Roskilde 4000 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp