Copy
Dette er et nyhedsbrev fra Dansk Psykolog Forening. Besvar venligst ikke denne mail.
NYT TIL SELVSTÆNDIGE PSYKOLOGER 14. JANUAR 2020

Opfølgning på Dansk Psykolog Forenings dialog med AS3

Dansk Psykolog Forening arbejder løbende for at sikre den psykologfaglige kvalitet og selvstændige psykologers vilkår på sundhedsforsikringsområdet. Som et led i det arbejde har vi indledt dialog med virksomheden AS3, der for tiden øger sine aktiviteter på forsikrings- og pensionsområdet og derfor er undervejs med at indgå rammeaftaler med en række selvstændige psykologer, der skal være tilknyttet virksomheden på freelancebasis. På baggrund af dialogen har AS3 foretaget ændringer i deres rammeaftale og bilag.

Baggrund


I december 2019 gennemgik Dansk Psykolog Forening AS3's forslag til rammeaftale og bilag for et medlem og kunne da ikke anbefale vores medlem at tiltræde aftalen i sin daværende form.

Vi indledte dialog med AS3 med opfordring til, at rammeaftalen blev justeret på en række områder. Formålet med at indlede dialogen var samtidig at understøtte, at virksomheden i videst mulig omfang efterlever de faglige standarder for forsikringsdækkede psykologydelser. 

Opfølgning på dialogen mellem Dansk Psykolog Forening og AS3


Vi har nu været i dialog med AS3 siden midten af december 2019 og holdt møde med virksomheden torsdag d. 9. januar 2020. Vi er glade for, at dialogen indtil nu har været åben og konstruktiv, og vi har indtryk af AS3 som en virksomhed, der lytter og samarbejder. 

Resultat af vores dialog: 


Dansk Psykolog Forening kunne tidligere ikke anbefale tiltrædelse af aftalen som følge af 

1. Uklarhed vedr. journalmateriale
2. Vidtgående konkurrenceklausul

Vores efterfølgende dialog har blandt andet resulteret i ændringer angående journalmateriale samt at konkurrenceklausulen er fjernet, og de to punkter giver nu ikke længere Dansk Psykolog Forening grund til at fraråde selvstændige psykologer at tiltræde rammeaftalen.

Særligt om skattemæssig vurdering af samarbejdsaftaler: 
Dansk Psykolog Forening har fokus på den skattemæssige klassificering af de aftaler, selvstændige psykologer indgår med blandt andet netværksvirksomheder. Det skyldes, at aftalerne ofte indeholder elementer, der medfører risiko for, at Skat vil vurdere dem som ansættelsesaftaler, hvilket kan få skattemæssige konsekvenser for aftaleparterne. 

Efter gennemgang af AS3's rammeaftale og tilhørende bilag kan vi ikke udelukke, at Skat i forbindelse med en vurdering af aftalen vil klassificere den som en ansættelsesaftale og ikke en samarbejdsaftale. Derfor er vi blevet enige med AS3 om, at dette bør afklares nærmere, og vi fortsætter dialogen på det punkt.
Det er vigtigt for os at understrege, at det fortsat er op til den enkelte selvstændige psykolog at vurdere, om vilkår i rammeaftale og bilag samlet har et tilfredsstillende indhold. 

Vores dialog med AS3 har f.eks. ikke omhandlet honorarniveau, da Dansk Psykolog Forening som brancheorganisation ikke må udstikke vejledende honorarer for selvstændige psykologer. Derfor skal den enkelte selvstændige psykolog altid selv indgå i forhandling af honorarniveau og vurdere, hvorvidt det honorar, der tilbydes, er økonomisk bæredygtigt for virksomheden, herunder giver mulighed for et bæredygtigt arbejdsmiljø på sigt.

Det er desuden vigtigt at understrege, at vores dialog med AS3 hidtil primært har omhandlet rammeaftale og bilag. Vi har aftalt af fortsætte den konstruktive dialog med særligt fokus på, at virksomheden i videst muligt omfang efterlever de faglige standarder for forsikringsdækkede psykologydelser. 

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du overvejer at indgå aftale med AS3 og vil vide mere om resultaterne af vores dialog.

Om Dansk Psykolog Forenings tilgang til aktører på sundhedsforsikringsområdet


Dansk Psykolog Forening er løbende i dialog med de fleste større netværksvirksomheder/healthcare-virksomheder på sundhedsforsikringsområdet. Det er vores opfattelse, at markedet generelt er kendetegnet af et ulige forhandlingsforhold mellem de store netværksvirksomheder på den ene side og selvstændige psykologer på den anden side, hvilket ofte resulterer i utilfredsstillende vilkår, der ikke er til forhandling. Det er også vores opfattelse, at sundhedsforsikringsmarkedet er præget af væsentlige psykologfaglige udfordringer og manglende gennemsigtighed. 

Dansk Psykolog Forening har ikke formel forhandlingsret på vegne af selvstændige psykologer på et liberalt marked. Vi arbejder for alligevel løbende at påvirke aktørerne til at efterleve vores faglige standarder og til at tilbyde selvstændige psykologer bedre vilkår.

Vi reagerer - f.eks. ved at sende nyhedsmail til selvstændige psykologer - når vi støder på forhold i samarbejdsaftaler, der kan være direkte juridisk problematiske for vores medlemmer, eller i tilfælde hvor en virksomhed på sundhedsforsikringsområdet har en faglig problematisk praksis. 

Kontakt os for rådgivning


Kontakt Dansk Psykolog Forening, hvis du ønsker rådgivning om muligt samarbejde med AS3 eller andre virksomheder på markedet for forsikringsdækkede psykologydelser.

Telefon: 35 26 99 55. Mail: dp@dp.dk.

Læs mere om vores arbejde og faglige standarder for forsikringsdækkede psykologydelser her.
Besøg vores website
Besøg os på Facebook
Send en mail til os



Dansk Psykolog Forening
Stockholmsgade 27
2100 København Ø

Telefon: 35 26 99 55
E-mail: dp@dp.dk

Afmeld nyhedsbrev