Copy
Nyt fra de frivillige

DN Aktiv

Nyt til DN-frivillige

cMtcfQu.png

Indholdsfortegnelse

DN: Foreslår ny biodiversitetslov

Biodiversitetslov og 20 procent vild natur: Her er redningsplanen for naturen. 2020 bliver naturens år, hvor Folketinget skal forhandle om en stor natur- og biodiversitetspakke. I løbet af 2020 skal regeringen og Folketingets partier i gang med forhandlingerne om en ny dansk biodiversitetspakke. Indtil 31. december har organisationer og borgere kunnet indsende forslag.

Som Danmarks største grønne organisation har Danmarks Naturfredningsforening i snart et halvt år arbejdet på en omfattende redningsplan for naturen med inddragelse af forskere og eksperter.

Et af de centrale krav er, at politikerne får udarbejdet en konkret biodiversitetslov med klimaloven som forbillede.

Biodiversitetsloven skal forpligte Folketinget til at fastsætte nationale mål for naturen i Danmark, og som muliggør, at Danmark lever op til de internationale aftaler om at vende naturens tilbagegang og sikre en rigere og mere mangfoldig natur.

– Alle er efterhånden enige om, at naturens tilbagegang skal bremses og arterne skal reddes. Men hvis det skal ske, bliver vores politikere nødt til at forpligte hinanden på konkrete indsatser her og nu og på en langsigtet, ambitiøs og forpligtende plan for vores natur, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

> Læs DNs forslag til en plan for øget biodiversitet
> Læs mere

Kontakt Afdelingschef Morten Pedersen, morten@dn.dk
 

Evaluering af planloven

Tilbage i 2017 blev planloven ændret på en lang række områder. Ændringerne skete som opfølgning på en politisk aftale fra juni 2016 om nye og lempeligere muligheder for blandt andet byggeri i landzone og langs kysterne, forkortede høringsfrister m.v. Det blev besluttet, at ændringerne skulle evalueres inden 1. juli 2020.

I den forbindelse har Erhvervsministeren frem til 31. januar igangsat en høring med mulighed for at bidrage med forslag og idéer til evalueringen og til fremtidens planlov. Sekretariatet laver et samlet input til høringen, der blandt andet vil tage udgangspunkt i foreningens tidligere kritik af lovændringerne.

Eventuelle lokale forslag til sekretariatets input til høringen, kan sendes til Nina Larsen Saarnak, nis@dn.dk, senest 27. januar.

> Læs mere om høringen her
 

Miljøminister må forbyde hormonskadelige svampegifte

Reststoffer fra azol-midler siver ned i grundvandet i stort omfang, viser ny rapport. Danmarks Naturfredningsforening kræver forbud.

Der er massive problemer med grundvandsforurening fra stoffet 1,2,4-triazol. Det viser en ny foreløbig rapport fra forskningsinstitutionen GEUS, som DR har fået aktindsigt i.

Triazol er et nedbrydningsprodukt fra svampegifte, der anvendes på danske korn-, raps- og kartoffelmarker, og hører til gruppen af såkaldte azol-midler. Azolmidler er mistænkt for at være hormonforstyrrende for mennesker. 

> Læs mere
 

Danmarks største citizen-science undersøgelse af havet søger endnu engang prøvetagere

Har du tid den 10. maj kl. 13, og vil du hjælpe Aarhus Universitet og Danmarks Naturfredningsforening med at kortlægge biodiversiteten langs de danske kyster ved hjælp af miljø-DNA? Så er det nu, du skal ansøge ét eller flere af de 100 udvalgte prøvesteder.

Hver lokalitet får tildelt to prøvetagere, og du er velkommen til at søge mere end en lokalitet. Vi har allerede haft 200 prøvetagere ude at tage vandprøver i efteråret 2019, som er ved at blive analyseret for DNA. Vandprøverne, som tages i foråret, skal sikre et fuldstændigt billede af de arter, som lever langs de danske kyster. Så har du en fryser, skridsikre gummistøvler og stærke overarme, så skynd dig at ansøge. 

> Tilmeld dig nu
> Læs mere om projekt HavBlitz
> Se de nøjagtige GPS-koordinater for de 100 prøvesteder

Kontakt Simon Leed Krøs, havblitz@dn.dk, 3051 6140
 

Mange nye affaldsregler på vej!

I 2020 og 4 år frem skal nye EU-regler for affald indføres i Danmark. Det første skridt er regler for det udvidet producentansvar. De skal være indført inden 1. juli 2020, så det er lige om lidt.

