Copy

Dahlia på tilbud. Ingen tomat og chiliplanter i år. Sameksistens med dræbersnegle.

Share Share
Tilbud på dahlia til sidst i nyhedsbrevet!
Ingen Tomat & Chili Planter i år.
Desværre er det gartneri hvor vi har fået dyrket alle vores mange chili og tomatplanter de sidste år gået ned med flaget.
Vi har jo ikke selv opvarmede drivhuse og plads til at producere de mange tusinde tomat og chiliplanter her på Fuglebjerggaard, så vi har fået dem lavet ude i byen – af vores frø - de sidste mange år.
Så før vi finder et andet sted til næste år, så er det den sørgelige sandhed.
Det er simpelthen svært at leve af at lave dejlige økologiske planter, det ved vi alt om, når man kan købe det hele til det halve i Plantorama. At man så går glip af meget spændende sorter, ordentlig vejledning, økologien og biodiversiteten og må nøjes med mainstream, det er jo straffen for dem der handler der, men virkeligheden er jo at små producenter har det hårdt i disse år, fair trade er ikke kun noget der foregår på andre kontinenter, det handler om at handle med dem der er i gang med fremtiden, så de også har en fremtid. Amen.
For alle de kunder der plejer at købe vores chili og tomatplanter og komme til vores store Chili Tomatdag er der kun at sige; Du må så dem selv.
Det er ikke ret svært, meget meget tilfredsstillende og du kan læse alt om hvordan man gør her:
Dyrkning af tomatplanter
Dyrkning af chiliplanter
Du kan bestille frøene i netbutikken, links nederst i nyhedsbrevet.
Rolig nu!
Så kan man tage det helt roligt, der er mange der sår chili nu i januar, og det kan man godt hvis man har kunstigt plantelivs, hvis man ikke har det, så er det lige så godt at vente en måned og så dem i februar når der rent faktisk er lys til de små spirer. Ellers får man bare nogle lange blege spirer.
Daglige Dahlia
Hvis Frida Kahlo, var en blomst så var hun Dahlia, En hel buket af dem. Mexicanske, eksplosive, kulørte og frodige, uden tanke for deres egen effekt på omgivelserne giver de sig helt skamløst hen til at være så overdrevet dekorative og farvemættede som kun dahlia formår.
Jeg elsker dem hæmningsløst, og dyrker alt for mange, nogle år så mange at andre vigtige ting som vi skal bruge til frø, og til at spise mangler plads.
Hvis man har bare 10 dahlia kan man plukke en ny buket hver dag månedsvis, give dem væk, have blomster i alle rum og selvfølgelig spise nogle af dem.
Intet er så effektfuldt i en skål salat som dahlia blomster, og så smager de godt uden at være specielt smagfulde, de har slet ingen skarphed, eller jordsmag som mange blade har, men en mild, venlig, næringsrig glat, og kulørt smag, hvis det giver mening. Det gør dem gode i både det salte køkken, men også på kager og desserter, is og frugtsalat.
Jeg har en mængde knolde til den lilla stribede kæmpe dahlia ”Tartan”, som vi serverede som forret til en af vores Pop-up sommermiddage for nogle år siden, 60 tallerkener med en hel dahlia på hver, hvor vi kun havde fjernet blomsterbunden bagpå som har lidt rigelig harpikssmag, og fyldt midten af blomsterne med nye kartofler, hjemmerørt mayo med saltede capers, kørvel, fint hakket saltet limetta, og lidt saltede ansjoser og mange hvide asparges.
Det er måske det smukkeste jeg nogensinde har serveret, og der er ingen fotos, desværre, men så må man jo forestille sig det.
Dahlia knoldene smager mildt, omtrent om alle de andre tropiske rodknolde, taro, yams osv. Og når nu nogle af dahliaerne producerer helt usandsynligt mange rodknolde, flere kilo knolde, på en sæson så kan man jo spise overskuddet.
Dahlia stilles i en kasse med jord til forspiring et lyst, køligt, men frostfrit sted så snart man har købt dem. Det gir et lille forspring, måske kun nogle dages tidligere blomstring.
De skal ikke plantes ud før midt i maj, et sted hvor der er plads til deres overdådighed. Der skal mindst 50 cm imellem på begge leder, og så skal de passes godt og grundigt med vand og godt med gødning når de er kommet lidt i vækst. Sæt pinde i tidligt, for de vælter ret nemt en stormfuld sommerdag. Knoldene skal bare lige ned under jordoverfladen. Så er det kun at vente på blomsterne.
Man kan have dahlia i potter, med det skal være de lavere pottedahlia og potterne skal være store. De er gode at proppe i et staudebed med tidlige stauder som løjtnantshjerter og staude valmuer som bliver helt væk når de er blomstret af, og de er dejlige i køkkenhaven, i et nyplantet staudebed tager de vist lidt for meget plads og næring, der er det bedre med sommerblomster for at fylde ud det første år.
Men de er så usandsynlige og overvældende at de næsten skal have deres eget bed, husk at lave plads til et hvor man kan gå ind imellem og plukke af dem.
