Copy

Tak for et godt 2019!

Tusind tak for din fortsatte støtte til supercykelstierne.

Vi kan i år fejre 10-års jubilæum og glæder os over de mange resultater, vi har nået i samarbejdet siden opstarten i 2009. Og disse resultater skyldes ikke mindst jer, som bruger supercykelstierne.Tak!

Vi har i år udgivet, i hvad der nok er verdens første supercykelstiregnskab, med alle resultaterne fra de otte eksisterende supercykelstierne. Cykelregnskabet har fået god presse og blev også overrakt til transportminister Benny Engelbrecht til et supercykelsti-borgmestermøde i oktober måned. 

Foruden cykelregnskabet fik transportministeren overrakt Supercykelstisamarbejdets anbefalinger for bæredygtig og grøn transport, hvilket har givet nogle positive udtalelser i pressen efter i borgmestermødet. 

På ruteniveau er vi ved at være klar til at lancere de næste to supercykelstier til forår/sommer 2020, nemlig Jyllingeruten og Farum-Allerødruten, vi har fået lavet førmåling på Roskilderuten, og vi er i fuld gang med screeningsarbejdet for den næste generation af supercykelstier - så nu kan cykelpuljen bare komme an!

Vi slutter året af med at have fem flere kommuner i samarbejdet, end vi havde ved udgangen af 2018 - stort velkommen til Tårnby, Dragør, Roskilde, Glostrup og Halsnæs (fra årsskiftet)! 

Vi glæder os til det videre arbejde med at realisere supercykelstierne og få flere til at vælge cyklen til arbejde. 

Glædelig jul og godt nytår!

Vi ses i cykelåret 2020.

SUPERCYKELSTIERNES FØRSTE CYKELREGNSKAB

I efteråret udkom supercykelstiernes første cykelregnskab, der samler alle de vigtigste resultater fra de første otte ruter og resultaterne og effekterne af det samlede supercykelstinet med fokus på klima, trængsel og sundhed.

Cykelregnskabet findes digitalt på på hjemmesiden på dansk og engelsk

Regnskabet har fået god omtale i pressen og på sociale medier. Blandt andre skrev Politiken: Der er gode idéer. Og supergode idéer. Tallene fra ti år med supercykelstierne gør det rimeligt at placere dem i sidstnævnte kategori.  

BORGMESTERMØDET D. 31. OKTOBER 2019

I oktober afholdte vi et vellykket borgmestermøde i Supercykelstisamarbejdet. Her mødtes borgmestre og udvalgsformænd fra samarbejdet til en briefing om resultaterne af samarbejdets første ti år og en drøftelse af samarbejdets udvikling de næste ti år.

Forud for mødet havde 26 af samarbejdets daværende 27 borgmestre skrevet under på en fælles deklaration: Supercykelstisamarbejdets anbefalinger til en statslig investeringplan for infrastruktur frem mod 2030: Supercykelstier for bæredygtig & sund transport.

Der var et godt fremmøde og tre oplagte værter i Karsten Längerich (V) borgmester i Allerød, Tomas Breddam (A) borgmester i Roskilde og Ninna Hedeager Olsen (Ø) teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune. Transportminister Benny Engelbrecht (A) deltog også i mødet, hvor han fik overdraget anbefalingerne sammen med cykelregnskabet, og han kvitterede positivt med følgende udtalelse:

»Det er ikke kun i hovedstadsområdet, at cykling er vigtigt, det er det i hele landet. At tage et par kilometer til arbejde på cykel er der relativt mange, der gør. Men hvis vi for alvor skal ændre noget på vores klima-, sundheds- og trængselsudfordringer, skal cykling også være attraktivt på de længere afstande. Så det er et fantastisk vigtigt stykke arbejde, som Supercykelstisamarbejdet og de 27 borgmestre har kastet sig ud i med nogle virkelig flotte resultater og anbefalinger, som kan indgå i de kommende drøftelser om en investeringsplan. For vi skal tage de nødvendige miljø- og klimahensyn, når vi planlægger fremtidens infrastruktur, og det kræver investeringer i cyklisme.«
                                                                                 - Transportminister, Benny Engelbrecht

Fra Politiken Byrum, 5. november 2019: Anbefaling fra 26 kommuner: Staten skal styrke cykling på tværs af kommuner

SUPERCYKELSTIERNE I DEADLINE

Budskabet om supercykelstiernes potentialer har tydeligvis fanget Benny Engelbrechts opmærksomhed. I Deadline d. 7. december nævner han nemlig særligt supercykelstierne som et godt eksempel på at tænke tværkommunalt og grønt i transportsektoren.
Se den fulde udsendelse her, eller Bennys udtalelse om supercykelstierne fra ca. 28 min. 

