Overblikket

Mennesker med handicap er så trætte af at blive rørt, flyttet eller hjulpet uden at blive spurgt først, at nogle er begyndt at sætte pigge på dem selv eller deres udstyr. Bronwyn Berg har sat pigge på håndtagene af sin kørestol efter en oplevelse, hvor en mand greb fat i hendes kørestol og trillede afsted med hende, uden at nogen reagerede på hendes råb om hjælp. Mange historier i samme stil er blevet delt på twitter under hashtagget #JustAskDontGrab. Det bekræfter, at information og undervisning om samtykke og respekt bør inkludere mennesker med et handicap, og i særdeleshed handicappede kvinder. 

Idéen om, at der kun findes to køn er noget ‘vrøvl’, skriver biofysiker og hjerneforsker Christian L. Ebbesen, i en kronik i Information. Den biologiske diversitet i alt fra gener til kromosomer, kønsdele, krop og hjerne er så stor, at den binære forståelse simpelthen ikke stemmer overens med virkeligheden. Christian L. Ebbesen påpeger, at andelen af biologiske nonbinære er omkring 0,5 og 1,7 %, sammenlignet med mængden af rødhårede, der ligger på ca. 1-2 %. At vi som samfund ikke kan acceptere at bruge ‘hen’ eller ‘de/dem’ om nonbinære, er derfor lidt som at sige, at vi kun kan acceptere sort, blond og brun som hårfarve. 

Hvornår blev det besluttet, at kvinder foretrækker salater og mænd skal have en stor, saftig bøf? Paul Freeman har skrevet bogen “American Cuisine: And How It Got This Way”, som blandt andet omhandler det sociale skift i 1870’erne, der førte til idéer om, hvilke typer af mad, der var  ‘passende’ for kvinder - og hvordan det har påvirket madkulturen lige siden. 

Minbar-Shat startede i Sudan i 2015 som en Facebookgruppe for kvindelige “bedragerdetektiver”, altså kvinder der hjalp hinanden med at opdage deres mænds utroskab. Gruppen gav plads til at kvinder kunne dele informationer, de ellers var for bange for at afsløre.
Da store protester begyndte at sprede sig over Sudan, blev gruppen et vigtigt politisk værktøj i kampen for landets fremtid. Det blev et sted, hvor man kunne afsløre efterretningsofficerers voldelige opførsel og organisere protester. 
Minbar-Shat er i dag stadig indflydelsesrig i sudanesisk politik. Dens administratorer er en del af lokale modstandsudvalg, og har i dag skabt et stærkt netværk, der afslører enhver form for misbrug mod kvinder.

Unge, kvindelige atleter bliver presset til at følge standarder, der er sat efter drenge og mænds udvikling. Det mener Mary Cain, der som  17-årig blev kaldt Amerikas hurtigste pige. Da hun kom på et af de bedste løbehold i verden - Nikes Projekt Oregon - troede hun, at hun havde opnået sin drøm. I stedet blev det begyndelsen på måneder med konstant kritik af hendes krop, brækkede knogler, umulige slankekure, selvskade og selvmordstanker, og en udsigt til at udvikle osteoporose og infertilitet, hvis hun blev ved med at forfølge den sport, hun elsker. Adskillige tidligere atleter og trænere bakker op om Mary Cains historier og belyser en syg kultur, hvor kvindelige atleter systematisk tvinges til at ofre deres fysiske og psykiske helbred.   

New York vil gerne bygge flere monumenter, der hædrer kvinder, racegjorte og minoriteter. Det burde  være en glædelig nyhed, men tiltaget er blevet et omstridt emne, hvor hver side finder fejl og mangler ved design eller placering. Det er gået så vidt, at nogle kunstnere helt trækker sig fra projektet. Problematikken bliver fremhævet i New York, men det er en debat, vi ser verden rundt, når kunst skal navigere i en tid, hvor statuer ikke automatisk forestiller hvide mænd. 

Sex mellem mænd er slet ikke moralsk okay. Det mener 3 ud af 10 danske mænd ifølge en stor rapport fra Statens Serum Institut og Aalborg Universitet. Over 62.000 danskere har deltaget i Projekt SEXUS, og rapportens resultater gør i den grad op med myten om, at Danmark er et seksuelt frisindet land, og at danskerne er tolerante overfor forskellige seksualiteter. 

Heksefester, hekseprotester og et væld af nye bøger: Hekse er tilbage!
Især i USA ser man heksebegrebet “witches” få en fornyet udbredelse. Man har tidligere set en stigende interesse for spiritualitet i perioder med omvæltning, og det burde måske ikke komme som nogen overraskelse, at heksekræfter har tiltrukket så mange kvindelige millennials. 
Derudover har hekse længe været knyttet til kvinders kamp i den nuværende politiske debat. Hillary Clinton blev kaldt en heks, og kvinder, der tilsluttede sig #MeToo, var, som Trump selv har sagt, på "heksejagt".

Tør du sige at du er feminist?