Og så kommer efteråret, hvor man skal beslutte sig til om man vil grave dem op og gemme dem eller lade dem være i jorden. Der vil de gå til efter et par nætters hård frost. Jeg graver mine op, og gemmer dem i kælderen til marts hvor cyklussen begynder forfra, hvis man først har nogle man er glad for så er det da synd og skal at lade dem dø derude. Hvis overvintring skal lykkes skal de stå tørt og køligt vinteren over, ellers får de svamp også kan det være lige meget. Jeg lader mine tørre i drivhuset i nogle dage før de kommer i kælderen, og det virker.
Sameksistens med Dræbersnegle…
Man skal også sikre sig at man ikke slæber snegle med ind til vinteropbevaringen, for en af snegles livretter er dahliaskud. Det kan gøre det svært hvis man, som vi er, er hårdt ramt af dræbersnegle, men jeg har efterhånden fået en modus som gør det muligt.
For det første så skal de have spiret en 25-30 cm før de kommer i jorden, og det gør de nemt.
For det andet så jorddækker vi med herligt halvkompostret plante materiale, over det hele. For det eneste snegle endnu bedre kan lide end friskt grønt er fermenteret grønt, som rabarberblade, salat og kaffegrums, som har set bedre dage, rigtig kompost er også godt, og græsafklip er helt perfekt, Hovedsagen er at jorden skal være dækket af et 5-20 cm tykt lag af alt muligt grønt, hele sommeren, Som kan ligge og mumse, og formulde stile og roligt, gære videre og blive slæbt ned i jorden af de utallige små væsener som gør deres bedste for hele tiden at forbedre vores havejord, hvis vi bare husker at give dem noget at spise, som f.eks. grønt og kompost.
Det er ikke en udryddelsestaktik, den slags har aldrig rigtig virket, i nogen sammenhæng, det er en del og hersk teknik, hvor sneglene får noget de kan lide, jorden bliver forbedret og fornyet og vi får vores dahlia og grøntsager i fred. Dermed ikke sagt at der er gået helt Gandhi i den, her på matriklen, jeg dræber med en sær sorgløs glæde alle de dræbersnegle jeg kan komme til. Vi dækker hele køkkenhaven, ikke kun dahliaerne, det virker så jorden bliver bedre og bedre, mange steder er mulden så dyb at den aldrig bliver gravet, vi rydder bare jorden for ukrudt og planter og sår direkte i den. Når man planter ud skal jorddækket på med det samme, når man sår skal det først på når man kan se rækken, så skubber man det forsigtigt ind til planterne.
Jorddække er ikke noget nyt. Det er bare at forfølge naturens måde at sørge for at jorden aldrig er bar, og det betyder jo også at den holder meget bedre på vandet, jo tykkere jorddække jo bedre, planterne har kun godt af at stå med noget hyggeligt løst og fugtigt grønt op ad benene, og du sparer måske halvdelen af din vanding.
Vilde Dahlia
De dahlia vi køber knolde til, er meget forædlede, udvalgte, krydsede former af vilde dahlia fra Mexico. Det har man leget med i mange år, og de er skønne. De vilde dahlia er en helt anden ting. Blomsterne er enkle, lette, ligner ikke de dahlia vi kender, måske nærmere en Cosmos, men med et helt andet udtryk. Hver blomst varer kun en dag eller to, for de bliver bestøvet af bier og så gider de ikke mere, men der kommer helt usandsynligt mange af dem. Planterne er store og frodige, og farverne er milde og fine, med en knaldrød eller pink imellem for at holde festen i gang…
Dem kan du så nu i februar, indendørs, og der vil komme enorme planter ud af det, med mange, mange blomster og til efteråret store rodknolde som kan graves op som andre dahliaknolde, et helt ubegribeligt mirakel når man står med de små tørre frø i hånden.
Du kan samle frø af de vilde dahlia, vælg dem du bedst kan lide, de vil have krydset med de andre, men vil stadig være primært dem du har valgt og gradvist lave din helt egen selektion af vilde dahlia. Lad nogle af frøstandene sidde, til de er brune og forvandler sig fra grønne våde dimser til strittende brune dimser, så er frøene klar.
Man kan også tage frø af de forædlede dahlia, hvis det lykkes en bi at møve sig ind imellem alle de der underskørter, kommer der en tør frastand med frø i, det vil være helt uforudsigeligt hvad det bliver til, og det er jo sjovt i sig selv.
Ellers skal man som med alle andre blomster fjerne de afblomstrede for at få nye blomster.
Klog og Mæt I landhandelen i Jægersborggade 17.
Asta og jeg holder en helt ny slags arrangement i landhandelen i Jægersborggade 17, 3 lørdage i februar - marts, hvor vi demonstrerer nogle enkle kulinariske glæder og serverer et enkelt men dejligt måltid bagefter. Det foregår kl. 17.00 varer måske et par timer inkl. en dejlig tallerken mad så du ikke skal lave mad når du kommer hjem.
Temaerne er:
Varme drikke du har godt af – Urter, krydderier, citrusfrugter og en smule alkohol.
Vi serverer smagsprøver og en skøn varmende og mættende suppe til at gå hjem på.
 
