Copy
Dette er et nyhedsbrev fra Dansk Psykolog Forening. Besvar venligst ikke denne mail.
NYT TIL SELVSTÆNDIGE PSYKOLOGER

Læs om: 

  • Sygedriftstabsforsikring/nøglepersonforsikring: Selvstændige psykologer har nu et større udvalg på markedet for nøgleperson- og sygedriftstabsforsikringer.
  • Kontakt os, hvis du har erfaring med brug af psykologstatusblanketter i forsikringssager om tab af erhvervsevne.
  • Forretningsudvikling for psykologer: Markedet for psykologhjælp er i hastig udvikling.
  • Praktiserende psykologer søges til projekt om psykoterapi .
  • Klienter med en lægehenvisning bør behandles af psykologer med ydernummer.
 

Sygedriftstabsforsikring/nøglepersonforsikring:


Selvstændige psykologer har nu et større udvalg på markedet for nøgleperson- og sygedriftstabsforsikringer.

Som selvstændig psykolog er det vigtigt at overveje, hvordan du er sikret økonomisk i tilfælde af længerevarende sygdom. Her er nøglepersonforsikring eller sygedriftstabsforsikring en relevant mulighed.

Dansk Psykolog Forening har været i dialog med flere forsikringsselskaber og har nu sikret, at selvstændige psykologer har større udvalg på markedet for nøgleperson -og sygedriftstabsforsikringer. 

Som selvstændig psykolog kan du derfor nu tegne nøgleperson- og sygedriftstabsforsikring hos følgende tre forsikringsselskaber:
  • Codan Forsikring
  • RUNA Forsikring
  • Tryg Forsikring
Læs mere her på Dansk Psykolog Forenings hjemmeside.

Har du erfaring med brug af psykologstatus-blanketter i forsikringssager om tab af erhvervsevne?


Det er blevet tid til at evaluere aftale om psykologstatusblanketter med Forsikring & Pension. Kontakt os derfor, hvis du har erfaringer med aftalen.

Dansk Psykolog Forening og Forsikring & Pension indgik i 2018 aftale om psykologstatusblanketter til oplysning af forsikringssager om tab af erhvervsevne. Aftalen trådte i kraft 1. august 2018.

Formålet er at sikre smidige rammer for udveksling af oplysninger mellem psykolog og forsikringsselskab i skadesager, hvor kun de nødvendige oplysninger udveksles, og hvor psykologen sikres betaling for sit arbejde.

Vi har aftalt med Forsikring & Pension, at det er tid til at evaluere aftalen. Derfor vil vi meget gerne kontaktes af dig, hvis du som selvstændig psykolog har erfaringer med brug af aftalen. Alle erfaringer er velkomne. Store som små, positive som negative.

Send dine erfaringer til konsulent Mikkel Hesselbæk Andreasen på mha@dp.dk eller ring på 35 26 99 55, hvis det er nemmere for dig.

Læs mere om blanketaftalen med forsikring og pension her.

Forretningsudvikling for psykologer


Markedet for psykologhjælp er i hastig udvikling. Antallet af psykologer vokser med behovet. Men konkurrencen skærpes, og psykologerne presses på kvalitet og økonomi af pengestærke aktører. Det stiller nye krav til psykologerne om forretningsudvikling, når nye markeder skal erobres.

Dansk Psykolog Forening leverer gennem 2019 og ind i 2020 analyser, artikler, inspirationsportrætter og konkrete udviklingsværktøjer inden for følgende fire temaer:
  • Kundeorienteret markedsføring
  • Digital tilstedeværelse
  • Nye ydelser
  • Organisering og samarbejde
Du kan allerede nu læse om forretningsudvikling og se film om det første tema ”Kundeorienteret markedsføring” på vores hjemmeside.

Praktiserende psykologer søges til projekt om psykoterapi


Center for Psykoterapiforskning ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet søger deltagere i forskningsprojektet CROP.

Formålet med projektet er at undersøge den behandling, som foretages af praktiserende psykologer, og at belyse spørgsmålet om, hvad der virker i psykoterapi. Deltagere kan også få mulighed for at få et kort supervisionskursus.

Læs mere i "Information om CROP" og i interview med Stig Poulsen i P-magasinet.

Klienter med en lægehenvisning bør behandles af psykologer med ydernummer


Den utilstrækkelige økonomi i den offentlige psykologordning har ført til, at klienter med en lægehenvisning ad forskellige veje ledes uden om behandling i ordningen. Det er problematisk af flere grunde.

Midlerne i den offentlige psykologordning modsvarer ikke det store behov i befolkningen. Det fører til fortsat længere ventelister, og psykologer med ydernummer må ofte afvise borgere, der har brug for psykologhjælp. Det er en uholdbar situation, og derfor arbejder Psykologforeningen for, at der tilføres flere midler til psykologordningen.

På grund af den utilstrækkelige økonomi ledes klienter med en lægehenvisning uden om behandling i ordningen. 