Forestil dig første dag på en ny arbejdsplads. I sidder rundt om frokostbordet og forsøger at få gang i samtalen. En af dine mandlige kolleger laver en sexistisk joke om Mette Frederiksens evner som statsminister. Er det nu, du går på de feministiske barrikader?

En afart af det spørgsmål skulle jeg forholde mig til, da jeg deltog i et program på DR, som vises i disse uger. Redaktionen ville have mig til at fortælle om min feministiske aktivisme og mine betragtninger om køn og kønsroller. Men er det noget, man tør dele på landsdækkende TV, uden for sit trygge ekkokammer af med-feminister?

I Danmark er feminisme et fy-ord

Selvom vi i Danmark bryster os af et solidt socialt sikkerhedsnet, gratis uddannelse og social mobilitet, er det ikke lig med, at vi også er et feministisk land. Feminisme er et politisk fy-ord, og i en ny undersøgelse erklærede 43 % at de var enige i, at “kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Vi har endda haft en ligestillingsminister, der tog afstand fra begrebet feminist.

Så det er ikke underligt, at man lige overvejer en gang ekstra, hvornår man ‘springer ud’ som feminist.

Det handler om overlevelse

En stor del af årsagen til menneskehedens udvikling er, at vi er flokdyr. Er der et problem, kan vi kommunikere og samarbejde om at løse opgaven. Men flokmentaliteten betyder også, at det går imod vores overlevelsesinstinkt at sige gruppen imod. De fleste kender følelsen af at blive holdt udenfor, og den er ikke sjov.

Tilbage i 50’erne udførte psykologen Solomon Asch en række eksperimenter, der skulle undersøge menneskers tendens til at indordne sig gruppens holdninger. 

Særligt kendt er forsøget, hvor en uvidende forsøgsperson blev placeret i en gruppe, som i fællesskab skulle sammenligne én streg med tre øvrige, og angive hvilken af de tre, der havde samme længde som den første. Hvad forsøgspersonen ikke vidste var, at resten af gruppen havde fået besked på at svare forkert. 

Cirka 75 % af forsøgspersonerne faldt under for gruppepresset mindst én gang i løbet af forsøget, og svarede det samme som gruppen, selvom det var forkert. Det er simpelthen nemmere at gå med gruppen, end at sige den imod.

Programmet jeg deltog i, var et overlevelsesprogram, hvor jeg, i fællesskab med en flok vildt fremmede, skulle klare mig 30 dage på en øde ø. Når man er afhængig af fremmede for at få mad, ly og social sikkerhed, så står Asch’s forskning pludselig meget klart for det indre øje.

Den tunge byrde at være killjoy

Sara Ahmed er intersektionel feminist, queer-aktivist og akademiker. Tilbage i 2010 introducerede hun arketypen ‘feminist killjoy’, der beskriver den situation, hvor den feministiske aktivisme, og dermed personen som er afsender, ødelægger den gode stemning:

“In speaking up or speaking out, you upset the situation. That you have described what was said by another as a problem means you have created a problem. You become the problem you create.” 

I tråd med Asch’s konformitetseksperiment, bliver det som feminist pludselig en overvejelse, om man, ved at påtale problematisk adfærd, vil være årsagen til at “den gode stemning” ødelægges, og at man potentielt udelukkes fra gruppen. 

Feminisme er ikke bare et nuttet statement på en lyserød kaffekop med #girlpower. Det er aktivisme og egenrådighed (Ahmed bruger begrebet willfullness), og dét kan gøre nogle mennesker temmelig vrede på dig. Man skal være klar til at udholde den dårlige stemning og stå fast på retten til at slippe for racistiske jokes, sexistiske kommentarer osv., selvom det går imod gruppen.

Hvilket bord vælger du at sidde ved?

Tilbage ved frokostbordet på arbejdspladsen handler feminist killjoy-tropen om at sætte sig udenfor fællesskabet, at fjerne sig fra sin plads ved bordet. Ahmed beskriver hvordan ordet dissidens, altså systemkritik, kommer fra det latinske ‘dis’, hvilket betyder væk fra, og ‘sedere’ som betyder at sidde. Dissidenten er den som sætter sig væk fra de andre.

Konsekvensen bliver, at selve det at identificere sig som feminist, bliver læst som at være til besvær, og man bliver kategoriseret som den, der ikke kan komme overens med gruppen. 

Det medfører en stor trang til at vise velvillighed og godt humør. Man kan næsten høre feministen i nye sociale sammenhænge tænke for sig selv; “de må ikke tro, at jeg er sådan en af de der sure feminister, der skal ødelægge den gode stemning.”

Nærmest uanset hvordan man italesætter problematikkerne, vil feministen dog, ifølge Ahmed, som regel ende med at blive set som roden til problemet. Et godt eksempel på dét, er nedenstående kommentarer på Facebook - for ja, jeg valgte at fortælle om min feminisme ude på øen. 
 

Rulleteksterne