*****
Vintergrønt, kål, rødder og kartofler, en eller to enkle og gode tilberedninger af hver, og lidt af det hele til at spise, bagefter.
*****
Lær at lave 2 krydderiblandinger: Madras Carry, Rras el Rhanut og vores skønne Ingefær Dhal spice. Vi serverer en dejlig grøntsagscurry med tilbehør bagefter.
 
Du kan se mere og melde dig til her:
Meld dig til og se flere arrangementer her
Jeg søger stadig en fuldtids kvalificeret Gartner
Det behøver sådan set ikke være en faglært gartner, bare en dejlig og dygtig person.
Jeg søger en voksen Butiksbestyrer
Med erfaring i salg og lyst til det daglige ansvar for at der er dejligt i min butik i Jægersborggade 17
 
På gården har vi i mange år drevet en Cafe som kunderne stadig græder over at vi lukkede sidste år. Det er også en skam, for der er alle faciliteter, og dejlige omgivelser at drive sommercafe i, men vi kan ikke selv overkomme det hele.
Nogen der har lyst til at åbne Cafe på Gården til sommer?
Jeg tænkte at én ung og energisk dygtig person kunne have en fest med at åbne cafeen her til sommer, og drive den selv. Konceptet ligger på ingen måde fast, det skal bare være fantastisk godt, hyggeligt, totalt hjemmelavet og naturligvis Økologisk. Der er mange muligheder for den rigtige person.
Mail til kontor@fuglebjerggaard.dk
Tilbud på mine kvalitets Dahlia Knolde til 25.- kr.
Mange sorter, også Øko Dahlia, men ikke så mange af hver sort.
Pakkerne er ikke på tilbud.
Til og med søndag kl. 24.00
Så længe lager haves.
Find mine tomatfrø her.
Og:
Find mine chilifrø her.
Kulørte hilsener
Camilla Og Co.
 
Besøg vores netbutik her
Facebook
Twitter
Link
Website
Copyright ©
Fuglebjerggaard
Hemmingstrupvej 8
DK–3200 Helsinge
kontor@fuglebjerggaard.dk

Vil du ikke modtage disse mails?
Du kan opdatere din profil eller framelde dig