Det udvidet producentansvar går ud på, at det er de ansvarlige producenter, der har ansvar, ejerskab og skal betale for håndteringen af affald fra husholdningerne. Det er således ikke længere kommunerne, der ejer affaldet fra husholdningerne. Kommunerne skal heller ikke opkræve afgift for affaldshåndteringen. Kommunerne skal heller ikke bestemme, hvilke dele af affaldet, der skal samles ind i hvilke spande. Det er de ansvarlige producenter, der skal det. Reglerne gælder ikke for alt affald, men de gælder for bl.a. for emballager, elektronik, batterier og biler.

Det er umuligt at ændre på alt dette på en gang, men det er i den retning, der skal arbejdes. Kommunerne skal lige om lidt udarbejde kommunale affaldsplaner altså før det udvidet producentansvar træder i kraft. Hvordan kommunerne indarbejder de nye regler, hvilke af reglerne, der tages med, bliver meget spændende at følge. Kommunerne har hidtil regnet genanvendelse ud på baggrund af, hvad de har samlet ind til genanvendelse. Den går ikke længere! Nu skal de dokumentere, at det, som de samler ind til genanvendelse, rent faktisk bliver genanvendt. 

I den senere tid er dansk plastaffald dukket op Malaysia, dansk plastaffald samlet ind til genanvendelse leveres til virksomheder i Tyskland, der sender mere plastaffald tilbage til kommunale forbrændingsanlæg end, hvad der er blevet sendt derned. Om der er dansk plastaffald i det, der kommer tilbage, vil kommunerne ikke oplyse.

Hold øje med de kommunale affaldsplaner, udarbejd gerne høringssvar!

Spørg kommunen – og gerne til:

  • Hvad sker der med mit bioaffald?
  • Hvad sker der med mit plastaffald?
  • Er der en plan for udfasning af affaldsforbrænding ligesom, der er på Bornholm?
Brug gerne hinanden på tværs af DN afdelinger.

Afdelingen kan også kontakte Jens Peter Mortensen, jpm@dn.dk, 3119 3210
 

Har du brug for en kalender?

Har du brug for en kalender til at planlægge jeres arbejde i 2020? Så hent en kalender her, hvor der allerede er plottet vigtige DN-dage ind. Kan fås både som excel-fil og som PDF-fil

> Læs mere her
 

Lokale nyhedsbreve

Lokale DN nyheder direkte til dig
Med et lokalt nyhedsbrev kan du få nyheder om din lokale DN afdelings arbejde, blive inviteret på ture i lokalområdet og få nyheder om natur og miljø i din kommune. De fleste lokale nyhedsbreve udkommer fire gange om året.
Her kan du tilmelde dig nyhedsbreve

Der er udkommet 7 nyhedsbreve i løbet af den seneste uge:

Naturens Universitet

Her ser du de kommende kurser i Naturens Universitet:

Introkursus for nye aktive i DN-bestyrelser, 18. jan., 19. jan., 25. jan. og 26. jan. i hhv. Aalborg, Aarhus, København og Middelfart
Kurset er for dig, der gerne vil have en god introduktion til arbejdet i en DN-bestyrelse, møde andre nye fra andre afdelinger og tilegne dig en forståelse, for de muligheder, der er for at gøre en grøn forskel for naturen og miljøet.
Kurset i København er fuldtegnet

Formands- og næstformandskursus, 1. februar, Middelfart
Er du ny for- eller næstformand og har brug for lige at få input til det at lede en afdeling, rettigheder og muligheder, så er dette kursus for dig. Sammen med andre nye formænd i DN diskuteres og videndeles, hvordan man holder sammen på gruppen, holder gode møder, håndterer forskellige holdninger, organiserer sig - og ikke mindst hvordan du finder din egen stil og ikke blot overtager den tidligere formands stil - ihvertfald ikke uden at reflektere over det. "gamle" formænd der har brug for et brush-up er naturligvis også velkomne.

Sporkursus - 8. august, Raadvad Naturskole, Lyngby
Tag med på ”sporsafari” og find forskellige sportegn som fx ekskrementer, gylp, fodaftryk, ædespor, veksler og reder. Vi gennemgår dem alle med kendetegn. Så kan du selv blive bedre til at arrangere ture.

Hjemmesider og nyhedsbreve, 8. februar i København
Som webmaster på en lokalafdelings hjemmeside har du måske brug for et elementært brush-up kursus, hvor vi kort gennemgår hjemmesiden og brug af umbraco. Endvidere gennemgås nyhedsbrevsmodulet.