RUTENYT

 

RUTER TIL DOWNLOAD SOM CPX-FIL

Nu kan du downloade din supercykelsti som GPX-fil til din cykelcomputer. Følg linket her for at finde og downloade de supercykelstier, du bruger til din cykelcomputer.

TO NYE SUPERCYKELSTIER LANCERES I 2020

Til sommer bliver supercykelstinettet to ruter rigere, når vi indvier Jyllingeruten og Farum-Allerødruten. 

Jyllingeruten er den første tværregionale rute i nettet, og den forbinder Jyllinge med Stenløse og dermed også med Frederikssundruten og S-togs-nettet. 

Farum-Allerødruten forbinder Værløse- og Farumruten med Allerødruten og skaber dermed en mere direkte forbindelse mellem Farum og Allerød. 

FØRMÅLING AF DEN KOMMENDE ROSKILDERUTE

Vi har fået lavet førmålingen af Roskilderuten, der forventes indviet i 2023. Førmålingen viser blandt andet, at:

  • 87 % af cyklisterne på ruten er pendlere, der er på vej til arbejde eller uddannelse
  • de i gennemsnit cykler 11,4 km pr. tur
  • 50 % af cyklisterne cykler over 10 km
  • 14 % af de adspurgte betegner sig selv som nye cyklister
Som noget nyt vil vi fremover på kommende ruter også evaluere på typen af cykler på ruten. Den typiske cykel på Roskilderuten er en klassisk cykel, som 33 % cykler på, herefter følger citybiken med 31 %, 18 % vælger racercyklen, 11 % vælger elcyklen og 1 % (6 personer) tager turen på speed pedelecs. Det bliver spændende at følge udviklingen. 

Se flere resultater fra førmålingen af Roskilderuten her. 

NÆSTE GENERATION SUPERCYKELSTIER

Vi arbejder på højtryk for at realisere endnu flere af de planlagte 45 supercykelstier. Siden foråret har vi screenet en række udvalgte ruter for at være så forberedt som muligt, når der skal søges puljemidler til medfinansiering. Vi kan endnu ikke løfte sløret for hvilke ruter, der bliver gjort klar, men så snart vi kan, får I besked. 

En screening består blandt andet af en besigtigelsestur på en given rute sammen med de involverede kommuner, en vurdering af rutens nuværende forhold og et screeningsnotat med oplæg til tiltag, der kan gennemføres i opgraderingen til supercykelsti. 

Hver kommune er ansvarlig for både planlægning, etablering og drift af deres respektive del af en supercykelsti. Det betyder også, at kommunen selv finansierer opgraderingen til supercykelsti. Indtil videre har alle etablerede supercykelstier modtaget mellem 40-50 % støtte fra statslige cykelpuljer. 

Under overskriften "En styrket grøn omstilling" er der heldigvis netop afsat 50 millioner kroner på finansloven 2020 til en ny cykelpulje. Hvis en kommune søger og får støtte fra den statslige cykelpulje, skal kommunen selv betale 50 % af udgifterne til anlæg. 

NYE KOMMUNER I SUPERCYKELSTISAMARBEJDET

I 2019 fik samarbejdet hele 5 nye medlemskommuner, hvis man tæller Halsnæs med, der officielt indtræder i samarbejdet i 2020. Med Tårnby, Dragør, Glostrup, Roskilde og Halsnæs er vi nu 28 kommuner i Supercykelstisamarbejdet. Velkommen til alle!

Facebook
Twitter
Link
Website
Email
YouTube
LinkedIn
Copyright © 2019 Supercykelstisamarbejdet, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list.

Email Marketing Powered by Mailchimp