Nyhedsbrev fra Historiens Hus
Se denne email i din browser
Sidste dag før juleferien på Odense Friskole i december 1960 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).
 

Odenseanerne erindrede i hundredevis!


Odense Kommunes store erindringsindsamling er slut, og Historiens Hus har modtaget hele 305 erindringer fra odenseanere – og ex-odenseanere! Indsamlingen er gået over al forventning, og vi har opnået det, vi håbede på, da vi søsatte indsamlingen i foråret: at få dokumenteret så mange aspekter af byens fortid som muligt.

Gennem erindringerne er vi blevet lukket ind i såvel kendte som ukendte miljøer af byens fortid. Vi er blevet ført tilbage til det gamle industrisamfund, vi har været på besøg hos rig og fattig, set velfærdssamfundets blomstrende forstæder, vi har taget turen væk fra krige i den store verden til sikkerheden i Odense, vi har hørt om udfordringerne som indvandrer og som handicappet og meget, meget mere! Stadsarkivet – og dermed Odense – har således fået dokumenteret vigtige aspekter af byens nyere historie! Der skal lyde et STORT TAK til alle, som har bidraget!

Hvad sker der nu? Nu forestår der et stort læsearbejde, og i det tidlige forår vil en dommerkomite bestående af professor Johs. Nørregaard Frandsen, Odenseredaktør Erik Thomsen, museumsdirektør Cæcilie Ning Hage, TV-journalist Signe Ryge og stadsarkivar Johnny Wøllekær udvælge de bedste erindringer og fordele den samlede præmiesum på 30.000 kr.!
 
Bemærk: Der er stadig ledige billetter til Historiens Hus’ juleafslutning

Stadsarkivar Johnny Wøllekær underholder om julen ”i de gode gamle dage”. I en lille julequiz vil der blive vist film fra julen, da juleaften altid var hvid, og der vil blive fortalt både gamle og nye julehistorier. Sidst, men ikke mindst, vil der som altid blive serveret glögg og juleknas!


Tid og sted: Onsdag den 11. december kl. 19.30-21.00 i Historiens Hus, Klosterbakken 2.

Billetpris: 75 kr. Billetter kan reserveres på tlf. 6551 1030 eller historienshus@odense.dk.

Reserverede billetter skal afhentes senest 15 minutter før foredragets begyndelse.

 
Facebook
Vores hjemmeside
Copyright © 2019 Historiens hus, alle rettigheder forbeholdes.


Vil du ændre hvordan du modtager disse emails?
Du kan opdatere dine indstillinger eller framelde dig listen