Naturguideuddannelse - 3 sammenhængende kurser
Har du lyst til at blive bedre til at holde turer i DN-regi? Har du mod på at lære, hvordan du underviser og holder en forsamling engageret? Kurset er for dig der ønsker at I i afdelingen får flere og bedre ture og arrangementer og du lærer at håndtere større grupper af både børn og voksne. Uddannelsen består af 3 obligatoriske kurser: et weekendkursus den 29. februar-1. marts på Skovsgaard, Langeland, den 6. juni på Klostermølle ved Skanderborg og den 19. september i København.

Børn i naturen, 22. marts Roskilde, 4. april Amager, 9. august Middelfart, 5. september Randers
Er du Naturfamilieambassadør eller DN-naturguide? Så er dette kursus for dig, der ønsker at formidle til børn. Kurset henvender sig til ambassadører i naturfamilier, naturguider og andre der gerne vil udvikle kompetencer i forhold til at formidle natur og –oplevelser for børn og børnefamilier.

Fortællekursus for begyndere. 23. april - Midtsjælland
God formidling handler ofte om at kunne fortælle en god og levende historie. På kurset gennemgår vi – gennem praktiske øvelser – en række værktøjer og teknikker der gør dig til en bedre fortæller, hvad enten det er på et naturvandring eller omkring lejrbålet om aftenen.

Kursus: Hold en flagermustur, 8. juni i Aarhus, 18. juni i Gladsaxe eller den 25. august i Vejle.
Lær om flagermusene, så du selv kan være turleder på en flagermustur. Kom og lær mere om flagermus, bliv klog på denne store pattedyrgruppe med 18 arter i Danmark.


Se flere kurser på www.dn.dk/nu

 

Nyheder fra www.dn.dk

6. januar 2020
Biodiversitetslov og 20 procent vild natur: Her er redningsplanen for naturen
2020 bliver naturens år, hvor Folketinget skal forhandle om en stor natur- og biodiversitetspakke. Hvis naturen skal reddes, kræver det markant mere vild natur og en biodiversitetslov, mener DN. I løbet af 2020 skal regeringen og Folketingets partier i gang med forhandlingerne om en ny dansk biodiversitetspakke. Indtil 31. december har organisationer og borgere kunnet indsende forslag. Som Danmarks største grønne organisation har Danmarks Naturfredningsforening i snart et halvt år arbejdet på en omfattende redningsplan for naturen med inddragelse af forskere og eksperter. Og planen er netop offentliggjort.

3. januar 2020
20 vilde heste skal forvandle gammel juletræsplantage til natur
En flok på 20 heste skal nu lave naturpleje i Lindenborg Ådal ved Rold Skov. Her skal de blandt andet omdanne en tidligere juletræsplantage til et artsrigt overdrev med blomster og stor biodiversitet. 20 heste af racen exmoor er netop blevet sat ud på kanten af Lindenborg Ådal nord for Rold Skov. De skal nu hjælpe til med at omdanne området, der blandt andet har været brugt til juletræsplantage, til sund, lysåben natur med masser af biodiversitet. Det skriver Naturstyrelsen på deres hjemmeside.

28. december 2019
Ingen hjælp til Danmarks mest truede ugle: I overhængende fare for at forsvinde
Vildtforvaltningsrådet er blevet enige om et nyt femårigt projekt for den truede kirkeugle, men Miljø- og Fødevareministeriet har ikke planer om at sætte penge af til den styrkede indsats. I Danmark er der kun omkring 13 ynglende kirkeuglepar tilbage, og arten er i stor risiko for at forsvinde inden for få år. Derfor har en række organisationer i Vildtforvaltningsrådet, der rådgiver miljøministeren inden for jagt og vildtforvaltning, forberedt et nyt femårigt projekt, som skal være med til at redde arten herhjemme. Men på nuværende tidspunkt er der ikke sat penge af til projektet.

25. december 2019
Kommentar af Maria Reumert Gjerding
Et nytårsforsæt, tre klimaløfter og en klode til forskel
Vi kan alle gøre hvert vores for at afhjælpe klimakrisen, skriver Maria Reumert Gjerding i denne nytårsklumme. Præsidenten opfordrer til at gøre nytårsforsættet klimaklogt. 2019 blev på mange måder et skelsættende år, og jeg tror, det vil skrive sig ind i historiebøgerne hos den grønne bevægelse. Dag for dag og uge for uge voksede vi og blev stærkere. Først var vi nogle hundrede, så blev vi tusinder – og til sidst stod vi titusinder skulder ved skulder i byer og gader over hele landet med ét fælles mål: At kæmpe mod den klimakrise, der truer den smukke blå planet, vi kalder hjem.

Læs alle nyheder på www.dn.dk
 

Transparent.gif