De tre veje uden om den offentlige ordning
I Psykologforeningen hører vi især om følgende tre veje, klienter med lægehenvisning ledes uden om den offentlige ordning. 

1. Ikke-ydere eller psykoterapeuter giver rabat 
Den første vej uden om den offentlige ordning opstår, når psykologer uden ydernummer eller psykoterapeuter markedsfører sig med rabatordninger for klienter med lægehenvisninger. 

2. Netværksvirksomheder leder klienter, der både har lægehenvisning og sundhedsforsikring uden om den offentlige ordning
Den anden vej uden om den offentlige ordning opstår, når klienter med en lægehenvisning samtidig har en privat sundhedsforsikring, som de bruger til at dække egenbetalingen. I de tilfælde overtager netværksvirksomheder, der leverer psykologydelser til forsikringsselskaberne, styringen af sagen. På grund af de lange ventetider har netværksvirksomhederne vanskeligt ved at finde psykologer med ydernummer, der kan starte behandling inden for den tidsfrist klienten er berettiget til jf. forsikringsbetingelser. Derfor tilbyder netværksvirksomhederne i nogle tilfælde klienten opstart hos en psykolog uden ydernummer, hvor henvisningen ikke tages i brug.

3. Ydernummerpsykologer sender selv klienterne videre
Den tredje vej uden om den offentlige ordning opstår, når ydernummerpsykologer indgår aftaler med eller ansætter ikke autoriserede psykologer til behandling af lægehenviste klienter, hvor lægehenvisningen ikke bringes i anvendelse. I nogle tilfælde får klienten behandling til en reduceret pris svarende til sygesikringens egenbetaling eller lidt mere.

Der er særligt tre grunde til, at trafikken uden om den offentlige ordning er problematisk. 

Behovet og den utilstrækkelige økonomi sløres
Det altafgørende problem og baggrunden for de lange ventetider er, at landspolitikerne ikke har afsat midler nok til behandlingsbehovet for psykologhjælp i befolkningen. Hvis stadig flere klienter med lægehenvisning systematisk ledes uden om den offentlige ordning, sløres den utilstrækkelige økonomi, og problemet er ikke synligt for politikerne.

Med andre ord kan de få den opfattelse, at der ikke er noget problem eller at problemet løser sig selv. Og så sikrer vi ikke en holdbar løsning på den lange bane.

Klienter med lægehenvisning tror, de bliver behandlet i det offentlige sundhedsvæsen
Klienter med en lægehenvisning, der henvender sig hos en ydernummerpsykolog, har en berettiget forventning om at blive behandlet i det offentlige sundhedsvæsen med de rettigheder, kvalitetsstandarder og den patientsikkerhed, der følger heraf. Ydernummerpsykologer er en del af det sammenhængende offentlige sundhedsvæsen, kommunikerer med klientens egen læge, virker som en sundhedsautoritet overfor de klienter, der henvender sig, og heraf følger nogle fastlagte rammer og et særligt ansvar for behandling af klienten

Hvis lægehenviste klienter systematisk ledes til behandling hos psykologer uden ydernummer, og hvis klienterne derfor ikke bringer deres lægehenvisning i anvendelse, bliver de behandlet udenfor det offentlige sundhedsvæsen. Det har klienterne måske ikke selv den nødvendige viden til at gennemskue, ej heller gennemskue konsekvenserne af.

Kvaliteten forringes af netværksvirksomheder
Når netværksvirksomheder leder klienter med en lægehenvisning til behandling hos en psykolog uden ydernummer, sker det, at rammerne og kvaliteten af forløbet forringes. 

Det skyldes blandt andet, at netværksvirksomhederne stiller krav om, at psykologerne overholder et lavt timegennemsnit, og at timerne udleveres i mindre portioner. Dermed lægges et pres på psykologen for at afslutte behandlingsforløbet inden den faglige vurdering tilsiger det. Og psykolog og klient skal hele tiden være parat til at afbryde behandlingsforløbet, hvis netværksvirksomheden ikke vil udlevere yderligere timer.

Psykologforeningen arbejder for flere midler til ordningen
Uoverensstemmelsen mellem behovet for psykologbehandling og midlerne til at finansiere det er ikke tilfredsstillende. Hverken for de borgere, der ikke kan få den nødvendige hjælp eller for de ydernummerpsykologer, der løbende må afvise borgere i en svær situation. Det er derfor højt prioriteret for Psykologforeningens at arbejde for flere offentlige midler til psykologbehandling, så der er kapacitet til at behandle alle borgere med behandlingsbehov.

Hvis du har erfaringer med en af de beskrevne problemstillinger og ønsker sparring eller rådgivning fra Psykologforeningen, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os i sekretariatet.

Skriv på dp@dp.dk eller ring på 35 26 99 55.
Besøg vores website
Besøg os på Facebook
Send en mail til os



Dansk Psykolog Forening
Stockholmsgade 27
2100 København Ø

Telefon: 35 26 99 55
E-mail: dp@dp.dk

Afmeld nyhedsbrev