Nyhedsbrev 2020
Nyhedsbrev 2020 Silkeborg den 21. januar 2020
Kære kursister.
Først ønskes I alle et lykkebringende NYTÅR.
Dernæst – så hører jeg ind i mellem i min høresnegl: ”Hvor længe bliver Trine mon ved?”
I en del år har jeg sagt: ”20 år endnu”.
Om det bliver 20 år, ved jeg ikke, men mit mål/ønske er at kunne sætte et aftryk på det danske sundhedssystem, så man i stedet for primært at kigge på/undersøge en skade,
- kigger på de årsagssammenhænge, der er , når mennesker får ondt,
- tænker hele kroppen ind i ligningen med de mange ubekendte,
- tænker på, hvad der er gået forud, på holdning, overbevisninger, og rigtig mange andre faktorer,
- hvad det er for spændinger, der går på kryds og tværs igennem kroppen, oppe og nede, mave og ryg, højre og venstre, og ikke mindst tænker på,
- at babyer bliver rettet lige efter fødslen.
Vi har i KST rigtig mange gode teknikker, som er et supergodt udgangspunkt for at løse ”detektiv-opgaven”, og for at blive i metaforen, så vil en detektiv søge mange forskellige oplysninger.
Teknikker og rutiner er ikke nok til at afdække/løse opgaver.
DET ER DER, JEG VIL HEN!
Vi skal blive så meget bedre til at lytte, undersøge og spørge til, hvad det her handler om.
Hvorfor bliver det ved med at gøre ondt i nakken? Måske er det de spændinger, der er i den nederste del af maven på grund af arrene efter et kejsersnit for over 30 år siden – eller en asymmetrisk arbejdsstilling for flere år siden.
Nogle gange dukker forklaringen hurtigt op. Indtil da, må vi sammen med klienten søge og spørge – og ikke mindst være opmærksomme på de vaner klienten har udviklet for at passe på de sårede områder.
Hvis et område i kroppen, feks. nakken, er spændt/låst, og derfor klemmer på nerverne, hjælper det ikke kun at arbejde i selve området, der gør ondt. Så må man ’hente plads’ et andet sted fra.
Meget ofte er det lændesvajet og hængemaven, der ændrer på kroppens anatomisk korrekte/oprindelige holdning, hvilket resulterer i, at meget af kroppens bindevæv og mange muskler får en anden placering, som kan sidde og trykke på blodkar og nerver – og på den måde være skyld i smerterne.
Efter min bedste overbevisning og erfaring ville meget være lettere, hvis vi ’lyttede’ til kroppens eget selvregenerationssystem styret af Centralnervesystemets to systemer.
Det parasympatiske system (afspænding, genopbygning, fordøjelse) og det sympatiske system (det system, der passer på os, når der er fare på færde). Når vi skal løbe hurtigt væk fra noget farligt, få kroppen til at trække sig sammen, når vi er ved at forbløde, eller vi føler, vi er ved at gå i stykker (fysisk eller psykisk).
Vores væsentligste opgave som KST-terapeuter må være, at få klientens individuelle DNA-koder til at få kroppen tilbage til den oprindelige tilstand i samarbejde med klienten. Det kræver ofte en detektiv.
Helt modsat det, som jeg ofte oplever, hvor vi som terapeuter tager over og gerne – i bedste mening, vil fikse klientens krop. Og måske endda laver teknikker, der hvor klienten har ondt.
Hvor har jeg dog tit tænkt: ”Kan vi ikke dele disse smerter, så du ikke skal bære det hele?”
Sådan er det bare ikke, men jo mere vi lærer klienten at komme ud af vaner, spændinger, at løsne ar,
afspænde de muskler, som er på overarbejde, og træne dem, der skal holde de slidte feks. knæ, jo større mulighed har klienten for at få sit sunde liv tilbage.
Det er det, jeg forsøger at give fra mig på ’Opsummeringskurserne’, som i fremtiden kommer til at hedde: ’De svære klienter – gør dit liv lettere som terapeut’.
Jeg forstår godt, at man gerne vil holde sine teknikker fra KST-uddannelsen vedlige, men uden det store overblik, kommer vi ofte til at blive ved med at gøre det, vi plejer.
I fremtiden tror jeg, at vores udfordring bliver større med de mange ekstra skavanker folk får på grund af Tablet/Smartphone, overvægt, inaktivitet, dårlige arbejdsstillinger og meget mere.
Et eksempel på ”Den svære klient”
Et eksempel kunne være en kvinde, som blev påkørt bagfra, da hun holdt for rødt lys.
Det gav et smæld i nakken og ned i ryggen, og hovedet ramte forruden.
Først troede hun, at hun var sluppet billigt, men efter to dage, da endorfinerne var ude af kroppen, kunne hun nærmest ingenting. Hele kroppen gjorde ondt; især hjerne og nakke, men også ansigtsknogler, hoved og ryg var ramt.
Udover en voldsom hjernerystelse, viste en MR-scanning, at hun havde udposninger 3 steder i nakken, svarende til C4-C7, med ”svær spinalstenose og tryk på medulla cervicalis ved C5/C6, og moderat stenose ved C6/C7.”
Klienten fik fra starten af forløbet rigtig mange gode behandlinger med KST og bindevævsfysioterapi, og det lettede langsomt på symptomerne. Men der var ligesom noget, der ’sad fast’, som ikke kunne give sig.
Efter fem måneder med total ro og intensive behandlinger, lagde den mindste lille sammenkomst hende stadig ned i flere dage. Det var blevet lidt bedre, men var på ingen måde godt.
Det jeg oplevede, da jeg gav hende behandling, var, at hele peritoneum (bughinden), piriformis og obturatormusklen (bækkenbunden) var fastlåst.
Det var derfor svært for musklerne og bindevævet i ryg, nakke og op omkring kraniet og ansigtet at komme på plads igen.
Hele kroppen havde låst sig, men ved hjælp af ’rusten dåse’-teknikker, dvs. jeg løsnede der, hvor kroppen kunne give sig, skete der noget. Nu kunne klienten træne nye bevægelsesmønstre, og fik selv til opgave at løsne peritoneum flere gange dagligt + lave lændedrop.
Klienten fik 3 behandlinger.
I dag, 1 måned efter, overvejer hun at genoptage sit arbejde på deltid. Hjernerystelsen er aftaget meget, hun kan deltage i sociale arrangementer i mindre grupper, og går ikke længere i panik, når der skramles med bestik eller TV’et er tændt.
Hun har stadig brug for KST-behandling, men det vigtige var, at årsagen var at finde et andet sted end symptomet.
Det er sådanne problematikker, vi tager op på ’De svære klienter – gør dit liv lettere som terapeut’
De bedste nytårshilsner
Trine Rosenberg
|
|
|
|
|
